Retur til Joy

Beretning om turen fra Lagos ( Algarvekysten ) til Gibraltar.

Samtidig med at vi runder hjørnet ved Capo de Sao Vincente - som er Portugals nederste venstre hjørne - ændrer naturen sig radikalt. Vi starter nu på en lang strækning med lange sandstrande samt et marskområde med områder der oversvømmes ved højvande men som er frit ved lavvande og som tjener som "madkasse " både for mennesker og dyr. Men først kommer et område med de mest fantastiske klipper.

Vi ankommer til Lagos d. 30 August og da det er vores 8 måneders bryllupsdag bliver jeg inviteret i byen og spise. Efter min mening er der ikke mange fordele ved en marina, men en af dem er at man kan få rigtig brusebad. Bare lade vandet løbe og nyde følelsen af velvære kun iblandet ganske lidt dårlig samvittighed over at frådse. Hvilken luksus. Jeg går glad i bad men da jeg kikker op, for at holde øje med strålen når den kommer, får jeg øje på en megastor kakerlak. Den sidder lige ved siden af brusehovedet og jeg beder bare til at den holder godt fast og ikke falder ned i hovedet på mig. Så det blev ikke i dag at vandet fik lov at løbe længe. Nå skidt, vi skal ud og spise og jeg glæder mig.

Efter et døgn i den dyre marina i Lagos sejler vi ud og lægger os for anker ved stranden og tager gummibåden over for at studere de fantastiske klipper nærmere. Nedenfor kommer et udsnit af dem. De er lavet af et meget porøst materiale og vind og vand har slidt dem fra hinanden og det har skabt huler og smukke formationer. Se selv:

Vejret er nu helt fantastisk og samme eftermiddag - ved højvande - sejler vi videre til Alvor. Alvor er en lille by der ligger i et flodsystem, som det jeg omtalte tidligere. Ved lavvande er det ikke muligt at komme derind så vi venter pænt til vi kan sejle ind om eftermiddagen. Det er lidt spændende, for når det er højvande er det ikke muligt at se hvor man skal sejle. Alle sandbankerne er oversvømmet men ikke så meget at vi kan sejle hen over dem. Samtidig er de efterladt hvor strømmen har fundet det passende og det er altid et snoet løb man sejler i. 

En af sandbankerne som var oven vande da vi sejlede forbi.

Med mig anbragt ude i spidsen af båden ( nu konstant kun iført højst bikini og Tommys øjne ) - de sidste heldigvis også ofte på dybdemåleren finder vi naturligvis vej. Vi ankrer i en lagune som er meget beskyttet for vind og vejr men hvor vandet også bærer præg af ikke at være helt frisk badevand. Nå, man kan ikke få det hele og bare solen skinner så er vi meget tilfredse.

Alvor om dagen. Vi ligger faktisk inde i landet idet det er en lagune omgivet af land på alle sider og kun mulig at komme til og fra ved højvande. 

Og Alvor om natten. Så stille er der. Og det eneste man hører er Cikaderne og frøerne.

Som allerede omtalt bliver sandbankerne tydelige ved lavvande. Denne katamaran har kastet anker et af de steder hvor vi ikke kan sejle og nu hvor vandet er ved at løbe ud står han på grund. Vi troede ikke han vidste hvad han gjorde men vi opdagede, at det gjorde han i særdeleshed. Han havde "boet" der længe. Her er han ved at trække jollen ud på "dybt" vand, mens den selv kan flyde - sådan nogenlunde og før han skal bakse for meget med den. 

Katamaran gået på grund på en af sandbankerne. 

Nu er han dejlig fri for hækbølger fra forbipasserende.

Jeg nævnte tidligere at både mennesker og dyr lever af livet på sandbankerne. Hvad dyrene finder ved jeg ikke præcis men vi så, at der ved hver lavvande var en masse mennesker der ankom i joller og gav sig til at grave. Vi var henne og se og spurgte  hvad de gravede efter. Det viser sig at det er kammuslinger. I massevis. Det er en stor delikatesse og samlerne kan leve af at høste muslinger her en - to gange i døgnet.

Vi fik også prøvet nogen andet i Alvor. Vi var på bar. Ja - det i sig selv var ikke noget nyt men vi så fodbold. Alvor er en lille by der har specialiseret sig i Engelske turister og barerne har specialiseret sig i underholdning til de engelske mænd mens damerne er på stranden. På "Red Bull" var det kampen mellem Liverpool ( med danske Daniel Agger ) mod Derby. Det skulle vise sig at blive ugens kamp. Liverpool vandt 6 - 0. Det er rigtig sjovt at sidde mellem englændere hvoraf de fleste holdt med Liverpool og se dem opføre vild jubel hver gang de scorede og samtidig se Derby tilhængerne glide længere og længere ud i periferien travlt optaget af at sende sms´er i stedet for at se kampen.

Her har nr. 19 lige scoret et af de 6 mål. Men før jeg nåede at få kameraet frem var publikum landet på stolene igen.

Vi sejler videre til området ved Faro og Olhao. Det er kun få sømil så det bliver en let dag. Vi skal ind og finde en god ankerplads.

Indsejlingen til Faro og Olheo. Til højre ses deres kæmpe fyr og til venstre deres redningsstation.

Vi fandt også ankerpladsen - se bare hvor godt Joy tager sig ud i sine rette omgivelser. Temp. ca. 35 grader i skyggen og kun let vind.

Området er  kendt for sine specielle indbyggere. I en af de små bugter der også er tørlagt ved lavvande har en del langturssejlere slået sig ned. De har fortøjet båden til land og har udvidet boligen med småhuse og skrammel på stranden. De er kendt for at være særlinge og det er ikke uden risiko for verbale overfald at man fotograferer dem og deres vilkår. Jeg forstår dem godt - hvem gider være " en abe i bur" men vi skal nu alligevel have billeder af dette specielle arrangement hvad enten de kan lide det eller ej.

Her ses nogle af de både der udgør det for et hjem for nogle få der ikke gider sejle mere. Nogle har boet her i årtier.

Vi har læst i vores pilotbog at der skulle være en særlig billig marina helt oppe ved Faro. Vi har indset at vi ikke når Tunis i år og er begyndt at lede efter et sted hvor Joy kan komme på land til vinteren. Marinaen  ligger ikke så alle og enhver lige kommer forbi - deraf nok også den billige pris - så vi begiver os på vej op af et vandløb ind i landet. Vi kan  kun komme her ved højvande og jeg indtager igen spidsen af båden og holder udkik. Vi klarer den fint. Har solen i ryggen - hvilket er en forudsætning for overhovedet at kunne se noget som helst. På et sted lige før vi er der, er der en passage hvor der kun er ca. 15 meter vand i bredden. Vi finder hullet og slår os ned ved en bøje vi låner af en privat.

Vi besigtiger marinaen. Ikke noget at råbe hurra for men forholdene er ok og ejeren meget flink. Nu må vi se. Under halv pris af de andre steder i området - det er vel også værd at tage med.

Det specielle område vi nu ligger i er kendt for at huse en masse storke. Tidligere tog de "hjem" til Afrika for at overvintre men det er, på grund af den globale opvarmning , efterhånden varmt nok her til at de bliver hele året. Vi har set en del gå og spise i de lave græsbanker men desværre ikke helt tæt på. Her til aften da vi sidder og spiser ser Tommy en stor flok flyve forbi. De tælles til at være 21 storke på vej - ja hvor hen, mon egentlig ?

Det bliver en fantastisk aften. Ingen vind og solnedgang af smukkeste karat. Vi ligger nu for anker lidt ude af løbet så vi har vand nok til at sejle i morgen tidlig selv om det er lavvande. Vi går i seng og forventer en stille nat men da klokken er lidt over 1 vågner vi ved at blæsten laver støj i alt hvad der kan støje. Vi kontrollerer at alt er ok og går i seng igen men klokken halv tre opgiver vi og står op og laver kaffe og sætter os til at læse. Ved 5 tiden tørner vi ind igen og i løbet af formiddagen hvor vinden er tålelig vågner vi og er lettere kvæstede. Vi sejler ikke før i morgen. Det blæser bravt hele dagen men vi får lavet forskelligt ved skibet og tænker at vi så bare sejler når vi har fået en nattesøvn næste nat.

Jeg sidder og skriver dette midt i den næste nat. Fordi ... Jeg kunne ikke sove !! Vi tørnede ellers tidligt ind og vejret var blevet helt musestille og vi faldt hurtigt i søvn. Klokken 3 passer det åbenbart tidevandet at dreje os rundt så vinden kommer ind bagfra båden. Det får de små bølger, vinden laver til at slå op bag i båden og det giver larm og rystelser og er aldeles irriterende. Da jeg først er vågnet er det helt umuligt at sove igen. Er lysvågen og kommer til at tænke på vores oplevelser de sidste dage. Jeg ved godt at jeg lige så godt kan stå op og skrive, for jeg får ikke ro før. Nu har jeg siddet her et par timer og har virkelig hygget mig. Jeg ser på computerens batterimåler at den er ved at løbe tør for strøm så jeg må hellere sætte den til ladning og gå i seng igen. Håber jeg kan nå et par timer før vi skal sejle videre.

Næste dag sætter vi kursen ud igen og opdager en enkelt stork der er på strandvandring.

Stork på strandvandring. Billedet er desværre meget rystet - Men det var det bedste jeg kunne få.

Vi er nu ved at være færdige med Portugal og sejler videre til Ayamonte som er en lille by på den spanske side af grænsefloden mellem Portugal og Spanien. Der sejler en lille færge mellem landene og folk valfarter frem og tilbage. Det tager ca 15 - 20 minutter og koster 1,35 Euro pr. person

Den lille færge mellem Spanien og Portugal.

Vi har fået til vane at komme lige til deres festweekends. Denne weekend skal en eller anden helgen fejres og det foregår med optog i hele byen. Alle slutter af ved en kirke hvor der afleveres blomster som symbol på et offer. Vi kan ikke nok spansk til at forstå helt præcis hvad det gik ud på men det var flot alligevel. Alle pigerne var klædt i dragter som til Flamenco dans og de små drenge var noget så noble i deres outfit.

Næste dag besøgte vi kirken som var blevet fyldt med blomster. De var arrangeret i store ansamlinger og duften var bedøvende. Det var en af de smukkeste kirker vi endnu har set. Sideskibene fortalte hver deres historie.

En af de mange sideskibe i kirken. Deres kirker er rigt udsmykket med brug af guld og sølv.

Vi sejler hurtigt videre for vi stiler mod Gibraltar så byerne bliver ikke ofret megen tid. Farvandet i dette område er spækket med fiskenet og en dag vi sejler får vi øje på en måge der står på noget. Men hvad ? Det ligner ikke en fiskebøje og lidt i spøg siger jeg " den står vel på ryggen af en skildpadde" Og det var faktisk hvad den gjorde. Desværre tror vi skildpadden er blevet fanget i et net og da nettet er taget op er den smidt ud - desværre allerede død. Og det var ikke den eneste. Der kom en igen dagen efter og det var IKKE den samme.

Den første skildpadde som havde kendt bedre dage.

Den næste havde det ikke stort bedre.

Tidligere i et område længere nord i Portugal ligeledes med særdeles mange net ved kysten så vi en del delfinunger der var døde og lå og skvulpede i overfladen. Disse er ligeledes blevet fanget i nettene og er druknet. Så er det man hader fiskenet. Vi ved jo godt fiskerne skal leve men vi hader at blive vidne til "prisen" som skal betales.

 

På turen til Gibraltar får vi denne lille fyr på besøg. 

Den sidder en tid på søgelænderet og lader vinden suse i fjerene men finder så mere ro ude på forskibet i jollen. Der sad den længe og spejdede rundt for ligesom at vejre om vi sejlede den rigtige vej. Sjovt nok kiggede den ud over Atlanten i retning af Madeira og det blev værre da vi drejede mere til bagbord og til sidst syntes den det kunne være nok med den elendige navigation og satte af og fløj ud over det bare Atlanterhav væk fra Andalusiens kyst.

Strædet ved Gibraltar er, som de fleste vel ved, meget smalt. Det deler Europa fra Afrika - og Atlanterhavet fra Middelhavet. Det lyder voldsomt, ikke ?

Det er det også - for med de store vandmasser der bliver presset sammen her i strædet kan der stå så meget strøm at det ikke er muligt at sejle i sejlbåd. Det vil sige det kan man godt - men man kommer ingen vegne. Vi "timer" vores afgang fra Barbate så vi lander i strædet i medstrøm. Turen gik fint og vi kom frem til den beregnede tid.

Tommy havde godt sagt det og nu måtte jeg give ham ret. Jeg har altid haft et billede inde i hoved af hvordan der så ud ved strædet. Men det billede var helt klart en side i et atlas.

Nu hvor jeg sidder og ser Spaniens kyst på bagbord og Afrika / Marokko på den anden side bliver jeg helt benovet. Det er virkelig meget mærkeligt at Afrika ligger så tæt på. Afrika er ligeledes en side i et atlas og det er ørken. Basta. Så da jeg ser Afrika for første gang og ser at, ud mod havet er det bjerge, bliver jeg meget forbavset. Det har jeg aldrig tænkt på før. 

Dette er første gang jeg ser Afrika.

Endelig - efter måneders sejlads - og en del forsinket på grund af vejret - når vi middelhavet. 

Tommy har lige skiftet til det Engelske gæsteflag med Gibraltar i baggrunden.

De har en udmærket ankerplads hvor vi tilbragte første nat, men forsyningerne er lidt i bund, så vi søger ind i en marina hvor det trods alt er lettere at komme i land. For første gang i LANG tid syntes vi ikke det var dyrt. Mon ikke vi bliver et par dage. Endelig er vi kommet til et område hvor der ikke bliver spillet til langt ud på morgenen og der bliver ikke skudt krudt af og der bliver ikke racet på knallerter lige ved siden af båden. Hvilken lettelse.

En "lille" lystyacht. Efter sigende noget personalegode for Bill Gates ansatte. Bemærk at der på agterdækket er en halvstor sejlbåd med 4 sallinger. På Joy har vi kun 2 !! .  Sallinger - eller rettere - sallingshorn - er de vandrette stivere der holder masten på plads. Og for det ikke skal være lyv står der en motorbåd ved siden af sejlbåden. Den kan dog ikke ses fra denne vinkel på grund af helikopter-platformen ude agter. Flere !!!  Vi har godt tænkt på at det nok er bedst kun at lande en helikopter når sejlbåden er lagt i vandet ellers :-(    Derudover har de egen kran samt 3 joller der ligger i vandet bag båden - jo - der mangler ikke noget. 

Udsigten fra Joy i marinaen op over Gibraltar-klippen.

Vi sidder i Joy i sikker havn og nyder en kop formiddagskaffe. Vi har lige været i bad og Tommy tog en avis med tilbage. I den stod noget chokerende. Jeg må i den forbindelse lige vende tilbage til vores døgn i Barbate for nogle dage siden, for det har med det at gøre.

Vi kom til en lille marina i den tro at vi nu endelig skulle have ro. Men som oftest tog vi fejl. Det startede med at en lokal fisker i en lille båd sagde en masse ting til Tommy lige da vi skulle lægge båden til ved kontoret. På spansk selvfølgelig - og vi fattede ikke en meter. Men da han viste tegnet for penge med fingrene og pegede på sin benzindunk, gik det op for os at han ville tigge penge til benzin. På det tidspunkt havde han skældt os så meget ud at jeg på godt gammel dansk fortalte ham at han sådan set kunne rende os i r.... - vi vil ikke betale hans benzin. Da nerverne igen var i ro begyndte jeg at irritere mig over at en flok unger skulle race rundt på knallerter i havnen. Hvis de så bare ville køre hjem til natten så ok - men de blev til klokken 2 om natten og råbte og sparkede fodbold med en papkasse og jeg kunne ikke sove. På et tidspunkt faldt jeg dog i søvn men det varede ikke længe. Jeg sov til klokken var halv fire - da begyndte de nemlig at tømme skraldespande med en truck der sagde - dyt - dyt - dyt - hver gang den bakkede. Og det gjorde den til klokken 5 ! Derefter sov jeg godt og længe. Vi skulle heldigvis ikke sejle før klokken 13, så der var god tid til at hvile ud.

Lige da vi sejler ud ser vi en redningsbåd med medtagne passagerer blive anbragt i ambulancer og kørt væk. Nogle kan gå selv men andre er pakket ind og bliver båret i land. Vi regner med det er bådflygtninge ( vi er jo tæt på Afrika ) og taler en del om det mens vi sejler. Vi taler også om vilkårene de har i Afrika og om hvordan det må være at sidde i en alt for lille båd - måske blive søsyg - ingen vand have - blive kold o.s.v. Men det var ikke bådflygtninge - det var lokale fiskere hvis båd var gået ned dagen før om eftermiddagen. Så vi var - uden at vide det - i risiko for at støde på skibbrudne fiskere. Og nu tilbage til avisen - her stod det højt og tydeligt.

En lokal fiskerbåd er gået ned. 16 var ombord. Måske kun 8 overlevende -  3 døde og 5 savnes fortsat. 

En meget ubehagelig oplevelse - vi vidste heldigvis ikke hvad der var foregået - tanken om at skulle holde øje efter døde mænd i farvandet ville ikke have været sjov. Vi lagde godt mærke til at der var en del politibåde samt militær der sejlede rundt, men vi troede de holdt øje med grænsen. Måske lavede de noget helt andet.

Tilbage til Gibraltar og formiddagskaffen:

Søndag d. 16 September - ja jeg er nødt til at skrive datoen en gang imellem ellers mister jeg helt orienteringen. Den ene dag tager den anden og det er umuligt at holde styr på. Det er det samme med klokken. Vi må jævnligt spørge om det nu er rigtigt hvad vi tror, for vi har skiftet mellem dansk, engelsk, fransk, spansk, portugisisk, tilbage til spansk og nu Gibraltartid. Og de er ikke ens. Tidszoner og sommertid varierer selv om det meste er EU.

Vi har taget kabelbanen til toppen af klippen i dag. Vi har været oppe og se Michaels Cave som er en af de huler der findes i klippen. Senere forklarer jeg lidt mere om klippen men nu vil vi bare nyde synet:

Udsigt ud over nord spidsen af klippen.

Michaels Cave. En stor hule hvor der sommetider holdes koncerter. der skulle være en fantastisk akustik. Bemærk drypstenene fra loftet.

Drypstensformationer som er 10 - 20 meter høje.

Visse steder belyst med farve for at virkeliggøre dybden , højden og forskelligheden i drypstenene.

Men vi så ikke kun drypsten på den tur.

Gibraltar er kendt for at være det eneste sted i Europa hvor der er vildtlevende aber. Og der var mange. Guiderne mente at der i dette område var omkring 110 aber. De er vant til turister og lader sig ikke forstyrre. Dog fik vi at vide at vi skulle respektere mødrene og dermed også fædrene, for hvis en mor blev vred og gik til angreb ville de andre følge trop. Og de passer godt på børnene. Der er rørende at se hvordan de griber ungerne og holder dem tæt til sig hvis de fornemmer fare.

Moderen sidder lige og holder øje med de to unger som morer sig med at hænge med hovederne nedad.

Han sad lige så stille ved siden af mig og tænkte sit. Og det er en "han".

Spisetid for baby mens der lige bliver fanget en loppe.

Og endnu en. UHA - der er mange.

 " Åh -  lidt højere op på ryggen - det klør så nederdrægtigt"

Gibraltar spillede en væsentlig rolle i 2. verdenskrig - året var 1940,England var i krig med Tyskland og Italien og da Gibraltar er Engelsk område så fremtiden noget blakket ud. Gibraltar var omringet af fjender. General Franco fra Spanien stod i gæld til Hitler for hans støtte i den Spanske borgerkrig og den Spanske koloni Ceuta som ligger i Nordafrika ganske tæt på, havde kanonerne indstillet mod Gibraltar og Marokko var kontrolleret af den Hitler-venlige Vichy French.

Hvis Gibraltar faldt i fjendens hænder ville hele middelhavsområdet - og ikke mindst deres olieforekomster - være åbent for Hitler og det måtte forhindres. Winston Churshill og det britiske militær måtte gøre noget. Det de gjorde var, at grave en mængde tunneler i den store klippe som udgør Gibraltar. De tunneler var store nok til at rumme op imod 10000 mænd og kvinder. Der blev lavet hele byer og hospitaler og energiforsyning.

Vi når ikke at besøge disse gange/huler denne gang men håber at vi når det når vi kommer tilbage hertil.

Læs mere i beretning 6 når den kommer.