Retur til Joy

Beretning om turen fra Varzim i Portugal til Algarve kysten i det sydlige Portugal.

Vi glædede os ellers til at komme til Portugal for at få ro men vi er i mellemtiden blevet klogere. Den første dag og nattesøvn i Varzim i Portugal blev afløst af 3 dage mere samme sted, men absolut ikke stille.

Portugiserne er endnu værre til at skyde krudt af end Spaniolerne er. Vi overdriver ikke når vi siger at enten klemter en af de mange kirker vi er omgivet af mere eller mindre falsk og umusikalsk,  der bliver skudt fyrværkeri af,  de spiller afsindig høj musik eller også larmer den fordømte sirene ude ved havnehullet. En ting er, at den skal sige noget når det er tåge men fordi det er blæst op fra vest og der står nogle heftige søer ind over molerne og giver en del havgus så behøver den altså ikke stå der og vræle hele dagen. Sigten har hele tiden været god men  det syntes den  ikke!!

En af mange oplyste kirker som vi kan se fra havnen. Denne har en særlig falsk klokke.

Fyrværkeri. Hver af de små hvide skyer repræsenterer et brag. De kommer i serier på 5 - 8 stykker , den ene efter den anden og på dette tidspunkt har det braget i ca. 20 minutter !!  Det kommer fra molen omkring havnen og er Øreprop-krævende . Hvis man ellers ikke vil sidde med fingrene i ørerne hele tiden.

De store søer der står ind i indsejlingen, gør at vi ikke vil sejle ud. Vi  kunne vel godt  hvis det var vigtigt men det ville ikke være helt ufarligt når  meter høje bølger brækker lige der hvor vi skal sejle så vi bliver hvor vi er. Vi er voldsomt trætte af det ,for søerne får vandet i havnen til at rulle frem og tilbage og det trækker båden med, så vi laver nogle ryk i fortøjningerne der er ved at rive os omkuld hvis vi står op. Vi har prøvet at have slække fortøjninger og de har været tottet helt op men lige lidt hjalp det så nu i dag kunne det være nok. Af sted til næste havn. Den er godt nok ikke så charmerende men vi håber at få bedre betingelser.

Billedet snyder - bølgerne er faktisk meget store.  Dagen før var der fladvand på grund af nogle store rev men nu er det hele pisket til skum

Mens vi er på vej indløber der en SMS fra s/y Martina af Karrebæksminde. De er i Svendborg og Bodil og Henning hilser fra Bendixens fiskehus og vi sidder tilbage og bliver mere og mere sultne ved tanken om deres fiskeplatte. Og vi smiler til hinanden fordi vi begge kan se Henning storgrine mens han sender SMS én . Han ved at Tommy er misundelig og det er jeg nu også. Nå vi må jo hævne os lidt så vi fortæller at vi i øjeblikket ( hvilket er ganske sandt) nyder Portugals vestkyst , deres hvide strande og ikke mindst fuld sol. Og ikke at forglemme - vi fandt rigtig rugbrød i en LIDL butik i går så ... vi skal have rigtig frokost i dag. Rugbrød, spegepølse og ristede løg. De sidste to ting er medbragt hjemmefra men rugbrødet er sluppet op for længe siden.

Fredag d. 17 August. Vi er ikke nået et skridt videre. Næste marina i Leixoes er lige så trøstesløs som den forrige. Vi har godt nok ligget pænt i nat men det blæser op igen og vi har nu udsigt til at skulle ligge her i flere dage og tror ikke vi kommer videre før i næste uge, Det vil sige at Tommys fødselsdag skal holdes dette gudsforladte sted. 

Overskriften i båden i dag er skuffelse og depression. Vi taler om at lægge båden op hurtigst muligt og tage hjem. Vi gider ikke mere. Det har ikke været andet end dårligt vejr og vi føler vi spilder så meget tid på et alt for koldt sted. Temperaturen ville sikkert være god hvis ikke det blæste så forbandet meget hele tiden. Samtidig føler jeg det vil være total fiasko hvis vi gør det. Vi har planlagt at være her til Oktober og vil ikke hjem før.

Hvis vi kunne spole tiden tilbage ville vi have sat Joy på en lastvogn og fået hende kørt til middelhavet. Så havde vi da nået at opleve det denne sæson. Det når vi ikke nu. Hvis vi når Gibraltar skal vi vist være glade. Hvis planerne for næste år skal holde så når vi slet ikke middelhavet men skal sejle direkte til Madeira og Canarie øerne. Meningen var ellers at vi skulle se middelhavet og så først næste sæson sejle til Caribien men nu kan vi lige så godt sejle direkte derud - det ville passe med tiden.

Øv. Hvor har vi kæmpet og hvad har vi opnået. At blive træt af det hele og ikke syntes det har været pengene værd.

Lørdag formiddag siger Tommy at han lige "skal op på toilettet" . Det tror jeg ikke på for det ligner ham ikke og jeg  tiltror ham at han bare trænger til at være alene. Småsur over at han er gået tænker jeg mit. Skal det gå op i hat og briller det hele. Da han vender tilbage tager han om mig og siger alvorligt - Der er noget jeg vil spørge dig om. Jeg får et helt chok for hvad kommer der nu. Men han vil gerne fejre at han nu er blevet førtidspensionist og han vil derfor spørge mig hvad jeg siger til at blive inviteret på en tur ud i det blå. Jeg får 10 minutter til at tænke over det for han har lovet at komme tilbage til kontoret og give besked om vi vil leje den bil han halvvejs har bestilt. Jeg bliver lidt paf for jeg har jo gjort mig nogle tanker om hans 60 års fødselsdag i morgen og hvad nu med det. Men da båden giver endnu et rusk er det besluttet. Ja det vil være dejligt at komme væk. Vi trænger vist til at se noget andet end en stormomsust marina og mens Tommy går tilbage til kontoret finder jeg tasker og ikke mindst hans fødselsdagsgave og 2 små dannebrogsflag frem. 

Vi tager op i bjergene på råd fra kontoret og et turistkontor og finder det mest vidunderlige sted at bo. Vi får værelse med udsigt ud over hele dalen og til kirken i det ( tror vi nok) klosterkompleks vi er en del af. Der er 4 hoteller der benytter nogle gamle bygninger rundt om den meget storslåede kirke. Vi føler os heldige og nyder det i fulde drag. De kalder det BOM JESUS !

Udsigten fra vores værelse. Vi er - bortset fra kirketårnene - det højeste sted på bjerget og vi har en storslået udsigt.

Stort set samme billede - bare om aftenen.

Søndag morgen havde jeg jo regnet med at skulle vække Tommy med morgensang o.s.v. men fordi det var første dag i lang tid hvor vi lå i et stille rum og med kraftige gardiner for vinduerne sov vi som sten. Det var noget op ad formiddagen før vi vågnede men så fik Tommy også sin fødselsdagssang og sin gave.

Jeg havde hjemmefra arrangeret at en lokal kunstner  - Nico Zeuner - havde malet et billede til ham. Nico og jeg harmonerer godt sammen og hun forstod præcis hvad der skulle være i et billede fra mig til ham. Hun har evnet at male det så den kærlighed jeg føler for ham er kommet til udtryk og da jeg forklarede Tommy betydningen af de forskellige komponenter i billedet måtte han til min store glæde knibe en lille tåre. Tak Nico - du ramte plet. Han forstod det hele.

Et symbolfyldt maleri fra mig til min elskede.

Kirken set fra forsiden - desværre i modlys. Den ene trappe i forgrunden deler sig i to trapper og de skrå kanter der ses er trapperne på hver side af små springvand.

Tommy med fingrene i det hellige vand smukt flankeret af en bourgonvilla som nok er den blomst han holder mest af.

Ved middagstid kørte vi videre til et andet bjerg vi var blevet anbefalet. Hvad Bom Jesus var i kulturel skønhed er Penha i naturskønhed. Vi har aldrig set noget lignende. Hele bjergtoppen var overstrøet af kæmpe store sten. 10 - 20 meter i diameter. Og mellem disse sten var der små stier så man kunne udforske hele området. Der var hundredvis af sten og det ene pudsige sceneri efter det andet.

Masser af kæmpesten spredt ud over hele området.

Her havde de kilet sig fast så man kunne gå under den hvis man turde.

Det er jo altid spændende at køre ud i det blå uden at have arrangeret noget sted at bo men lige så heldige vi var det første sted, så heldige var vi nu også her. Der lå tilfældigvis lige et hotel og over i købet et meget billigt et.

Så det endte med at Tommys fødselsdag blev en succes og en oplevelse vi vil huske.

I denne forbindelse vil Tommy gerne takke for alle de SMS ér , mails og opkald han fik på dagen. Det er en  dejlig tradition at familien og alle vennerne husker èn på den måde.

Dels fordi Leixoes Marina er et halvtrist sted men mest fordi byen huser et gasværk, er vi trætte af at være her. Uanset hvor i byen man befinder sig kan man lugte gas og svovl. Det må give nogle langtidsbivirkninger i befolkningen, konstant at gå i en gas dunst. Men det er ikke det eneste der generer os her. Marinaen er beliggende i forhold til stranden på en sådan måde at når det blæser virkelig kraftigt fra nord kommer alt det oppiskede vand med indeholdende strandsand over muren og et støvlag sætter sig stille og roligt til rette på alle overflader af skibet. Vi er snart lige så beskidte som da vi lå på Cap Verde øerne for 5 år siden og Saharas sand svinede os til. Blandet med sandet er sod ( tror vi ) fra gasafbrændingsanlægget - så på nuværende ser skibet ikke godt ud. Vi vasker skibet jævnligt men kan ikke skylle skidtet af vores tovværk så det ser meget forfærdeligt ud. Derud over er vores nærmeste nabo en containerhavn hvor der omrangeres containere fra tidlig morgen til sen aften. Man bliver en smule træt af at høre på lastbiler, trucks, og den der " dyt - dyt - dyt " lyd når noget går i bakgear. Men det blæser af h. til så vi vil ikke sejle endnu.

Endelig oprandt dagen hvor vi kunne forlade Leixoes og sejle videre til andre små marinaer og nogle dage efter besøgte vi Lissabon.

Dette monument er rejst til ære for Henrik Søfareren.  Det står ved indsejlingen til Lissabon. Det forestiller en skibsstævn med søfolk og Henrik stående forrest. 

Der er ikke noget særligt at sige om Lissabon bortset fra at de har en bro over floden. Den er lavet så uheldigt at den summer som en kæmpe bisværm når bilerne kører over den. Ikke noget der generede os men et pudsigt fænomen.

En af de ting Tommy har talt om på hele turen er at komme til Sines. Det er et sted hvor han rigtig nyder at være. Det er en lille ankerbugt - nu med en stor marina , til Tommys overraskelse, men med en dejlig strand og en meget dejlig lille by.

Joy for anker i Sines. Hun ligger længst til venstre. 

Der står en statue og ser ud over bugten. Den forestiller Vasco da Gama. Vasco er for portugiserne hvad Columbus er for Spaniolerne. Vasco fandt søvejen til Indien og portugiserne er MEGET stolte af ham.

Statue af Vasco da Gama.

Jeg har medbragt min gamle håndsymaskine i båden. Den har tidligere været til meget stor nytte og nu er der en sejlads hvor sejlertøjet er havnet oppe i hjørnet og symaskinen kommer i gang. Kalechen som jeg syede hjemmefra nåede ikke at blive helt færdig og jeg laver lige de ekstra stikninger ved vinduerne og oplægning som jeg ikke nåede tidligere. 

Sørg altid for at have en håndsymaskine med ombord - den er uundværlig. 

Den gamle Singer kommer til ære og værdighed igen ombord på Joy. Den har syet sprayhood og hætte til påhængsmotoren og betræk til alt muligt. Jeg er meget glad for den.

Capo De Sao Vicente. Portugals sydlige/vestlige hjørne. Her før vi runder hjørnet

Og her lige efter vi har rundet hjørnet.

Nu er vi i det område som under et kaldes Algarve kysten. Endnu ser vi ingen hoteller men vi ved de kommer. Indtil da nyder vi den rå kyst og naturens forunderlige miks af farver og konturer.

Vi kaster anker i en bugt ved Ponta Sagres. Her er fredeligt - kun en enkelt svensker ankrer også her.

Nu er de første 5 hoteller synlige og vi - mener vi selv - giver dem en perfekt udsigt ved at lægge os dekorativt midt i bugten.

De sidste mange dage har det været dejligt vejr. Nogenlunde stille og solrigt. Vi kan nu med sikkerhed bevæge os i byen uden at skulle tænke på trøjer og lange bukser. Vi har også sukket efter det. Vi troede lige et øjeblik at det var overstået med det gode vejr, da vi skulle af sted meget tidligt i morges, for der var tyk tåge da vi gik af sted. Den holdt ved ( hurra for radaren) hele formiddagen men så vandt solen og tågen lettede. Igen af med alt sejlertøjet og i det bare ingenting tage en " morfar " efter frokosten. Er livet ikke bare dejligt. OG VI TAGER IKKE HJEM FØR TID.