Retur til Joy 2.del

2.1. Beretning om turen fra Faro på Algarve kysten til Canaria øerne.

Udrejse d. 2. September 2008. 

Vi tog  flyveren tilbage til Joy i Portugal. Vi var selvfølgelig spændte på hvordan hun havde det, men da vi var et smut hernede i Maj og så at hun havde det fint, regnede  vi egentligt med at hun var ok. Og det var hun sandelig også. Lå lige så fint som vi havde forladt hende og vi var fornøjede. 

Nu ventede en slem tid. Masser af arbejde. Smerter alle vegne - en ryg der ikke kan tage mere - hovedpine af skuldermyoser - snurren i fingrene af ekscentersliber - o.s.v. Vi er totalt udmattede af at rende op og ned af stigen hele tiden når vi trænger til pause og til at ranke ryggen. Men vi er jo stædige og pressede på tiden - så det er bare med at klø på. Og her, hvor det hele efter 10 dage er overstået og vi skal søsættes i morgen, kan vi næsten ikke huske hvor slemt det var. Til gengæld kan vi skue ud over et smukt "nyt" dæk. Joy er poleret så hun skinner og hun har fået ny fin blå maling på maven. Skruen er pudset i Brasso og alt virker tilsyneladende efter hensigten. Hun er blevet vasket og støvsuget og er helt klar.

Her er der lagt gummi i nådderne og jeg er begyndt at slibe med korn 40. Her sender jeg en lille tanke til Peter Monrad som også har prøvet det og ved hvor hårdt arbejde det er.

Søsætning d. 12 September 2008.

Joy på vej i vandet - se hvor fornøjet hun ser ud.

Nogle af jer kan måske huske at vi omtalte stedet hvor vi er sat på land. Det er gennem et marskområde hvor der er en smal kanal der fører ind til marinaen. Vi stikker så dybt at vi kun kan komme ind og ud i absolut højvande og der er egentligt først d. 15 September om eftermiddagen men da Tommys piger skal komme d. 13 vil vi gerne søsættes allerede d. 12 hvis Bruce ( ejeren af marinaen ) mener det er forsvarligt. Det mener han men må alligevel sande at de få dages forskel er vigtige da vi efter ca. 100 meter stod på grund. Heldigvis ikke værre end at Bruce kunne trække os ud.

Her er Bruce ved at trække os ud på dybt vand. Turen er på en kilometer og går gennem sejlrenden hvor de små både er opankret. Joy ligner allerede en langtursbåd med alt det lort der skal være på dækket. Det meste af det kommer nu væk når vi kommer ud hvor vi kan sætte sejl og få pustet jollen op og pakket cyklerne væk.

Vi har en herlig uge hvor pigerne er med og igen prøver langturssejlernes paradis og prøvelser.

Vi ligger for anker ved byen Alvor. Der er ikke meget plads og vi må ud i yderste række. Desværre er der vind i dag - fra den forkerte retning og da vi, efter at have været oppe i byen og se engelsk og portugisisk fodbold, kommer tilbage til båden syntes Tommy at den står lidt for stille. Ned og se på Ekkoloddet. 1,9 meter vand. Ikke nok når vi stikker 2,1 meter. Hurtigt ned og finde computeren frem - tidevandstabellen og igen øv - vandet vil falde endnu en halv meter til i alt et fald på 3 meter. Så skal vi altså flytte os. Purre pigerne der allerede var gået til køjs - fuld frem på maskinen og hale ind på ankerspillet. Sker ikke noget. Ud med bommen og pigerne ud over rælingen - igen fuld fart frem og ganske langsomt lykkes det os at slide os fri af mudderet. 

Den nat tilbragte Tommy i Cockpittet med at holde øje med vanddybden så vi kunne føle os sikre. Vi ligger med kun 10 meter kæde ude for ikke at risikere at komme for tæt på noget og efterhånden som vandet stiger giver Tommy mere kæde. Eneste problem med det, er at pigerne sover ude i spidsen af båden og selv om vi havde advaret dem om at ankerspillet larmer ualmindelig meget når man er under dæk, så blev de meget forskrækkede af at vågne på den måde - sådan ved 4 tiden.

En lokal turbåd ved Alvor ved højvande

Vi tilbringer et par dage i Alvor og kommer ikke ud for flere overraskelser.

Vi sejler til Lagos og forbereder os på at Pigerne skal hjem på Lørdag og starter så småt på at forberede at vi skal sejle  3 - 4 dage for at komme til Madeira. Vindroret skal være 100 % klar - der skal laves mad til en 2 - 3 dage - Jollen og cyklerne skal igen pakkes væk og vi selv skal gøres mentalt klar. Egentligt er jeg ikke sikker på at jeg er klar til at sejle i 3 - 4 dage i træk - men vi må jo se at komme ind i rutinen selv om vi ikke været så længe ombord endnu.

Hold da op - der skal jo også vaskes tøj mens vi kan og vi skal have toppet op på vand og  diesel og vi skal have købt ind. VHF´en skal checkes og radioen lige så - det er sandelig et stramt program man har når man er langturssejler.

Karin gør sig det behageligt på fordækket mens vi ligger for anker.

Farvel til pigerne Lørdag morgen d. 20 September. 

Vi skal tidligt op for pigerne skal med toget til Faro. Det er så smart at togstationen ligger tæt ved marinaen så gåturen er kun på 10 min. 

Klokken 6.11 tager pigerne toget til Faro og lufthavnen.

Vi laver os en kop kaffe mere da vi kommer tilbage til Joy og savner dem allerede. Det er første gang jeg skal sige farvel og blive på båden. Før i tiden var det altid mig der blev sagt farvel til. Meget mærkeligt. Det er stadig mørkt og vi sidder med hver sin bærbare i cockpittet og får forbindelse til Internettet. Endelig virker det. Som alt andet skulle det drille. Vi tager GRIB vejrfiler ned og konstaterer at vinden vil være syd og dermed lige i næsen lige til på onsdag. Til gengæld bliver her sikkert dejligt varmt og ikke meget vind. Vi sejler tilbage til Alvor for at spare de 400,- det koster i døgnet at ligge her.

På vores vej tilbage til Alvor , hvor vi også kun kan komme ind ved højvande kan vi konstatere at det, pga. månen mv. ikke bliver nær så højt, her bare en uge efter at vi var her sidst. Vi bliver igen grundejere og må slide os fri og efter nogle gevaldige nerver lykkes det og vi får den roligste nat endnu på turen. Næste morgen skal vi ud mens det endnu er højvande og forlader Alvor ved 800 tiden. 

Afsejling Tirsdag d. 23 September.

Dette er planen for sejladsen i denne afsnit af Joy-nyt.

Lagos - Porto Santo: 457 Sømil

Porto Santo - Madeira: 31 Sømil

Madeira - Graciosa: 274 Sømil

Graciosa - Lanzarote: 28 Sømil

Vi sejler forbi Lagos og sætter sejl og forlader det Europæiske fastland klokken 930 

Udsigten er masser af vand mens vi sejler 457 sømil ( skal ganges med 1,852 hvis man vil have det i kilometer) ud i Atlanterhavet for at finde Porto Santo og Madeira.

Vi får en fantastisk start hvor vi holder omkring 7 knob ( 7 sømil i timen) men allerede i løbet af dagen flover vinden og vi må starte maskinen. Så starter et mareridt hvor ens hjerne langsomt men sikkert holder op med at virke og ens hjerte får kvababbelse over aldrig at få ro fra rytmisk motorrotation.

Vi må sige at skibet klarer sig over al forventning - sejler som forventet lige efter planen uden at gøre vrøvl. Vindror og autopilot gør det hårde arbejde for os. Vi skal "bare" holde udkig.

Men vi gør selv vrøvl. Efterhånden som bølgerne trænger sig på bliver det besværligt. Nattevagterne deler vi så vi holder vagt/sover halvanden time ad gangen. Efterhånden bliver resurserne brugt op og hovedpinen melder sig. Vi har det vel meget godt men min hovedpine vil ikke forsvinde selv om jeg prøver flere forskellige piller. Nogle oven i købet temmelig stærke. Tommy får lavet en forkert bevægelse så han får hold i ryggen og ikke ved hvor han skal gøre af sig selv for at få lindring.

Men trods alle fortrædelighederne, glæder vi os over at vandet nu er kongeblåt og at nætterne byder på stjerneskud og en overflod af fantastisk morild. Vi tror aldrig vi bliver træt af at se på morild når skibets brydning og krusning af vandet starter et orgie af lysende kugler i vandet. 

Se lige den farve og vi er på ca. 3 - 4 km  dybde

Dette er vores udsigt i 3 døgn til vi ser ...

dette......Porto Santo i det fjerne

Efter 3 døgn og 2 timer, og en kolossal masse vand,  når vi Porto Santo. Det er 2 meget trætte men tilfredse sejlere, der anløber en meget hjælpsom havn med sødt personale, der godt ved at når man kommer dertil, er man træt og meget taknemmelig for en hjælpende hånd.

BAD BAD og atter BAD. Trods klatvask trænger vi, som børn til en is på en solskinsdag, til at få et bad. Hvilken vidunderlig fornemmelse at lade masser af varmt vand fosse ned over ansigtet mens man prøver at vænne sig til at landjorden ikke gynger som et skib. Og så en kold øl i baren. Så er vi landet.

Vi tørner tidligt ind men et tropisk regnvejr rammer øen. Så jeg er oppe her ved 2 tiden om natten for at holde kalechen fri for vand og så melder trangen til at skrive, sig. Jeg har ikke kunne skrive på turen hertil så der er lidt at følge op på.

Det får mig altid til at se på temp. når jeg sidder  her og sveder. Inde i skibet er der - trods afkølingen af lyn og tordenbygen der lige passerede - 28 grader og vandet ude viser 23,8. Mon ikke vi skal saltvandsbade i Atlanterhavet i morgen. Efter 2 stykker dejlig mælkechokolade tror jeg hellere jeg må gå i seng igen så jeg kan være klar til store molemaledag i morgen. 

Bodil og Tommy malede - som det er tradition - på molen da de var her i 2002. Vi skal ud og opfriske tegningen og male nyt til som bevis på at vi har været her i 2008.

Tegningen fra den gang ser unægtelig noget slidt ud... Det må der gøres noget ved....

Der males og tilføjes...

Nu ser det lidt friskere ud.

Porto Santo er en lille ø som man kan se på et par timer i bil/bus. Det eneste de lever af, er turisme og på de få år der er gået siden Tommy var her sidst er der skudt mange hoteller op. De pynter ikke lige frem men "pengene" skal jo bo et sted mens de er her.

Selv om der er kommet en del hoteller til virker her stadig uspoleret. Befolkningen er venlige og hjælpsomme.

Porto Santo er lidt af hver. Både hvide sandstrande som på Algarvekysten men også barske bjerge og skråninger der ikke skjuler Øens oprindelse, nemlig vulkanudbrud.

Den behagelige læside...

Og den mere ufremkommelige luv-side.

Men alt i alt et dejligt sted som kan anbefales hvis man trænger til en rolig ferie uden "grisefester" og larm om natten.

Afsejling fra Porto Santo Tirsdag d. 30 September 

Vi forlader Porto Santo - næsten med grædende hjerte - man ved jo hvad man har ... og sejler til en ny marina på Madeira. Turen er kort - ca. 5 - 6 timer og byder på passende vind og en forsmag på bølgerne som vil komme når vi skal krydse Atlanten. God fart og Pilothvaler svømmende hurtigt forbi skibet. Rebet forsegl og alligevel ca. 6 i gennemsnit.

Vi kommer frem men før vi når at kalde er der allerede en dinghy på vej ud til os. Vi bliver udspurgt om bådens størrelse og bådførerens samtaler med hjælpere på land afgør hvor vi skal ligge og vi bliver vist vej direkte dertil. Der står 2 hjælpere mere på broen og tager imod bådens fortøjninger. Sikke service. Receptionisten er så hjælpsom og sød at Tommy er lige ved at tabe sit hjerte til hende. Helt nye badefaciliteter som ikke engang englænderne kan hamle op med. Alt er super.

Marinaen er beliggende lige ved en nordvendt klippe og vulkanoprindelsen fornægter sig heller ikke her.

Bjergsiden er af vulkanoprindelse som hele øen er det.

Jeg havde hørt så meget godt om Madeira at jeg måske blev en lille smule skuffet. Det er en meget frodig ø og hvis man kører op i bjergene - som vi gjorde - er der lianer og masser af fingerfilodendron alle vegne. Alle vejsiderne er spækket med blomster. Det havde jeg hørt og de er der ganske rigtigt , men det der skuffede mig var at de næsten alle sammen var afblomstret. Ganske få Hortensia stod stadig i flor men hvor må det være fantastisk at se det hele en måned tidligere.

Nede i byen var der stadig liv i blomsterne - ikke mindst i botanisk have hvor vi lige var et smut inde. Blomster skulle vi se og det fik vi. Det der var sjovt her var at mange af de blomster der ses her også ses der hvor vi skal hen. Ikke i kulturhaver som her men vildt voksende. 

Vi var også forbi et kurvefletteri. Hold da op hvor de kan lave flotte ting. Se bare her

Denne flettede båd er så stor at der kan bo en hel familie i den.

Alt er flettet... og de havde så uendeligt meget andet flot fletværk.

Noget af det specielle ved Madeira er deres lufthavn. Den er bygget på betonpæle ud i vandet og hen over den gamle landevej.

Her er vi på en bustur og kører ind under landingsbanen. Man kan oppe i venstre hjørne se selve landingsbanens kørebane. Flyene har altså ikke noget rækværk hvis de kører ud over siden - så ryger de lige ned på landevejen.

Endnu en fantastisk udsigt ud over det nordlige Madeira.

Afsejling fra Madeira Søndag d.5 Oktober. Vi forlader Madeira for at sejle til Canaria øerne. Helt bestemt først til Isla Graciosa. Det er en lille ø beliggende næsten som den nordligste af øerne. Det er stadig vulkan men også en masse sand. Turen hertil var en fornøjelse. 274 sømil - næsten alle for sejl. Og med fuld speed på det meste af tiden. Vi startede med at se på delfiner før vi havde sejlet 20 sømil og liggende på maven ude på spidsen af båden kan man næsten røre ved dem når de skal op og se på kammeraten der er klistret på forskibet af Joy.

En nem sejlads og vi nød at skibet sejler selv og at vi kun skal overvåge hendes krumspring når det går stærkt.

Natten til Onsdag sover vi 12 timer da det er vores første nat efter sejladsen og vi er temmelig trætte. Skibet ligger sikkert og godt og vi sover sødeligt og nyder at vågne stille og roligt op.

Det kan man til gengæld ikke sige om næste nat. Vi havde fået et forvarsel om eftermiddagen. Himmelen blev kulsort og der var ikke en vind der rørte sig. Vi sikrede jollen, fik arrangeret cover til lugerne, lukket kalechen og så brød det løs. Først vinden - den kommer altid nogle minutter før regnen - så regnen og da den var stoppet blæste det bare af h...... til. 

Vi sikrer at skibet ligger godt og går til køjs. Sover godt trods alle lydene - som er talrige. En blok på søgelænderet har mistet sin elastik og er begyndt at klapre. Skal absolut laves i morgen. Et fald er åbenbart ikke helt stramt nok for det klaprer også. Bommen er til gengæld stille for den er tøjret, fordi jeg ved at den plejer at knirke. Trappen knager når vi ruller og en af knapperne til kalechen er i stykke og klikker hele tiden når vinden tager i den. To små stole der står bag en dør bliver ustandselig ved at vælte fra side til side uanset hvor tit vi sikrer dem. Men ellers er det fint. Nå - det skulle da lige være bølgernes slask på skibssiden når vi ikke ligger lige på. Og for resten skal man huske at sætte proppen i håndvaskene før man tørner ind - vandet skvulper irriterende når man gynger. Faktisk så slemt at det somme tider skubber proppen op igen.

Vi sov godt til klokken 0330. Så blev det lidt værre og vi er oppe på skift for at se om vi ligger godt. Tommy er først oppe og mener vi ligger godt - den amerikanske båd er stadig bag os. Jeg skal op lidt senere og går i cockpittet for at checke vores beliggenhed og opdager at vi ikke længere har den amerikanske båd bag os men nu foran os. Det er buldrende mørkt og svært at se om vi har flyttet os. GPS én siger at vi nok har - landskabet og de andre både at vi nok ikke har men værst er at vi havde 8 meter vand da vi lagde ankeret - nu har vi 15 meter og vi er ikke helt tilfredse. Vi holder ankervagt ved hjælp af positionen fra GPS én og her klokken 4 sidder jeg igen og skriver mens jeg er på vagt. Alting er stabilt og det blæser måske lidt mindre nu. Kaffen virker ikke mere så nu må jeg vist i køleren efter chokolade.

Det bliver lyst ved 7 tiden og mens jeg sov en times tid har Tommy holdt vagt. Vi ligger stabilt hvor vi havnede i nat men vi er skredet for ankeret. Endda temmelig meget. Og på næsten ingen tid og uden at vi har hørt det. Heldigvis tog vi ikke den amerikanske båd med os i skredet. Det kunne vi ellers lige så godt have gjort for den var lige i vores linie. Vi tager ankeret op og sejler tilbage mod kysten og lidt længere ind end sidst. Dropper anker og sætter ankervagt på GPS én til vi er sikre.

Vi bliver ikke sikre mere den dag. Som minimum blæser det 10 - 13 sekundmeter når det er "stille" -  i pustene bliver vi trillet helt om på siden selv om vi er for anker og det rusker i alt. Vi havde jollen hængende ude på siden men måtte have den på dæk for den vendte næsten bunden i vejret når de kraftige vindstød kom. Atter en nat uden søvn. Vi er ved at være vant til det men det er alligevel irriterende. Vi vil have små palme øer med blåt vand og let brise om dagen og dødsstille om natten - vil vi !!

Vi har allieret os med en meget lille svensk båd som ligger lige foran os. Vi holder kontakt på VHF´en så vi kan advare hinanden.

Trods megen rusk og "dansen omkring" bliver ankeret på sin plads og vi har en forholdsvis god nat. Vi skiftes til at sove i stuen så vi hurtigt kan komme op men ingen problemer.

Vi bliver dog enige om at tage ind til den lille marina, i håb om at den næste nat må blive rolig.

Vi finder en langskibsplads - lidt langt ude - men med den vindretning vi har, er det helt fint. Den lille svensker kommer og ligger udenpå og da han hænger i fortøjningen  regner vi ikke med at han vil genere os.

Vi har næsten kun lige sat den sidste fortøjning, været hos havnemesteren og fundet ud af at det kun koster 6,5 Euro !! - det er langt det billigste endnu - da vinden så småt begynder at dreje om i vest. Det var da godt vi kom væk fra ankerpladsen for det ville have været noget af en katastrofe at ligge der i vestkuling. Til gengæld blev vi nu presset på molen og den lille svensker begyndte at hugge i os, så det der skulle have været en rolig nat i stedet blev en lektion i at acceptere helt andre lyde og bevægelser end vi er vant til.

Afsejling til Lanzarote d.11. Oktober. Vi sejler om formiddagen for vi ligger helt forfærdeligt i marinaen. Den ændrede vind har nu fået vendt søen så den står lige ind i havnehullet hvor vi ligger og slasker store bølger op bag i os. Altså videre til Lanzarote. Det er kun en kort tur på 28 sømil men alligevel lykkedes det os i dag - for første gang på denne tur - først at se en stor flyvefisk og kort tid derefter en lille haj. Det vil sige vi så kun finnen - men en gang set en haj inkl. finne = aldrig mere i tvivl når man ser en igen. Den trissede lige så stille rundt som nu hajen gør det og nu må vi se om vi kommer til at bade i havet nogen sinde igen.

Vi ligger i Arrecife - hovedstaden på Lanzarote og har fundet os en prima ankerplads. Vi ruller en smule men det er ingenting i forhold til hvad vi kommer fra - så nu håber vi endelig på en stille nat.

Vi er heldige at vores forventninger næsten blev opfyldt - nattesøvnen blev kun forstyrret af glade nattebadegæster inde på stranden.

Vi selv bader også og leger med vores baderinge og nyder det rolige, varme og klare vand.

Anna får sig en anderledes sejltur med rumpen behageligt og sikkert parkeret. Øh - var der ikke noget med hajer i dette farvand. Nå - de er nok skræmt væk nu... med den udsigt de har...

Således forløb turen i dette nr. af Joy-nyt

Lagos - Porto Santo: 3 døgn og 2 timer

Porto Santo - Madeira: 5 timer

Madeira - Graciosa: 2 døgn

Graciosa - Lanzarote: 4 timer

Herfra går turen - i løbet af den næste uges tid - til Gran Canaria hvor vi skal hente vores 2 gaster i slutningen af måneden.

Mere om det i næste nr. af Joy-nyt.