Turen sydover.

Mens vi stadig ligger i road harbour og venter på godt sejlvejr, får Tommy den tanke at vi hellere må få skiftet vores ældgamle VHF radio ud. Den har længe givet kvaler og ville kun sende en gang imellem men nu vil den ikke engang tænde. Vi har af samme årsag købt en ny bærbar VHF men den rækker ikke så langt som de stationære og da den ikke kostede en formue var sagen afgjort.

Vi har ellers været godt tilfredse med den ældgamle VHF men nu ville den ikke mere. Prøv lige at se hvor stort et skrummel den var og hvor elegant den lille nye er i forhold. Det er den der sidder øverst af de 3 apparater. Det gav god plads at få den gamle væk.

Vi er ellers næsten klar til at sejle men hører nogle råbe op bag os. Det viser sig at være en tysker hvilket forbavser os. Han kunne ikke finde ud af at ankre og opdager først for sent at han er sejlet ind i de små både der ligger bag ham. Når det forbavser os er det fordi tyskere normalt godt kan finde ud af at sejle og ankre. Det er næsten altid franskmænd der ikke kan finde ud af det.

Folk kan altså ikke finde ud af at ankre. Denne store X båd mente bestemt at der var plads til ham foran de små men se resultatet. De er bange for at hans ankertov går i skruen så de må prøve at stage sig væk.

Der er også lige en anden ting I skal høre om. Jeg har sikkert sidste år berettet om at jeg havde købt mel i en papirspose af ca. samme slags som dem vi køber hjemme. I den pose var der noget spind som jeg ikke anede hvad var bortset fra at jeg godt vidste at det var nogle dyr der var ved at lave pupper. Jeg leverede selvfølgelig melet tilbage og svor at jeg aldrig mere ville købe noget i papirsposer og det har jeg holdt fast ved. Alt skal være i plastposer for jeg vil ikke risikere at sejle med en hel zoologisk have i køkkenskabet. Nu i år har vi - som tidligere år - købt havregryn i plastposer. Vi har købt en 3 - 4 poser hver gang vi var ude at handle fordi vi ved vi skal bruge dem og at vi ikke kan få noget tilsvarende sydpå. Nogle af dem har vi nået at bruge og en af dem vi var i gang med blev - efter at være klippet op og efter brug - anbragt i en plastbøtte med tæt låg. Man tænker nemlig altid på kakerlak risikoen. Så den sidste morgen før vi skal sejle fra Tortola skal jeg have morgenmad - hvilket normalt først foregår op ad formiddagen - og selvfølgelig tager jeg bøtten, fjerner låget og hælder havregryn op i en skål. Jeg studser fordi jeg har en fornemmelse af at der var noget der var lidt større en gryn, der havnede i min skål. Så ser jeg at der er noget aflangt uden på pakken. Ca. 1 cm langt og spundet ind. Så ser jeg derefter at der i den lufttætte bøtte, hvorfra jeg lige har taget posen, kravler maddiker rundt i pænt stort antal. Hold da op - siger jeg - der er sku liv i bøtten. Og en masse spind inden i posen. Akkurat magen til det der var i melet sidste år. Ned på lageret og finde de andre poser frem. Klippe dem op og konstatere at der kun var 2 der var gode og 6 der skulle retur til købmanden. Det værste var jo at der også sad maddiker uden på de uåbnede poser. Det vil sige at vi skal have tømt lageret. Ha gået alt igennem og sprøjtet så vi ikke selv kan trække vejret. Jeg har nemlig aldrig tænkt på hvordan en kakerlak starter livet men det skulle ikke undre mig at det præcis er sådan her. Som en jævnt ulækker maddike. Som sagt så gjort. Alt blev modtaget i forretningen uden vrøvl og med pæne undskyldninger og spørgsmålet : vil du have nogle andre i stedet ? NEJ TAK. Lysten til havregryn er ikke så stor lige for tiden.

17 Januar 2015

Vi er nu næsten sikre på at vejret bliver godt til at sejle sydpå og går igen til Virgin Gorda for at have et godt udgangspunkt og få den sidste nye vejrudsigt. Det ser stadig godt ud og vi sejler lige så snart vi har været hos Immigrationen og checke ud. Det er jo ikke bare noget man lige gør hvis man er så uheldig at komme der samtidig med at der skal afgå en færge til St.Thomas. Køen var alen lang og det tog os det meste af en time at få lov at betale 75 cent ( ca. 4 kroner) og få stemplerne i passene så vi kunne komme videre. Vi har fået toppet vandtanken og fået provianteret så vi ikke kommer til at mangle noget man kun kan få på disse øer. Tror sørme vi er klar. 

Vi sad og holdt øje med denne pelikan mens vi lige fik en kop kaffe før vi tog af sted. De er meget grundige med soigneringen. Det kæmpe næb kunne snildt ordne selv de mindste fjer og det blev gjort grundigt.

Så skal der ordnes fjer. Det kan godt være man ikke er en smuk fugl men der skal alligevel være orden i tingene.

Så må der lige en middagslur til. Der er en dejlig sol plads på toppen af denne pæl.

Vi er endelig på vej og det tegner rigtig godt. Vi har planlagt at bruge ca. 20 timer på turen så vi kan anduve St.Martin når det bliver lyst. Søen er med os og helt rolig. Faktisk bliver det ikke engang bedre hjemme i fjorden. Vinden ind 40 - 60 grader foran for tværs om bagbord og kursen sat. I starten går det ikke så stærkt men efterhånden øger vinden en smule og med fuld storsejl og maskinen på et par tusind omdrejninger finder vi en fart mellem de 6 og 7 knob og den meget behagelige tur tager kun 14 timer og 20 minutter. Vi har sat autopiloten og skiftes til at holde udkik og til at sove/hvile. Men efterhånden som den bælgmørke aften skrider frem kan vi godt se at vi ankommer længe før vi troede. Men det er ikke noget problem. Vi ved hvor vi skal hen og kan finde vej selv med lukkede øjne. Et par gange undervejs opførte vores selvstyrer sig pudsigt. Den ville ikke rigtig tage fat. Vi opdagede at det var når der kom nogle kraftige vindpust så skibet gerne ville skære op. Så kunne den ikke holde os men mere om det om lidt.

Nu har vi ventet længe på det rigtige vejr og se lige resultatet. Fladvand hvor der normalt er brusende bølger. Helt perfekt. Autopiloten har fået æren af 1. vagt der varer til den bryder sammen eller vi ankommer til St.Martin.

Vi lister lige så stille ind på ankerpladsen da klokken slår 12 midnat og glæder os over at vi nu får en nattesøvn vi ikke havde regnet med. Vi kaster anker på 4 meter vand men ruller en del fordi vi ligger yderligt. Det bliver dejligt at sejle ind i lagunen i morgen. Der ligger man stille. 

Dagen efter får vi indklareret og har nu tid til at se på selvstyreren. Vi har en manual der bliver studeret så vi nu er klar til at se efter hvad problemet var i aftes. Og selvfølgelig er der en skrue der ikke kan komme ud og hvor vi kan se at den indstøbte møtrik på den anden side ( inde i apparatet ) kører med rundt. Den må bores ud så vi er glade for at vi har en god kraftig inverter der kan levere 240 volt til boremaskinen. Og da vi får skilt den ad ser vi dette...

Nå så kunne den ikke mere. Den er også fra 2005 eller 2006 og har sejlet uhyggelig mange sømil.

Så forstår vi ærlig talt godt at den ikke helt kunne bide sig fast. Vi har heldigvis ( vi er jo forberedt på lidt af hver) en reserve med som vi købte allerede i 2009 fordi vi da opdagede at selvstyreren - mod vores forventning - faktisk sejlede os hele vejen over atlanten. Så tænkte vi at vi hellere måtte købe en ny rem for den gamle måtte da være slidt helt op men den holdt altså lige til nu. Vi er imponeret over Raymarines gode selvstyrer der kun er beregnet til en båd på max. 4 tons. Vi vejer 11 !! Den kan varmt anbefales.

Vi har nogle gode dage i lagunen og er blandt andet ude og se flyene lette og lande ude bag lufthavnen. Man kan komme så tæt på at man bliver blæst væk når de store jetmaskiner starter. Og stå på stranden og få fornemmelse af at maskinen lander lige oven i hovedet på en når de ankommer er en helt særlig oplevelse. Det er blevet en hel industri og det vrimler med mennesker. Busser og taxier kører i rutefart og folk er helt vilde. Jeg har ingen billeder fra i år men vil prøve at få det video jeg optog lagt ud på nettet.

Tilbage på båden i lagunen ligger vi og hygger os mens vi ser at coastguard er på besøg hos nabobåden .

Man skal ikke tro man bare kan ligge her uden nationalitetsflag. Så bliver man kontrolleret af coastguard. Det var nu godt det ikke var os for vi har altid god samvittighed med immigrationen. ( hvad du ikke kan se er hvor svært det er at skrive med krydsede fingre på ryggen).

Nu har vi fået nok af St.Martin og selv om vi fortalte immigrationen at vi ville sejle til St.Kitts bestemmer vi os for at sejle til den nærliggende ø St.Bart. Det er her de rigtig rige bor og et sted står der skrevet at selv taxichaufførerne er millionærer. Vi glæder os til at se hvordan de bor. Og ikke mindst hvad det skal koste os at besøge dem. Vi tager ankeret op og gør klar til at gå " ud under broen" . Ikke helt sandt idet den går op så vi kan sejle gennem hullet og ikke under broen.

Så ryger vi ud gennem brohullet i en lang række. Farvel St Martin.

Vi får en kort men temmelig ublid tur til St.Bart. Det er blæst op igen og søen bygger op og vi tager nogle seriøse slaskere på turen. Desværre sad Tommy i vejen for en af dem og blev gennemblødt men han ikke så meget som gøs. Man er vel sejler...

Vi ankommer til St.Bart og finder en relativ god ankerplads og nu skal vi indklarere. Det foregår på fransk. Og det er vi glade for. De er nemlig de eneste der er gode til det. Det foregår på PC og er hurtigt og effektivt og hør så her : Det koster 12 US dollar. Vi betalte i alt 48 på Martin, så dyrt ??? nej - ikke her.

Vi går en tur i byen og selv om den er pæn er vi ikke overvældede og vi vil ikke savne øen når vi sejler videre i morgen.

Hovedgaden i Gustavia på St.Bart. Hyggeligt men svært at få øje på at det er et af verdens dyreste steder selv om gaden er brolagt.

... og selv om der er blomstrende træer i gaderne.

Efter en dejlig rolig nat er vi klar næste morgen til at tage de 47 sømil til St. Kitts. Opskriften er som forleden. Fuldt storsejl, vinden ind 40 - 50 grader foran for tværs om bagbord og maskinen på et par tusinde omdrejninger. Farten igen 6 - 7 knob og bølgerne næsten ikke eksisterende og vi får en meget behagelig overfart. Vi gider ikke indklarere men nøjes med at sætte det gule karantæneflag - så har vi ikke helt så dårlig samvittighed. Vi skal jo alligevel videre i morgen så... det går nok. 

Vi nøjes med at sætte det gule karantæneflag for vi gider ikke spilde en dag her...

Lige da vi runder det vestlige hjørne af St.Kitts ser vi et af de typiske tilfælde af varm luft der stiger til vejrs og bliver afkølet så der dannes skyer hvorfra det regnede pænt kraftigt. Fint vejr hele vejen rundt om øen men her i slipstrømmen er det regnvejr.

Varm fugtig luft bliver presset op i de kolde luftlag, afkøles og kondenserer til skyer og regn til trods for det fine vejr rundt om øen.

Og så var det på dette sted hvor vandet var roligt på grund af sø læ at vi i dag for første gang så ikke mindre end 3 leatherback skildpadder. De skildpadder vi plejer at se i stort antal er en anden type. Leatherback er meget store. Det er ikke usædvanligt at de er en meter lange så vi var slet ikke i tvivl. Det vil sige da jeg spottede den første troede jeg faktisk at det var en person der lå i vandet - så stort var det hoved der stak op. Men det viste sig hurtigt at det var det ikke og da den vendte bunden i vejret og svømmede ned i dybet var vi sikre. Vi fik fornøjelsen af at se 2 mere men selvfølgelig er de ikke til at se på billedet selv om det faktisk var det jeg prøvede at fange.

Fredag d. 23 januar 2015

Efter en fantastisk dejlig stille og rolig ankerplads og en god nattesøvn skal vi videre fra St.Kitts til Montserrat. Vi vidste godt at vinden ville øge og at vi ville få en ubehagelig sejlads. Og det holdt stik. 43 sømil der næsten alle godt kunne have været behageligere. Men turen fik da endelig ende og vi fik hakket ankeret godt i undergrunden på vulkanøen. Vi diskuterede om vi skulle checke ind men da vi nu havde sprunget kitts over tænkte vi at vi nok hellere måtte være lovlydige for en gangs skyld. Og så fortrød jeg så snart jeg var havnet på kontoret. 2 ark papir med kalkerpapir i mellem. Skriv på begge sider men husk lige at vender kalkerpapiret så man skriver på den rigtige bagside også af side 1. Betal så 14 US dollar og gå din vej. De ville ikke så meget som se vores pas. Om jeg så havde været dronningen af SABA kunne de ikke have været mere lige glade.

Lørdag d. 24 Januar 2015

Vi starter lige da det blev lyst for det er om at komme ud mens søen endnu ikke har arbejdet sig op i højden. Vi vidste godt at dagen i dag ville blive den værste længe. Og det holdt i den grad stik. Det er jo gået meget godt indtil nu så vi er nok blevet lidt sløsede. De sidste dages sejlads med store bølger har kastet os rundt og har selvfølgelig også skvulpet godt i dieseltanken og lige da vi har rundet toppen af Montserrat og ikke helt er ude hvor vi kan holde kursen mod guadeloupe for sejl, går maskinen ned i omdrejninger for til sidst at gå i stå. Vi ved jo godt hvad problemet er men det hjælper ikke meget at bande højt lige nu. Nu gælder det om også at få sat forsejlet og så holde så højt til vinden vi kan. Det bliver snært. Vi skal holde 2 sømil fra Montserrats østkyst p.g.a. vulkanen men det kan vi ikke så det er der ikke noget at gøre ved. Vi sejlede tæt forbi og fik så til gengæld gode billeder. 

Her ser man stedet hvor lavaen er løbet ud i vandet. Vi skulle egentligt være 2 sømil væk - er vi det ?

Her kan man se at det ryger ud af sprækkerne på siden af vulkanen. Det er svært at se på billedet men det er ikke skyen selv om den er lige oven over. Det var røg der sneg sig ud af klippesiden.

Sikke en tur. Masser at vind og en sø der rejste sig højt og lagde os om på siden et utal af gange. Men vi kunne ikke slække ud af hensyn til kursen og at tage et kryds er ikke noget der bekommer os vel. Det gik stærkt - meget stærkt og vi endte alligevel med at kunne holde kursen hele vejen. I mellemtiden har Tommy skiftet til det andet brændstoffilter som vi har netop for ikke at være helt på skid.... Og maskinen startede og kørte fint da vi igen skulle bruge den. Da vi var ved at ordne båden opdager vi at vi har sejlet tang helt op på det agterste søgelænder og ikke underligt befandt hele bådens indhold sig udelukkende i styrbords side. Der bliver noget rengøring og rensning af brændstoffiltre og så skal jeg op i mastetoppen og smøre vores vindmåler. Bedst som vi virkelig havde brug for den stod den stille. Svært uheldigt men det var jo lidt svært at forudse at det lige skulle være i dag den ikke ville mere.

Dagen efter vi kom til guadeloupe var der kapsejlads. De kom lige forbi os. Bemærk sejlet og ikke mindst den gast der er ved at få dyppet hatten i vandet i forsøget på at "bøffe" båden.

Søndagen går med forskelligt. Ikke mindst igen dieselfiltre. Vi må have det helt af for at rense det og det er noget svineri. Vejret er dejligt. Stille og solrigt og det er helt behageligt. Vi kommer halv sent i seng for Tommy er i gang med en god Tom Clancy roman og jeg har kastet mig over en kryds af den slags der hedder "Danmarks sværeste". Det går fremad men den er stærkt koncentrationskrævende og så går tiden jo. Vi får ikke lov at sove længe. DVS Tommy sover fint mens jeg konstant har hovedet oppe og se hvordan verden ser ud. Det er nemlig blæst op og vi ved at vores anker ikke ligger sindsygt godt her hvor der er meget søgræs. Jeg ser at der er en båd der langsomt nærmer sig ankerpladsen og så er man altid på vagt. Jeg står op - tager et glas koldt vand med op - sætter mig lige så stille og holder øje med ham. Det bliver en dramatisk nat - underholdningen kan også blive for seriøs.  Han prøver at kaste anker men driver alt for hurtigt af og ankeret når ikke at bide. Han prøver 5 - 6 gange og hver gang med samme resultat. Det der er så mærkeligt er at når stævnen driver af, begynder han at bakke båden modsat vej og holder ikke øje med hvor han er. Da han opdager at det er noget skidt han har gang i, har han allerede passeret en mellemstor tysk sejlbåd hvor mandskabet sover sødt. Han prøver at råbe dem op fordi det går op for ham at han har taget deres anker med og de nu mere eller mindre sammenfiltrede driver hurtigt ned gennem rækkerne af både. Det er blæsende og bælgmørkt. Man kan virkelig høre på ham at han er fortvivlet for de vågner ikke i den tyske båd før de er meget tæt på at kollidere med en anden ankerligger. De er åbenbart ikke filtret sammen mere for de kan nu sejle hver sin vej og tyskeren kommer tilbage på sin plads og kaster anker lige så fint igen. Den anden båd - hvor de nu må være lettede men også stærkt stressede over ikke at kunne ankre sejler ud bag os alle og prøver at kaste anker derude men det lykkes ikke. De sejler så fra klokken 0100 om natten til det bliver lyst. Frem og tilbage ude bagved. Klokken 630 da det er til at se hvad man laver prøver han igen at kaste anker og efter 3 - 4 forsøg opgiver han og sejler sin vej. Han må være dødtræt af det hele og ønsker sig garanteret et nyt anker i fødselsdagsgave.

Vinden lægger sig lidt og vi tørner igen ind begge to og ved 4 tiden er det helt stille i 10 minutter. Der vender vi lige pludselig den anden vej men vinden er hurtigt tilbage og roen væk. Tommy har taget vagten mens jeg får sovet lidt mere men netop omkring ved 630 tiden kalder han på mig. Der er en anden båd der enten er drevet eller har ville tage anker op. Ankeret er oppe men det har taget noget der ligner en dobbelt trappe med op. Han ser ud til at være alene på båden og hurtigt kommer der et par joller hen for at hjælpe ham. Han bliver hægtet af og tager en mooring for at få ro på. Vi snakker om at vores anker alligevel holdt selv om vi var usikre på det. Vi har en anden tysk båd liggende ved siden af os og de gjorde båden sejlklar allerede i går så da jeg ser de er sejlet fremad tænker jeg at de er på vej. Tommy er ved at koge blødkogte æg da vi hører et truthorn ovre fra den tyske båd. Vi tror at de siger farvel til vennerne men da jeg ser der over ser jeg at konen står og laver nogle dramatiske fagter til mig. Et splitsekund er jeg forvirret, for hvad sker der?  Jo vi driver for ankeret. Kalder på Tommy - der må forlade sine æg og håbe på at de ikke er blevet hårdkogte når kan vender tilbage. Får startet motoren og opdager vi er drevet ned i nogle afmærkninger fiskerne sætter i deres bure som de fanger hummere i. Vi får heldigvis drejet os fri af den og kan tage anker op og kaste det igen lidt længere fremme. Hvad vi ikke forstår er hvorfor vi ligger godt i en pivstorm hele natten og kort tid efter at der er en anden ankerligger foran os der er gået fra - så skrider vi. Mon han har lavet ballade ? Vi ser tiden an men bliver enige om at vi tager en mooring så snart der bliver en ledig. Vi skal nemlig koble dieselforsyningen fra, for at sætte filteret på plads så hvis vi skrider mens vi ikke kan starte maskinen er det temmelig uheldigt. Det stormer nærmest og jeg som skulle have været i masten i dag. Lad os nu se om det bedres i løbet af dagen.

Nu vil jeg sætte mig op og nyde at vi sidder fast mens jeg smovser i en mango jeg har haft til modning i en uges tid. Glæder mig. Og jeg kan have den for mig selv for Tommy kan ikke så godt lide mango - han vil hellere have en banan som jeg til gengæld ikke kan fordrage. Sådan passer vi så godt sammen.

Isle des Saintes er et herligt sted. Den mest charmerende lille ø med så mange hyggelige bugter og afsides kroge.

Nu har jeg fuldstændig mistet overblikket over dagene. Det er Onsdag - så meget ved jeg. Vi bestemmer os for at sejle ned langs Guadeloupe til en lille ø gruppe kun 8 sømil længere sydpå. Dejligt sted, men de har indført betalings mooringer og 11 Euro pr. nat er da også en pæn slat. Vi bryder hurtigt op igen og sejler til Dominica. Vi syntes egentligt det er synd men vi kan ikke lide at være her. Synd fordi det er en god ankringsbugt men vi kan ikke lide stedet folk bliver overfaldet i deres både om aftenen hvis man ikke ligger i den nordlige del af bugten. Det er sådan set også godt nok men i den nordlige del bor også alle de lokale og de har for vane at brænde al deres affald af om eftermiddagen og aftenen. En næsten vindstille aften og nat bliver tyk af stinkende os.

Vi har lagt en plan. Vi har lagt anker lidt yderligt på Dominica så vi nemt og forhåbentligt nogenlunde stille kan få ankeret op i nat. Vi har nemlig planlagt at stå op klokken 2. Vil så sejle ned langs Dominica om natten og være klar til at gå ud i det åbne hav mellem øerne når det bliver lyst.

Som sagt så gjort og efter vi er på kursen men rebet storsejl og autopilot går Tommy ned for at sove igen mens jeg sejler det første stræk. Som sagt klarer autopiloten det "hårde" arbejde mens jeg står og hviler mig på sprayhooden og holder udkik. Månen er lige akkurat gået ned og der er millioner af stjerner på himmelen. Uden at jeg tænker over det kommer der en salme til mig. " du som har tændt millioner af stjerner" en meget køn og melodiøs salme som blev sunget ved min søsters bisættelse i sommers. Så kommer tankerne. Du kunne have nået så meget mere i dit liv. Der burde have været mange flere år at tage af men du fik heldigvis rejst meget - noget vi åbenbart begge er/har været glade for. Du har oplevet meget og ikke mindst fik du lov at blive morog mormor. Fandens også at du skulle af sted nu. Det er en svær time men tankerne bliver ved at trænge sig på og det sidste jeg husker er hvor glad du var og hvor godt du så ud da dit yngste barnebarn blev konfirmeret. Det får et lille vemodigt smil frem og pludselig er der gået en time.

Ca. 12 - 13 timer senere kaster vi anker på Martinique og nyder igen at få ro i båden.

Vi ligger i Grand Anse som er en ankerbugt med en del søgræs. Der er lagt mooringer ud så vi ikke kan ankre hvor det er lavvandet og vi kommer til ankerpladsen hvor folk ankrer på 24 meter og er voldsomt bange for at vi ikke er heldige men sørme om ikke der dukker en sandplet op på 8 meters vand og hvor vores anker lige så stille satte sig godt til rette. Vindstille og varmt og vi gider ikke checke ind før i morgen. Dagen efter får vi orden i papirerne og får bunkret vand og diesel og sejler ud til en dejlig stor ankerbugt hvor vi igen er heldige at finde en god plet. Vi tager videre i morgen tidlig.

Vi har ikke sejlet mere end en halv time før vi får en forskrækkelse. Vi sidder begge ude på agterkistebænken mens autopiloten sørger for resten. 2 reb i storen og et pænt forsejl og det kører som i smør. Så kommer der en maskinlyd bag os. Vi vender os forskrækket om men når det dårligt nok før vi bliver overfløjet af en lille larmende flyvemaskine. Han er tydeligvis helt nede og se båden an. og vi skælder ham ud fordi vi tror det er en "smartace" der skal lave sjov. Men vi fandt hurtigt ud af at han åbenbart var på eftersøgning for han ændrede straks kurs da han havde undersøgt os og fløj direkte over til en anden båd i nærheden der var på samme tur som os og som var taget af sted lidt før os. Og derefter videre til den næste. Vi kunne godt tænke os at kende baggrunden men tænker det er en stjålet båd eller ???

Vi nærmer os Lucia og har planer om at gøre stop her.

Nej vi gør ikke holdt men tager et billede af en af piton'erne på sydspidsen af Lucia mens vi sejler forbi. Bemærk sejlbåden til venstre for bjerget.

Vi sejler af sted og undervejs går det stærkere og stærkere. En rigtig god sejlads og vi beslutter at fortsætte og tage resten i et stræk. 

Det går rigtig fint til vi er tæt på St.Vincent. Endnu en ø vi gerne vil slippe for. Søen er bygget op og den bliver så stor at jeg har svært ved at holde båden. Normalt ville vi have rebet storen men den var i forvejen på reb 2 og forsejlet næsten kørt ind og det gik bare voldsomt for sig. Det var umuligt at gøre andet end at prøve at stå det igennem. Vi har søen ind agten for tværs. Det vil sige at den løfter båden op og vi surfer på bølgen. Der var så bare en der ikke løftede os men til gengæld brækkede lige ned i cockpittet. Og hvem stod ved rattet. Ja - det gjorde jeg selvfølgelig. Tommy var sød at trøste mig med at jeg ikke kunne have gjort noget anderledes. Det er bare sådan noget der sker. Og jeg var gennemblødt selv om jeg prøvede at dukke mig så den ikke fik slået mig af pinden. Det blev til 91 sømil på 13 timer. Og så er vi på Beguia - målet for hele turen i år. Endelig tilbage hvor vi blev gift. 

Klokken 2030 kaster vi anker lidt bag de andre både for så er vi sikre på ikke at lave ballade. Jeg kan med det samme høre at det er koralbund. Kæden skramler hen over den og vi bliver enige om at prøve at kaste anker et andet sted. Det var akkurat det samme. Men vi blev så til gengæld enige om at selv om det larmede en del virkede det som om at ankeret alligevel havde godt fat i et eller andet så vi krøb til køjs med GPS alarm hvis vi flyttede os mere end 0,01 sømil fra hvor vi havde kastet ankeret. Vi sov forstyrret nogle timer før alarmen gik. Vi havde nok sat den lidt for snært. Vi havde nemlig ikke flyttet os så det var nok bare fordi vi havde svajet rundt. Alarmen blev sat til 0,02 sømil og så sov vi videre til den lyse morgen.  

Næste morgen sejler vi tættere på byen og vi er dårlig nok ankommet før Willy kommer roende ud til os. Willy er en gammel bekendt fra øen som vi kom til at kende godt helt fra vi kom her første gang i 2002. Han vinkede til os på lang afstand - vi var genkendt og velkomsten var hjertelig. Det var den også da vi stak hovedet indenfor i dykkershoppen hvor vi fik vores dykkercertifikat for mange år siden. Cathy gav knus og vi fik os en hyggelig gensynssnak. Flere af de andre vi kender på øen fik besøg af os og vi følte os virkelig godt modtaget og meget velkomne. Dejlig følelse.

Vi har i flere år forsøgt at få sø og vind til at spille i vores favør men det er først lykkedes nu. Og i flere år har vi aftalt at modes med et andet par som sejler her hvert eneste år. Og de har ventet tålmodigt men da vi endelig er fremme er de lige taget videre. Nu må vi se om vi fanger dem længere nede i ø rækken. I forsøget er vi sejlet videre og er havnet i denne ankerbugt hvor udsigten er som følger.

Ikke så tosset vel ? Saline Bay på øen mayreau.

Vi sejler rundt i området og hygger os. Ses med båden Artemis til sundowner og må næste dag konstatere at gensynet vist tog lidt overhånd eller rettere indenbords. Vi blev os selv igen op ad formiddagen og tænker vi hellere må holde lidt igen de næste dage. Vi får besøgt Tobago Cays

Tobago Cays med det flotte vand.

og får snorklet på Union Island og tror nok vi snart er på vej til carriacou for at dykke med Conny.

En stor svamp på ca. 50 cm i diameter med indbyggere.

Og kæmpe fiskestimer der svømmede forbi som snefnug i lyset fra en bil på en mørk vinterdag.

og mærkelige fisk der ikke var bange for os men nysgerrigt vendte den anden side til også.

Nu er der snart gået 2 måneder siden vi kom herned og der er kun 1 tilbage. Tiden flyver men nu hvor vi har nået vores mål kan vi godt mærke at vi nyder det mere. Vi skal ikke halse af sted men tager dagene som de kommer. Nu skal vi nok nå alt det vi mangler uden at få stress.

Vi er ankommet til carriacou og har allerede haft vores første fantastiske dyk men meget mere om det og karneval i næste nummer af Joy nyt.

Jeg tænker at næste afsnit kommer når vi har fundet et godt sted at sætte båden på land på Trinidad så I må have det godt så længe.