Retur til Joy

Beretning om turen fra Gibraltar til Fuengirola og tilbage til Gibraltar

Vi forlader vores ellers dejlige marina - den billige - og sejler igen ud for anker. Vi lægger os lige på den anden side af grænsen til Spanien. Gibraltar er en halvø. Ikke særlig stor. På vestsiden af Gibraltar går en stor bugt op nord på og før vi når til enden af den bugt er Gibraltar slut og Spanien begynder.

Vi gør vores jolle klar for vi vil gerne til land og se lidt mere på byen La Linea. Vi sejler forbi en Australsk båd og spørger dem hvor vi kan lande jollen. " Det kan I ikke " siger de. "Den bliver stjålet uanset hvor i denne bugt I lægger den. I må nøjes med at sætte en af jer af, eller få en anden til at sejle jer ind."

Vi tænkte at de var lige så hysteriske som englænderne, der ser tyve og røvere alle vegne så vi spurgte en tysk båd også. I den sad et par Spanioler og de sagde akkurat det samme. "It will be nicked". Selv om man betaler nogen for at se efter den, så er pengene også bare væk.  På vej hjem til Joy - noget slukørede - spurgte vi endnu en båd som vi har mødt nogle gange og de var desværre enige med de andre. De fortalte at der var blevet stjålet 7 gummibåde indenfor de sidste 2 måneder.  De havde lavet aftale med nabobåden om at sejle for hinanden og hvis vi ville have hjælp var vi velkomne til at blive en del af gruppen. 

Tak, men vi var nu slået helt ud af den. Vi har aldrig oplevet at føle os stækket på den måde før og vi besluttede at vi så slet ikke ville være her. Det tager fornøjelsen, at skulle være angst for at båden er væk når man kommer tilbage og vi har ikke lyst til at være til ulejlighed for de andre, når vi kun skal være her et par dage. Jollen blev denne nat hejst op som vi plejer men den fik også lige en hængelås til et af vanterne.

Gibraltar-klippen by night. Vi ligger for anker og båden ville ikke ligge stille. Derfor er det rystet. Beklager.

Næste morgen sejler vi videre. Vi har i nattens løb fået selskab af Queen Mary 2. Den store engelske krydstogter som vi også så i Southampton. Gad vist hvor hun har været i mellemtiden. 

Queen Mary 2

Da vi ankom til Gibraltar, så vi godt det store containerskib der var halvvejs sunket ud for Gibraltars sydspids. På et opslag i Marinaen så vi, at det var forbundet med fængselsstraf at sejle tættere end 1 sømil på hende, så vi må holde os i behørig afstand. Da vi kommer derud forbi på vores tur videre østpå ind i middelhavet, ser vi der er sat kompasafmærkninger op. Så tør vi godt sejle tættere på.

 

Årsagen til forliset : Klassisk Den stødte sammen med en anden båd. Der er godt nok også mange både her i området. Det var midt i August  den lagde sig til rette her.

Gibraltar er et helt specielt sted. "Landet" er bare denne lille klippe og så lidt fladt land hvor flyvepladsen ligger.

Østsiden af Gibraltar med deres vandindvindingssystem på klippesiden. Landet er ikke større end det man ser her.

Vi er nu på solkysten. Costa del Sol - og alt hvad man har hørt om hoteller ( at der er mange af dem ) holder stik. Siden Tommy var her først i 1996 er det eksploderet. Her er også dejligt. Så der er ikke noget at sige til at alle andre også gerne vil være her. I dag skinner solen fra en skyfri himmel og vi sejler stille og roligt af sted. Da vi mangler en time i at være fremme spørger Tommy om det er bade tid. Vi er på 70 meter vand. Spejlblankt. Ingen dønninger og det er dybblåt og flot. Ja, det er bade tid. Og pjattetid. Vi smider altid et reb med en fender i vandet - det er rart at vide at skibet ikke sejler fra en. Der kan være strøm og forskelligt der separerer os fra skibet og det vil vi ikke risikere. Vandet viser lige nu 26,8 grader og vi nyder det.

Tommy i det dejlige mørkeblå vand i den vestligste del af solkysten.

Som en anden dreng skal Tommy lige holde fenderen under vand så den springer op med raketfart.

Vi ligger i en Marina i Duquesa. Det er blevet blæsevejr og vi bliver her et par dage mere end vi havde beregnet. Vi havde egentligt regnet med at vi ville sejle videre her til morgen, men vi sov. Grunden er den simple at vi ikke sov i nat. Omtrent klokken halv tolv da vi var ved at pakke sammen og gå i seng begyndte det at blæse meget kraftigt. Vi ruskede rundt i fortøjningerne og kunne ikke falde i søvn. Klokken halv tre opgav vi og stod op. Det lynede og tordnede så vi sjældent har set noget lignende. Vi ligger med næsen til kajen og hækken ved en ankersnor der kommer fra bunden. Det er ikke så stabilt og vi er gentagne gange faretruende nær ved de 2 nabobåde.  Vi flytter rundt på fenderne for at sikre os bedst muligt. Ved halv fire tiden er det lige som der er lidt ro men kun til klokken ti min. i fem, så var det op igen. Vinden havde vendt og al den regn - og det er VIRKELIG meget - der kom, samlede sig i biminien og jeg bestilte ikke andet end skubbe vand ud. Ved halv seks - seks tiden stilnede det så småt af og vi sov til klokken halv ti. Helt forkerte i hovedet af at få vendt op og ned på alting. Men nu skinner solen igen og temperaturen på vandet i marinaen viser 32,1 grad. Altså havvandet. Båden holder kun 32 grader men vi har også gennemtræk. Oppe i cockpittet i solen er det næsten ulideligt varmt. Sveden høvler ned af ansigtet konstant og væskebalancen er lige så forstyrret som resten af individet. Det var mærkeligt i morges før vi gik i seng. Ude i horisonten blev det ved at lyne. Ikke bare et lyn i ny og næ. Nej - næsten hele tiden var himlen oplyst dog uden at vi hørte nogen tordenskrald. Det var så man kunne nå at se de mellem liggende skyers konturer. Siden hen erfarer vi at der på dansk TV har været vist billeder fra massive oversvømmelser i Spanien. 

Havnekontoret i Duquesa. Det var her i denne havn alt det varme vand havde samlet sig.

Tommy er aktiv mens jeg sidder her og skriver. Han er ved at udskifte slangen til varmvandsbeholderen. Den har været utæt før og vi lappede den så godt vi kunne, men nu pibler vandet igen ud. Så det er den store operation med sav og værktøj. Og plaster. Nå det skal vi ikke komme nærmere ind på. Det var et væmmeligt sted han skar sig.

Så fik Tommy skovlen under den. Uden selv at komme alt for meget til skade.

Det holdt lige til næste formiddag. Vi var på vej til Marbella da Tommy lige ville se til motoren. Han gav en lyd fra sig og sagde at der nu var virkelig meget vand i bunden af båden som IKKE skulle have været der. Slangen var sprunget igen og med automatisk trykvandspumpe der starter når trykket falder, væltede vandet bare ud. Heldigvis har vi jo autopiloten så mens den styrer, lænser Tommy fra cockpit pumpen mens jeg har den løse pumpe nede i "kælderen". Det blev til en hel del vand men så fik vi da vasket under gulvbrædderne. 

Nu kan vi også bade inde i båden.

Da vi ankom til Marbella, så vi der lå en anden dansk båd. Og danskeren stod på kajen og ventede da vi lagde til. Han var ivrig efter at høre hvor vi kom fra og hvor vi skulle hen men når man er koncentreret om at lægge til og kommunikere med Tommy var svaret han fik. " Jo altså - lige nu er vi ved at lægge til" . Den forstod han godt og lod os være til vi havde fortøjningerne i orden. Han ligger mere eller mindre fast her i dette område og det første han spurgte os om var hvor vi var i går morges. Og om vi også havde haft dårligt vejr og hagl som her. Vi måtte melde pas på haglene og det var vi tilfredse med da vi hørte hvad der var sket her. Haglene var på størrelse med golfkugler og havde knust adskillige ruder i de parkerede biler og lavet buler i tagene og kølerhjelmene. Da vi var en tur i byen fik vi selv syn for sagen. Mange biler med stjerner i forruderne og nogle få helt uden for - eller bagrude. Og så ellers en masse med små buler i taget. Buler på størrelse med en femkrone. Det er altså voldsomt vejr man kan komme ud for her omkring.

Ærgerligt at få ødelagt sin kølerhjælm på grund af et haglvejr. Til gengæld holdt ruderne på denne bil.

Ruderne holdt ikke her. Denne ford var til gengæld mere hård i metallet  end de fleste. Bulerne  var mindre end f.eks dem vi så på en Volvo.

Det er jo også en måde at tjene penge på. At bygge sandslotte er vel et hvert barns drøm - åbenbart også de store børns. Her på stranden ved Marbella.

Vi sejler videre til Fuengirola i jagten på en god plads til at lægge båden mens vi rejser hjem til Danmark i 4 dage for at deltage i Rolf og Monikas bryllup. Vi er heldige at komme til at ligge ved en bro i stedet for et af disse ankertov fra bunden og da toget går helt til Fuengirola fra lufthavnen er det bestemt. Vi kan umuligt komme til at ligge mere sikkert end vi gør her, så vi bliver.

Vi bruger nogle dage på at tage på udflugt bl.a. til Benalmadena / Torremolinos hvor Tommy en gang har haft en lejlighed. Mærkeligt at tænke sig at han en gang har boet her. Han viser mig rundt i byen - der hvor han plejede at komme og jeg kan godt forstå hvorfor han holder af dette område. Det er godt nok efterhånden blevet en del turistet men her er dejligt alligevel. Også her laves der figurer i sand.

Figurerne er 2 - 4 meter i diameter.

Livet er hårdt som langturssejler - man skal f.eks. klippes før man skal hjem til bryllup. Det foregår på kajen for ikke at få de mange hår ned i båden. Kaptajnen misser med øjnene p.g.a. solen ikke fordi han har hår i øjnene.

Torsdag morgen og vi skal til lufthavnen i Malaga. Vi skal af sted allerede klokken 530 om morgenen for vi gider ikke komme i tidsnød. Vi endte med at til togstationen med al vores bagage for den taxa vi ringede efter kom ikke. Til gengæld går toget til tiden og vi når lufthavnen i rigelig god tid. Vi skal flyve over Madrid og da vi sad der i lufthavnen og ventede på flyet til København kom der en dame med en lille hund i snor. Hun stoppede op midt i kontrolpassagen for at tale med en af kontrollørerne. Mens hun gjorde det sked hendes hund på gulvet. Vi så det og kontrolløren så det men hun opdagede intet selv og da hun var færdig med at tale med ham gik hun. Intetanende om miséren bag hende. Kontrolløren så længe på klatten og gik så sin vej. Vi tænkte at han havde tilkaldt "nogen" til at ordne problemet men det havde han ikke. Så går døren op og et nyt hold passagerer kommer ind af den indgang. De fleste opdager klatten i tide men ikke alle. Tommy kan ikke holde det ud mere så han går hen og henter en af de bagagevogne der står i nærheden og placerer den over lorten. De fleste går derefter uden om - indtil der kommer en travl forretningsmand - han griber taknemmeligt vognen og før nogen af os når at råbe noget til ham træder han meget præcist ned midt i klatten og glider hurtigt fremad. Han opdager problemet og prøver at frigøre sig fra det glatte underlag ved at fordele klatten over et meget større område end den var før. 

Forretningsmanden lige efter han har taget vognen og fordelt klatten over et større areal. Klatten kan lige akkurat ses på gulvet fra midt under vognen og hen foran hans fødder. Jeg havde ikke tid til at zoome ordentligt.

Nu er det meget sjovt at se hvordan folk opfører sig når de finder gulvet tilsmurt i lort. Nogle rynker meget på næsen og går på tæer. Det er til at forstå men da en dame iklædt knælange shorts trækker op i buksebenene for at gå forbi, hylede vi af grin. Vi havde nok klukket indtil da men dette var dråben der fik tårerne til at trille. Endelig kom der en kvindelig kontrollør til stede og hun fik tilkaldt rengøringshjælp. Og så var det tid at grine igen. kender I disse mopper man dypper i vand og presser vandet af igen og så svaber gulvet ? Sådan en havde hun. Hun dypper den i vandet og klasker den derpå lige oven i klatten og begynder at tvære det hele ud. Ikke noget med at tage en lille pose eller papir først til at fjerne det værste - nej, så er det ikke så fornøjeligt for os. Hun tværer den simpelt hen bare ud. Og arealet blev støt og sikkert større og større. Hendes fortvivlelse lige så. Til sidst indser hun at en pose er nødvendig og hun får nogenlunde klaret problemet. Vi kunne nu næsten tilgive at flyveren blev forsinket på grund af den lille hændelse. 

Mine forældre var så søde at hente os i lufthavnen i Kastrup og havde oven i købet oksestegen færdiglavet og pakket ind og kartoflerne og skyen var klar til at blive varmet. Det var luksus. Stor tak til jer to fordi I gav jer tid til at se os mens vi var hjemme på visit.

Vi var hjemme i 4 dage. Mærkeligt at være hjemme men godt at se at vores gode naboer passer huset rigtig fint. Tak skal I have for det.

Det var også dejligt at se hvor glade de unge mennesker var for at blive gift. Dejligt at være deltager til et bryllup hvor man føler at det bare er helt rigtigt.

Tilbage til Spanien om Mandagen. Far kører os til lufthavnen og vi kommer af sted næsten til tiden. Tilbage i Madrid venter vi på flyveren til Malaga. Den er forsinket så det bliver vi også. Det er en gammel maskine og da han bremser for at vente på starttilladelse skurrer bremserne faretruende. Man tænker sit. Vi kommer til Malaga og da han skal bremse flyet  larmer bremserne rigtig meget og jeg når at tænke - han får aldrig stoppet maskinen - men det gør han. Uden problemer. 

Vi ved det sidste tog kører klokken 22.43 og vi skynder os ud til transportbåndet og venter på vores tasker. Den første kommer nogenlunde hurtigt men den næste kommer ikke. Transportbåndet stopper og vi lige ved at få en prop. Heldigvis står der en del andre mennesker og venter,  så det er ikke kun vores der mangler. Længe efter starter det igen og vi griber tasken og skynder os mod toget. Da vi står nede ved toget finder vi ud af at vores pung med småpengene har forputtet sig et eller andet sted hen. Vi kan ikke finde den og da toget kommer i samme øjeblik, drøner vi op og hopper ombord uden at købe billet - velvidende at vi ikke kan komme af igen uden billet. Billetten skal bruges til at åbne disse svinglåger i kontrollen. HMMM. Jeg indrømmer, at jeg ikke er charmerende når jeg ved, jeg kører uden billet og kan forudse problemer. Jeg siger alle mulige grimme ord og ærgrer mig over det. Vi bliver enige om at vi må af toget igen for at trække en billet. I mellemtiden finder vi småpengene men når ikke af toget før kontrolløren er der. UPS - hvad nu. Tilstå at vi ingen billet har, er jo tydeligvis eneste mulighed. Det anfægtede ham ikke en tøddel - han lavede bare en til os uden videre ballade over det. Det blev dobbelt pris i forhold til hvis vi købt dem i automaten men vi undgik da bøden. Hold da op - hvor kunne jeg have sparet mig mange bekymringer.

Klokken var vel hen ad midnat før vi landede ved båden men de små restauranter på kajen har heldigvis længe åbent. Vi nåede lige at få os en stor øl og en skål salat.

Båden havde overlevet dagene uden men og alt var helt fint. Vi havde haft et tidligere omtalt beslag der var knækket med hjem og far lavede lige et nyt til os mens vi var hjemme. Det er monteret og passede selvfølgelig som fod i hose eller som beslag på bom. Tak far - det var dejligt.

Før det nye beslag kom på, måtte vi klare os med et stykke tovværk. Ikke godt i længden. Man kan se hullerne fra det gamle beslag mellem det blå tov og elastikken.

Og efter det flotte og helt sikkert stærke nye beslag blev monteret.

Det er ved at være tid at vende næsen mod Gibraltar men vi skal lige nå en udflugt til Mijas. Den hvide by. Samtlige huse ER hvide. Ikke et eneste har en anden farve. Det er meget turistet men her er helt vidunderligt alligevel. Man bliver transporteret rundt på æsler og ungerne er helt vilde med det.

Turistgøgl men ungerne elsker at blive ført rundt på æselryg.

Det er ikke for ingenting at man kalder Mijas for den hvide by.

Fredag 5 Oktober Nå, det er på tide at vende næsen syd på igen. Vi har  3 uger til at komme herfra tilbage til Faro hvor båden skal på land. Det er rigelig tid så ingen hast. Vi bestemmer os for at sejle til Estepona og ankommer midt i siestaen. Det gav os tid til at komme i byen og få handlet. Da vi er tilbage i marinaen venter "Marineros" på os, at vi skal gå til "Officina". Ja - det havde vi også tænkt os men der var jo lukket? Nej - for en gang skyld var der åbent i siestaen. Det hjalp os dog ikke meget for de havde ingen ledige pladser . Kun en 20 meter plads hvor vi skulle give 50 Euro pr. døgn og det er alligevel for dyrt.

Ok så sejler vi de 20 sømil ned til Gibraltar - vi kan være fremme på ankerpladsen klokken 1945. Og præcis 1945 lander vi og her er god plads.

Kæmpe tankskibe for anker ved Gibraltar

Flyvepladsen er jo beliggende på tværs af den lille tange land med klippen på den ene side og ankerpladsen på den anden. Det er ikke meget plads de har til at komme op.

Næste morgen kalder vi først Queensway Marina men de havde ingen pladser - så kalder vi Marina bay men de har heller ingen pladser. Vi ved fra sidst vi var her at vi ikke kan tage jollen ind til land for den bliver stjålet. Så vi føler os fanget her på ankerpladsen og humøret daler. Vi har aftalt med begge marinaer at vi kalder igen ved middagstid. I den mellemliggende tid må vi bare nyde vejret og en god bog.

Klokken 14 lykkes det og vi sejler ind til Marina Bay. Vi har fået lov at være her i 2 dage. Ikke længere for der kommer en masse både der skal sejle Blue Water Rally. Det er en jordomsejling der skal vare 2 år - og den starter her i Gibraltar og slutter her igen. Så næste gang vi skriver bliver det når båden er på land og vi er på vej hjem eller lige når vi er kommet hjem.

Ha det godt så længe.

Læs mere i beretning 7 når den kommer.