Så er vi endelig kommet til Carriacou.

10 februar 2015. Carriacou er en ø der er underlagt Grenada. Der er ikke sket så meget siden vi var her sidst for 5 år siden. Der er ganske vist bygget lidt flere huse oppe på bjergsiderne som indikerer at der er kommet folk med penge til øen men det viser sig ikke i det offentlige gadebillede. Husene og butikkerne i hovedstaden Hillsborough er stadig træskure og supermarkeder er i ringe forfatning og der er dårlig nok lys derinde til at man kan se varerne. Men bortset fra det så fungerer samfundet og man har det godt her.

Noget af det der var vigtigt for os, var at komme hertil for at dykke med Arawak divers. Det er Conny og Georg fra Tyskland der har boet her en menneskealder og det er helt fantastiske dyk vi får sammen med dem. Vi er kun Tommy og jeg sammen med enten Georg eller som oftest Conny. Jeg er jo helt pjattet med at fotografere undervandsbilleder og første dyk gav 125 billeder og næste dyk 160 billeder. De fleste af dem skal kasseres igen men hellere tage løs og kassere end ikke at få gode billeder med op. Heldigvis fotograferer Conny også så vi kan godt fordybe os i at få det helt rigtige billede. Conny er fantastisk men hun har jo også solid erfaring. Der kom en stime småfisk og kiggede på os og Conny samlede hænderne foran sig og lavede en bevægelse ligesom for at skræmme dem væk med det resultat at hver gang hun gjorde det blev de mere og mere nysgerrige. Og så kunne hun tage billede at dem mens der er flere hundrede fisk der glor direkte på hende. Jeg måtte nøjes med at tage et billede fra siden men nød opvisningen. Hun prøvede også at få en moræne til at bide i et koral hun fandt på bunden men den undersøgte det bare og var ikke så let at provokere. De ser frygtindgydende ud men er vist ikke så farlige endda. Mens alt dette foregår hænger Tommy så tålmodigt lige ovenover os og ser på. 

Her kommer et udsnit af mine billeder.

Søanemone med små rejer gemt Flotte gule svampe
En krabbe der troede den kunne gemme sig men jeg fandt den En meget ihærdig og nysgerrig Rock Beauty
En moræne der kiggede langt efter mig Samme slags gule svampe som ovenfor men her i et andet perspektiv
Sabelit worms (stationær) Christmas tree worms (stationær)
Rock Beauty i færd med at spise fiskeæg der var afsat på en klippe Bristle worm (mobil)
Porcupine fisk. Sød fisk med hundeøjne og ikke særlig sky Masser af små gule fisk der også spiser fiskeæg.
Jeg er helt vild med disse blå svampevaser Brittlestar - søstjerne som sad på en vase magen til den til benstre
Stadig vild med dem Lionfish der kan være livsfarlig hvis man stikker sig på dens pigge
Masser af blå fisk En enkelt rokke
 Fredag d. 20 Februar eller lige der omkring. Vi ligger stadig i Tyrrel Bay Carriacou fordi ankeret har suget sig godt fast. Vi er ikke helt færdige med at dykke så vi bliver lige lidt længere. Det fik mig til at huske på at vi tog et billede oppe fra bakken forleden da vi var ude at gå en tur.

udsigt ud over Tyrrel bay Carriacou. Der er en del ankerliggere fordi det er ved at være karnevalstid

Som nævnt var vi til karneval. Det kan på ingen måde sammenlignes med da vi var til karneval på Trinidad men det er da sjovt alligevel.

den får ikke for lidt.

Og det ser da heller ikke helt tosset ud alt sammen.

Lørdag d. 21 februar 2015

Så har vi været på endnu et dyk. Denne gang til "The Sisters". 2 klipper der står ude midt i det dybe vand men hvor der gror så mange koraller at det er helt utroligt flot. Her ser det ikke ud til at koralrevene lider nød - tvært imod.

Meterhøje og man tænker næsten granskov når man er midt i dem.

Alt er levende og mangfoldigt.

Da vi blev sat af igen på båden tog jeg lige snorkel, maske og kamera med ud for at se til vores anker før vi hiver det op igen om nogle få dage. På vej derud tog jeg lige et billede af vores ankerkæde. Den del der ikke når ned og bliver slebet ren af sandet hænger jo til stadighed i vandet og så er der forskelligt der flytter ind på den.

Det kunne godt være tegn på at vi har været her længe nok. Selv om det faktisk ikke er mere end 10 dage på nuværende.

Prøv nu lige at se her. Der er vores anker. DVS man kan overhovedet ikke se det. Der kommer bare en snor op fra bunden hvorpå der har viklet sig en plastpose. Anker og ankerkæde er helt begravet. Så er det jo ikke så mærkeligt at " vi ikke kan få ankeret op" vel ?

På trods af den gode ankring har vi nu alligevel bestilt et nyt anker på Grenada. Et Rocna anker. Blandt langturssejlere herude i Caribien har Rocna ankeret det bedste ry. Det bider sig bare fast. Især glæder vi os til at ankre hvor der er søgræs. Det kan vi nemlig ikke med vores Bruce anker. Det er heller ikke helt billigt men skidt med det. Det er billigere end hvis der sker skade på båden fordi vi driver for ankeret. Vi har bestilt et 25 kg anker men da vi er ankommet til Grenada og er i butikken bliver vi godt nok chokerede over at se hvor stort det er. Vi ændrer på stående fod ordren til et 20 kg i stedet. Vi har i forvejen et 20 kg anker så vi tvivler ikke på at det er godt nok.

Så er vores nye Rocna anker netop blevet monteret og så bliver det spændende hvor godt det er.

Vi sejler om i Hartman bay og kaster anker og jeg skal da lige love for at det tager fat. Da vi ville flytte lidt længere ind mod land havde jeg da nær aldrig fået det op igen og det havde den halve havbund med op. Godt - vi tror på det og skal nok blive meget glade for det.

Vi har ikke vind til vindmøllen hele tiden og det betyder vi må starte motoren for ikke at løbe tør for strøm. Tommy checker jævnligt når motoren kører for at fange hvis der er noget galt. Og de sidste dage er der løbet en kop vand eller så... ud i bunden under motoren. Ikke meget men der skal slet ikke være noget. Vi ligger - med motoren kørende - og studerer interesseret motorrummet for at finde ud af hvor det kommer. Vi smager på vandet. Det er saltvand. Det begrænser problemet til nogle slanger og varmeveksler. Vi finder ud af hvor det kommer. Et spændebånd er simpelt hen tæret op og så kan man jo ikke forvente at det holdet tæt.

Selv om der kom nyt spændebånd på hjalp det ikke. Det var ikke der det var utæt men lige ved siden af på overløbsslangen. Den var simpelthen mør. Heldigvis har vi altid nye slanger ombord så da den blev skiftet var der ikke mere løbsk vand.

Endelig er vi kommer så langt ned sydpå at der igen er steel pan musik. Det er altid hyggeligt at høre på i stedet for deres heavy musik oppe på jomfru øerne.

koncentrerede unge mennesker der godt kunne have udvist en smule mere entusiasme. De kunne da bare have smilet og pjattet lidt.

Vi bliver aldrig trætte af at beundre deres kæmpe bourgonvilla.

Tiden går og snart må vi hjemad. Vi har planlagt at sejle til Trinidad Mandag aften d. 2 Marts. Vi sætter sejl klokken 1830 og ca. 12 timer senere lander vi på Trinidad. Det er helt ulovligt at gøre andet end straks at anmelde sin ankomst til myndighederne men vi er trætte og ligeglade så de får også fingeren og vi sejler til Scotland bay for at sove et par timer.

Da vi drejer ind i bugten her meget tidligt om morgenen, hvor solen endnu ikke er stået op, er luften kølig ( ja, ja, alt er jo relativt ) og det er akkurat som at stille næsen ned i en blomsterbuket. Der er en sød duft at blomster og vi er helt salige. Og nu opdager vi hvor meget vi egentligt har savnet Trinidads lyde. Helt andre fuglelyde og i bugten er der virkelig så stille at man kan høre alt. Fantastisk at være tilbage. Selve sejlturen gik fint. Vinden var fin men vi var godt nok forbavset over hvor mange skibe vi så på vores tur. Sidst vi sejlede de små 80 sømil mellem Grenada og Trinidad, så vi ikke andre skibe end et der lyste vores sejl op for at se hvem vi var. Vi tænker ( måske ønsketænkning ) at det var coastguard. Nu vrimlede det med både og vi følte og sikre og tilfredse.

Tilfredse var ikke lige overskriften da vi skulle checke ind i Immigrationen. Magen til høj..... Kæ..... har jeg sjældent mødt. Det tog 1 , 5 time at lave noget der højst skulle have taget 5 minutter men vi skal lige...

Og derud over blev jeg sendt tilbage til skibet 2 gange fordi jeg havde for lidt tøj på. HVEM FANDEN TAGER TIL DE VARME LANDE FOR AT TAGE MERE TØJ PÅ. Ja, jeg spørger bare. Jeg havde en ærmeløs t-shirt og små shorts på. Jeg var også stærkt utilfreds og fortalte dem på klingende dansk at jeg var eddersur. Tommy tyssede på mig for at sikre at jeg ikke fik gjort dem så vrede at vi slet ikke kunne komme ind. Efter 1,5 time var vi endelig igennem og havde et par fine dage i marina.

Så er det tid at få skibet på land og vi har en aftale - som vi har været oppe og konfirmere - om at skibet skal op Torsdag d. 5 klokken 900. Klokken 920 er der et par af de andre sejlere inde i marinaen, der kan se at vi cirkler og forventer at der kommer personale til at hjælpe os ind på den trange plads og de kommer og giver os en hånd. Vi opgav at kalde marinaen på VHF for de reagerede ikke. Så da vi endelig var inde på slippen gik Tommy op på kontoret og spurgte hvor de blev af. Den stakkels kontordame blev helt konfus. Jamen er I her allerede - sagde hun - og ja det er vi, for vi havde en aftale for næsten en halv time siden. Selvfølgelig siger hun hun nok skal gøre noget ved det. Og mens vi gør flere forberedelser i ventetiden kommer formanden for optagningen og siger at han har " major problems" han kan ikke skaffe folk og om vi kan vente til dagen efter. Jeg tror godt han forstod at det absolut ikke kunne komme på tale. Om vi så selv skulle hjælpe skulle vi op NU. Og så gik der - pudsigt nok - kun 20 minutter så blev vi taget op. Det er Trinidad i en nøddeskal. Manana.

For så lige at komme tilbage til noget helt andet. Vores elektriske toilet - der var en fejltagelse - har været mærkeligt de sidste dage. Det var da godt vi var i marina hvor de havde en god potte for toilettet stoppede ganske enkelt med at køre. Det har ellers kørt upåklageligt siden 2005. Har fået skiftet slanger ind imellem men nu - nul putte. Eller rettere nul prutte. Da jeg afmonterede det, knækkede studsen til afgangsslangen uden videre. og der var nærmest ikke hul igennem. Vi undrer os over at vi ikke har fået flere varsler men nu er der en ny potte på vej og den skal ikke være elektrisk.

Vi knokler i varmen. Sejl skal af og pakkes væk, olien skal af maskinen og ny på, dieseltanken skal tømmes så vi kan få renset den, nyt toilet skal installeres, jollen skal lappes og vaskes og pakkes sammen, coveret skal til syning da det trænger til at blive repareret steder hvor jeg ikke selv kan sy det, påhængsmotoren skal have skiftet olie og skylles igennem, ankerkæden skal renses og kæden sættes i olie mens vi er væk, skibet skal gennemgås for mangler og for at få alt med hjem som enten skal udskiftes eller indkøbes hjemme. Og midt i det er der arbejde med hjemmesider både til os selv og nogle foreninger vi er medlem af og pyh nu bliver jeg svedt.

Mentalt er det fint at have disse travle dage for så trapper man ned fra det varme  og forbereder sig på at komme hjem til et dejligt forår med masser af arbejde og utålmodige kunder der venter på at få ordnet en masse.

Skibet er på land og vi har i denne sæson sejlet oppe fra de vestindiske øer Tortola m.v. til det sydligste Caribien, nemlig Trinidad. Det blev til knap 800 sømil og vi fik set alt det vi ville.

Joy er på land og er pakket sammen så nu må hun passe sig selv til vi kommer tilbage i December.

Det var alt for nu så nu må I - tålmodige læsere - også have en god sommer.

Mange stadige varme hilsner

Anna og Tommy