Hjemme igen 

Retur til hyggesejlads siden

Godt nok siger overskriften "hjemme igen" - men vi skal lige have fortalt resten af historien. Vi havde jo bestemt at blive her weekenden over. Altså i den sydlige del af Antigua i Falmouth Harbour. Nu da det lakker mod enden af vores tur mente vi at vi kunne trænge til at forkæle os selv med at spise frokost ude. Så vi bliver enige om at tage cyklerne frem og starte vores sundheds vanvid ( som er nødt til at komme, når vi kommer hjem, så vi kan komme af med de " vi gør det i morgen " overflødige kilo på maven). Vi vil cykle op på en bakketop som er berømt for den gode udsigt og de gode søndagsarrangementer. Det er godt nok meget op ad bakke !! Jeg tror vi gik mere end vi orkede at cykle. Dels er vi i dårlig kondi - dels var der stejlt op. MEGET. Men det var bestemt turen og besværet og sveden og det forbrændte ansigt - fordi jeg glemte solcremen - værd. Udsigten var ubeskrivelig.

Jeg aner ikke hvordan de får dem til at blive og trives på den plads men der var mange tilsvarende og de så sunde ud. Kaktusser ER nøjsomme - lige som os,

Sådan ser her ud om dagen..... Vi ligger i den ankerbugt længst væk midt mellem de 2 store marinaer.

Montserrat i det fjerne. Hvis man ser godt efter kan man godt se det område hvor det kun er aske, idet det er lysere end resten af øen.

Sådan ser her ud om dagen...... Mens vi har det hele for os selv. Vi fik invitation til at komme til Barbecue senere på dagen og den tog vi imod.

Der er vel ikke noget at sige til at vi elsker Bourgonvilla når de kan være så smukke. Dejligt afbræk på en noget hård cykeltur.

Senere på dagen - ved 17 tiden - er vi tilbage. Indrømmet - denne gang tog vi en taxa. Og gjorde en god forretning. Vi var flere med den samme bil og adspurgt fortalte chaufføren at prisen var 10 US = ca. kr. 50,- pr. person. Men vi har kun EC dollar - sagde vi til han - så....... hvad skal du så have for turen. Så tænker han sig om og studerer loftet indgående - ØH 15 EC - siger han. Det er ca. 30 kroner så vi slog til. Det var det samme vi skulle give for at køre hjem i en anden taxa så vi har ikke snydt ham - snarere var det ham der prøvede at snyde os med US dollar. Men de englændere der var i samme bil betalte de omtalte US. Så han gjorde også en god forretning den dag. 

Pladsen myldrede med mennesker som nød udsigten og stemningen og andre så deres snit til at tjene penge. Ham her lavede selv de calabash rangler man ser ham stå med. De var billige så vi kunne ikke stå for ham.

"Jeg laver dem selv"...Han solgte rangler til 13 EC dollar stykket. Den står i en smule over 2 kroner lige i øjeblikket - selvfølgelig måtte vi have en. De er lavet af Calabash med frø inden i.

....Og sådan ser her ud om aftenen når der er kommet gæster. Her var så stille i formiddags men nu... liv og glade dage og dejlig steelpan musik.

Minsanten om ikke orkesteret hedder AMP - og så i disse batteritider. ( har lige haft generatorproblemer - se sidste afsnit).Se de kunne spille så vi nød hvert sekund.

.......Og sådan ser her ud om aftenen.

Ja nu snerper det til. Vi skal på land i morgen og må hellere liste op til Jolly Harbour og gøre os klar - ikke mindst mentalt. Vi har været trætte af så mange ting denne gang men i den seneste tid har det kørt godt. Har ligget godt for ankeret og har fået alt det vi har kunnet spise og drikke og rigtig mange mails hjemmefra fraråder " al udkørsel" så hvorfor nu tage hjem. Jo billetten er købt og betalt og der er ikke penge til at blive herude længere. Det " koster" ikke at tjene penge i en længere periode så nu må vi hjem og gøre noget ved det. Jeg tror heller ikke vi tåler mere sol. Solen skinner fra morgen til aften her oppe og vi får kun 10 dråber regn af gangen. Vi savner virkelig at få skyllet båden men vi kan vel ikke klage over det nogen steder og forvente at få medhold.

På vej til Jolly Harbour hvor vi skal på land. Turkise omgivelser til Joy mens hun ligger og glæder sig til vi kommer igen - eller hviler hun sig og nyder det ?

Tirsdag d. 23 Februar og det er tid til at komme op. Alt gik fint som det plejer men vi holdt godt nok vejret da de kørte af sted med hende sådan her.

Hængende på 2 bagstøtter og stående på 2 træklodser foran bliver Joy kørt på plads. Selv om han kørte forsigtigt holdt vi vejret..

Forresten er det snart længe siden vi har haft problemer med franskmænd. Af den simple årsag at på Antigua tales der engelsk - eller noget der somme tider ligner - og så holder franskmændene sig væk. Det giver mig lejlighed til at fortælle om en oplevelse vi havde da vi lå i den nordlige del af Guadeloupe. Tommy gjorde mig opmærksom på at jeg havde glemt at fortælle om dem, trods det faktum at det faktisk nok var den værste bommert en franskmand endnu havde lavet. En udlejnings katamaran lægger anker helt oppe foran - som de jo altid gør - og sætter triplinen fast i ankeret. Nogen vil huske at det er en line på et par meter der sættes fast i et, til formålet beregnet, hul i ankeret. Så kan man nemlig få ankeret baglæns op hvis det skulle gå i bekneb i en koral eller hurricane kæde eller lign. Sagen her var bare at de ikke havde taget en tripline men et stykke tovværk på højst 20 meter - bundet det i ankeret og lagt ankerkæde ud til tovet var stramt. De har vel troet at det var aflasteren de satte på og har ikke ulejliget sig med at tænke sig om. Og som de ofte har for vane, sejler de ind til land i jollen lige efter de har ankret - så kan de nemlig ikke holde øje med om den ligger godt. Og det gjorde denne ikke. Vi kommer hjem fra byen og en anden franskmand (fra en anden båd vi også har haft under observation fordi de ikke var så gode) råber noget til os. Vi aner af gode grunde ikke hvad men vi kan se båden skrider derudaf. Vi skynder os derover og går om bord og kan hurtigt se hvad problemet er. Vi får sluppet " aflasteren" og ankeret kan nu bide fast i bunden. Det kunne ham der var ombord åbenbart ikke se. Der er simpelthen sket det, at da det første vindpust er kommet, er linen strammet op og ankeret blevet rykket baglæns op. Derved kan ankeret ikke få fat igen og båden var temmelig langt fra land før vi fik stoppet den. Ejeren eller rettere lejeren kom roende ud og fik sig vist en forskrækkelse.  Siden hen så vi ham igen oppe foran men denne gang uden aflaster/tripline.

Nå tilbage til arbejdet - der forestår en del oprydning og rengøring før vi kan tage hjem. Nu nåede jeg lige at klage over at vi ikke havde fået regn i lange tider men straks jeg havde brugt en hel formiddag på at vaske dækket af  regnede det som pisket næste nat. Jamen er det ikke bare sådan det er. Arbejdet var nu alligevel ikke spildt. Alt det aske og salt og andet møj var ikke blevet skyllet af vaf et regnvejr.

Og så skal I alligevel se nabobåden. Der er stillet stillads op. Der arbejder sædvanligvis 2 mand med at slibe spartlingerne. Den ene støtte er 3 bukke oven på hinanden - den 2. er kun en buk men tillige 2 træklodser og den sidste på dette billede er 2 bukke med et bræt ovenpå. ikke sikret på nogen måde men der er jo heller iikke langt ned - højst et par meter.

Mange dages arbejde er allerede overstået men der resterer stadig noget arbejde. Et af Jobbene er mindre sjovt. På den sidste ankring i Falmouth havde vi nær ikke fået ankeret op igen for ankerspillet ville ikke køre. Stort besvær med at lave lus mellem batterierne for at se om det var strømmen ? men det var det ikke. Mere spænding gjorde det ikke og senere målinger viste at det ikke var strømmen men en aksel der har sat sig fast så de to dele på hver side af dækket ikke kan skilles. Al vores værktøj har været i brug men intet har hjulpet. Nu går snakken på at vi er nødt til at skære det fri i dækket. Jeg bliver helt firkantet i ansigtet. Prøv lige at forestille dig et gabende hul midt i dækket. Jo her sad vores ankerspil. Håber der kommet en god ide der virkelig hjælper.

Efter en træls dag uden den store succes bliver vi enige om at vi går i byen. Vi hører god levende musik. Får nok mindst en øl for meget og danser dejligt i timevis. Da det er slut slendrer vi hjem i godt humør og tilfredse med det hele, selv om vi har svedt temmelig meget. Så fik vi da også motion i dag. Hjemme igen smider vi tøjet og i lyset af fuldmånen går vi ned på pladsen og lader det kolde vand fra vandslangen vælte ned over os. Op på dækket hvor der er en lun brise sidder vi nøgne og tørrer mens vi hører tropernes lyde. Og så lige myggenes angrebsråb men det hører vel også troperne til. Mærkeligt at vi snart skal hjem til kulde og sjap.

Vi får mere arbejde fra hånden de næste dage og under nedpakningen af storsejlet opdager vi at det har fået en flænge. Ikke stor men repareres skal den da. Godt at vi har den lille gamle maskine med. Reparations tape på og syes fast i kanterne og sejlet er så godt som nyt igen.

Det er ikke første gang den lille antikke maskine har reddet os. Den syr hvad som helst bare ikke zig-zag.

Vi er godt nok ved at gå til.Vejrudsigten har hele ugen sagt stille vejr det meste af døgnet. Lige lidt vind midt på dagen hvor solen står højt men om natten er her dødstille. Vi måtte ind til byen og købe en ventilator og den kører på højtryk men det er langt fra nok. Vi er faktisk temmelig trætte af at svede. Selv om vi ved vi kommer til at savne det så snart vi er i London men her er det træls. Jeg har konstant sved i øjnene og ligegyldigt hvad man laver drypper man på det. Og myggene er hidsige - de kæmper mod sandfluerne om et stykke sul de kan hugge fat i. Selv om her stinker af alverdens myggemidler så vi selv er ved at blive dårlige,  sværmer de om ørerne på os. De sætter sig måske ikke, men man nyder ikke det stille vejr, når myggene studerer ens øregange på tæt hold.

Vi er ved at være klar til at tage hjem. Vi overlader nu trygt Joy til Tupilak´en. Den fik vi af Lasse til vores bryllup og vi sætter stor pris på den for der er mange følelser, oplevelser og skæbner forbundet til den. Nu må den holde hånden over Joy så hun ikke bliver offer for Tzunamier eller jordskælv eller for den sags skyld vulkanudbrud.

En Tupilak er en lille figur som før i tiden blev sendt ud i verden ( ofret til havet) for at nedkæmpe ens fjender. Vi sender den nu ingen steder hen men lader den blive på Joy for at beskytte hende så ingen fjender gør hende noget. Vi vælger at betragte den som en "skytsengel" der er kommet i vores besiddelse ved en række handlinger som skæbnen helt klart er ansvarlig for. Så det er nok som det skal være.

Det er en voldsom del af verdenen vi er i. Heldigvis - for os -var Chile jordskælvet med efterfølgende Tzunami på den anden side af sydamerika, ovre i stillehavet og i den forbindelse har vi tænkt mange tanker. Især er de gået til Laila og Stig som angivelig er i stillehavet netop nu på det gode skib Naveren af Århus. Bare det er gået godt.

Vi bestemmer os for at få et hotelværelse den sidste nat. Det gør det mindre stresset at få pakket Joy ordentligt ned. 

Så er Joy pakket sammen og forsynet med sit cover. Taxa´en er bestilt og kommer om lidt og vi glæder os til at komme hjem men først skal vi lige på hotel i nat.

Hotellet ser faktisk pænt ud - så pænt at vi skal i byen og købe en skjorte til Tommy for man må ikke komme i restauranten uden ærmer. Vi havde ladet alle ærmerne blive på JOY bortset fra dem der sidder på en T-shirt og en Fleece trøje. Vi så Amerikansk TV om aftenen og hyggede os med chips og resten af rommen som vi havde taget med. Men så holdt det hyggelige også op. Vores værelse lå lige ud til de store airconditionanlæg og de lød som et mindre kraftværk. Vi troede nok vi ville kunne falde i søvn alligevel men.... ikke før efter halv fire og vi skulle op igen halv syv. Vi var lettere groggy men det positive er at vi så sikkert sover godt på flyet hjem. 

Onsdag d. 3 marts 2010. Vi kører til lufthavnen på Antigua og turen til Barbados går helt fint. Vi fik vores tasker - hvilket er begyndt at optage os en del inden for de sidste 3 måneder.

Lige nu sidder vi på Barbados i lufthavnen med udsigt til 6 timers ventetid før vores fly letter.

Lige nu bliver der løst sudoku og skrevet hjemmeside. Stadig uden ærmer og ben. "Venteværelset" er udendørs og der kommer en tilpas lun men aligevel svalende brise forbi mens vi hygger os.

Torsdag d. 4 marts 2010. Ankommet til England meget tidligt om morgenen. Turen er gået fint men vi har ikke fået sovet ret meget. Vi er lidt fortumlede for man får ikke den væske man har brug for. Efter besøg i en cafe hvor kaffetørsten og tørsten i almindelighed blev stillet var vi klar til at tage resten af vejen hjem. Vi har i mellemtiden påført os alt hvad vi havde med af tøj. Jeg havde ude på Joy gået vores klædeskab efter og fandt at to thermo veste ikke mere var nødvendige i caribien. Men det var de da vi sejlede hjemmefra så... de skulle altså med hjem for at skaffe plads til alt det flotte tøj man kan købe derude... og heldigvis for det, for nu kunne de tages op af kufferten og varme to forfrosne sejlere. Ulla og Vicky hentede os i lufthavnen og vi blev kørt hjem og Ulla havde oven i købet lavet boller i karry til os. Det var vi vist kommet til at nævne for hende da hun spurgte om der var noget hun kunne lave til os. Dejligt og lige hvad vi havde brug for. Og forresten - kufferterne kom frem alle sammen - til tiden - denne gang. Vi havde godt nok lidt spænding på men det gik fint. 

Fra vi forlod vores hotel på Antigua ( hvor vi ikke havde sovet særlig meget om natten ) til vi var hjemme hos selv gik der 26 timer. Da vi havde spist til aften tørnede vi ind og sov i 12 timer og anede ikke hvor vi var da vi vågnede. Det varer lige lidt før det går op for en at vi er hjemme og at det var en stor vamset gåsedunsdyne man pakkede sig ind i. Nu har vi i 3 måneder sovet uden noget på eller over os så det er lidt mærkeligt at blive filtret ind i sådan et monster - oven i købet en dobbeltdyne. Men vi vænner os vel til det. 

Siden vi sejlede hjemmefra er tallene således.

2007/2008 udsejles 2772 sm fra Nordhammer til Faro i portugal. Der blev tanket 946 liter diesel.

2008/2009 udsejles 4406 sm fra  Faro i portugal til Trinidad i Caribien. Der blev tanket 764 liter diesel.

2009/2010 udsejles 516 sm fra Trinidad til Antigua. Der blev tanket 111 liter diesel.

Jeg kommer til at savne at skrive om vores oplevelser og vil i den forbindelse takke for alle de meget positive tilkendegivelser jeg har fået. Flere gange har jeg faktisk fået mail der rykker for næste nummer af Joy-nyt. Indrømmet. Så bliver jeg altså lidt stolt.

Vi vender tilbage til Joy sidst på året hvis ellers Tupilakken vil.

Hilsen Tommy og Anna

OVER AND OUT