Retur til Joy 2.del

2.2 X Beretning om Kap Verde Øerne

Vi ankom til den nordøstligste ø SAL Tirsdag d. 11 November klokken 2210. Vi lister os ind på en ankerplads, der næste morgen viser sig at være temmelig fyldt. Bådene ligger tæt og vi lægger os yderst. Selv om der så er længere vej til kajen med gummibåden - hvilket intet betyder med den store gummibåd vi nu har - har det den store fordel at vi ikke har nogen til at glo ind i vores cockpit. Vi kan bade nøgne uden at blive overbegloet og det nyder vi. Har vi for resten fået nævnt at luften er 32 grader og vandet 26. Nå men vi er forfulgt af franskmænd overalt hvor vi kommer. Her på SAL er der rigtig mange og en af dem smider anker mens vi er i land. Det smider han så han akkurat har den bedste udsigt til vores cockpit og det skal vise sig at han benytter sig af det senere hen. Vi bliver hurtigt klar over at han bruger det meste af sin tid oven dæk, til at se i vores retning. Vi gør ham muligvis uret - ser han måske forbi os ? - ved det ikke men vi føler os lige i skudlinien og det er slut med at dase i cockpittet uden tøj. 

Her på den nordlige del af SAL lever befolkningen formentlig som de har gjort det i masser af år. De lever primært af fiskeri og kvinderne passer byens små butikker. De arbejder i deres eget tempo men har nu alligevel travlt. Vi er enige om at det må være det samme personale der passer flere butikker for det er helt sikkert at hvis souvenir butikken har åbent så er posthuset lukket og det samme er bageren. Internet butikken har i øvrigt kun åbent indtil vi ankommer så går damen og kommer igen om en halv time - for posthuset skal lige åbnes lidt. Gaderne er nedslidte men husene er forholdsvis pæne. 

Den stedlige færge ankommer til øen fra en af de andre øer og den fungerer som pakæsel m.v.

Den inter Kap Verdianske  færge på vej i havn - læsset med folk, biler og både samt en frygteligt masse andet.

Helt anderledes ser det ud på den sydlige del. Her er hotellerne skudt op og det er på vej til at ligne Costa del sol i Spanien men det er  Costa del SAL på Kap Verde. Vi kan godt forstå hvorfor -  for vandet er lyseblåt og sandet hvidt. Solen skinner og her er dejligt men det er en elendig ankerbugt. Der er rigtig godt hold i ankeret men vi ruller hele tiden fordi store dønninger arbejder sig vej ind i bugten og det er næsten umuligt at lande jollen nogen steder af samme årsag. Det er ærgerligt for dette her ligner Caribien. 

Den sydlige spids af SAL , Kap Verde. Blåt vand og flotte sandstrande.

Efter et par dage har vi fået nok - ikke af vandet og farvet og varmen - men af rulningerne. Det er hele tiden og det er for meget så vi gør skibet sejlklar. Vi skal videre til den næste ø i rækken. Det er Sao Nicolau. Vi har en lidt besværlig sejlads for vinden er agten for tværs - så er den plat - så er den agten for tværs igen og så er det halvvind - for at ende med bidevind. Sejl ind og ud og ind igen - stager af og sejl laves fra passat til almindelig sejlføring. Vi havde sådan set nok at se til. Turen var en natsejlads og på ca. 90 sømil. 

Og endelig fik vi hvaler at se. En mindre flok men de var så langt fra os at billederne ikke blev tydelige. Men skidt med det - vi får nok set nogle flere en anden dag.

Vi ankommer til en helt anderledes ø. Sao Nicolau er bjergrig og frodig på den nordlige egn. Vi tager en pickup over for at se på storbyen der viser sig at være mindre end vi forventede af en hovedstad.  

Her et af de flotteste bjerge vi har set længe.

Det var en fantastisk tur. Der er kun 26 km. men det tog alligevel halvanden time. Det var snørklede små veje igennem små bebyggelser og men en fantastisk natur hele vejen.

Vi holdt her i over 30 graders varme og ventede på at de fik jævnet vejen. Men da der ikke var andre veje var det også eneste mulighed vi havde. Og vi frøs ikke selv om vi var højt oppe i bjergene.

Vel tilbage i båden spiser vi aftensmad og sidder og falder lidt sammen. Vi er så småt på vej i køjen selv om det er noget tidligt. Jeg sidder og skriver og hører noget plaske mærkeligt tæt på. Jeg går op i cockpittet og ser at en af de andre både ligger med sin bagende tæt ved vores midte. Det er en fransk båd som tidligere på dagen flyttede sit anker tættere på os. Den kommer tættere og det mærkelige er at den ligger stik modsat af alle os andre på ankerbugten. Godt nok ligger vi og kører noget rundt men vi har ikke været så tæt på nogen af dem før. Vi ligger midt mellem 3 franske både og de er til party hos den ene af dem og vi prajer dem og fortæller at der er problemer. De kommer straks og starter maskinen og prøver at sejle væk men det viser sig hurtigt at de har fanget vores tripline. Det er den line der er sat i ankeret så vi kan se hvor det er og så de andre kan se hvor de ikke skal kaste deres anker. Den line har han fået rundt om sit ror og da han sejler væk kan jeg se på vores kæde at han begynder at trække os med sig. Jeg råber til ham af mine lungers fulde kraft at han skal stoppe - at han har fat i os og trækker af sted med vores anker. Han og vi lyser under hans båd og ganske rigtigt - han har fat i vores line. Han får fat i den og skærer den over og så er det problem ovre. Bortset fra at vi nu er nødt til at tage vores anker op og sejle ud hvor der er bedre plads og færre franskmænd og kaste det igen. Det er egentligt ikke noget at snakke om men man bliver alligevel lidt opkørt når man nu ligger lige så stille og roligt og passer sit og så skal man pludselig være klar til at redde trådene ud. Godt det var en stille dag med godt vejr. Vi får en rolig nat og der opstår ikke andre problemer.

Et vue ud over ankerbugten i Sao Nicolau med den meget sorte sandstrand.

Vi har efterhånden fået lyst til at få tun til aften så vi kontakter en af de unge fyre på stranden der tilfældigvis kommer gående forbi med et par små tun og spørger til prisen. den vejer vel ca. 5 kg og prisen er 1000 escudos. Det er ca. 75 kroner. Det bliver Ralf der kommer til at stå for det, da vi andre hader lugten af fisk. Men bøfferne smager vidunderligt og selv Tommy der ikke er fiskespiser syntes de er gode. Resten af tunen bliver brugt til at lave fiskefrikadeller af og det er til dags dato de bedste af slagsen jeg har fået.

Ralf -  iført sin nyanskaffede slå-om-ting - er travlt beskæftiget med at tilberede nyfanget tun . Og Susanne griner - det gør hun altid og siger " ja men - det er jo det!"

Vi har læst i vores pilot bog at der kan komme nogle særdeles kraftige vinde på denne ankerplads. De stammer fra bjergene og ved specielle vind og vejrforhold kommer disse voldsomme vindstød. Og det var præcis hvad der kom næste nat.  Første halvdel af natten var god nok bortset fra at der var temmelig varmt i skibet efter at Ralf havde stegt fisk i nogle timer men den sidste halvdel tilbragte Tommy og jeg i cockpittet med at holde øje med tingenes tilstand. Alt forløb dog stille og roligt og det gav ingen vanskeligheder bortset fra at Biminien var ved at lette et par gange. Vi har allerede besluttet at sejle tidligt i dag så... vi må bare sove næste nat.

Torsdag d. 20 November afsejling mod Mindelo. Vi sejler nord om et par småøer på vej til SAO Vicente og Mindelo. Det at vi skal nord om dem gør at vi kommer til at sejle med vinden ind fra siden. På et tidspunkt er vinden oppe på 13 - 14 sekundmeter og selv om vi har 2 reb i storen og kun en lille snut forsejl sejler vi 8 - 9 knob. Det bliver en hurtig tur men desværre tager vi en del vand over dæk og jeg får set at jollen ikke sidder godt nok fast og de to træklodser der bliver brugt til at stille den på er ved at skride under den. Hurtigt finder jeg sikkerhedslinen og på en skråtliggende båd der tager en del vand ind over fordækket og også over mig bevæger jeg mig ud for at sikre den. Tommy styrer og jeg er helt tryg ved situationen og jeg får bundet klodserne og jollen fast. Et andet problem er, at når vi tager så meget vand ind over fordækket så er forlugen ikke tæt trods mange forsøg på at ordne den og der løb desværre en del vand ind i forkøjen hvor Susanne sover. Fandens også at vi ikke kan finde hullet hvor det kommer ind. Synd for Susanne der nu må sove på et håndklæde for at tage det værste.

Vi ankommer til Mindelo om eftermiddagen og selv om vi har været her før - i 2002 - er intet som det plejer. Lige bortset fra at vi bliver råbt an af en lokal mand der sidder på en fransk båd. Han vil gerne stille sig til rådighed for os hvis vi skal have hjælp til noget. Enten det er clearing af bådens papirer eller vand - brændstof - eller lign. så bare spørg efter MR. Louis. Siden vi var her sidst er der kommet en stor marina og der er blevet ryddet op i ankerbugten og vi sidder lige så stille og ser rundt og tænker : Det er da godt for dem at her bliver ordentligt men vi kunne nu godt lide det da det var fremmedartet og anderledes end andre steder. Med sit helt eget særpræg. Nu ligner det en storby og en marina der kunne være alle steder. Ingen særpræg. Selv den charmerende hovedgade med brosten har nu fået asfalt og der kører - i modsætning til sidst - en masse biler og busser i forrygende fart. Busserne skal ud til molen hvor der nu ligger et krydstogtsskib !! Nu forstår vi hvad den gamle jorden rundt sejler fra Holbæk - Svend Billesbølle - mente da han en gang fortalte os at han havde set det bedste og at det hele var ødelagt allerede den gang da han kom tilbage hertil. Hvis han så det nu ville han korse sig. Da vi kom her i 2002 var der en stribe boatboys der stillede sig til rådighed med at hente vand og passe på båden o.s.v. Bl.a. "vores" Nilton som også en gang sejlede med Svend Billesbølle. Vi har spurgt efter ham men fik at vide at det var skidt med ham. Vi udfrittede og fik at vide at han er i fængsel men kunne dog ikke få ud af dem, hvad han er fængslet for. Tilbage er tilsyneladende kun Mr. Louis. Og han er givetvis den dårligste af dem da de andre antagelig har fundet anden beskæftigelse. 

En anden ting vi har lagt mærke til på turen ned forbi Europa , Madeira - Canaria øerne til Kap Verde er at Kineserne har overtaget verden. Selv i den mindste flække er der en kineserbutik og de sælger de samme varer over hele verden. Ikke noget under at de har en kæmpe eksport. Nu sidder de på hele tøj og sko markedet på disser små øer. En hurtig gennemgang af byen afslørede mindst 20 - 30 små kineser butikker. Og de har absolut et minimum at lave. Alle samme  koncept. En ung kineser ved kassen og en eller to lokale til at følge tæt på kunderne rundt i butikken. Og det er det samme bras alle vegne. Men det er billigt.

Lørdag d. 22 November og det er min fødselsdag. Jeg vågner klokken 0120 og kan ikke sove mere. Vi går temmelig tidligt i seng i øjeblikket og nu var jeg udhvilet. Som altid nyder jeg at sidde i et sovende skib og skrive om vores oplevelser. Men nu vil jeg gå i seng så jeg kan vågne op og være overrasket over at blive vækket til morgenkaffe m.v.

Næ, hvor jeg blev overrasket. Jeg havde "slet ikke" hørt at der blev rumsteret.

Der blev serveret morgenkaffe og boller med flag og en lille gammel dansk til. Og der blev sunget morgensang. Rigtig hyggeligt at fejre fødselsdag i november i 25 - 30 graders varme. Jeg fik både en sød Bikini - Marabou chokolade og en pose saltsild foruden dette flotte håndklæde med Kap Verde flag og delfin. Det blev en hyggelig dag som afsluttede med middag på en lokal restaurant.

Flotte gaver der alle var meget anvendelige og meget velkomne.

Se hvor flot Joy er pyntet til ære for mig. Dejligt. Tak skal I have.

Tirsdag d. 25 November udflugt til Santo Antao.

Vi skal tidligt op for færgen afgår senest klokken 800 og vi skal først have jollen i vandet og motoren på og sejle ind til land og over til færgen men vi når det i fin tid. Vi skal til naboøen Santo Antao. Den har ry for at være den frodigste af alle Kap Verde øerne og vi nåede det ikke i 2002 så nu skal det være. Færgen tager kun en lille time og ruller næsten ikke. Vel ankommet på den anden side laver vi en aftale med en lokal minibus. En tur op til den nordlige del af øen som vil tage hele dagen koster os 8500,- Altså escudos. Det er knap 650 kroner. Det er vel ikke så værst når man tænker på hvor flot en tur det skulle vise sig at blive. Hvor behagelig den var lader vi hænge lidt i luften for alle veje er brostensbelagt og farten er beregnet til asfalt så selv om man sidder i et almindeligt fladtrykt sæde er støjen og rumlen overvældende. Men udsigten hvor vi kommer frem er det også.  

Her er helt stille. Vi er godt oppe i himlen og vejret er stille og fuglene synger og der er en duft af træer og buske.

Vi er så højt oppe at vi ser ned på skyerne. Senere - da vi var kommet ned til kysten - er vejene brudt sammen og de er ved at renovere dem. Derfor kører vi i flodlejet. Der er bare lige det at regntiden skulle være ovre men dagen før vi kom havde det bare styrtet ned. Så flodlejerne var ikke helt udtørrede længere.

Mens vi kører fortæller vores chauffør at de er meget glade for danskere på denne ø. Vi som er vant til Muhammed tegningernes eftervirkninger bliver nok lidt forbavsede men også glade, for han fortæller at der er adskillige "Børnefonden" centre på Sal.  Om vi vil besøge et af dem ?? Ja det vil vi gerne og bliver taget med til et center i Ribiera Grande. Der er p.t. 11 børn tilknyttet og vi bliver mødt af centerets bestyrer samt en medarbejder der er god til engelsk og bliver fortalt en masse. Det bliver pludselig meget mere nærværende end en reklame hjemme på tv. 

Vi besøger et lokalt rom destilleri og se bare hvem der stimler sammen om prøvesmagningen.

Der er ikke tid til at se på fotografen. Der prøvesmages rom i en hønselortebelagt baggård. 

Tommy og vores Chauffør ude i sukkerrørmarken.

 

Fredag d. 28 November udflugt til Pica Pau. 

For de af vores venner der har været her før, vil jeg lige nævne at Restauranten Pica Pau stadig ligger hvor den plejer. Den er stadig lige besøgt og meget hyggelig selv om den er særdeles primitiv med et meget lille lokale og 6 små borde med plads til 20 - 25 mennesker hvis vi sidder skulder ved skulder - og det gør vi. Også skulder til skulder med kakerlakkerne. Ralf ville lige se nærmere på et af de flere hundrede breve - fra tilfredse sejlere - der er klistret på væggen. Og da han lettede lidt på et af dem - opstod et sandt renderi hen over væggen. Samtidig havde "krofatter" nemlig startet en ventilator han ikke plejede at bruge og det fik alle brevene til et blafre ganske lidt. Men nok til at kakerlakkerne for forvildet rundt. Ja, sådan noget må man jo bare tage med - bare det ikke er med hjem. Taskerne fik lige strammet lynlåsen tættere til og så fik vi endelig maden serveret. Tommy og jeg havde bestilt BIFE de PICA PAU. Det var et ubestemmeligt stykke kød. Gennemstegt med passende krydderi og smagte fint. Susanne og Ralf bestilte Arroz de Marisco. Det er en ris ret med alt godt fra havet. Og her kommer det ubeskrivelige. Susannes chokerede udtryk i ansigtet da hun så, at der på den - i øvrigt meget farvestrålende - anretning stak ben af languster og blæksprutte op. " Jeg spiser altså ikke blæksprutten" sagde hun med vantro malet i øjnene. Jeg tror de havde splittet en languster ad i passende stykker og intet gik til spilde. Selv følehornene var med i retten - og ikke bare krabbe kød - nej hele krabben lå der - flere faktisk og Susanne anede ikke hvor hun skulle starte. Med spidsen af en finger vendte hun en af krabberne om og hendes ansigt fortalte at hun ikke havde tænkt sig at røre mere ved den. Ralf derimod er ikke madfornægter og han startede sådan set bare fra en ende af - dog fik han ikke noget ud af krabberne selv om han prøvede at brække dem i stykker. Øv hvorfor havde vi ikke lige kameraet med i dag.

Vi skal snart af sted herfra og vi provianterer de sidste fornødenheder - diesel, vand, mad, og en del slik. Alt vores vasketøj er klaret og skibet er gjort rent og er klar. Og der er lagt rent på sengene. 

Det er sandelig ikke noget let job at lægge lagen på en trekantet seng hvoraf noget af den er inde under et skab.

Vi længes efter at komme af sted. Nu har vi set Kap Verde og vil videre. Planen er at vi forlader Marina Mindelo Tirsdag morgen d. 2 December og forventer at nå Barbados d. 18 - 19 December afhængig af vinden. Så vi skulle gerne høres ved inden jul.

Dette var alt i denne udgave af JOY-nyt - vi "høres" ved på den anden side af Atlanten i midt/slut December.