Så skal vi desværre snart hjem

Retur til hyggesejlads siden

17 Januar 2010 og vi forlader Anse Mitan og sejler så meget nord på - på Martinique - vi kan for at have et godt afsæt mod Dominica. Vi stopper i St. Pierre et par dage. Det var egentligt ikke meningen at vi ville blive der så længe men tolden holdt lukket om Mandagen så vi måtte pænt vente. Vi tilbragte ventetiden på en lidt vanskelig ankerplads. Der blev hurtigt dybt hvilket kun gav en lille stribe hvor der var godt at ankre. Derfor var der også rift om pladserne. Om dagen var der en del blæst der holdt os alle pænt på plads i rækkerne  men om natten var det helt stille og vi drejede hele vejen rundt. Det var en af årsagerne til at det ikke var så spændende at ligge der, en anden var at vi var tæt på på kysten og dermed også hovedvejen og de store lastbiler begynder turen sydover temmelig tidligt og de synes åbenbart at der er en del andre trafikanter der er i vejen, for de sparede ikke på hornet. Det var her i St. Pierre at der var vulkanbudbrud i 1902 og vi måtte lige en tur på museum for at se og læse om ulykken. Normalt tror jeg ikke jeg ville gide vide noget om det men set i lyset af jordskælvet for nylig i denne egn af verden gjorde mig/ os noget ydmyge. Hvor kan alting hurtigt forandres. Tiden fra lykke til ulykke kan være meget kort.

Et tyvstjålet foto af et billede på museet til venstre. Man måtte ikke tage foto sagde damen da jeg havde taget det. Mig til højre med næsten den samme udsigt, bare godt 100 år senere.

Nå det skal ikke være så trist alt sammen, så her kommer endnu en oplevelse med franske sejlere. Også denne gang i en udlejningsbåd. Vi ligger på 6 meter vand og der er ikke plads foran os, for der ligger allerede 2 andre franske både. De ligger begge tåbeligt og for tæt men det er snart hverdag her. Så kommer der en anden fransk båd og lægger sig noget ved siden af og bag ved os. Han ligger helt fint men det er heller ikke en udlejningsbåd. Den kommer til gengæld nu. De ser sig om efter en plads og finder ud af at, de kan være ved siden af os, foran den anden franske båd, Gringo. De smider lige akkurat nok kæde til at ankeret kan slæbe over bunden men ikke få bid. Så bakker han i den tro at ankeret nu sætter sig. Han ved dog at han skal bakke og det gør han så effektivt at han trækker ankeret med sig fordi de ikke har lagt kæde nok ud. Der er 6 mand ombord og nu begynder de at diskutere hvad der mon er galt. Ham ude ved ankeret bliver sur og går ned i cockpittet hvor han demonstrativt skal have noget vand. Han efterlader ankeret nede, men ham der styrer ved det ikke eller er ligeglad og begynder at sejle hen til et andet sted, for nu begynder det at blive lidt pinligt. Men på sin vej tager han Gringos kæde med sig. Vi sidder hos os selv med et godt udsyn og har spottet hvad der vil ske. Vi er begyndt at vinke til dem men de ser det ikke. De er vældig optagede af at løse det problem der er opstået. Vi ser at kæden strammes og båden vender sig og han kan ikke styre den mere. SÅ bliver ankeret hevet op og Gringo begynder at interessere sig for hvad de laver lige foran ham. Og ganske rigtigt - da ankeret kom op havde det fanget Gringos kæde. Så begynder et sandt kaos. Udlejningsbåden ved ikke, at man skal fortsætte med at hive ankeret op til man kan sætte en snor rundt om kæden og derefter sænke ankeret fri af kæden, hive ankeret op og give slip på kæden, så de smed en mand i vandet, som skulle holde kæden oppe, mens de sænkede ankeret og han gik selvfølgelig til bunds sammen med ankeret. I fællesskab forvirrede de 2 franske både hinanden og det endte med at de lå side mod side med fendre i mellem, for at rode kæder og ankre fri af hinanden. Da han endelig kom fri og bakkede væk havde han nær mast Gringos jolle. Typisk.

Jeg har det hele på video hvor disse billeder stammer fra og vi glæder os til at vise det ved lejlighed. Udlejningsbåden prøvede at smide anker meget længere nede at kysten men opgav og sejlede helt væk. Vi ryster næsten altid på hovedet af franske både, fordi de virkelig er dårlige til at ankre men det er længe siden vi sidst har rystet og grinet så meget. Og Gringo - han trak bare på skuldrene for hvad kan man ellers forvente af en franskmand.

Her er der endelig sat en snor på Gringos kæde............................Her får de ankeret fri..................................................................og her sejler de væk

 

Dramatisk aftenhimmel ved st. Pierre - Martinique. Og ingen greenflash denne dag. Vi har ellers snart set nogle stykker men selv om jeg gør mig umage kan kameraet ikke se det.

20 Januar 2010. Vi får endelig checket ud og sejler til Dominica. Det bliver en fantastisk sejlads. Søen er rolig og vi har god vind. I sø-læ bag Dominica sejler vi fuld speed med medstrøm og ingen buler på vandet men til gengæld med selskab af et par små hvaler. De var dog for langt væk til at et billede ville vise noget som helst. Vi ankommer til Dominica og det første der slår os er at der er en masse skildpadder. Der er søgræs på bunden og det lever de af, så vi havde god underholdning det meste af dagen. Det er en pudsig dag for det er meget stille i vejret og vi skvulper rundt i gamle dønninger der arbejder sig ind i bugten. Temmelig træls. Vi får besøg - som ventet - af de boatboys, som altid har haft tradition for at overdænge folk med tilbud om at sælge flag , appelsiner og alt muligt andet. De var nu søde og ordentlige så det var ikke så slemt som vi havde frygtet. Vi fik at vide at der skulle være barbeque på stranden og at vi var velkomne. Vi sprang nu over for vi gad ærlig talt ikke ,men vi kunne lige så godt være taget afsted, for musikken - der var meget høj - stoppede ikke før ved 3 tiden om natten. Og det værste var at det var karaoki agtigt og rigtig dårligt. Og derudover havde de tændt bål på stranden, for ellers er det ikke et rigtigt barbeque party og den røg og os det gav, fordelte sig i hele bugten og blev bare liggende så man var lige ved at blive kvalt. Ikke nogen særlig god start.

Der havde været et indlæg i avisen Compass om at man endelig skulle ankre i den nordlige del for der ville være vagt på om natten. Det var det også men vi lå virkeligt dårligt i den rullende sø og opgav allerede efter 2 overnatninger. Vi ville ellers have været på udflugt i den flod der udmunder her i bugten, for vi har hørt at den skulle være fantastisk men vi orkede ikke mere nu. Vi sejler ned i den sydlige del for at checke ud og finder at der er roligt og dejligt, selv om der skulle være overfaldsfare. Vi vælger alligevel at sejle men hvis vi kommer tilbage vil vi afgjort blive i den sydlige del.

En kort sejltur til Ilet des Saintes - en lille øgruppe syd for og indeholdt i Guadeloupe. Det er det bedste vi længe har gjort. Godt nok snakker de også fransk her og vi forventer igen at få selskab af dårlige ankerliggere men det får være. Men her er så smukt og ankerpladsen er helt perfekt. Ligger på 7 meter vand og helt stille. Perfekt brise og en splinterny dinghy bro som sparer os for meget besvær. Den sødeste lille ø og trods sproget, den bedste vi endnu har besøgt. Og det inkluderer også Bequia og der skal dog noget til. Næsten alle kan en del engelsk så det går helt fint. Selv internettet virker fint og hurtigt og vi fik mail tilbage fra Jolly Harbour på Antiqua at der er reserveret plads til os der fra slutningen af februar. Fint så ved vi hvor båden skal lægges op og kan nyde resten af den gode måneds tid der er tilbage.

Udsigt ud over ankerbugten på Ilet des Saintes.

Nå - allerede - endnu en fransk udlejningsbåd lægger anker lige ved siden af os. Vi kan på lang afstand se at den ikke er i træning, så vi holder et vågent øje med den. Der bliver lagt kæde ud men ikke nær nok. Der skal altså 5 gange dybden og det er ikke for sjov. Der er nemlig ikke noget ved at båden driver og det er der absolut risiko for, hvis man sløser med det. Ham der sad ude ved ankeret smed kæde ud og da han mente at det var godt så han ind på skipper og spurgte " Bon " ? Oui Oui - det er det vel. Så går skipper ud for at se på den aflaster man sætter på kæden, for at mindske trækket i spillet. Det er som regel et stykke tov med en krog, der skal anbringes mellem en klampe og kæden. Han lægger den fra sig og går ned i cockpittet og finder manualen og vi griner allerede. Så går han ud til aflasteren igen - tager den op og klør sig i nakken. Sætter den på - forkert - og er vældig tilfreds. Så bliver middagen serveret ovre hos dem og vi falder til ro. Han kommer ikke til at genere os. De er 3 par ombord og de hygger sig vældig. Pludselig opdager Tommy at de ikke ligger ved siden af os mere men er skredet for ankeret, selv om der hverken er sø eller vind. Vi bør vel anråbe dem men da vi ikke kan fransk beslutter vi at se tiden an. De opdager det vel på et tidspunkt. Vi har lidt dårlig samvittighed og bliver enige om at råbe til dem, hvis de ikke selv opdager det, før de vil ramme den båd bag dem. Så fik de pludselig øje på det og der udbrød panik. Fordi de nu havde sat aflaster på og ikke gav sig tid til at tage den af, som man naturligvis skal, gik den i spillet som derved ikke virkede mere og de kunne ikke  tage kæden op. Der måtte håndkraft til og 2 mand trak ankeret op. De sejlede lidt hen ad kysten og fik løst problemet med kæde og aflaster og efter at have studeret manualen igen, fik de kæde nok ud. Alt for meget, for nu kom de faretruende tæt på den båd bag dem og kæden måtte forkortes. Det er sørme ikke let at være sømand. Men ualmindeligt underholdende - for os.

Jeg har forresten glemt at nævne at jeg fik en gasalarm i fødselsdagsgave af vennerne fra havnen. Den er forlængst blevet monteret men vi har heldigvis ikke haft brug for den. I Går - tror jeg det var - ville jeg lige sprøjte skibet mod nogle myg vi fik ombord på Dominica og 5 sekunder efter jeg havde gjort det, gik alarmen. Til start blev jeg noget forvirret men løste problemet ved at slå strømmen fra. Vældig tilfreds over at vide at den virker. Det havde vi selvfølgelig checket med lightergas men havde ikke tænkt på at myggespray virker lige sådan. Dejligt at vide at vi ikke behøver være nervøse for undsluppen gas eller utætte spraydåser.

Klokken er 0230 og jeg sover dejligt lige til en kraftig lyd får mig til at springe ud af køjen. Jeg stikker hovedet op af lugen og ser at der ligger en lokal motorbåd helt op af siden på Joy. Jeg spurter ud af forkahytten til cockpittet og har fuldstændig glemt at man måske skulle være bange for hvad man mødte og siger til Tommy på vejen " Der er sgu nogen ombord" . Jeg stryger op i cockpittet og ser ganske rigtigt båden men ikke nogen ombord. Jeg ser mig omkring i den meget mørke nat men ser ingen personer. Hvad i alverden er det her for noget. Helt konfus kalder jeg igen på Tommy som intet har hørt men han vågner da og kommer op. I mellemtiden er båden drevet forbi os og ligger nu ca. 10 meter bag os. Vi bliver enige om at vi må få fat på den for det er ikke bare en gammel båd med en udslidt motor - den ser faktisk rimelig ny ud. MEN jeg skal ikke under nogen omstændigheder ned i det kulsorte vand. Det gør jeg kun når vi skal natdykke for så er det noget helt andet. Og jollen var på dæk og det ville tage alt for lang tid at sætte den i vandet så Tommy siger " Den henter jeg da bare" . Og ganske rigtigt svømmede han ud efter den og vi bandt den til hækken.

Næste morgen - klokken var ikke 7 endnu - kom ejeren sammen med en kammerat i dennes båd, på udkig efter sin båd. Hans glæde var vist ikke til at tage fejl af og han tog den bristede fortøjning og kiggede længe på den. Den var helt flænset op så den må have kørt hen over noget skarpt. Desværre gav det et par skrammer i Joys gelcoat. En meget tydelig en lige ud for hvor jeg sover. Det var den lyd der vækkede mig. Men også et par mere der nok kan poleres væk.

I den kulsorte nat blev vi "angrebet" af denne lokale motorbåd. 115 heste sad der på hækken så der er ikke noget at sige til at han er glad for at vi stoppede dens flugt.

Vi lejer scootere og tager en rundtur på øen. Den er ikke stor så med frokost og det hele tog det vel 5 - 6 timer.

Tommy var helt vild med at suse afsted i fuld fart. Jeg vil hellere have en motorcykel mellem benene frem for at sidde oven på sådan en her så jeg kørte for det meste ikke så stærkt.

 

Masser af små rigtig hyggelige ankerbugter

Dejlige palmestrande - lige noget for en bleg vinterkold dansker, Ikke?

På vores tur kom vi forbi øens gravplads. Det er nok den flotteste vi har set af den slags. Blomster alle vegne.

Frokost i skyggen. Katten havde ellers hygget sig hos mig men den havde en skræk mod at blive fotograferet. Så ville den væk.

Vi sejlede fra Dominica i fredags og nu her mandag morgen d.25 beslutter vi at vi hellere må sejle til Guadeloupe og få checket ind. Vi har ligget med karantæneflag de sidste 3 døgn, i tilfælde af at tolden skulle kigge forbi men vi slap. Nu skal vi bare op og have formalia overstået. Det passede fint for et regnvejr er på vej og vi kan lige så godt bruge en trist dag til at sejle. Men forud for regn kommer blæst og når det så kommer samtidig er det regulært uvejr. Men det varede kun en halv time så var det ovre.

Sådan kan det også være at sejle i caribien - det er ikke altsammen sødsuppe sejlads. Det blæser kraftigt og samtidig begynder det at regne vandret. Øerne der er lige bag os kan slet ikke ses mere for regnen.

Vi ankommer til en lille bitte marina på Guadeloupe og sniger os ind. Der er ca. 20 cm. vand i "overskud" så det går lige. Vi får checket ind hos tolderen der fortæller os at det kunne vi have gjort hos det lokale politi på Ilet des Saintes. Det står der bare ingen steder i vores bøger så vi kunne have sparet os sejlturen. Men skibet skal røres en gang i mellem så det er ok. Dagen efter vil vi gerne tilbage til ankerpladsen og da solen skinner, blæser vi på at vinden stadig ligger over de 10 sekundmeter. Vi ved at det giver store buler på vandet men vi klarer det vel - som vi plejer. Ganske rigtigt. Store krappe søer som vi ikke kan ride af på men som brækker ind over dækket med en syndflod til følge. Men ingen skade sket og vi sammenligner dem med nogle bølger vi sejlede i, da vi en gang skulle til Skagen i kuling på et hårdt kryds. Da var bølgerne lige så store men forskellen er at nu kan vi sidde i badetøj. Dengang ved Skagen havde vi det store redningsudstyr på - så alt andet lige vil vi hellere sejle her.

Vel tilbage i ankerbugten bliver vejret ikke helt det samme gode igen - det fortsætter med at blæse og regner også ind i mellem. Øv, nu var vi ellers helt sikre på at dette var et udtalt luksus sted. Vi ruller en del og er lidt trætte af det. Vi var nødt til at ankre i 11 meter vand fordi "vores" plads selvfølgelig var optaget. Vi sætter os på vagt for måske sejler en af dem der ligger helt rigtigt. Og minsanten om ikke 3 både i det område forlader pladsen næsten samtidig. Ikke så snart de havde fået ankeret op, var vi klar til at hugge os fast det samme sted som vi lå sidst. Supergodt. Er ude og checke ankeret. Ligger 3 meter uden for koralkanten i sand og har bidt sig godt fast.

Og så i går eftermiddags var der endnu en fransk sejler der ankrede helt åndsvagt. Jeg gider snart ikke skrive om flere af dem for de bliver bare ved. Ham her var en udlejnings katamaran der ankrer helt ind ved stranden noget væk fra os. Han hopper i vandet og checker sit anker og kommer op og sætter aflaster på så vi tror at han har bid. Mindre end 20 sekunder efter skrider han så hvad han mener han havde godt fast i er ikke godt at vide.

Så kommer han selvfølgelig hen foran os - hvad ellers. Vi har en magisk tiltrækningskraft eller også vælger vi bare ankerplads med et vis talent. Fordi vi havde snorklet på vores anker og vidste at vi lå lige på grænsen til korallerne kunne vi hurtigt regne ud at hans anker måtte ligge midt i korallerne og det holder ikke en meter. Det blev for meget for mig da han bare satte sig ned i cockpittet og tændte en cigaret uden at tænke på at checke ankeret. Da han så tog håndklædet og begyndte at tørre sig kunne jeg godt se at han heller ikke havde tænkt sig at hoppe i vandet igen. Så jeg fandt snorkel, maske og svømmefødder frem og svømmede ud og kunne se at vi havde haft ret. Det fortalte jeg dem mens jeg lå i vandet lige ved siden af deres båd. Så flyttede han sig heldigvis. Og igen i dag ( midt i at jeg er ved at forberede en mail til vores hus og dyrepasser, Ulla ) - da der er ankommet et hold nye sejlere ( det var skiftedag i dag - det er altid den værste ) kommer en båd helt hen foran os og starter med at smide anker oven i vores kæde. Vi røg ud på dækket og på godt gammel dansk sprog fik fortalt dem med akkompagnement af diverse fagter at vores kæde altså skulle ligge der - helt alene - forstået. Hold op hvor er vi trætte af dem. Vi tør næsten ikke tage til land på den tid af dagen hvor de ankommer for man ved aldrig hvad de finder på mens man er væk.

Vi sejler videre til den nordlige del af Guadeloupe og ankrer i en vidunderlig ankerbugt. Nu hvor jeg skriver dette har vi været her i en uge og kan næsten ikke tage os sammen til at komme videre. Vi ligger med ankeret supergodt begravet. Faktisk så godt at det er helt væk. Kun vores tripline stikker op af sandet. Vi ruller ikke og luften er helt fin. Det regner ikke og vi sover godt om natten. Vi har stadig masser af god rom og cola og her kan man købe de rigtige chips. Selv deres brød er godt. Der kommer en sød fyr sejlende rundt hver morgen, så vi spiser "deux croissant sil vous plais" - til morgenkaffen. Hvad kan man mere forlange af livet. Vi har igen fundet den perfekte ankerplads som desværre også tiltrækker masser af franske båd-lejere. Den ene dårligere end den anden. Den sidste smed anker oven i en bøje som dykkerbåden bruger. Da så dykkerbåden kom og sagde de måtte flytte sig slog han bare ud med armene som kun en franskmand kan det - sagde en masse og måtte så flytte sig. Der var jo så meget god plads omkring den fordi andre sejlere respekterede den plads den skulle bruge. Talent? måske for noget andet men bestemt ikke for at sejle og ankre.

"Fransk parkering"

Vi ligger inden for synsafstand af en anden ø - Montserrat. Den fik sin hovedstad totalt ødelagt ved et vulkanudbrud tilbage i 1995. Efter den tid spyr den stadig lidt ind imellem. Vi fik af en anden sejler at vide at man kan se flydende lava hvis man sejler vest om øen. Det gør vi måske en anden gang. Denne gang nøjes vi med at se den spy. På afstand - altså.

Montserrat i det fjerne. Man kan godt se øen - det er det mørke - nemmest erkendeligt til højre neden for skyen. Det er svært at se et forhold kun ved at se et billede men tro mig - den cumulus sky der er dannet på baggrund af vulkandampe m.v. er virkelig unaturlig stor.

Hvad de ikke kan finde ud af i andre lande kan Martinique og Guadeloupe. De kan cleare ind og ud ved hjælp af en pc - i dette tilfælde hos den lokale internetbutik og souvenirshop.

"Vores" internetbutik mens vi er på Guadeloupe. Det koster ca. 50 kroner i timen så derfor har vi sparet på mail i denne tid.

Mon ikke det er blevet d. 8 Februar 2010 . Meget tidligt tager vi anker op for at sejle til Antigua. Vi gør det med mest muligt larm for nogle franskmænd larmede til temmelig sent aftenen før. Om vi fik vækket dem ved vi ikke men vi gjorde hvad vi kunne inden for en rimelig grænse og vi følte retfærdigheden gjort fyldest. Dejlig følelse.Vi sejler videre til Antigua og har en fin sejlads. Så varm at vi må køle os af på turen. Selv om vi prøvede at tage farten af skibet sejlede vi stadig godt en knob da vi badede. Vi tog en snor om hånden for ikke at falde af. Det er ikke farligt men besværligt hvis vi skal samle en af os op igen.

Jeg får lige skyllet kadaveret i det flotte vand. Ca. 27 grader varmt og dejligt forfriskende. Ekkoloddet kan ikke nå bunden så jeg kan ikke udtale mig om dybden men skidt med det - vi skal kun bruge de øverste 2 - 3 meter.

Vi havde en supersejlads til Antigua. Meget varm men vinden var helt perfekt. 

Vi er kommet til en helt ny verden. Her holder superyacht´ene til. Den ene større end den anden og med masser af tjenende ånder. Alt er i orden og fungerer. Til gengæld er alt også dyrt her.  Selv om vi ligger for eget anker skal vi alligevel betale. Ganske vist kun 12 kroner om dagen men alligevel - det er en uskik. 

Størrelse ? aner det ikke - meget stor - se bare de 2 mennesker der står ved nummer 2 fender fra venstre. Og den var langt fra den største sejlbåd. Vi er også med på billedet. Helt ude til venstre - vist. Nå spøg til side - det her er vildt. Og det mest mærkelige. De mennesker der kommer fra de både ligner os andre til forveksling. Hvorfor kunne vi så ikke have haft nogle af de mange dejlige penge de åbenbart har så rigeligt af.

Der er udsigt til 2 - 3 dage med meget lidt vind og vi beslutter at tage om på østsiden af Antigua. Normalt ville man ikke vælge at gå på østsiden af øerne fordi dønningerne fra atlanten gør ankerpladserne urolige eller helt umulige. Men bag green island er der et stort rev der giver beskyttelse så det må vi naturligvis opleve. Det er med forsigtighed vi sejler ind mellem revet og øen. Ikke alle kom godt derind.

Denne sejlbåd er for nylig gået på grund på revet. Der var stadig sejl på. Hvor er det trist at se og man tænker hvad der mon er sket - altså bortset fra at vandet forsvandt under den.

Her er der fladvand og desværre også mange andre der gerne vil have ro. Hvilket i sig selv giver en del uro. Vi fik selskab af en par andre danske både. Her en fra vedbæk. Han ligger lige foran os i vores ellers gode udsigt. Han kunne have været franskmand så tæt han ligger men han flyttede sig til natten.

Ansoba fra vedbæk lige i skudlinien.

De næste dages stille vejr bød på sagte vind fra alle retninger. Også fra sydvest hvor Montserrat ligger. Vi så om eftermiddagen en større og større sky dække himlen. Vi var godt klar over at Montserrat igen havde spyet aske og det fordelte sig nu i de øverste luftlag og blev sendt hen over vores område. Og næste morgen var alle bådene dækket af et tyndt støvlag. Vi opdagede det ved at alle gik og vaskede båd. Højst usædvanligt når der kun er saltvand til rådighed. Men forståeligt når man fik set hvordan alt var svinet til. 

Jeg behøver vel ikke nævne at vi havde 2 tilfælde med håbløse franske ankringer bare i de 2 nætter vi har været her. Den værste var en katamaran der troede han kunne parkere båden hvor han var og så smide 30 meter kæde ud uden at ryge lige ned i hovedet på os. Nu er vi snart vant til det og vi går bare op på dækket og på dansk fortæller at han er håbløs i sit hovede og at han da for fanden kan forstå at sådan skal det ikke gøres. " sig lige det igen" siger han på fransk da han naturligvis ikke har forstået en eneste stavelse Tommy har sagt, men det viser sig hurtigt at meningen - den fik han fat i. For de sejlede ud hvor der var plads til at en stor katamaran kan svaje rundt, 

Vi havde læst at der skulle være "excellent snorkling" her, men dette var hvad vi fandt. Et par små fisk der var i gang med frokosten.

Vi sejler tilbage til området vi kom fra men denne gang til Falmouth Harbour. Vi finder en god plads i den forholdsvise store ankerbugt og er faktisk helt tilfredse. Vi tager på bustur over til Jolly Harbour for at checke stedet Joy skal på land. Det ser fint ud og personalet venligt og imødekommende. 

Nej vi gider ikke sejle andre steder hen. Nu bliver vi liggende her og hygger os den sidste tid der er tilbage. Vi har god dinghybro til jollen, vi kan få superdejligt brød. Øllet er koldt og internettet gratis. Vejret stille. Vi blir. Det at vejret er stille giver visse problemer med strøm. Vindmøllen laver - af gode grunde - ikke noget og maskinen skal startes for at lade på batterierne. Vi har længe irriteret os over at den ikke rigtig giver noget fra sig. På overfarten kom en af vores gaster til - ved et uheld - at slå en kontakt fra så laderen ikke kunne komme af med sin strøm. Vi ved ikke om det er der, den har fået skaden men resultatet er at den kun lader ind med ca. 5 - 8 Ampere i timen. Det er alt for lidt når vi bruger mellem 20 og 30 i døgnet. Vi besluttede at få set generatoren efter helt tilbage på Trinidad men de fandt ikke noget galt. Vi beslutter nu at finde en der kan komme ud til båden og måle på den. Vi kommer i kontakt med Dynamic Eletronic - Wayne ved nok hvad han har fat i. Han konstaterer at generatoren er for lille - at den ikke er beregnet til at opretholde strøm på næsten 900 Ah på batterierne. En generator skal være på ca. 10 % af den batteribanks Ah for at kunne levere hvad der efterspørges. Vi beslutter så at købe en ny. Han anbefaler en 80 amp fordi vores "housebatteries" - altså vores forbrugsbatterier er på ca. 640 Ah og at den vil være passende. MEN da vi nu sætter et større kraftværk i båden er ledningerne - selv om de ikke er små - ikke store nok. Med den nye generator og de gamle ledninger får vi kun ca. 15 Amp ud af den. Man kan aldrig forvente at få pålydende ud - altså 80 - men vi skal gerne kunne trække 30 - 40 ud hvis batterierne er helt nede på sokkeholderen. Ved den belastning vi har skal der forventes mellem 20 og 30 Ah.  Vi beslutter at forny ledningerne til alle batterierne. Vi går til den lokale bådforretning og ca. 1500 kroner fattigere går vi derfra igen med en del ledninger. Alle i de rigtige længder og med påsatte "lugs". Sikke et mas at få forklaret damen at det var terminaler vi ville have og da hun finder ud af at vi mener "lugs" vender hun det hvide ud af øjnene og ryster på hovedet. Det kunne vi jo bare have sagt. Møjkælling. Jeg var sur på hende hele dagen. Det kan man sgu da ikke tillade sig. Men hun er nok snart træt af sejlere der ikke taler sproget godt nok til at vide hvad alle dimser hedder. Nå, så kom jeg af med den galde. Tilbage til strømmen. Vi splittede hele båden ad og fik med stort besvær trukket kablerne gennem diverse alt for små huller og efter at have lavet nye huller hvor der ikke var nogen, fik vi målt hele skidtet igennem og fandt spændingstabet at være størst - 0,15 V -  over et skillerelæ - som vi skal have skiftet ved lejlighed - men ellers tabte vi ikke noget på vejen ud til forbrugsbatterierne og det er meget fint. Tyder på passende kabelføring og dygtigt arbejde. Vi hiver nu 33 Amp ud af maskinen. Den falder jævnt i takt med at batterierne bliver fyldt op - det er helt fint. Og en noget anden ting end de 5 - 8 vi havde før. Vi er meget tilfredse med os selv og fortjener en liter vand - mindst - til svedtabet - et dejligt bad og afgjort en kold øl.

20 Januar 2010 . Jeg sidder ude i min køje og skriver. Klokken er "tidligt" og Tommy sover. Han var vist en del oppe i nat - man vender nemt om på dag og nat herude. De spiller musik til sent og morgenerne er så stille og man sover så godt. Altså nogen af os. Men nu står solen op og så er det vist tid at jeg purrer ham. Vi regner med at blive her weekenden over og så på mandag sejle til Jolly harbour. Men alt det får I næste gang.

Over and out.

 

 

.