Retur til Joy

Se billederne fra turen Danmark til Southampton i England

Beretning om turen fra Danmark til Southampton i England.

Solen skinner fra en absolut skyfri himmel og vi nusser rundt og venter på at vi får de sidste ting fra hånden. Vi skuler , fra tid til anden, hen til en strip vi har monteret rundt om en stolpe. Den fortæller os hvor meget vand der er i havnen og vi har set at vandet er faldende. Det vil sige at vi ikke, som vi havde regnet med,  kan vente til klokken 12 med at tage af sted. Det synker hurtigt og hvis den kommer under 12 cm under daglig vande kan vi ikke komme ud af havnen og det vil være en rigtig dårlig start på vores langtur.

Vennerne kommer ud til skibet og deler en øl med os og 11.15 beslutter vi os for at tage af sted. Stedet er Nordhammer bådelaug og vi har nået den 9 Juni 2007. Vores planer er at sætte skibet på land i Tunis en gang til efteråret men vi skal lige have set og oplevet en masse have ,bugter og havne inden da. 

I havblik og kun iført det mest nødvendige tøj vinker vi farvel til de fremmødte som ønsker os god tur.

Vi har ventet så længe og arbejdet så hårdt for at nå hertil og nu sidder vi her !! ikke rigtigt til at forstå. Vi er sikre på at vi har glemt en masse eller ikke helt nået det vi har haft flere år til - men nu er det for sent. 

Vi er på vej.

De næste dage bliver sejlads i havblik – uden bølger men med rigeligt sol og rødt skind.

Vi nyder de dejlige ankerbugter på Langøre på Samsø og Korshavn på Nordfyn  samt Musholm ved Reersø for til sidst at ankre ved Bøgevig ved Agersø. Vi havbader hver dag selv om det visse steder er meget koldt men nu er vi på ferie og så er det måden at blive ren på. Basta.

I de sidste dage har vi været i Karrebæksminde for at fejre gode venners fødselsdag. Det er blevet koldere og det har silet ned med regn. Men det gør ikke så meget mere for inden vi tog af sted, nåede jeg at få syet en kaleche til Joy. Den gør at vi kan sidde i cockpittet og næsten holde os tørre. Ikke helt – indrømmet for der er nogle syninger der skal have en overhaling for at blive tætte - men det er til at klare og vi har virkelig allerede haft god fornøjelse af den.

Det er Lørdag d. 16 Juni og vi har allerede været væk en uge. På samme tid føles det som et sekund og som en evighed. Vi er lige taget af sted – men hvor er det længe siden.

I en uge har vi ikke haft gang i mailen og telefonerne er slukkede så vi hører ikke nyt hjemmefra. Hverken godt eller dårligt. Mærkeligt for vi har ikke savnet det før nu hvor vi ligger stille og venter. Så tænker man på om der er sket noget - om kattene har det godt – om huset er ok – om nogen er irriterede over ikke at kunne få fat i os. Nå – om 2 dage går vi på nettet og tænder også telefonen og så må vi se om helvede bryder løs.

Lørdag aften og kanon god fest men vi er lidt tilbageholdende med alkohol for vi ved godt vi skal sejle tidligt næste morgen. Vi kom i seng ved 2 tiden men alle oplevelserne – talerne – sangene – samtalerne med vennerne blev ved at svirre i hovedet. Skibet knirkede og Tommy snorkede og jeg opgav. Halv 4 stod jeg op og begyndte at pakke sammen til sejladsen. Der er altid en masse der skal gøres klar så jeg havde nok at gøre. 4.15 kom Tommy op – med opspærrede øjne ” Er der noget galt ” – ”nej , svarede jeg – men jeg kunne absolut ikke sove og jo mere jeg prøvede jo mere hjertebanken fik jeg  - så jeg stod op for at gøre klar.”  Ok – siger Tommy – men skal vi så ikke tage broen her klokken 5 og så kan vi jo drikke kaffen på turen ?

Som sagt så gjort. Broen forbinder Enø med Sjælland og for at komme ud af marinaen skal den åbnes. For at være sikker fik brovagten et ring at vi gerne ville ud og han var også på pletten da vi kom klokken 0458.

Lang sejltur over til Svendborg hvor vi gik på havnen og spiste frokost. Tommy har en lille intern ”ting” med Henning – så han måtte lige have et ring. Det er noget med nogle fisk et bestemt sted. 

Vejret havde egentligt været ok selv om vinden var lige i næsen men da vi sejlede fra Svendborg mod Avernakø for at ligge for anker blev det selvfølgelig stormende og regnen piskede ned. Naturligvis lige samtidig med at vi skulle mellem bropillerne og færgen også syntes han skulle være der. Men sådan er det altid – vi har lært at leve med det og det bliver ikke sidste gang.

Et kort besøg hos pigerne i Fåborg var alt hvad vi gav os tid til. Vi har det begge to på samme måde – vi er rastløse og vil gerne hurtigt af sted. Vi sætter kurs mod Kieler kanalen og igen er der ingen vind. Vi sejler for motor og trækker dieselos baglæns ind i cockpittet. Det er den eneste ulempe ved sprayhood´en – den skaber undertryk.

Vi er så – heldige eller måske snarere uheldige - at løbe ind i Kieler-ugen. Vi læste senere at ca. 5000 både deltog i masser af kapsejladser i farvandet ud for Kiel. De skulle selvfølgelig ind gennem havnehullet samtidig med at vi ankom og der var et mylder af både ved broerne. Det er særlige broer hvor man kan vente på at skulle ind i slusen til kanalen.

En hel lang dag sejlede vi på kanalen og alle der har set en båd der har passeret Kieler kanalen ved at det må være ulækkert hvis man skal tro den farve de alle har bagefter. Gulgrøn ( formentlig olie og slam ) af farve og sine steder lugtede det akkurat som en mødding. I starten tænkte jeg at de havde mange køer langs kanalen men jeg fik aldrig øje på en eneste og til sidst tillagde jeg kanalen skylden for lugten.

Kieler kanalen udmunder i den tyske flod Elben og jeg havde glædet mig til at skulle se frisk vand under kølen igen men jeg blev slemt skuffet. Elben var ikke stort bedre.

Det var først da vi sejlede til Helgoland at vandet igen blev frisk Nordsø vand.

Herfra blev vi enige om at vi gerne ville ”rykke” så vi planlagde et langt træk ned til Vlieland. En Hollandsk ø – lige rundt om hjørnet. 140 sømil som tager os 24 timer.

Det er Lørdag d. 23 Juni  - Sankt Hans aftens morgen. Vi lægger ud med dejlig vind som vi krydser lidt frem i, men må opgive om eftermiddagen da vi slet ikke kan holde kursen, med den vindretning vi har og da vinden er løjet sejler vi så langsomt at maskinen atter en gang bliver startet. Vi sidder i fuld sol på fordækket - med autopiloten ved rattet - og nyder et lille glas samtidig med at vi forsøger ikke at spise for mange pringles. Vi sender en tanke hjem til alle vores venner og familie som i dag kan se frem til en god Sankt Hans aften- håber vi. Vi spiser vores Sankt Hans middag ved cockpitbordet og tænker at der aldrig kommer vind igen.

Tog vi lige fejl eller hvad ?? De første timer hvor det var mørkt gik sådan set godt nok. Tidevandet er ikke til at spøge med på disse kanter og vi havde godt bemærket at vi havde fået modstrøm. Det er der ikke noget at gøre ved og hvis man skal den vej så skal man altså den vej.

Vinden øgede og de sidste 4 timer havde vi vind og strøm og dermed også kæmpebølger, mod os. Så slemt at vi måtte krydse for ikke at slå alt fra hinanden. Vi sejler næsten altid med storsejlet oppe og det hjalp til at stabilisere båden i vandet.

Da vi næste morgen kunne lægge os uden på en tysk båd og gå i seng var vi godt nok stegte. Men sove kan man ikke for der var opbrud i havnen. Når man er under dæk kan de andres maskiner høres tydeligt og den snurren er det ikke til at sove fra. Vi var lidt ved siden af os selv den dag men havde det godt med at være nået til Holland.

Vlieland er en ø der minder om Rømø eller Fanø. Kæmpe hvide sandstrande hvor sælerne hyggede sig. Vi var lige ved at sejle en ned da vi ankom, for den var temmelig  nysgerrig og ville åbenbart ikke flytte sig før i sidste øjeblik og vi havde ikke opdaget det var en sæl men troede bare det var ”noget ” i vandet.

Vi tilbragte Søndag aften med at spise wienerschnitzel mit gemüse und bratkartoflen. Vi var inde et lille sted med små borde og små stole og masser af store mennesker. Det var i hvert fald ikke let at komme omkring men det var meget hyggeligt og meget dagligstueagtigt.

Stadig ikke noget Internet så vi må sætte vores lid til de vejrudsigter der er slået op i marinaen og vi beslutter at vi sejler Mandag morgen klokken 730. Vi vil videre til Harlingen. Vi piller vores nye og allerede uundværlig kaleche ned og 2 minutter efter begynder det så småt at regne. Ikke noget der forhindrer os i at tage af sted for vi har tøjet i orden og hvis vi skal sejle med tidevandet skal det være nu. Vi kan godt se at noget af himlen er mørkere end andet men det havde været sådan længe og der kom da også en byge fra tid til anden men …500 meter efter havnehullet blæser det op og et mega uvejr rammer os. Det regner så kraftigt at vi ikke kan se de bøjer vi sejler efter. På et øjeblik er alt vådt. Vores dejlige tørre cockpit driver af vand og selvom vi har sejlertøj på kommer vandet alligevel ind. 10 minutter varer det - så klarer det op og vi sejler med strømmen ned til Harlingen. Vi sejler i et lavvandet område med ruter man skal følge. Uden for ruterne er der ingen vand. Faktisk er områderne tørlagte ved lavvande. Det vil sige vi skal sejle meget opmærksomt for der er så stor afdrift, at vi skal sejle skråt fremad for at komme lige ud. Man kan sige at vi sejler med siden til for ikke at blive sat ud på grunden. Meget specielt at følge en rende hvor al trafikken bliver afviklet. Masser af store gamle hollandske skuder. Flyvebåde og så alle os andre der nyder at se loggen nå uanede højder. Næsten 10 knob over grunden på et lille lommetørklæde forsejl. Medstrøm er en herlig ting.

Vi besluttede for nogle dage siden at vi ville besejle Holland på indersiden. D.V.S vi tager ind i deres indre vandveje ved Vlieland og sejler af ruter til slusen der bringer os ind i en inddæmmet indsø og derefter til slusen ved Amsterdam hvor vi så sejler ud i den engelske kanal. Det sparer os for en del sømil i den sydlige Nordsø og engelske kanal, der er besværlig med tidevand og giver os i stedet hyggelig små hollandske steder at se. Så den engelske kanal må vente nogle dage. Men den tid den glæde. Lige nu har vi fundet ind i det hollandske kanalsystem og ligger i bunden af en kanal midt i byen Harlingen. Små typiske hollandske huse rundt langs kanalen og hollændere der ( gud hjælpe mig ) går rundt i de træsko jeg kun troede var til pynt.

Vi har fået et par hollandske både udenpå. Der er så stor trængsel p.g.a. forestående dårligt vejr at de alle søger her ned i bunden hvor vi også ligger. Selv om jeg forsøger at være tålmodig – for som Tommy siger  ” de skal jo have lov til at være her” så kniber det for mig. De buldrer hen over båden og slæber skidt og møg med herned. Vælter over søgelænderne og sparker til spilerstagen. Stadig er jeg nogenlunde rolig selv om jeg er ved at vise mit sande jeg.

Det kommer klokken 23.30 da vi er tørnet ind og prøver at ignorere alle de knirkende ting der er på en båd i blæsevejr. Tommy småsover og jeg hører til min irritation en af de andre sejlere fra den yderste båd gå i land. Hvad fanden skal han i land for klokken 2330. Det kunne han vel have ordnet noget før. Da han kort tid efter kommer tilbage og hopper ned på vores båd, med et brag, bliver det for meget. Jeg smækker forlugen op og siger arrigt ( på engelsk – da jeg ikke kan mere end et ord på hollandsk og det er go-dach – eller sådan noget lignende, der forståeligt nok betyder goddag. Og det virker ikke helt godt til denne situation så derfor bliver det…) VIL DU SÅ VÆRE STILLE !!! Jamen, siger han – der er langt ned og det var svært… Det formilder mig aldeles ikke og jeg siger vredt at jeg er ligeglad og at han IKKE skal hoppe på vores båd. Sådan – så har jeg det meget bedre og sover glimrende.

Harlingen kommer til at blive vores tilholdssted en dag mere, for vi besluttede i morges at vi ikke ville sejle ned til slusen i dag. Vi valgte at tro de andre der sagde, det ville blive storm og at det ikke var behageligt sejlvejr. Da vi vågnede klokken 6 var vi ellers ved at sige – ka´ de´ nu o´ pas´. Men det passede. Vi rusker og rykker i fortøjningerne og vindmøllen – der ellers var stoppet med en snor – har vristet sig løs og jubler over at måtte være med i legen. Den snurrer så måleren viser ladning på 15,5 volt. Lidt vel meget i overkanten men vi har et køleskab kørende så det er ok med lidt strøm.

Vejret er så slemt at de har lukket slusen ind til byen fordi vandet ikke måtte stige mere. Så giver det sig selv – så kan vi ikke komme ud og accepterer at vi ikke har set nok af Harlingen endnu.

Endnu en dag i Harlingen – det blæser stadig storm og slusen er lukket…

Da vi vågner næste morgen og fornemmer at det er i dag vi skal af sted, bestemmer vi at vi venter til aftenhøjvandet og så sejle ned til slusen ind til indsøerne.

Dagen vil vi bruge på forskelligt og vi er så heldige at de 2 både der lå udenpå heldigvis skulle sejle. Og det var godt at de kunne det, for det var ikke alle der sejlede efter den stormfulde nat. Selv om vi lå i en kanal inde midt i byen og den værste blæst bliver holdt væk var det alligevel så slemt at der var en hollandsk båd der sank mens den lå fortøjet til kajen. Den havde lagt sig til rette på bunden og lænede over mod naboen. Lidt af lønningen og masten var det eneste vi kunne se. Vi havde det forfærdeligt med at se på båden og følte dybt med den stakkels ejer. Tænk lige – alt hvad der er ombord er enten drivvådt eller direkte ødelagt. Maskinen bliver aldrig sig selv igen og personlige effekter er gået tabt.

 

Vi sejler endelig videre og gør nogle stop i forskellige små havne på vej til Amsterdam. Vi ankommer Lørdag d. 30 Juni. I Amsterdam lægger vi os ind i en lille havn – Sixhaven - der ligger lige over for centrum. Man tager bare en lille færge over kanalen og så er man midt i byen. Vi fejrer vores halvårs bryllupsdag med at spise på KFC. Det er en verdensomspændende kæde der laver fastfood. De kan bare lave kylling så alle andre fugle end kyllingerne synger. Prøv selv en gang.

Chrispy chicken strips – UUUHHHMMM.

Der er nu ikke noget som en dejlig stor kold fadøl på byens samlings torv mens man betragter de mærkelige mennesker der går forbi. Vi kunne tilbringe timer med at studere folk, der i en by som Amsterdam, kommer fra alle steder i verden og fra alle samfundslag. Indianeren der virrede med sin hvide Yankee cowboystøvle mens han spankulerede ned af gaden og alle de overvægtige turister der absolut skulle op og sidde i en stor hollandsk træsko mens familien forevigede dem på digital kameraet.

Irerne, der er let genkendelige på deres hang til at flokkes 5 – 6 unge mænd på en pub hvor de fleste var rødhårede. De små emsige japanere der enten forsøger at holde sammen på flokken eller er den del af flokken der skal holdes sammen på – mens deres øjne flakker fra den ene mærkværdighed til den anden.

Motorcyklisterne der er taget på TOUR med de andre og som har smidt maskinerne midt på torvet mellem hippier og afrikanere. Afrikanere som ikke har ændret en tøddel på deres opførsel fra deres hjemland. De hænger stadig op af en lygtepæl og lader dagen gå.

Der er ikke noget at sige til at folk kommer her, for Amsterdam er en levende og hyggelig by hvor alt er tilladt. Der er ligefrem pornosupermarkeder og fine små butikker hvor du kan købe alt til at ryge tjald – eller hvad det nu er,  og små snedige steder hvor folk ligger henslængt på Tyrkiske tæpper mens de ryger stadset eller i nogens tilfælde vist havde røget det længe og næppe var i stand til andet end at ligge.

 

Ijmuiden er den sidste by og marina før vi igen er i Nordsøen/ den engelske kanal. Vejret er ikke med os og det ser ikke ud til at vi får en gunstig vindretning de næste mange dage. Ærgerligt for det er generelt meget dyrt at ligge i havnene i Tyskland og særlig i Holland. Vi betalte 28 Euro for at ligge i Ijmuiden. Det skal ganges med ca. 8.

Knap 230 kroner pr. døgn. Og så virker pengeautomaten ikke – det er nærmest tragikomisk . Vi havde heldigvis kontanter nok og klarer skærene.

  Vi går en tur ned til stranden om eftermiddagen. Det er en kæmpestrand nu hvor det er lavvande og mange benytter sig af det og sætter drager op og andre kører racerkørsel på surfevogne. Det er halvstore 3 hjulede vogne hvor man sidder med numsen lige hen over sandet og bliver trukket af et sejl lige som de der vindsurfer på vandet – dette er bare på den flade strand. Atter andre surfer med disse store drager der kan trække dem ud på vandet med et skateboard under fødderne – og det går rigtig stærkt.

Vi skulle have været af sted videre i dag men atter en gang blæser det fra sydvest lige i næsen. Og ikke en sagte vind – nej – en vind der får det til at hyle i mastetoppende. Selv om vi ligger godt fortøjet til pæle vipper vi stærkt til bagbord i pustene. Den ene voldsomme regnbyge efter den anden vælter ind over os og vi er lykkelige for vores sprayhood samt kalechen. Den har reddet os atter en gang. Vi kan nu hellige dagen til tøjvask og læsning/skrivning og bare sidde og tænke på at vi vel en dag når middelhavet.

Vi har hjemmefra bestilt og betalt en påhængsmotor i England. Den gamle var færdig og den nye vi har er for lille til vores store gummibåd. Efter en del søgen på nettet fandt Tommy denne forhandler, hvor vi kan købe motoren på udførsel. Det vil sige at vi sparer momsen. Det er da også en slags penge men lige nu tænker vi mest at vi gerne havde undværet turen over den engelske kanal med tidevand – bølger – masser af containerskibe og ikke mindst forkert vindretning.

Ny byge og det bliver mørkt i skibet – det rusker i alt hvad der kan ruskes i og man tænker i sit stille sind – bare det holder. Men det gør det – det er bygget til at klare det.

Endelig syntes vi det er vejr til at tage af sted. Vi kan vælge : enten 25 sømil til Scheveningen eller + 70 ned til Zeebrugge.

Selv om vi er 42 fod lange og derved ikke nogen lille båd , syntes dønningerne i havneindløbet meget store og næsten ikke mulige at komme ud over. Det lykkedes og nu startede en tur hvor vi for en gang skyld havde perfekt vind. Vi lå med vinden 70 grader foran for tværs til styrbord og skød en god fart. MEN det havde jo blæst i mange dage og søen havde haft god tid til at bygge op og jeg skal love for at Nordsøen viste tænder. Beslutningen var ikke svær at tage. Det bliver kun til de 25 sømil i dag. Enkelte af dønningerne kom ret fra siden og tippede skibet faretruende om på siden. Vi ved godt at vi ikke vælter men alt hvad der er i cockpittet skal holdes fast . Det meste sidder med elastikker , såsom kaffen og vandflasken men af en eller anden grund har man altid en masse andet skrammel. Kaffekopper , gulerødder, kiks, handskerne som alligevel ikke var nødvendige og meget andet. Og det samler sig i en bunke i læsiden nede på dørken. Der ligger det sådan set meget godt og får lov at ligge men når så der kommer en af de bølger jeg lige omtalte, så bliver det lige kastet over i den anden side og så tilbage igen. Så er der ikke nogen af os der gider. Vi er på ferie og har ikke så travlt at vi ikke kan vente på bedre vejr.

Vi vælger Scheveningen og møder her den værste havnefoged vi til dato har mødt.

Vi finder en langskibsplads og er meget tilfredse. Da vi har fået fortøjningen og spring sat fast – kommer han og fortæller at vi ikke må ligge der. En masse forklaringer om at vi er for store og jeg ved ikke hvad. Vi skal over til den anden bro. Der ville vi ikke over, for der presser vinden os mod broen og fenderne kommer til at knirke og desuden vil han have os til at vende skibet således at vi ikke får vinden ind forfra men bagfra. Fordi – siger han – brandvedtægterne skal overholdes. Hvis der opstår brand skal vi alle kunne komme hurtigt ud. Sådan set fornuftigt nok – men det er altså os der skal bo i de både der nu får de små dønninger fra vinden klaskende lige op bag i båden. Det er en irriterende lyd som vi gerne vil  undvære.

Nå da vi er færdige med at brokke os opdager vi at vi faktisk ligger udmærket. Det knirker kun lidt og ingen bølger bagi da vi ligger i læ af et par andre både. Fornøjeligt at være tilfreds.

I dag - øh - vist nok Fredag ( man mister nemt overblikket ) blæser det op til storm i stødene og vi har besluttet at vi bliver her til vejret bliver tåleligt igen. Foran os ligger en Hollænder der har hjemhavn 30 sømil syd for stedet her. Han sejlede hjemmefra i Søndags og brugte 6 timer på de 30 sømil. Vejret var forfærdeligt og når han - som bor her - syntes det , har vi det bedre med at syntes at det er for meget. Han har planer om at sejle til Danmark og det er lige ved at vi gør ham selskab for vi får åbenbart aldrig vejr til at sejle til England.

Vejrudsigten siger at der er en chance Lørdag - Søndag. Nu må vi se.

Søndag morgen d.8 Juli og klokken er 0715. Nu tror vi på det. Måske kunne vi også være sejlet i går men efter så kraftig blæsevejr er der altid stor sø nogen tid efter så vi valgte at lade den falde til ro og først sejle i dag.

Vejret er vidunderligt og vi kan sejle for sejl, oven i købet holde lidt højere på kursen end vi havde troet. 

Vi har vel sejlet et par timer da vi bliver kontaktet at kystvagten. Tolderne vil gerne ombord til et rutine check. Jeg syntes det var hyggeligt med en afbrydelse i sejladsen - særligt når man ikke har noget at skjule. De var hyggelige og der var ingen problemer

På nær 3 kvarter tager turen til Dover 24 timer og godt stegte går vi til ro. Båden ligger mellem pæle i en marina hvor det første man ser er en tidevandslineal. Den ender på 7 meter og lige nu er vandstanden 5 meter og 40 cm. over daglig vande. Jeg glæder mig til at se op til 8 meters tidevand her i England. der hjemme har vi jo langt mindre så dette er helt nyt for mig.

Men det var alligevel en krævende tur. Det passede selvfølgelig sådan at vi når frem til dybvandsruten da solen er ved at gå ned. Den er forbeholdt de store containerskibe m.v. og vi skal krydse den vinkelret. Det er lidt ude af vores kurs men der er masser af skibe og jo før man kommer over på den anden side jo bedre. Vel ovre på den anden side sejler vi nu langs ruten og opdager at al trafik til og fra Themsen selvfølgelig er nødt til at krydse ud forbi os for at komme ud i ruten. Det indrømmes at det er noget spændende at se det ene store containerskib efter det andet høvle gennem vanden ganske tæt på os. Både foran og bagved os. Vi skal - og kan heller ikke andet - end at holde fart og kurs og regne med at de ser os på radaren. Men vi er meget opmærksomme. 

En af mine kunders kæreste var også sejler og det var meningen at de skulle sejle jorden rundt for 6 - 7 år siden men hun blev syg og måtte vente med at komme ombord. Imens hun var på hospitalet sejler han så alene af sted og de er i kontakt hver eller hver anden dag på telefonen. Men pludselig hører hun ikke mere fra ham. Da er han i den engelske kanal og er aldrig set siden. Der blev lavet en tv udsendelse senere : "forsvundne danskere". Han var en af hovedpersonerne. Jeg har tit tænkt på hvad der egentlig skete. Især nu hvor vi selv ligger med store skibe rundt om os og det er bælgmørkt. Har de ikke set ham på radaren og sejlet ham ned ? Med den store strøm der er her vil vragdele ikke nå kysten men blive ført langt væk. Og der er ca. 50 meter dybt vand så ingen vil opdage et sejlskib på bunden.

Jeg omtalte det ikke i nat for der er ingen grund til at blive hysterisk men jeg sendte ham alligevel en tanke.

Omme på siderne med billeder viser jeg en hvid ting frem. Den er ca. 20 cm. lang og hård skalagtig på den ene side og porøs inden i ligesom det bløde i et artiskokblad. 

Der var masser af dem på vores tur over den Engelske kanal og de flyder. Jeg fangede denne og spørger nu dig. HVAD ER DET ??

Jeg har en gang hørt noget om en plade der beskytter blæksprutter men har aldrig set en og er det rimeligt at der er hundredvis af flydende skaller fra blæksprutter. Nej - jeg tror ikke det er forklaringen. Tommys kommentar var : "Det ligner et kæmpeskæl". Men hvor fra ?.

Dovers udgave af Møns klint er imponerende stor. Men i modsætning til Møns klint så kan man her ikke komme ned og gå på stranden. Så vi måtte nøjes med at beundre storheden fra midten af klippen.

Det var nu ingenting imod hvad der senere mødte os. Dagen efter sejlede vi nemlig videre til Brighton. 12 timer - igen for motor ledsaget af storsejl - men en forholdsvis let sejlads. Vi havde kun en periode med modstrøm men da var vi også nede og sejle omkring 3 knob over grunden. Når det går bedst er vi oppe i nærheden af 8. Alle klipperne på vej hertil er kridt. Sømil efter sømil og aldeles imponerende. Man får en fuldstændig overbevisende fornemmelse af at vi lige så godt kunne sejle i et farvand med isbjerge

Vi ankommer om natten og finder vej til en plads inde bagest i rækken og ligger helt godt her. Prisen for en nat i marinaerne har været stødt stigende. Nu betaler vi 30 Pund hvilket svarer til 300 - 330 kroner. Det bliver snart svært at syntes det er morsomt.  Tommy ligge og snuer for han har haft travlt med bage rugbrød. Det står til hævning lige nu og så, så han snittet til at få en lur og jeg så mit snit til at loade billeder og skrive lidt. Det rugbrød man kan købe er meget forskelligt og ikke alt er til at spise. Det vi købte i Ijmuiden i Holland som vi har haft med til nu ,er så klægt at jeg næsten blev utilpas ved det. Det satte prikken over i´et og Tommy gik straks i gang med at bage til os.

Efter et par dage i Brighton satte vi kursen mod Southampton. Som altid blæser det fra sydvest når vi skal den vej. Det er ikke noget nyt men selv om vi havde set en vejrudsigt der sagde "kraftige byger  og ellers regn" og vi havde iført os det svære sejlertøj så vi ikke en dråbe på hele turen. Vi var dog våde alligevel - det var nu fordi vi havde svedt voldsomt i det overvældende tøj og da vi endelig troede på at der ikke kom regn og vi derfor skiftede til en lettere beklædning var det en lettelse at få vejret igen. En forholdsvis god sejlads der kun en gang var nervepirrende. Vi havde lagt kursen så vi ikke ville komme ind på de lavvandede områder men alligevel kom vi på et tidspunkt til et lavt område. sådan forholdsvis da. Jeg var nede under dæk for at inspicere gemakkerne. Der var kommet en voldsom lyd der nede fra som ikke kunne overlades til sig selv. Jeg var nede og konstaterede at det kunne jeg ikke gøre noget ved Det viste sig at det var 2 porcelænskrus fyldt med pulver til en kop thailandsk karrysuppe - allerede klargjort til turen - som var gået på dørken og havde fordelt pulveret ud over et større område end jeg syntes var sjovt - selv ned i den store køletaske vi bruger som lager til diverse for at holde samling på det. Heldigvis havde krusene overlevet flyveturen. Nå men da jeg var nede og rode med det råber Tommy at jeg skal komme op. Når han råber - hvilket han aldrig gør - så er det vigtigt og jeg fløj op. Slip forsejlet løs - jeg vender om. Hurtigt får jeg sluppet forsejlet og han vender og jeg totter sejlet igen på den anden halse VÆK. Så kommer forklaringen. Selv om der ikke skulle være nogen problemer på denne kurs faldt vandet fra 40 meter til 8 på ingen tid. Det kan godt være at der havde været vand nok til os men som rorgænger får man et chok og jeg forstår godt at han vendte - det samme havde jeg gjort. Stakkels Tommy at det sker præcis når jeg er gået ned. Jeg som ellers aldrig er nede. Det er jeg ikke, fordi jeg bliver utilpas ved at være nede. Men sjovt nok har det ikke været tilfældet på denne tur. Måske fordi jeg nu har været ombord så længe at jeg har vænnet mig til bevægelserne.

Vi ankom til Southampton i dejligt sejlervejr og havde en forrygende tur. Vi var helt oppe og sejle 9,2 over grunden men da havde vi vist også hjælp af noget medstrøm. Lige inden vi ankommer til marinaen afgår der et kæmpeskib. Det viser sig da vi kommer nærmere - at det er deres store passagerskib Queen Mary. Det var heldigt at vi lige nåede det. Vi ligger nu i Ocean Village Marina og betaler en formue for det. 48 - 49 Engelske pund. Den står i 10 - 11 kroner så i omegnen af 500 kroner hver dag. Nu må det snart gå den anden vej.

Vi ligger på samme bro som et nybygget sejlskib "Leopard" Den er 115 fod lang og er bygget til de store race der bliver afviklet i hele verden. Billederne taler for sig selv. Den er enorm i alt hvad der er på den. Vi talte med ejeren  og han fortalte at den vejer kun 40 tons, er 6 meter bred og stikker 5 meter. Den har kostet 9 millioner engelske pund ( omkring 90 - 100 millioner). Den kan lejes på dags basis hvis man har lyst til at betale 10000 engelske pund om dagen. Ca kr. 100000 - kr. 110000. Så vi er kommet i fint selskab. Det er jo også i dette område at alle de store kapsejladser foregår. Hende der Ellen - I ved - jorden rundt - holder også til i dette område.

I dag Lørdag d. 14 Juli venter vi på at få besøg af vores engelske venner Chris og Mike. Dem mødte vi første gang på overfarten i 2002 og har holdt kontakt med dem lige siden. Vi har sejlet sammen med dem i Caribien et par sæsoner og savner dem meget.

Nu er jeg meget spændt på om jeg kan få den trådløse forbindelse til Internettet til at virke så jeg kan få denne side op og køre. 

Læs mere i beretning 2 når den kommer.