Jul 2014

Vi besluttede i år at tage af sted d. 13 December. Heldigvis er det ikke et uheldigt tal for os - eller ikke for mig i det mindste. Vi skulle for første gang med Air France og var spændte på det. Og kom så alligevel til at tænke på det med 13. Men vi må sige at de gør det en del bedre end British Airways. Bedre fly, kortere ventetid og helt klart bedre mad og så er den sag jo afgjort. 

Det er altid svært at skulle være væk i længere tid når man har dyr. Og jo flere dyr - jo værre er det. Det er ikke første gang vi har haft en træls optakt til vores tur. Frynse - vores 16,5 år gamle hunkat kunne ikke mere i foråret men vi regnede nok med at vores 13 år gamle somalidreng kunne klare mange år endnu men han var tiltagende tyndere og var helt hysterisk mad fikseret og det hele rendte nærmest lige igennem ham. Det så ikke alt for godt ud i dagene op til vores rejse og hvis vi var blevet hjemme var han nok ikke blevet aflivet lige nu men Børge som passer vores hus i år, skulle ikke komme i den situation at det første han skulle gøre var at tage stilling til aflivning af vores kat. Da jeg skrev ind i Jonatans stambog at han var blevet aflivet, opdagede jeg at i stedet for 13 år - som han åbenbart har været længe - faktisk ville være blevet 16 år til foråret. Så var det alligevel ok at give ham fred. Han fik sin yndlings mad, nemlig makrel i tomat, og mens han var optaget af den fik han en bedøvende sprøjte som han overhovedet ikke ænsede og så sov han ind med en god smag i munden.

Lige nu sidder vi i afgangshallen på St.Martin og ser ud på de smukke palmer og når vi vender blikket ind i afgangshallen ser vi dette enorme juletræ som vi kan glædes over mens vi græmmer os over vores hvide ben. Men heldigvis ved vi at om få dage ser vi ud som vi bedst kan lide, nemlig gyldenbrune. 

Ja - det bliver bare ved og ved. Men smukt er det. 

Alt er, indtil videre - knock on wood - gået fint. Bagagen er ankommet og mon så ikke den også kommer til Tortola.

Vi kan faktisk ikke klage over noget i år. Alt ser fint ud. Sidste år (faktisk var det jo i foråret før vi tog hjem) hældte vi opløst sika-flex ( gummimasse) ned i masten for at prøve at gøre den vandtæt. Det var NP der hjalp os ( læs sidste afsnit) og vi var alle spændte på om det havde gjort en forskel. Sidste år stod der ca. 10 cm. vand i bunden af båden da vi kom herned. I år - da, da, trommehvirvel - ingen vand - jeg gentager - ingen vand. Bunden var knastør. Ingen mug på skabe og i skuffer. Men, i lighed med de seneste år, var der løbet en smule vand ind af kontor og køkkenlugerne. Det ved vi sker og har et vandtæt stykke der opfanger vandet og holder på det til det tørrer. Ingen skade sket. Alligevel har vi i år bestemt at vi vil forsøge at tage lugen ved kontoret op. Vi vil se om vi kan finde ud af præcis hvor vandet kommer ind. Jeg har mange gange smurt vinduet ind i alt fra silikone til ... uden at det har gjort nogen nævneværdig forskel i længere tid.

Så er den indvendige ramme taget af - den gik næsten ikke i stykker.

Det var lidt vanskeligere med yderrammen. Først skulle lugen skrues helt af og så kunne underdeles fjernes. Det gav syn for sagen og vi kunne tydeligt se at det var ved toppen vandet var kommet ind. Nu får den så meget klister at den ikke er til at få af de næste hundrede år.

Og ellers har den stået på rengøring og tøjvask - hold da op hvor havde vi efterladt meget sengetøj og håndklæder der trængte til at stå i blød et par dage. Klargøring af alt, over og under dæk. Påhængsmotoren startede bare ved første forsøg og Yanmarmaskinen ligeså - trods en voksen alder af 25 - 26 år. Ingen slinger i valsen der.

Påhængsmotoren er ved at få sin propel monteret

Og så sveder vi. Vi er ikke helt klar til at klare 28 - 29 grader i skyggen på en gråvejrsdag og endnu mere når solen skinner. Vi har antaget en noget anderledes kulør i løbet af de sidste dage - startende med de rødlige nuancer men nu mere over i det gyldne - heldigvis. Vi prøver at skaffe skygge til båden men vores stofstykke der er tilpasset således at cockpittet kommer i skygge havde en noget pudsig farve da vi fandt det frem og ved nærmere eftersyn faldt det nærmest fra hinanden så mørt var det. Ingen stofbutikker på disse øer så hvad gør man så ? Man tager selvfølgelig ind til en boligindretningsbutik og køber et sæt sengetøj i en lys beige kulør som matcher vores sprayhood og syr et nyt solsejl af det. Det passer perfekt og de 2 hovedpudebetræk som var med - herude kan de ikke nøjes med 1 - passer til Tommys store puder så intet spild overhovedet og vi er svært tilfredse.

Søndag d. 21 December 2014

....og årets korteste dag. Herude bliver det dog lyst allerede 630 og det bliver først mørkt igen 1830 så vi har 12 herlige timer til at mase med forskelligt.

I dag f.eks skal der bundmales og da der skal ske noget nyt maler vi den i år sort. Det står så godt til havets blå.

Den hvide mand med den sorte bundmaling.

23 December og i dag skal det ske. Vi var blevet sat i udsigt at de ville komme klokken 700 da der var travlt men vi vidste godt at der ikke ville ske noget den første halve time og ganske rigtigt - klokken var over halv otte - så de havde altså alligevel ikke så travlt. 

Så er det lige før. Nu er vi på vej i vandet - Hurra.

Alt gik igen fuldstændig efter bogen. Vi fandt et sted at binde os til så vi - med næsen oppe i vinden - kunne få sat vores forsejl. Turen over til Peter Island gik fint. Dog ikke helt så stærkt som vi havde ønsket men det skyldes udelukkende at vi havde sejlet igennem en dyne af tang og at noget af det åbenbart var blevet hængende på kølen og roret. Det opdagede vi da vi bakkede ankeret på plads på ankerpladsen. Da væltede der tang ud under os.

Og så er det badetid. Det blå vand frister over evne og selv om det er rigeligt friskt er det bare ud og plaske. Op og sidde i solen og blive varmet igennem helt ind til knoglerne.

24 December - juleaften.

Vi starter dagen med at tage til land for at tage vores første løbetur i land. Vi løber ud til det gode sted hvor vi finder kokosnødder og tager 4 stykker med tilbage. Vi pelser dem forholdsvis let med macheten og efter et velfortjent bad begynder forberedelserne til julemaden. Kartofler skal koges så de er klar til at blive brunede og vi skal for første gang lave hvid rødkål.  Eller ... skal vi kalde det rød hvidkål. Simpelthen af den årsag at vi ikke kunne få et rødkål hos købmanden. Hvad fan... det kan man vel godt selv om det ikke kommer til at se helt rigtigt ud. I forvejen er anden skiftet ud med kylling og da vi ingen kulør har fået købt er den brune sovs leverpostejfarvet. Men ris a la manden er god - lavet helt efter bogen og ingen erstatninger der. Grynene og mandlerne havde vi med hjemmefra så helt galt kan det vil ikke gå.

Før vi når til middagen hører vi mistænkelige lyde og ser os omkring. En udlejnings charterbåd ligger meget tæt på bredden ikke langt fra os. Man kan se mistænkeligt meget af bundmalingen i den bageste del af skibet. HMMM mon ikke vi skal sejle over og tilbyde vores hjælp. Ganske rigtigt. De kastede anker alt for tæt på kysten og da de pludselig opdager at ankeret ikke holder vil de selvfølgelig gøre noget ved det. Antagelig har de bakket for det var i alle tilfælde lykkedes dem at sejle tovværket fra jollen - som naturligvis var bundet med lang line bag skibet - ind i skruen. Der udover var det også lykkedes dem at ødelægge ankerspillet så de ikke kunne få ankeret op. Vi fik ved fælles hjælp skubbet skibet fri af grunden og de 2 friske unge drenge der var ombord fik viklet tovet ud af skruen og endelig langt om længe kunne de sejle ankeret fri så de kunne bjerge det ved håndkraft. Fornuftigt nok tog de en mooring for natten så de lige kunne få ro på.

Det er altid sjovere når det er de andre det går ud over men vi hjælper alligevel for det må være frygteligt at være nybegynder og ikke ane sine levende råd. Og det gjorde farmand ikke. Det var tydeligt at han for rundt som trold i en æske uden at ane hvad han skulle gribe og gøre i. Vi var vist temmelig velkomne og det var dejligt at se dem sejle ned bagved.

Efter jul sejler vi til Road Town for at proviantere og tilbringer et par dage med det og da vi endelig bestemmer os for at det er tid at komme videre går maskinen ud lige så hurtigt som Tommy kan nå at starte den. Nu har vi lige sat jollen på dæk og jeg er allerede ved at ville bjerge ankeret men hvad fan... er nu det. Vi har tømt tanken for slamberter men det var det samme billede sidste år så vi går i gang med at rense filtrene og prøve at trykke luft mellen de 2 tankhalvdele men intet hjalp. Efter en halv dag med mas og diesel lugt finder vi ud af at den slange/ rør der kommer fra tanken er stoppet. Det havde været så nemt som at klø sig i... men det var det sidste vi tænkte på fordi alt det vi kender som årsag til dette problem selvfølgelig er det vi først kaster os over. Vi får suget slamberten ud af røret selv om den holdt godt fast og sugede ved samme lejlighed tanket igen. Mere slambert. Men mon ikke vi endelig har fået kål på det. Det lyder let - ikke ? vi suger lige tanken. Men det er et værre svineri. Jeg har tit tænkt på at jeg ville have nogle handsker med at den type man bruger når man stikker armen op bag i en ko for at mærke om den er drægtig. De går nemlig helt op til skulderen. Men da jeg ikke havde nogle af dem, var det bare at stikke poten ned i dieselen og blive olieret helt op til albuen. Nu ikke være så sart selv om det lugter rædsomt - der er jo ingen anden udvej. Vi har efterhånden prøvet mange forskellige sugeanordninger for at tømme dieseltanken. Nogle håndpumper og oliesugere men vi er nu blevet meget glade for vores gardena vandpumpe beregnet til en boremaskine. Den fungerer glimrende med en slange i hver ende. Så fører jeg den ene ende af  slangen ned på det dybeste sted langs bunden mens Tommy sikrer at den anden slange tømmer resultatet over i en dunk. Hurtigt og effektivt. Men noget værre svineri.

Den sidste slambert der fuldstændig lukkede forbindelserne fra tanken til motoren.

Nu er vi enige om at vi må splitte båden ad når vi igen kommer på land. Vi skal have mulighed for at komme til begge tankhalvdele. Det har vi aldrig før haft og da vi sidder og ser bedre efter viser det sig måske at der alligevel er hul ned til den anden halvdel. Men det rum er fyldt med batteri lader, varmtvandsbeholder og et hav af ledninger. Det er vist et job for skibets ejer at få orden på. Måske er vi heldige.

30. December 2014

...og vores bryllupsdag. Vi bestemmer os for at sejle til Virgin Gorda så vi kan gå i marina og spise vores yndlings middag. Vi havde en dejlig dag og aften men man ligger jo tæt i en marina og folk er jo på ferie og ved den lejlighed mister de enhver forbindelse til almindelig anstændighed. I en katamaran lige over for os var et hold chartergæster i gang med at underholde sig selv og hinanden højlydt. Det var ikke det værste - det var at det kunne høres i hele havnen og holdt os fra at sove før ved 2 tiden.

Næste dag sejler vi op i the North Sound. En kæmpe ankerbugt omgivet af øer hele  vejen rundt og derved perfekt til at holde et kæmpe nytårsgilde. Tommy havde købt nogle helt fantastiske bøffer og middagen ombord var forrygende. Klokken 1900 skålede vi og ønskede godt nytår til alle jer derhjemme. Men p.g.a. den manglende søvn fra sidste nat tørnede vi ind allerede halv ti og satte vækkeuret til at ringe 2345. Vi ville nemlig ikke gå glip af overgangen til 2015.

Sov ellers lige så godt men måtte søvndrukken ud på dækket med et glas boblevand. Sad lige så stille og hørte alle menneskene omkring os gøre klar med tudehorn og lign. Normalt er der 5 - 10 både på det sted hvor vi ankrer. Og så selvfølgelig en masse på de steder hvor de har ankerbøjer men pladsen var fyldt. Masser af både alle vegne - vi har aldrig set noget lignende. Alle de mellemstore krydstogtsskibe som kan komme ind gennem indsejlingen, var her - masser af sejlere og da klokken slog 12 var det et inferno af truthorn. De fleste mundpustede men også en del maskinfremkomne fra de store både men da den største krydser satte i gang fik man ligefrem gåsehud trods den lune nat. Den kunne virkelig blæse alle ud af området. Og den blev ved og faktisk først da den var færdig med at lege gik det op for mig at den til sidst havde morset 2015. Masser af nødraketter blev sendt op og en lille smule knaldfyrværkeri men ikke meget. Rigtig fyrværkeri findes ikke herude. Måske en ide til eksport ?

Godt nytår alle sammen. Fantastisk at sidde i det bare ingenting på sin båd og skåle nytåret ind.

1. Januar 2015.

Mærkeligt at det nu er 2015. Gad vide hvornår man vender sig til det. De næste 4 - 5 dage går med absolut ingenting. Altså bortset fra at vi sejler lidt rundt og prøver at holde så godt øjemed vejrudsigten som muligt. Vi vil gerne have den rigtige vindretning før vi kaster os sydøst over. Det ser ud til at Torsdag d. 7 bliver dagen hvor vi tager af sted. Herligt - så kan vi lige nå at hilse på Erna og NP som ligger på land på Virgin Gorda og som skal søsættes deromkring.

Så er Marie i vandet. Dejligt at se jer igen. Rigtig god ferie

Torsdag morgen checker vi lige vejrudsigten en sidste gang og  konstaterer at som så ofte før er den ikke som den var i går. Det hul vi havde brug for skulle være på mindst 20 timer for at vi kunne nå til St.Martin og det var nu begrænset betragteligt samt at vi ikke ville kunne nå det uden til sidst igen at få vinden lige i næsen. Så .... turen aflyst igen.

Mens vi laver "ingenting" får vi besøg af Kongeskibets søster. Nå - det er det nu nok ikke men flot alligevel. Den kom og smed anker lige ved siden af os fordi en pige skulle ud og snorkle på det rev der lå nær ved. Da hun var færdig med det sejlede de igen. Læg mærke til matrosen ude foran. Han fastgjorde en tynd line til ankerkæden. Vi undrer os stadig over hvad det var for en.

Den næste uges tid går igen med ingenting men vi ser dog på vejrudsigten at der vil komme betragtelig hård vind i et par dage og søger derfor ind til Road Harbour for at ligge godt og fast. På nuværende er det 4 nat vi ikke sover fordi det er uroligt eller meget blæsende og med slaskere der forstyrrer søvnen så vi håber vi får ro herinde.

Men sådan skulle det ikke være. Det ruster i alle masterne og lyder som storm. Vinden tager fat i båden og kører den fra side til side og aflasteren på ankerkæden knager så man ikke kan sove. I morgen vil jeg prøve at gøre noget ved det men vinden er svær at kæmpe imod.

Mens vi er her er der en lille amerikansk båd men et par pensionister ombord, der får en kæde fra bunden fast i deres anker. Prøv at spørge om vi også har prøvet det. Der er så meget skidt og lort på bunden herinde. De tror selvfølgelig som så mange andre at man bare kan tage bådshagen og løfte den fri. Men det er helt umuligt. Der skal et tov ned og holde kæden mens man sænker ankeret fri af den. Så kan man altid smide kæden ud til den næste. Og den næste kom et par dage efter. Igen en amerikansk båd besat af et par pensionister. Denne gang en katamaran og hvis ikke han havde fanget kæden ville han for længst være blæst på grund men kæden holdt ham i et stykke tid og da han kom hjem til båden og så at den var drevet ville han naturligvis tage ankeret op og kaste igen længere ude men... kæden var lige hoppet på. Så vi måtte igen ned i jollen og vise dem hvordan man klarer den for lillemor var ikke klogere end at hun nu havde fået sat bådshagen fast i kæden så det nu var helt umuligt. Oppe fra en katamaran er der meget langt ned til ankeret og det er næsten umuligt at sætte en snor i så de var heldige vi var lige i nærheden.

Mens vi ligger her i 25 knob vind og en del mere i pustene ser vi at næste weekend ser ud til at blive fin at sejle sydpå. Næsten ingen vind i flere dage. Fint for så sætter vi bare selvstyreren og lader den om resten. Men nu får vi se - vi er før blevet snydt.

Håber at vi er kommet videre næste gang I hører fra os.