Retur til Joy

Beretning om turen fra til La Coruna i Spanien til Varzim i Portugal

Efter få dage i La Coruna har vi fået provianteret og beslutter at vi vil videre. Tommy ved fra tidligere at det næste stop er en lille ankerbugt hvor vi kan ankre og derved spare havnepengene. Og ikke mindst bade fra båden. 

Vi ankommer til Gorme og kaster anker og grovnyder det. Stedet er blandet klipper og hvid sandstrand.

Selv om det ser dejligt ud  - er det hundekoldt og man hopper ikke bare lige i !

Vi har fået vinden om i Nord - skiftevis i det østlige og det vestlige hjørne .

Det betyder nem sejlads i medvind. Ud med sejlene og bare af sted. Vi besøger flere ankerpladser og tror aldrig vi skal have dårligt vejr mere - men... I løbet af dagen - en hvilken som helst dag - starter vinden med at være moderat om morgenen for at tiltage i løbet af dagen og være særdeles kraftig sidst på eftermiddagen. Det er helt normalt og vinden lægger sig som regel til aften og man kan sove stille om natten. Egentligt et godt system. Men det svigter ind i mellem. Da vi ankommer til Muros i kraftig vind lægger den sig ikke om natten og vi har fundet et sted hvor det åbenbart vrimler med fiskere. De lægger små bure ud til at fange hummere i og disse bure skal skiftes midt på natten. Så da vi havde lagt os og var ved at falde i søvn kom første sending. De blev lagt ud oven på vores ankerkæde og vi tænkte vores. Da var klokken 23. De blev taget op igen klokken 4 om morgenen og da vi troede han var sejlet hjem med fangsten vendte han tilbage for at lægge burene ud endnu en gang. Hvornår han hentede dem igen fortabte sig i almindelig larm fra alle de andre fiskere der blev ved at sejle rundt om os men da vi skulle videre var burene væk. Så kombinationen af vind der rusker i båden og får alt til at knirke og fiskere der forstyrrer hele tiden får en til at tænke på hvor charmen egentlig blev af.

Vi sejlede længere ind i fjorden for at finde et roligere sted. Vi var så ødelagte af mangel på søvn at vi umuligt kunne sejle videre i dag. Vi fandt et roligt hjørne og blev anråbt af en Belgier ( som senere viste sig at være en portugiser under belgisk flag - så vidt vi kunne forstå på ham, skulle det være væsentligt billigere i skatter på båden), nå, men han råbte at vi skulle være påpasselig, for der var så meget søgræs at hans anker var skredet for ham dagen før. Vi tænkte, at det måtte være ham der var et fjols for vores anker skrider aldrig. Det gjorde det heller ikke denne gang men han havde ret i det med søgræsset. Da vi hev ankeret op igen dagen efter havde vi det halve af havbundens begroning med op. Jeg kæmpede med at få det til at slippe ankerkæden men opgav og tænkte ved mig selv at ankerbrønden skulle have hovedrengøring næste gang ankeret var ude. Men i denne ankerbugt kom vi igen i tanke om hvad charmen er. Stille vuggen frem og tilbage - udsigt til store hvide sandstrande - duften af nåletræer fra de store granbeklædte bjerge i baggrunden og ikke mindst den velsignede sol. Det særlige ved denne strand er at al den omgivende granit - bjergene er nemlig granit - har afgivet de partikler som man plejer at se skinne i en granitflade. Hvad det hedder aner jeg ikke men de små flager kan svæve i vandet og blev skyllet op på stranden så den var helt sølvglinsende. Flot men også irriterende for når man kommer op fra et havbad, opdager man at man er fyldt med det stads og det er ikke helt let at skylle af.

Udsigt til stranden og bjergene ved Muros

Det var i øvrigt her i Muros at vi fik set deres muslingefarme tæt på. De har et system med nogle stænger hvorpå muslingerne sidder og de bliver så "høstet" med passende mellemrum.

Muslingefarm i Muros

De bliver læsset med grab op på båden og sejlet ind til land.

På vej til den sidste havn i Spanien, Baiona, bliver vi fulgt på vej af en masse delfiner. I flere timer dansede de og lejede tagfat omkring båden og nu kom vi for alvor i tanke om charmen. Men uanset hvordan jeg bærer mig ad så tager jeg altid billedet et halvt sekund for sent og får hver gang kun rygfinnen med på billedet. Men jeg bliver ved at øve mig. En eller anden dag lykkes det vel for mig at få et godt billede.

En af mange delfiner hvoraf jeg kun fik fotograferet rygfinnen. Fik heldigvis mere med på videoen men det hjælper jo ikke her.

Vi ankommer til Baiona og lægger os ved en mooring. Og hvordan det lykkedes os ved vi ikke men vi var der i 2 dage uden at komme til at betale. Og det er noget vi sætter pris på.

Vi var nu ikke udtalt begejstrede for stedet. Jo - selve stedet var dejligt og borgen på hjørnet ud mod havet var malerisk men jeg ved ikke hvad det skyldes - vi har flere gange været uheldige at ankomme lige til starten af en festuge. Og nu skete det igen - vi opdagede det nu først klokken et om natten da de fyrede fyrværkeri af. Det var overstået på en halv time så kunne vi sove videre. Men vi var noget forbavsede. Næste nat blev det ikke bedre for en eller anden fyldebøtte underholdte hele byen med at råbe. Da vi stod op klokken 6 råbte han stadig. Det er et meget højrøstet land. Nu skal vi heldigvis til Portugal - så kan vi vel få ro.

Vi fik kaffe i ro og mag og så at en tyk dyne af tåge gled ind over landet. Mod forventning er vinden drejet ned i sydvest og selv om det blæser en del er der tæt af tåge. Det har jeg aldrig oplevet før. Vi har før sejlet i tæt tåge men det plejer at være stille.

Her kommer tågen rullende ind på land. Solen er  stået op men er dækket af den tykke tåge. Senere nåede den over til os.

Vi har heldigvis radaren og lader os ikke slå ud af lidt tyk luft.

Vi skiftes til at sejle og holde udkik - dels på radaren og ud i vandet efter fiskebøjer. Dem ser man ikke på radaren og vi vil helst ikke have tovværk i skruen. Det er en forholdsvis afslappende sejlads selv om vi godt kan mærke at vi et tilfredse da vi når første portugisiske havn. Her er ikke længere ankerbugter så vi må tage til takke med at blive klemt ind i en marina.

Stedet hedder Viana do Castelo et lille stykke oppe i floden Rio Lima. Vi besigtiger marinaen og omgivelserne og Tommy oplyser mig om at det ser helt anderledes ud nu end sidste gang han var her. Der er bygget nyt kompleks med restaurant og noget friluftsscene. Men selve den gamle by er som altid. Små fortovscafeer og et mylder af mennesker. Meget flinke mennesker.

Vi tørner tidligt ind og har dårligt nok lagt os før musikken starter. Klokken er vel 22.30 og det vi nu hører er noget folkemusik som er ok. Lidt højt men musikken er god og vi sover udmærket selv om vi er bevidste om musikken. Den stopper ved 24 tiden men bliver straks afløst af noget levende musik på friluftsscenen der er beliggende 100 meter fra vores båd. Desværre var det ikke hyggelig folkemusik men tekno musik for fuld udblæsning og med en bas der fik båden til at ryste. Heldigvis var der meget lavvandet - faktisk så lavvandet at vi stod på bunden mens vandet var  lavest ellers tror jeg at trykbølgen fra bassen ville have sendt os durk over i bolværket. Den stoppede - men først klokken 5 om morgenen og selv ørepropper kunne ikke holde larmen ude. Jeg behøver vel ikke at sige at vi var meget trætte af musik. Vi klagede til havnemesteren og han havde modtaget mange klager den morgen fra andre besøgende og han havde allerede været ovre og brokke sig men det ville jo ikke skaffe os nattesøvnen tilbage.

Vi sejler afsted så snart højvandet befriede os fra bunden og nød stilheden og roen ved at lænse ( sejle med vinden ind bagfra )ned til næste marina. Vi når aldrig at kede os  og da vi havde fået sat storsejlet, gav bommen et hop samtidig med en kedelig lyd. Noget gik i stykker - det var vi enige om. Et nærmere eftersyn viser at stålwiren i kickingstrappen var knækket. Så mens jeg sidder her og skriver dette er Tommy ved at lave et nyt øje på wiren så den kan holde lidt igen. Og i baggrunden spiller de folkemusik oppe fra byen. Vinden bærer det denne vej og vi ser på hinanden og siger " Vi håber ikke de bliver ved til i aften".

Nå - din lille djævel - så du vil drille ! Jeg skal nu nok få skik på dig.

Nå - chefen er færdig og melder at det er tid til sun-downer. Vi skal have en lille rom og cola mens vi læser lidt i en bog. Se - det er charme.

Rom og Cola samt en enkelt chips

Musikken stoppede og den vind der havde været lidt rigelig stoppede også og en rolig nattesøvn blev resultatet. Dejligt at vågne udhvilet - men vi blev vækket af en sirene ved 7 tiden. Den blev ved i det uendelige og vi tænkte at der var udbrudt krig men det viste sig at være sirenen ved havnehullet. Et vræl hver 20. sekund i følge søkortet - og det passede nok meget godt. Det var blevet tåge. Nå vi rullede om på den anden side og sov dejligt - ganske uanfægtet af sirenen og vågnede klokken 930 og så forbavset på hinanden - mon vi trængte til en god søvn.

Læs mere i beretning 4 når den kommer