Retur til Joy

Beretning om turen fra til England til La Coruna i Spanien

I dag er det den 23 Juli og vi ligger i Falmouth og igen er det hård kuling. Det var ellers dagen hvor vi ville have krydset den engelske kanal igen, men i aftes kom der kulingvarsel for dette område og med voldsom regn og tilsvarende store bølger, syntes vi det ville være fornuftigst at tage en skrive- og læsedag.

Man skulle tro man kunne slappe af og nyde roen når man ligger for anker men det er ikke lige tilfældet her. Vi ville have været i marina men det blæste for meget og pladsen var for trang til at lave havnemanøvre så vi droppede ankeret i stedet. Det resulterede i at vi har siddet ankervagt siden i aftes. Tommy tog den første vagt og jeg prøvede at sove men kunne ikke og overtog vagten midt på natten. Grunden til at vi holder vagt er, at der er en hollænder der har smidt anker præcis så han vil kunne ramme os hvis vi drejer uheldigt. Der skete heldigvis ikke noget i nat og til vores lettelse flyttede han sig da også til morgen. 2 - 3 timer havde vi ro i sindet før der kom en anden stor skude med et langt bovspryd og lagde sig på en sådan måde at hvis det er helt uheldigt rydder han hele vores første sal med det. Tommy prøvede at jage ham længere væk men det lykkedes ikke. Nu holder vi øje og er klar til at starte motoren hvis der er fare på færde. 

Vi har ellers haft nogle gode dage med god sejlads. Trods megen vind er vi flyttet fra området ved Isle of Wight og har haft besøg af Chris og Mike - vores engelske venner. Vi har hentet den nye påhængsmotor som vi bestilte og betalte over nettet hjemmefra. Vi skal betale det samme for motoren men kan købe den på udførsel og sparer derved momsen. Det er da også en slags penge og vi har hårdt brug for at spare.

Vi har besøgt et par ligegyldige marinaer men det sted vi kommer til at huske fra denne egn var Dartmouth River. En flod der udmundede mellem nogle grove forrevne klipper og som åbenbarede et lille minisamfund. Byen var delt af floden og ikke mindre end 3 - 4 forskellige færgeruter over den gjorde det muligt at holde samling på byen. Der er et rigtigt kulfyret tog der kører til byen og hvis man forestiller sig et puslespil med en by op ad en skråning og en flod i forgrunden så er det lige dette sted. 

Indsejlingen til Dartmouth - det er faktisk deres kirkegård

Vi kom endelig til at ligge for anker men hold da op en oplevelse. Det var ikke vinden der bestemte hvilken vej vi skulle vende. Det var tidevandet som jog forbi os som en kraftig strøm. Det var sådan set ok bortset fra at det var spændende at se om man ville ramme noget når man pludselig svingede rundt. Vi var en del der lå for anker her men vi svingede ikke rundt på samme tid alle sammen. 

På turen til Dartmouth som var en af de mærkelige dage hvor vi er i "orkanens øje" er der ingen vind og vi sejler for motor. Vejret er dejligt og vi nyder turen. Bortset fra at vores Autopilot er stået af. Den gør egentligt hvad den skal men sender ikke signal til at dreje rattet - og så er det ligesom lige meget med den. Håndstyring hele vejen  - men det var nu heller ikke noget problem. Tommy ringer til Ray-marine som er det firma der har lavet autopiloten og bliver henvist til en forhandler der tilfældigvis har sæde præcis hvor vi ligger for anker. Heldigt - heldigt. Ringer videre til ham - Martin - og aftaler at vi kommer op til ham med den - det lyder som et problem der ikke lige kan løses. Han har heldigvis en reservedel til den ( helt ny indmad ) og for omkring 2500 kroner er vi kørende igen. Vi monterer den og laver test på den mens vi stadig ligger for anker i floden med den rivende strøm omkring os. Alt er monteret som det blev taget af - der er sat sedler på og alt er noteret så vi ikke laver fejl - og da vi tester den kører den mod forventning rattet en hel omgang til styrbord og inden vi når at få sat den på Standby, har strømmen taget fat i skibet og er nu ved at sende os på en hel runde rundt om os selv. Meget ubehageligt at blive sejlet rundt uden at gøre noget for det selv og uden mulighed for at stoppe det. Da vi er tilbage hvor vi startede falder roen på men vi ser nu at flere af de andre ankerliggere også begynder at sejle uden at ville det. Det er simpelthen strømmen der snurrer os rundt. Siden hen viste det sig ( vi prøvede først igen da vi var på åbent vand med plads omkring os ) at den nye indmad skulle have 2 ledninger forbundet på en anden måde end den gamle og da det var gjort virkede det.

Et par dage efter kommer næste uheld. Vi opdager at computeren ikke modtager noget signal til søkortet fra GPS´en . Forklaringen er at GPS´en er gået ned. Helt ned. Har slettet alle waypoints og kan ikke engang finde en satellit at hægte sig op på. Efter nogen tid finder den dog sig selv og Tommy må starte forfra med at kode alt ind igen. Lidt utrygt og vi holder et vågent øje med den. Selvfølgelig stod den af lige som vi var ved at anløbe Plymouth men det var dejligt vejr og god sigt så det kunne vi godt klare uden den.

Turen fra Plymouth i går var nok den bedste vi har haft endnu. God vind og ikke for store bølger og vi sejlede så det var en fryd. Solen skinnede ,så den af os der ikke styrede, kunne ligge i læ af vores dejlige sprayhood og tage solbad. Vinden ind 90 grader til bagbord og så bare derudaf.

Vejrudsigten vi fik i går som omhandlede i dag sagde intet om kuling og vi ventede faktisk at vi skulle have været videre men hen under aften kom der kulingvarsel for vores område med vindstyrke 8 Beaufort. Hård kuling. Svarer til 17 - 21 m/s.

3. uheld blev opdaget ved en tilfældighed. Man siger jo at der skal komme 3 på stribe og da det er vores 3. på få dage, tror vi os nu sikre på at der ikke sker mere. Ham med bovsprydet ,som jeg omtalte tidligere, bestemte sig for at forlade ankerpladsen præcis på det tidspunkt hvor hans ankerkæde lå inde under vores båd. Vi sad naturligvis midt i middagen med vin på bordet - jo vi hygger os skam da - og gaflen midt i koteletten, da han begyndte at hive ankeret op. Så var der ingen anden udvej end at Tommy måtte starte maskinen og prøve at sejle os væk fra ham - selv om vi stadig havde ankeret hugget fast i undergrunden - mens jeg gik ud for at sætte fenderne over til den side hvor bovsprydet ville ramme os hvis altså skuden ikke kunne styres væk fra os. Da var det jeg fortørnet opdagede at vi manglede 2 af vores store fendre. Da vi kom i går havde vi bundet dem til søgelænderet fordi vi forventede at gå i marina men da det ikke skete, glemte vi alt om dem og da vi kom i tanke om dem sagde vi til hinanden - "dem tager vi ind lidt senere , lige nu regner det voldsomt".  De må være faldet af i den voldsomme sø og blæst som vi lå i, i nat. Ærgerligt for de koster knaster sådan nogle. I morgen må vi spørge havnemesteren om han måske har set dem et sted .

Nu er det blevet "i morgen" og vi er sejlet ind i marinaen for at gå op og få et tiltrængt bad. Vi har ikke tænkt os at betale for at ligge der, så vi skynder os efter en dame der ser ud som hun skal i bad og tænker vi kan komme igennem den kodebeskyttede låge sammen med hende. Men inden vi når til det - det skal lige siges at jeg har brugt timer i går eftermiddags med at sidde med kikkerten og se om jeg kunne få øje på vores fendre men uden held - så får jeg på vejen op til badet, øje på begge vores fendre siddende på en anden båd men på den side der vendte væk fra os da vi lå ude for anker. Jeg begyndte straks at binde dem af - glædestrålende over vores held - mens jeg bankede på skibet og Tommy venligt fortalte skibets beboere at vi havde til agt at tage vores fendre. Han var glad på vores vegne men ærgrede sig sikkert over at vi fandt dem. Vi fik vores bad og fik også sneget os ned i marinaen igen og bestemte - da vi så havnemesteren komme - at vi straks ville lade fortøjningerne gå og sejle ud for anker igen. Der gik ikke en halv time så var havnemesteren sejlet ud til os og sagde at det kostede 6 Pund og noget, at ligge for anker på havnens område men da vi "desværre" ikke havde nogen kontanter aftalte vi at vi ville komme til kontoret og betale senere. Da havnemesteren var af vejen kikkede vi på hinanden og sagde " tager vi ikke bare af sted nu?" Vi vedtog at det gjorde vi men det var ikke uden tvivl for det var den store tur over den engelske kanal tilbage til fastlandet - nærmere betegnet området nord for Biscayen. Vi havde haft kontakt til Falmouth kystvagt og fået en vejrudsigt men den stemte ikke overens med dem vi så på Internettet. En af dem sagde stærk kuling i området ved Biscayen og hård vind på vejen dertil. Tommy sagde resolut : " jeg ringer sku til DMI. Danmarks meteorologiske Institut. Det gjorde Arete-Bent da han skulle have en ordentlig besked en gang ude i Caribien". Som sagt så gjort og den venlige dame fortalte at hvis vi skulle over den engelske kanal så ville dagen i dag være den bedste i lang tid. Vi håber hun har ret.

Vel ude i kanalen kan vi holde kursen oppe med et overskud på 25 grader så vi går så højt til vinden vi kan for at skabe os et overskud til vinden går i sydvest senere på aftenen. Det gjorde den som DMI havde sagt og vi fulgte med og sejlede hurtigt - meget hurtigt endda. Vi havde beregnet at vi ville være ved det vanskelige sted ved Brest i Frankrig når det var blevet lyst næste dag men vi kom allerede dertil ved 3 tiden om natten. Vi skal igennem en forholdsvis smal kanal og syntes det havde været rart med lidt lys så man kan få rede i alle de bøjer Kaj har sat ud. Men ingen problemer. Vi har MaxSea på computeren og det virker perfekt. Nu ligger vi i Camaret Sur Mer og vi har været undervejs 3 timer mindre end vi troede vi ville være. Kun 21 timer tog det til ca. 130 sømil. De sidste 2 timer tog vi det meste af sejlene ned for ikke at anløbe havnen i mørke. Aldrig havde jeg troet at jeg ville holde af at vi skulle sætte farten ned men det gjorde jeg i dag. Da vi vågnede ved middagstid - ankom 25 juli klokken 730 og har sovet 3 - 4 timer - begynder et nyt lavtryk at sætte sit præg på vejret. Det blæser op og det har øsregnet hele dagen. Hvor er vi glade for at vi blev opkrævet havnepenge i Falmouth. Ellers ville vi aldrig været taget af sted. Nu fik vi perfekt vejr og perfekt vind hele vejen og det var nok vores bedste og næstlængste sejlads på denne tur. Tak DMI - de kan nu alligevel deres kram når man får dem i telefonen.

Dagen efter beslutter vi os for at sejle ind til selve Brest. Vi vil gerne have sat jollen i vandet og prøvet vores nye motor.

Der er ca. 11 sømil ind til Brest og det er blæst op, men da det er medvind er det kun en fornøjelse. Vi sætter forsejlet og surfer på bølgerne i rivende hastighed og nyder det.

Vi blev jo forskånet for det 3. uheld - som tidligere nævnt - idet vi fik vores fendre igen så nu havde vi pludselig det 3. til gode. Øv hvad skal det nu være ??

Jo , det skulle vise sig at vores nye motor som vi hentede i England og som vi nu har bragt med til Frankrig ikke ville starte - hvilket vi naturligt nok havde regnet med. Alle forberedelser var ellers gjort efter bogen men lige meget hjalp det.

Tommy snakkede med forhandleren i England over mobilen ( det koster en formue ) men vi havde gjort alt det rigtige og ved en nærmere undersøgelse  konstaterede vi at tændrøret ikke gav gnist. Nå men hvad så, hva´. Vi har da et sprit nyt at sætte i, så er den sikkert i orden. Men nej, det var den ikke. Så begav vi os på vej for at finde en mekaniker, for vi ville altså have gang i den. Vi fandt en der absolut ikke talte Engelsk men vi fik alligevel en aftale i stand og fragtede motoren op til ham. Hans mester blev tilkaldt og han talte heldigvis Engelsk. Han sagde, at det var meget almindeligt at de ikke lige ville i gang, når de er blevet transporteret liggende på siden i en kasse. De må nemlig kun ligge på den ene side og det ved fragtmændene ikke altid. Hvis de ligger på den forkerte side, så render der noget olie ind i maskineriet og så dur ingenting. Han pillede ved alle ledninger og slanger og satte diverse ting på den og sagde. Den virker - se bare her. Så satte han endnu et nyt tændrør i og startede den. Sådan. De franskmænd kan nu et og andet med tændrør.

Vi sejlede den tilbage til skibet - hvilken fornøjelse. Helt lydløs - næsten i hvert fald - og vi var lykkelige.

 

I disse egne med stor tidevandsforskel er det almindeligt at man sejler skibet op på et bredt slæbested og stander det der for at lade vandet synke. Så er der nogle timer til at ordne bund og forskelligt før tidevandet igen - ca. 6 timer senere - er så højt at man er flydende igen.

De største af skibene stiller de op af muren mens de små godt selv kan stå på deres støtter.

I Brest er der næsten kun langskibspladser. D.v.s. at vi hvert øjeblik kan forvente at der er en eller anden der behager sig at lægge til kaj uden på os. Og hvis der er noget vi hader så er det at have nogen udenpå. Så da vi syntes vi har opnået det vi vil i Brest sejler vi tilbage til Camaret sur Mer. Så sparer vi nemlig 1,5 time når vi tager af sted over Biscayen. På vej herud ser vi ( og jeg for første gang) en sejlende undervandsbåd. På afstand var det nogle mærkeligt sorte stikkerter der viste sig og en sort firkantet klods nedenunder. Sidstnævnte blev tydeligere og pludselig kunne jeg se at det var en ubåd. Jeg slap rattet og sagde til Tommy - " tag den lige, jeg skal hurtigt ned efter kameraet - we got ourselves a submarine" 

Dæleme om ikke der kom en vaskeægte undervandsbåd sejlende lige forbi os og de vinkede oven i købet og morede sig sikkert over at jeg skulle optage det hele på video samtidig med at jeg ville have et fotografi. Jeg syntes det var fantastisk og Tommy fortalte at han havde set en tidligere - ligeledes i Brest. Men den gang var alle blevet bedt om at sejle i stor afstand til den så han fik ikke set den tydeligt. Siden hen fandt han ud af at hvis det er en atomubåd holder de altid ca. en sømil afstand til andre fartøjer af sikkerhedshensyn. Altså kan vi konstatere at dette ikke var en atomubåd da den sejlede helt tæt på os.

Dagen var reddet. Jeg syntes det var et fantastisk syn.

En vaskeægte undervandsbåd i fjorden ved Brest i Frankrig

I Camaret sur Mer er der en skibskirkegård. De har simpelthen vedtaget at den bred der vender ud mod havmolen skal være deres sidste sted. Ynkeligt at se store skibe ligge der og totalt forfalde. 

Skibskirkegård i Camaret sur Mer

Vi er ved at forberede os til den længste tur endnu. Turen over Biscayen. En tur der i lige linie er på 341 sømil. Hvis vi får god vind og kan sejle i lige linie vil det tage os 2,5 - 3 døgn. Vi har kogt sammenkogte retter.  Kartoflerne og risene  er kogt og lagt på køl - klar til at blive varmet op sammen med gullasch og kylling i karry. Vi har depoterne fulde af slik , kage, gulerødder og æbler. Ruten er planlagt og tilsyneladende er der brugbart vejr i vente. Men vi er spændte på om det holder stik. Det er sket så tit at det har svigtet og det er blevet et helt andet vejr end det der var forudsagt. Vi ved godt at vejret er drilsk i dette område men alligevel - kom nu med en god udsigt der holder - tak.

Søndag d. 29. Juli og telefonen ringer. Vi har været optaget hele dagen og opdager først senere at den faktisk har ringet nogle gange. Det viser sig at være Rolf der fortæller at Tommy skal være Farfar for første gang. Hvilken glæde der var at se i hans øjne - det skal være til Januar. Sødt siger han bagefter til mig ( som om jeg har nogen andel i det ) "så skal du være Besse."

Se det salige smil da han får at vide han skal være farfar

Vi tager til land i vores jolle og nyder uafhængigheden ved at have fået motoren til at køre. Vi skal fejre at "vi" skal være bedsteforældre og har vedtaget at vi vil have muslinger til middag. Her er det meget almindeligt at man får en stor skål fyldt med muslinger og så en skål pomfrits til. Jeg havde ellers sagt nej tak men tænkte - hvad så - hvis andre kan spise det så kan jeg vel også.

Muslinger og Rosévin - så tror man sig sikker.

Vel tilbage i skibet siger jeg for sjov " nu må vi se om en af os bliver dårlige af det og så må skæbnen jo bestemme om vi skal sejle over Biscayen i morgen". Jeg havde faktisk ikke regnet med det men jeg blev selv så dårlig midt på natten og tilbragte et par solide timer et andet sted end i sengen og var helt færdig da Tommy vågnede klokken 6  og sagde " er du frisk ? skal vi sejle ? ". Frisk var jeg ikke men mente nok det kunne gå an og vi havde en fantastisk vejrudsigt foran os. Vinden om i Nordøst og nordvest Mandag. Tirsdag noget mere vind men fra Øst og stadig ok. Onsdag vinden tilbage i nord og aftagende - perfekt - af sted.  

Vi sejlede for motor hele mandagen for vinden var svag og Biscayen viste sig fra sin pæne side. Vi hygge sejlede og tænkte at dette bliver da vist for nemt. Når vi sejler for motor sætter vi autopiloten til at styre og når vi sejler for sejl sætter vi vindroret til, så vi skal egentligt ikke gøre andet end jævnligt at kontrollere om vi holder kursen. I løbet af natten øger vinden og den drejer om i øst som forventet og vi sætter mere sejl og stopper motoren. Vidunderligt at få ro. Men sammen med den øgede vind bliver bølgerne hurtigt større og større. Det er i sig selv ikke noget problem men de blev samtidig diffuse og der kom en del forkerte søer som skyllede ind i cockpittet. Så er det at charmen er ved at gå af. Det får båden til at rulle kraftigt og med søer agten for tværs ved alle som kender mig at det er næsten sikkert at jeg bliver søsyg. Det gjorde jeg nu ikke i første omgang for i starten var det muligt at sove nede i skibet men efterhånden som det blev værre blev man kastet sådan rundt i køjen at søvn var umuligt. Og jeg var langsomt begyndt at blive smådårlig - mest fordi jeg ikke rigtig fik noget at spise. Hvis man skal undgå søsyge skal man spise - jeg ved det godt - men hvis der er noget der er svært så er det at få mad ned når kvalmen så småt melder sig. Da Tommy tilbød mig et par skumfiduser - som vi normalt er meget glade for at spise når vi sejler om natten - så bliver det for meget. Jeg når ned og lægger mig på køjen - får alt sejlertøjet af og når lige at få tæppet over mig da jeg godt kan mærke at selv den største viljestyrke - som jeg har en del af - ikke rækker og jeg styrter ud på toilettet og tilbringer frivilligt adskillige minutter med at tro at jeg skal dø. Jeg overlever imidlertid men resten af den nat var ikke sjov. Tommy er jo noget af det sødeste så han "glemte " at vække mig når det ellers var min tur til at tage vagten så jeg fik sovet mig ud af det og Onsdag formiddag hvor vinden tager af, er jeg frisk igen. Nu får vi tid og mulighed for at gå skabene efter. Intet af det står på sin sædvanlige plads. Alt er kastet rundt og der er en frygtelig uorden med sejlertøj, redningsveste, hynder og tæpper i kahytten men der er ikke gået noget i stykker.

Vi har set vores første delfiner på denne tur. Den første nat fik vi begge fornøjelsen. Først jeg med nogle få stykker, senere Tommy med en masse og til sidst jeg igen mens jeg sad fredeligt og så ud i vandet på den sølvstribe fuldmånen lavede. Pludselig var der 2 - 3 delfiner der sprang ved siden af skibet midt i striben. Kun ganske kort - så var de væk igen. 

Vi ankommer til La Coruna i Spanien Onsdag eftermiddag d. 1 August. Efter vores mening mindst 1 måned for sent.  I alt blev det til 351 sømil og det tog os ca. 56 timer med ufrivilligt stop 18 sømil før vi var fremme. Vi sad ellers og glædede os over at regnen var stoppet og at der var sol og varme over os og nød synet af Nordspaniens bjerge. 

Nordspaniens bjerge kort før nedenstående sker.

Pludselig går motoren ned i omdrejninger og Tommy springer om og når akkurat at stoppe den før den selv dør. Sætter sejl i en fart men der er absolut ingen vind og jeg kan kun holde en fart på ca. 2 knob. Tommy går straks i gang med at løse problemet og vender tilbage til cockpittet og siger " det ved jeg sku ikke hvad jeg skal gøre ved. Jeg har skiftet over til det andet brændstof system ( Joy er forsynet med 2 forskellige brændstof forsyninger for at forbigå hændelser som denne ) men det gør ingen forskel. Han begraver sig i maskinen endnu en gang og starter udluftning og tømning af filtre og nu starter motoren igen. Hurra hvor er det en god følelse. Ind med sejlene og så af sted de sidste sømil.

Det er blevet aften og nu ligger vi i vores køjer. Har nydt at få et tiltrængt bad og har spist kylling i karry. Den var forberedt til turen men vi fik ikke spist den i går. Det var for vanskeligt i den søgang  men den bekom os vel nu til aften. 

Jeg var ellers lige faldet i søvn men La Coruna har bestemt at de holder byfest i aften. Tommy siger tørt "de havde da ikke behøvet at gøre så meget ud af at vi er ankommet " Det sidste er en hentydning til at der er et festfyrværkeri få hundrede meter fra vores båd og vi stikker hovedet op gennem forlugen for at nyde det storslåede syn og bagefter kan jeg ikke sove. Det er typisk mig. Men så får jeg tid at skrive dette i stedet og så sover jeg nok også bedre bagefter.

Vi vågner op til det vi har længtes efter i så lang tid. Fuld sol og helt blå himmel. Vi sidder i næsten ingenting og får morgenkaffe og solen lader os mærke sin magt. Vi nyder i fulde drag at blive varmet igennem og føler at nu er resten lige gyldigt, nu er vi i varmen. Åh - der er nu en ting til og det er at komme ud og ligge for anker så vi kan bade fra båden.

 

I La Coruna har de en meget flot park som ligner alle andre flotte parker men noget af det vi ikke har set andre steder er et ur i små træer og blomster og en kalender , ligeledes i blomster.

Klokken er ca. 20 min. over 6

Stedet er La Coruna og det er d. 2. August 2007

Læs mere i beretning 3 når den kommer