Retur til Joy 2.del

2.2 Beretning om turen fra Canaria Øerne til Kap Verde

Dette er 1. afdeling - denne side fortsættes senere...

Sidste gang I hørte fra os var vi på Lanzarote. I en dejlig ankerbugt og som altid når man har fundet et godt sted er det næsten ikke til at komme af sted igen. Men vi har jo en plan og skal til Gran Canaria for at hente vores 2 gaster - Susanne og Ralf.

Vi tog en lille hviler ( havde trods alt sejlet ca. 20 sømil fra Arrecife i havblik ) på sydspidsen af Lanzarote før vi sejlede videre til Gran Canaria.

Hvis man trænger til ferie uden at det er alt for overrendt så er dette hjørne godt. Der er naturligvis ferieboliger og hoteller men alt er lavet meget smagfuldt og her er rimeligt billigt. Stedet ligger som nævnt på sydspidsen af Lanzarote - Playa Blanca / Marina Rubicon - hvis nogen skulle komme forbi.

Et udsigtsbillede ud over Marina Rubicon på Lanzarote

Afsejling til Gran Canaria d. 21 Oktober 2008 

Vi starter klokken 1600 og regner med at være fremme næste morgen ved 8 - 9 tiden. Det passede fint for klokken 830 drejede vi ind i marinaen i Las Palmas. Vi er spændt på om vi må være her - det er jo herfra at ARC rallyet starter og så er marinaen forbeholdt dem der skal krydse Atlanten med ARC´en . Vi er ikke med i ARC´en fordi 

1. Vi vil ikke betale i nærheden af 8000,- for det. 

2. De sejler ikke derhen hvor vi vil. 

3. Vi kan udmærket godt klare os selv uden at have en barnepige til at holde øje med os undervejs.

Tre dage fik vi lov til at blive her så vi må i gang med vores planlagte projekt straks i morgen. I dag - hvor vi lige er landet og er lidt tunge i hovedet af ikke at have sovet særlig meget i nat - der skal vi bare slappe af. Det blev en urolig sejlads i nat. Vinden var ca. 15 knob og helt i orden. Retningen fin men søerne var korte og konfuse og vi rullede hele tiden en del. Det er vi stadig ikke helt klar til efter at have været i marina i flere dage. 

Projektet der har ventet på os er ...... intet mindre end udskiftning af toiletslangerne. Vi har bemærket i den senere tid at de ikke er i orden. WC´et trækker ikke som det plejer og vi tør ikke begive os ud på Atlanten uden at det er i orden. Fra gammel tid er slangerne trukket så de skæmmer båden mindst muligt. Det er jo fint men det betyder desværre at der er en lunke på et uheldigt sted og at den slange altid klotter til. Det er lige så fast som kedelsten. Det skal slås ud af slangerne men det tør vi ikke. Vi tog fat i en slange for en måned siden for at rense den og det viste sig at den var så mør at den krakelerede da vi klemte på den. Siden da har vi konstant haft lukket for søventilen for sæt nu slangen sprang læk. Det er uholdbart og vi vedtog at når vi kom til Gran Canaria skulle alle slangerne udskiftes. Og derudover ville vi lave slangeføringen om så lunken undgås. Vi har brugt hele dagen til det. Alt skulle afmonteres og tanken skulle ud og renses. Den var besat indvendigt med et lag på ca. 1 cm. tykkelse - hårdt som kedelsten og næsten umuligt at blive fri for. Det tog nogle timer ude på broen at få den ren mens Tommy fjernede alle de gamle slanger. Slangerne der er ca. 4 cm. i indvendig diameter har kun ca. 1 cm hul tilbage i midten. Så det var ikke så mærkeligt at det hele var noget trægt. Der skal bores nye huller i skottet til den nye slangeføring og tanken skal monteres  igen inkl. nye slanger der passer særdeles meget godt til studsene. Så godt at vi begge 2 måtte hjælpes med at få dem vredet på. Vi har fået en slange mere at se på ved siden af toilettet men hellere det og at det så virker. Sikke en fornøjelse at se det køre.  

Det er i øvrigt på tide at vi får sagt tak til Ulla. Ulla er flyttet ind i vores hus og passer hele menageriet med hund og katte og græsplæne o.s.v. regninger, mails o.s.v. Vi er meget glade for at høre fra hende at hun nyder omgivelserne og de friske georginer - til frosten tager dem samt at hun nyder at være barnepige for dyrene. Selv havetraktoren lader det til at hun nemt klarer.

TAK ULLA - det er dejligt at vide du er der.

Tilbage til Gran Canaria. Vi har fået lov at blive et par dage mere men jeg ved ikke om det var lykken. I bund og grund hader jeg marinaer og i nat i særdeleshed. Der har været en mærkelig stemning på broen hele dagen og aftenen med. Det så ellers lovende ud i går. Vi var til sejlertræf med 4 andre danske både her på broen og vi hyggede os og gik i seng i ordentlig tid så vi ikke forstyrrede naboerne for meget. Der har været et mylder af mennesker på broen i dag. Overfor flyttede nogle flere mennesker ind på en portugisisk udlejningsbåd. Det skulle åbenbart fejres. De var støttegruppe til en Litauisk kapsejler der sejlede i dag. Sproget var uforståeligt for os og blev det også for dem selv efterhånden som aftenen skred frem. De må også være blevet tiltagende mere døve efterhånden, for de sad og råbte, selv om de sad lige overfor hinanden.  De hældte den ene flaske spiritus i sig efter den anden - og jeg som troede man blev blind af træsprit. Det er helt forkert - man bliver døv og højrøstet. 

Derudover sejlede der en lille totalt sortlagt jolle rundt ude i havnebassinet. 4 personer ombord og den listede rundt mellem os. Lyste fra tid til anden på bådene med en lille lommelygte og vi holdet øje med den fordi det virkede mærkeligt. De lå og lurede. Helt klart. Efter et par timer kom der en bananbåd, med en del mennesker ombord , sejlende ind ude fra ankerpladsen og straks den var kommet og  landede på vores bro og de alle gik ombord i en stor gammel båd ,slog den lille sorte båd til. Vi listede ud og gik nærmere for at se og kunne se at de fik kontrolleret deres papirer men kunne ikke se så meget så... vi gik tilbage. De fortsatte derefter med at sejle rundt og vi demonstrerede at vi havde set dem ved at slå kalechen til  side og kigge ud på dem. Efter at vi havde gjort det mange gange, blev det for meget for dem og de sejlede hen til os og hilste pænt og fortalte at de var toldere og at de gerne ville se vores papirer. En af dem kom ombord og så efter at alt var i orden - hvilket det selvfølgelig var - og så fortsatte de deres menneskejagt. Da vi påtalte den sortlagte båd og at det virkede mistænkeligt,  beklagede de og sagde at de var nødt til det - det var deres arbejde. OK så kan vi sidde og være trygge. Vi bliver holdt øje med.

Jeg tror klokken var ca. et før de højrøstede genboer gik til ro men roen holdt ikke sit indtog. Naboen, der også havde gæster, larmede næsten lige så meget og nu her, hvor klokken er 3 om natten, kan jeg ikke sove fordi de griner og synger.

Jeg hader marinaer.

Til gengæld nød vi synet af Skoleskibet Danmark i dag. Den er kommet til Gran Canaria og ligger her den næste måneds tid. Vi var ude at se den og talte med en af de unge mennesker der var med på togtet. Hun fortalte forskelligt , bl.a. at der er 38 piger og 42 unge mænd med foruden besætningen. De sover i 2 banjer - side om side i hængekøjer. Intet privatliv - men det var vist også lige meget. Hun sagde at man sov så snart man lagde sig. Bare vi havde det lige sådan.

Skoleskibet Danmark. Ved kaj i Las Palmas på Gran Canaria.

Nå - nu er klokken 0455 og naboen går i seng. Så... det vil jeg også gøre.

Jeg var træt og sur da jeg vågnede næste formiddag. Fanden tage alle de idioter der ikke kan passe deres sengetid og som ikke kan tage hensyn til andre.

Senere på dagen hvor jeg var blevet mig selv igen var vi ovre på kontoret for at forlænge vores ophold men fik at vide at vi kunne komme Mandag morgen og så måtte vi se. I mellemtiden havde grib vejrfiler vist os at det ville blive rimelig dårligt vejr og vi ligger ikke så godt her i marinaen hvis der kommer hård vind fra nord. Der var lovning på 35 knob fra nordlige retninger fra natten til Onsdag og et døgn frem.

Mandag morgen - hvad nu ?. Skal vi blive eller skal vi sejle. Vi gider ikke kun få en dag af gangen men da Tommy i weekenden ringede til de eneste to andre marinaen vi vil ligge i - var beskeden at vi kunne  få 1 døgn  og så ... må vi se. Og hvis vi ville blive tvunget ud på en ankerplads er denne her i Las Palmas trods alt en del mere sikker end de nede sydpå. Tommy ringer igen og Vupti (.com - havde jeg nær skrevet) så kunne vi få en uge. Så er sagen afgjort. Vi pakker skibet sammen og sejler om på den anden side af øen. Pasito Blanco. Det er dobbelt så dyrt her men i betragtning af at der hvor vi kommer fra var  halv pris - så er vi jo lige vidt og det er en meget fin og stille marina. Et privat kompleks hvor der er opsyn og ingen nattelarm. Det vil sige - næsten. For nu hvor klokken er 0330 sidder jeg igen og skriver fordi jeg blev vækket lidt i 2 og ikke kunne sove igen. Det var igen naboen - fanden tage naboer. Godt vi ingen har hjemme. De er såmænd søde nok. Det er et svensk par der har deres to halvvoksne sønner med på tur. Sønnerne skal vist hjem i morgen og det skulle lige markeres med en tur i byen. De ankommer 0145 med taxa. Den "lille" er kanon hamrende stang stiv og står oppe på kajen mens den anden prøver at holde styr på ham samtidig med at han skal betale chaufføren. Da de skal ombord prøver den ædru at holde båden ind til kaj samtidig med at han skal holde fast i den anden men båden trækker retur og havde nær revet dem begge i vandet. Så var det jeg råbte at de skulle vente - jeg skulle nok komme og hjælpe. Men inden jeg nåede at få tøj på havde de selv klaret problemet - hvordan fatter jeg stadig ikke. Det gik vel ca. 15 minutter så hører jeg at den lille ligger og - skal vi sige - har det mindre godt. Han ligger fladt på maven ude på fordækket og jeg holder øje med ham til han går ned igen. SÅ kan jeg ikke sove og er lysvågen. Og hvad så - ja som sædvanlig sidder jeg jo så og skriver. 

Vi fik for resten klaret endnu et projekt i går morges da det endnu var helt vindstille og sveddryppende varmt. Vores toplanterne var begyndt at drille. Den blev ellers skiftet inden vi sejlede hjemmefra sidste år men nu dur den kun, når den får et dask på siden. Og det er noget usikkert. Jeg har været oppe og se på den tidligere og fik den også til at lyse - men kun til vi skulle sejle næste nat. Så ville den alligevel ikke. En ny toplanterne skal monteres og det er mit job at gøre det. Tommys job er så at hale mig op i masten og hvilket job. Godt det ikke er mig.

Her sidder jeg jo meget godt. Masten er vist et par og tyve meter høj og man har en fantastisk udsigt herfra. Prøv at se naboens mast. Han har trappetrin påmonteret masten. Det er fordi det er konens job at hive manden op. Så bliver der straks monteret trin. 

Nå der er kun få dage til vores gaster Susanne og Ralf kommer og vi er så småt begyndt at vende båden rundt. Alt hvad der ikke skal bruges til overfarten bliver pakket i for kahyttens kistebænke og alt det vi havde stuvet af vejen derude og som vi skal bruge står nu midt på stuegulvet til vi finder plads til det. Vi skal flytte ud i agter køjerne og er lidt ærgerlige over det for vi er så glade for vores for kahyt. Men vi vil ikke byde vores gaster at skulle sove hver for sig så de får den gode køje.

Det var meningen at de skulle komme nu på fredag men vi bliver klar over at Sterling er gået konkurs og frygter at det præcis er hos dem Susanne og Ralf har købt billet. SMS og mail hjem for at afklare problemet og ganske rigtigt - konkurs - pengene mistet og værst - ingen billetter. Så hvad nu. Ralf brugte en del timer på nettet for at skaffe billetter og det lykkedes, trods den korte frist og de ankom her til Gran Canaria Lørdag nat. 

Her står Tommy mellem 2 temmelig trætte gaster , Ralf og Susanne

31 Oktober og der provianteres.Det blev en hektisk start de fik her hos os. Vi havde jo lejet bil allerede fra i fredags hvor det var meningen de skulle komme og brugte fredagen og lørdagen til at køre i supermarked efter 160 liter vand, 18 liter mælk , 60 liter cola, 20 liter rødvin, 20 liter juice, 36 dåser øl. Det tog den meget lille udlejningsbil 2 ture at få det kørt hjem. Selv om det ser uoverskueligt ud lykkedes det os at få plads til det hele. 

Og vi er ikke en gang færdige endnu - der kommer meget mere til. Det bliver ikke billigere end her og så længe der er plads bliver der stuvet varer væk.

Søndagen brugte vi til en udflugt rundt på øen. Først op til Las Palmas og så satte vi kursen op mod øens top og midte. Hvad vi havde glemt var at det var søndag. Ja - det havde vi jo ikke glemt men vi havde glemt at alle holder fri om søndagen. Og derfor er ALLE ude at køre. Og ALLE skal op på toppen og spise frokost. Vi kørte i kø et par timer - 20 meter af gangen og tænkte hele tiden nu må det vejarbejde da komme snart. Men der kom ikke noget. Da vi nærmede os en af de større byer på toppen gik køen i opløsning og og vi kunne endelig selv finde et sted at få noget at spise. Sikke et chok vi fik. Da vi stod ud af bilen - hvor vi havde anbragt os nede ved kysten hvor temperaturen var mindst 25 grader og i øvrigt havde haft aircondition i bilen - og derved en konstant behagelig temperatur - opdagede vi hurtigt at det var koldt. MEGET koldt. Inde på den lille restauration sad folk med overtøj på - INDE - altså. De havde i det mindste kunne lukke døren så de kunne holde kulden ude. Hold op hvor vi frøs og vi endte med at opgive foretagendet og kørte videre til vi kom så langt ned at vi kunne holde varmen. Vi havde jo kun lille ærmeløs bluse og små shorts på og temperaturen var 12 - 14 grader koldt.

Vi endte heldigvis med at få en fantastisk tur. Bjergene på Gran Canaria er meget imponerende og særdeles flotte og vi var glade for at vi ikke lod os skræmme væk af et par tusind biler foran os.

Udsigt ud over bjergene med en fårehyrde og hans flok får til højre.

Det er lidt diset at se på for vi er oppe hvor skyerne kan røres ved. Og her er koldt.

Vi bruger de næste dage til at handle friskvarer og

Torsdag d. 6.November sejler vi fra Pasito Blanco på Gran Canaria klokken 1100. Det blev en lidt kaotisk start for vi kunne ikke finde Internet og måtte på marinekontoret for at få lavet nogle bankbetalinger  før de blev for gamle. Vi kunne ikke logge på og masede med det og pludselig skulle vi ombord for der var noget der skulle ordnes og tanken var at gå tilbage og ordne resten men så skulle vi væk fra kajen og lige pludselig var vi taget af sted uden en vejrfil. Den vi havde var 2 dage gammel men vi måtte stole på at det var ok. Vinden var nogenlunde som forventet. Østlig men en del stærkere end vi havde forventet. Vi havde rigget Joy til med passatsejl. DVS. 2 forsejl rullet på samme forstag. Det er ikke til andet end at sejle læns - altså medvind - så det ville vi naturligvis ikke men satte storsejlet i stedet. Og så gik det ellers der ud af. I fuld fart men desværre måtte vi håndstyre. De store bølger var så store at vi var i risiko for at bomme hvis vi skulle sejle bare i nærheden af den kurs vi skulle holde så det var en lidt hård start men også dejligt at mærke at det rykker.

Besætningen befinder sig i nogenlunde god stand. Bedst af alle - Susanne - der aldrig har sejlet og som ikke aner om hun bliver søsyg. Hun er et naturtalent. Hun mærker ikke noget og syntes det er en fantastisk tur men masser af indtryk og oplevelser. Hun laver mad, vasker op, rydder kabinen for tøj og diverse der altid kommer til at ligge og flyde. Og det gør hun med den største naturlighed som om hun aldrig har lavet andet mens vi andre hænger rundt omkring og prøver at klare os. 

Fredag d. 7 November 1. etmål 165 sømil.

I løbet af dagen skifter vi storsejlet ud med de 2 forsejl. Det er ikke helt så enkelt som det lyder. Der er høj sø og for at få storsejlet ned må vi sejle op i vinden. Det betyder at de store bølger virker endnu større. Ralf og Tommy hægter sig godt fast og mens jeg sejlet skibet op i vinden og bølgerne tager de storsejlet ned. Vi er enormt spændte på at sætte de 2 forsejl for vi har aldrig sejlet "sommerfuglesejlads" før men vi bliver meget glade for resultatet. Meget mere ro i båden.

Sommerfuglesejl der giver mere ro i båden og mindre stress hos besætningen.

Besætningen er dog stadig i mere eller mindre god stand. Vi skiftes stadig til at være utilpasse bortset fra Susanne der har det aldeles glimrende og som sørger for at vi andre ikke vansmægter. Hurra for hende. 

Lørdag d. 8 November 2. etmål også 165 sømil.

Dagen starter stille og roligt - skibet sejler sig selv - vindroret gør et godt stykke arbejde og vi får det alle mærkbart bedre. Nu spiser vi mere regelmæssigt og vi skyder stadig en god fart. Men her er koldt. Om dagen har vi T-shirt og lange bukser på og om natten - der er våd af dug og koldklam - er med vintertøj. Dynefrakke og regnbukser og pandebånd. Og alligevel bliver man kold.

Halvvejs. Klokken 23 - det er præcis 2,5 døgn efter vi startede - mangler vi den halve distance - nemlig 383 sømil. Besætningen bliver purret og vi fejrer begivenheden med champagne og chips.

Der dykkes godt i posen med chips. Her Susanne og Ralf som blev purret af deres gode søvn for at fejre begivenheden.

Søndag d. 9 November 3. etmål 145 sømil

Min første nattevagt var mærkbart forskellig fra alle tidligere. Jeg var ikke træt - jeg havde sovet rigtig godt - og i tilgift fik jeg så en stor flok delfiner på besøg. Jeg opdager en rygfinne i månens stråler i vandets mange små krusninger men tror ikke helt på det. Et øjeblik efter kommer der et plask og jeg når at se noget stort sort lande lige ved siden af båden. Spontant trækker jeg fødderne op og undrer mig over hvad det kan være for fisk. Men det varer ikke længe før jeg bliver klar over at det er delfiner. En af dem har givet mig et billede på nethinden der nok aldrig forsvinder. Jeg sidder og ser ud i månens strålers refleksion i vandet da en delfin springer ud af vandet og i 1 - 2 sekunder ses som silhuet mod det klart skinnende månestrålevand. Fantastisk.

Det er søndag i dag og vinden er løjet en del. Til gengæld skinner solen og her er varmt. Så varmt og stille at vi beslutter at i dag skal være store badedag. Tommy har købt en dykpumpe og med den saltvandsbader vi i cockpittet og skyller efter med ferskvand fra gardena havesprøjten. Virker perfekt og vi kunne 4 mennesker tage bad i 2 - 3 !!!!! liter ferskvand.

Dykpumpen leverer saltvand til badet og der skylles efter med ferskvand fra havesprøjten der står bag mig.

Efter et veloverstået bad trænger vi til en formiddagsbajer og mens vi lader solen varme os og vi sidder og glæder os til Tommys nye hjemmebagte rugbrød   -   kan livet ganske enkelt ikke blive bedre.

Først på eftermiddagen hvor vi alle døser i varmen kommer Susanne op nedefra og opdager at der er delfiner. Vi skynder os alle ud på fordækket hvor Susanne for første gang ser delfiner. Det er altid en fantastisk oplevelse men første gang er dog den bedste. Delfinerne flokkes om stævnen hvor de leget tagfat med os og de vinder hver gang. Overlegent skyder de pludselig op i fart og springer ud af vandet for at trække vejret. De er hurtige og behændige og det er fantastisk at se på.

Jeg sidder helt ude i stævnen og fotograferer direkte ned mod vandet der er kun 1 - 1,5 meter under  mig. Billedet er ikke klart - dertil sejler vi for stærkt - men man kan alligevel godt se at der på dette billede er mindst 5 delfiner lige ved siden af os.

Mandag d. 10 November 4. etmål 133 sømil

Natten var stille og rolig men desværre uden vind så det var motorsejlads hele tiden. Til morgen før solen stod op kom atter en stor delfinflok forbi. De blev længe og flokkedes om stævnen. Lige som på billedet herover. Mens vi var ude at se kom en flok flyvefisk farende - de fleste kom uden om os men en lille en nødlandede på dækket lige foran Tommy der modstræbende tog fat i den og smed den overbord.

Tommy kæmper - mest med sig selv - om hvad dælen han skal gøre ved den vildfarne flyvefisk.

Vi lever ellers godt her ombord. Frokost : Avokado m/stegt bacon + øl dertil. Middag : Mørbradbøf m/ cafe de paris sauce og rødvin bagefter - jo vi nyder livet.

Der studeres lærde bøger...

Og skipper studerer styrmandsaspiranten...

Susanne stærkt koncentreret om at styre det store skib.

Tirsdag d. 11 November 5. etmål også 133 sømil

Alting er som det plejer indtil jeg er gået i seng efter min nattevagt. Jeg har ligget i ca. 10 minutter og klokken er 0410 da der lyder et rabalder. Det er en tom plastic vandflaske der er faldet ned i kahytten fra cockpittet. Grunden til den  faldt ned var at Susanne havde travlt med at finde noget papir og derved kom til at skubbe til den. Hun skulle bruge papiret til at få fat i den meget glatte flyvefisk der forskrækkede hende ved at lande lige ved siden af hende i mørket. Jeg gik op for at se hvad der var los og finder Susanne storgrinende i færd med at få fisken ud i vandet igen. Vi grinede af det og jeg huskede tydeligt da det skete for mig i 2002 da vi sejlede den samme strækning hvor der er kolossalt mange flyvefisk. Nu klokken 700 hvor jeg kommer op viser det sig at 5 andre  flyvefisk har fundet en plads på dækket. Synd for dem. De er landet på dækket lige ved siden af cockpittet og Susanne har været heldig kun at få en af dem næsten på skødet. Endnu en masse delfiner til morgen - bliver aldrig træt af at se på dem.

Dejligt vejr - passende vind - ca. 6 knob på passatsejl - 2. store badedag - damerne tager solbad på fordækket mens mændene hygger sig i skyggen fra sprayhooden alt mens de holder øje med fiskestangen - god mad - kold øl - behøver jeg at fortælle mere. Susanne mente helt bestemt at hun så blåset fra en hval. "Hvor langt ude" ? spørger Tommy.  "halvvejs" siger Susanne og vi griner - hvor langt er halvvejs ude midt på havet?. Heldigvis har vi lige studeret kimingsafstande. Vi ville beregne hvor langt / tæt på vi skulle være for at få øje på øen Sal. Der havde vi i tabellen set at med en øjenhøjde på 1,5 meter var kimingen og dermed hvor langt vi kan se på 2,9 sømil så halvdelen af det må være ca. 1,5 sømil. Men vi så ikke mere til hvalen. Det ville ellers have været en flot finale på en meget hurtig sejlads til Kap Verde. Til gengæld fik Ralf bid på sin fiskestang - en guldmakrel - allerede på 1. fiskedag - desværre hoppede den af krogen før han fik den tæt nok på. Vi sidder nu alle og venter spændt på hvornår vi får øen i sigte. Vi mangler kun 10 sømil og vi kan ikke se den mindste smule. Der dobbeltcheckes positioner og waypoints men alt er rigtigt - bortset fra at vi ikke kan få øje på den fordømte ø. Vi mangler 6 sømil og nu ser vi et svagt lys. Endelig er vi nået frem.

 

Susanne spejder efter land.

Vi mangler 4,4 sømil før vi ser øen tydelig. Vi lister os ind på ankerpladsen og får "fast grund omkring ankeret" og vi fejrer i champagne og lidt lækkerier.

Det bliver til 805 sømil på 5  1/2 døgn. At den udsejlede distance er længere end den faktiske skyldes at vi ikke kunne holde lige på kursen på grund af sejlføringen og derved måtte sejle lidt længere.

 

Dette var alt i denne udgave af JOY-nyt men jeg vil prøve at få nyt ud før vi sejler mod Barbados.