Beretning 1/2011

Antigua til Vestindien.

Nytåret 10/11

Vi tilbringer rigtig meget tid med at se vejrudsigter. Sæt nu der bliver massivt snefald igen - præcis som vi skal køre til lufthavnen. Der har den seneste tid været meget vinter på midtsjælland så nu glæder vi os i den grad til at komme på ferie. Væk fra sne og kulde og ud til blåt vand og dejlig sol.

Onsdag.d 5 Januar 2011.

Der kommer selvfølgelig sne natten til den morgen, hvor vi meget tidligt skal ind efter Ulla og videre ud i lufthavnen. Men ikke ret meget. Vi holder en nogenlunde god fart på motorvejen og når frem i god tid. Alt forløber som håbet. Vi kommer til Heathrow og minsanten om ikke også vores bagage kommer - lynhurtigt. Som om de ved at vi sidste år ventede 9 dage på de fordømte tasker. Tilsyneladende går alt godt. 

Udsigt over London med Themsen der snor sig.

Vi kommer frem til JOY næste morgen og er naturligvis meget spændte på hvilken tilstand hun er i. Marinaen har pillet coveret af og hun står fint men meget beskidt. Der er en koloni af flagermus der har boet i tørvejr inde under coveret og de skider lige der hvor de er - selv om de hænger med hovedet nedad. HMMM - det kan man jo så lige tænke lidt over.

Heldigvis er det relativt let at komme møget til livs - en kraftig vandstråle og lidt knofedt, så er den ok.

Det var lidt værre nede i skibet. Hun lugtede ikke så godt som da vi forlod hende og derudover var der igen flyttet husdyr ind. Ikke borebiller som sidste år men myrer. I millionvis krablede de rundt ude i min køje men rodalon og fluegift fik også bugt med dem.

Foruden det sædvanlige når man pakker et skib ud har vi i år et stort projekt. Vi skal have afmonteret det gamle ankerspil som er gået totalt i udu og monteret det nye som vi har købt på nettet. Vi har medbragt en aftrækker i håbet om at skille spillet ad men helt forgæves. Vi brugte en hel formiddag på det men måtte til sidst bide i det sure æble og skære spillet op af dækket. Stort hul midt i forskibet men heldigvis er det nye spil så meget større end det gamle, at hullet - der bliver fyldt med marineplywood og polyester - næsten kan dækkes af det.

Ankerspillet med sin del af dækket - når det nu ikke kan være anderledes.

Så er det gamle hul i dækket ved at være støbt op og klar til at lægge teak igen.

Det kører faktisk helt godt for os. Sidste år kæmpede vi for at få fyldt vores gasflasker men måtte til sidst opgive og købe en ny med det amerikanske system. Men så i år på Jolly Harbour Marina på Antiqua kan de bare uden videre fylde dem. Ingen problemer - skal bare sættes neden for båden - så afhentes de ca. klokken 12 - og kan senere samme dag hentes ved vagten. Effektivt.

Se det var sidste års uheld der nu er rettet op på. Vi har dog straks anskaffet nogle nye. Vi kan jo ikke være uden opgaver og den første kom da jeg pludselig hørte noget vand dryppe. Vand skal ikke dryppe inde i et skib - hovedet ind under vasken og konstatere at vandhanen er blevet utæt. Muligvis vores egen skyld. Den var meget billig i Jem og fix og holdt altså heller ikke mere end 3 - 4 år. Desværre er det ikke en pakning. Vandet kommer inde fra "kroppen" og det kan vi ikke gøre noget ved. Vi må have en ny så snart vi kommer til byen. I mellemtiden må vi tænde og slukke for vandpumpen når vi skal bruge vand. Det går da meget godt når man lige har vænnet sig til det.

Opgave nr. 2 viser sig efter få dage. Trods intensiv ladning er de 2 gamle syrebatterier færdige. Til gengæld holdt vores forbrugsbatteribank som er på 600-700 Amph fuld spænding. Vedligeholdelsesfrie batterier er nu at foretrække og har intil nu ikke givet os problemer.

Opgave nr. 3 er noget værre. Køleren - som ellers har kørt fint de første 3 - 4 dage - vil ikke rigtig starte og skal lokkes i gang ved at tænde og slukke et utal af gange. Pludselig kommer der en umiskendelig lugt at varm elektronik og ventilatoren kører ikke. Manualer studeres og vi går i gang med at skille køleskabet ad. En ledning er måske ikke helt god og erstattes men det løser ikke problemet. Kompressoren starter fint så der er vel ingen anden mulighed - lige nu og her - end at give ventilatoren konstant strøm og konstatere at elektronikboksen til køleren skal udskiftes så snart vi kan få fingre i en. Så nu startes køleren som den plejer at blive startet med den lille tilføjelse at man også skal tænde for ventilatoren. 

Torsdag d. 13 Januar

Nu har vi været her godt en uge og har bestilt søsætning til i morgen Fredag.  Vores nye ankerspil er monteret og kører som smurt. Vi glæder os til at få brug for det. Nu har det også fået " remote control" ude ved spillet så nu kan jeg selv styre det når vi ankrer. Jeg tror det bliver noget nemmere end langdistancekommunikationen med håndtegn som vi har brugt til nu. 

Det nye ankerspil. Glat og enkelt og kraftigt.

Vi glæder os til at komme væk fra alle de sandfluer der er her på land. Sandfluer er nogle meget små næsten ikke synlige fluer der bider som ind i H......  I år kommer de helt op i båden til os. Det er nyt og resulterer hurtigt i mange - rigtig mange kløende pletter. Vi ligner efterhånden et par gamle skabede køtere der over i købet har fået lopper sådan som vi kløer og kradser os konstant. 2 mygstik - vil jeg tro - og tilsammen over hundrede sandfluebid gør vores dag og ikke mindst natten urolig. Heldigvis har vi masser af antihistamin og bruger det flittigt. Det giver lige en pause i kradseriet.

Og her længedes man ud !! Ja, men mest til at komme ud på bølgen blå. At kunne hoppe ud i det flotte vand som det første man gør om morgenen og så må vi lige døje lidt først - så bliver det så meget bedre siden.

Idag - eller rettere i nat har det været et voldsomt uvejr. Det blæser og regner og ingen af os kan sove. Klokken 10 minutter over 2 om natten står vi op. Tommy for at lave regnskab og jeg for at skrive det du har læst indtil nu. Klokken er nu halv fem og nu er det tid til kaffe og bolle med klovborg ost - direkte importeret i vores kuffert fra Danmark. Sæt nu kufferterne ikke var kommet frem og de havde ligget i bagagehåndteringen i et varmt land !!

Fredag d. 14 Januar

Det er efterhånden blevet tid at vi skal i vandet. Båden er klar - selv om hun i år er dekoreret med det forhånden værende bundmaling. Hvad så - resterne skal jo også bruges og så kan man jo godt være lidt kreativ.

Nå - der er jo nok ikke gået nogen stor kunstner tabt i mig. Men malet blev den da.

Endelig på vej i vandet.

Vi har bestemt at vi bliver i lagoonen et par dage og vil tage af sted Mandag. Så får vi tid til at sejle lidt rundt og få prøvet det nye ankerspil af.

Det bliver Mandag og vi er SÅ klar. Men det er Customs ikke. Vi venter og venter og endelig ved 9 tiden kommer vi af sted. 

Farvel Antigua - farvel I fordømte sandfluer.

Vi skal ca. 45 sømil stik vest. Altså medvind. Fint ikke ? NEJ bestemt ikke. Nu har vi ligget stille i lang tid og hvis der er noget båden IKKE gør når vi sejler medvind så er det at være stille. Vi rullede lige så meget som da vi sejlede over Atlanten men vi klarede turen uden at blive søsyge. Vi ankommer til Nevis og tager en mooring ( en bøje beregnet til at overnatte ved) Vi ligger midt på kyststrækningen og søen ruller ind - strømmen vender os rundt og vinden mener den skal bestemme hvilken vej vi vender. Resultat - vi tonser rundt og sejler konstant ind i mooringen med et højt og hult "dunk - dunk ". Vi får ikke sovet skrækkeligt meget den nat. Vi checker ind og ud igen næste morgen for vi kan godt regne ud at vi IKKE bliver her. Vi havde egentligt tænkt at vi ville lade som ingenting men der er jo tale om illegal indvandring og det koster. Så vi er lydige og betaler ved kasse 1.

 

Vi sejler til nabo øen ( samme stat) og ved godt vi egentlig skal have en cruising permit for at måtte stoppe ved den ø. Men der satte vi alligevel grænsen. Og der skete heller ikke noget. Vi ligger for første nat for vores eget anker men det blæser en halv pelikan og det kommer i kraftige stød og flår meget i os. Så må man jo bare holde øje med om det holder og vi får igen en dårlig nat.

Onsdag d. 19 Januar

Vi tager alt for sent af sted for endelig var vinden løjet af og vi sov så godt. Vi skynder os at samle os sammen og sejler langs St. Kitts i medvind men uden særlig stor sø. Inden vi når rundt om hjørnet skal vi dog lige vende omkring og sat storsejlet.  Da det er første gang det skal bruges skal vi lige have gjort rebene klar og mens vi sætter sejlet og får justeret rebene ( kaldes det når man mindsker sejlets areal. Hvis man venter meget vind sættes et antal "reb" ). Vi har sat 2 reb som vi plejer og er meget optaget af at kigge opad. Det skulle vi ikke have gjort for vi sejler åbenbart ind i et fiskenet. Et arrangement bestående af 3 kugler bundet sammen af 10 mm. nylontov. Det giver et kraftigt dunk i underskibet og vi farer sammen og hurtigt efter kommet endnu et og ud under os kommer 2 ud af 3 kugler. Vi prøver at bakke maskinen i forsøget på at vikle os ud af det igen men det lyder helt forfærdeligt og vi fortsætte med at sejle i fremadgående gear hvor det ikke larmer så meget. Snart efter stopper vi motoren og sejler en forrygende tur til St Martin. Det meste af tiden over 7 knob i dejlig sol og ingen rulleri.

Om eftermiddagen har vi udsejlet de 60 sømil og starter motoren men der er noget galt. Skruen tager ikke ved - hverken fremad eller i bak. Vi sætter igen forsejl og sejler ind i ankerbugten hvor vi skal ligge for anker og vente på at broen åbner klokken 1730. Vi sejler en topfart på 2 knob og er alvorligt bange for hvad der er sket.

Vi kommer igennem broen - selv om de måtte vente længe på os fordi vi ikke rigtig kunne flytte røven.Broen er den blå ting midt i billedet. 

Vi finder et sted hvor vi mener vi kan kaste anker - og det bliver det helt bogstaveligt for nu vil udknappen til ankerspillet fa.... ikke virke. Den kan godt trække ankeret op - heldigvis for det viser sig hurtigt at vi skrider for ankeret selv om her kun er 3 meter dybt! Men det blæser stadig af H...... til. Op med ankeret - kun for at finde ud af at vi nok alligevel ikke ville være skredet meget længere, for vi havde godt fat i deres orkansikringskæder der er spændt ud over bunden. Besvær med at få dem af og prøve igen. Igen glider ankeret og da vi ikke kan bakke med skibet kan vi ikke få bakket ankeret ordentligt i bunden. Vi bestemmer i stedet at vi vil bruge en mooring der ganske vist tilhører en anden - men vi må tage chancen.

Dagen efter - om Torsdagen har vi lige nogle jobs. Først og fremmest ned og se til skruen. Vi finder alt dykkerudstyret frem men bestemmer i sidste øjeblik at jeg lige vil snorkle ned og se om det kan klares i en håndevending eller om der er gået noget i stykker. Vi regnede ikke med at det var særlig nemt at se noget, for vi er jo i lagoonen og det vand er temmelig ugennemsigtigt. Men 2 dyk af et par minutters varighed og vi har befriet os fra en kugle og nogle meter tovværk. Lettelsen var stor. Og generalprøven viser at skibet kan både sejle frem og tilbage igen. Tommy blev så glad at han lovede mig is når vi kommer til byen. 

Tovet havde blokeret skruebladene så skruen ikke kunne rette sig helt ud. Så længe vi sejlede fremad, gik det nogenlunde uden larm men når vi skulle bakke, blev kuglen - for hver omdrejning akslen gjorde - banket op i akselstøtten. Bare tanken om at vi har haft den kugle til at fare rundt dernede, gør at man godt kan forstå, at det ikke gik så hurtigt. Pyh - hvor havde vi det dårligt ved tanken om hvad der kunne være galt. Man forestiller sig alt muligt. Defekt aksel og ødelagt skrue. Vi skal nok på land for at få det ordnet og så tog det bare et par minutter så var den ok igen.

Ankerspillet er også ordnet - det skulle bare have sat en kontakt bedre fast så virker det også igen.

Vi fik kastet anker og bakket det så fast, at vi ikke ryger af, i selv meget hård vind.

Vi har fået købt en ny vandhane. Det er bare luksus at have vand i hanen hele tiden. 

Så nu kan vi slappe af - og vi gør det. Læner os tilbage og tager en dyb indånding. Tænker på at den næste halvanden måned skal vi ikke andet end vi selv vil.

Og vi vil op og se de vestindiske øer. Men først skal vi lige ud og se den berømte lufthavn der ligger lige ud til stranden.

Som sagt så gjort. Lufthavnen på St. Martin udmærker sig ved at være den eneste lufthavn hvor du kan komme rigtig tæt på de kæmpe flyvemaskiner. De starter helt ude ved stranden hvor vi er og når det er de rigtig store jets der letter, bliver folk trillet hen af stranden. For selvfølgelig er det et enormt tilløbsstykke. Alle sidder i den nærliggende bar og venter på at den næste store flyver kommer eller skal lette. Så bliver der pludseligt råbt PLANE og alle stryger af sted for at deltage i det halsbrækkende foretagende. 

En af de halvstore på vej ned - se skyggen på sandet.

Når de lander er det ikke så slemt for der har man bare fornemmelsen af at de kommer lige ned i hovedet på en - men når de letter - WOW - der er blæs på. Jeg fik totalt sandblæst mit ene lår og fik resten af kroppen uhjælpeligt fyldt med sand. Se bare hvor de andre også må en tur ned af stranden. Jeg lod mit kamera køre selv om jeg ikke selv kunne se en hånd for mig.

Total sand- og folkeflugt og det i alle retninger.

Vi ligge inde i lagoonen for enden af landingsbanen - den anden ende altså - og her har vi daglig fornøjelse af at se flyverne når de letter. De "bedste" er Air France. Deres fly er så tunge at de dårlig nok er i luften når landingsbanen ender og dermed er de også dem der kommer tættest på os når de flyver forbi. Så tæt at vi tænker : han klarer det ikke. Men det er da gået indtil nu.

De er faktisk ret tæt på. Det er nu ikke et Air France fly dette her.

Mandag d. 24 Januar.

Vi sidder lige nu i cockpittet og venter på at det er vores tur til at sejle ud gennem broen igen. Vi skal lige hen og tanke diesel og vand og så begiver vi os i eftermiddag de 80 sømil til Virgin Gorda. Det er en af de Engelske jomfru-øer. Den der ligger tættest for at være helt præcis. Det bliver en natsejlads i medvind. Lige som da vi sejlede over atlanten. Vi har sørget for brødforsyninger og colaen er lagt på køl. Det varme tøj er fundet frem. Det er faktisk koldt om natten her omkring. Ikke mere end 23 - 25 grader. Og når det så blæser sidder man faktisk og fryser. Om dagen når solen er fremme kan vi ellers godt finde skyggen - vi har fået den farve vi skal have - behøver ikke mere - i et stykke tid.

Nå - jeg glemte helt at fortælle at jeg forleden - da jeg skulle finde ud af hvorfor der stadig kommer vand ind i forkahytten og derfor sad og besigtigede de forreste skabe derude, fik jeg en myre i håret. Det undrede mig - men jeg havde i et stykke tid haft den tanke at der er noget der krabler. Da jeg bestemte mig for at pille loftet ned for at se nærmere på det, fik jeg et chok. Trods mit emsige sprøjteri i starten mod de myrer der var derude dengang og trods det faktum at jeg har haft sprøjtet dagligt mens vi var på land, var der en hel koloni af myrer, der stadig boede oppe under den plade, der skjuler hullet fra den gamle ventilator, der nu er fjernet.

Jeg råbte på Tommy om at bringe mig fluegiften og alle de myrer der ses på billedet ER nu døde men de flygtede ud i alle retninger da jeg tog dækslet ned. Senere har jeg smattet alt ind i Sika. Det er en tykt-flydende gummimasse der størkner efter et stykke tid. Nu tror jeg ikke der kan komme hverken myrer eller vand ind. Dækket lige over det sted hvor der er problemer er gennemgået og evt. sprækker er fyldt med gummi og resin. Et regnskyld i nat viste ingen tegn på vand i forkahytten, så måske har jeg løst 2 problemer på en gang.

Klokken er 1630 og vi har lige lige passeret broen og smidt anker udenfor i ankerbugten. Vi skal have de sidste ting klargjort og have et bad før vi tager af sted.

Ude igen og klar til at tage af sted om kort tid.

Så er vi på vej til Jomfru-øerne.

Vi har bestemt at vi sætter 3 reb i storen og kun et lille forsejl og nu hvor vi har halet ankeret med vores dejlige nye ankerspil og er på vej, tror vi farten passer nogenlunde. Vi går omkring 6 knob og det passer med at vi er fremme i morgen efter det er blevet lyst. Der er en masse små-øer og skær så det er uklogt at prøve anløb i mørke.

Men vi bliver klogere - det er nærmere halvvind og farten er stigende. Vi sejler i timevis med en fart et godt stykke over 7 og må tage ind på forsejlet for at mindske farten. Da vi er ved at være fremme, skynder vi på daggryet men det hjælper ikke. Vi må liste os lige så stille nærmere og inden vi når helt tæt på bliver det da også nogenlunde lyst.

Vi ankommer til Virgin Gorda i god ro og orden men mere om det i næste afsnit.