Retur til Joy 2.del

2.6 Beretning om Union og Carriacou

Som jeg nævnte i sidste nummer af Joy nyt sejlede vi fra Bequia d. 2 Januar. Vi var efterhånden blevet nogenlunde nærværende og mente godt vi evnede at sejle de 20 - 25 sømil til den næste ø - Mayreau. Det er en lille ø der har en formidabel strand med mange palmer - særlig en palme har interesse. Det er den vi alle sammen igennem tiden har kravlet op på. Den er meget glat og der bruges forskellig teknikker hvoraf nogle af dem virker - men ikke alle.

Susanne kom da et godt stykke af vejen - det er faktisk slet ikke let.

Jeg kom en del længere men jeg har også prøvet det for nogle år siden.

Man kan ikke besøge Mayreau uden at besøge Bob Marley bar. En lokal fyr - som er fan af omtalte hedengangne tjaldrygende musiker og som selv til stadighed fyrer en fed - Robert hedder han - har lavet en bar som hædrer B.M og hans livssyn. Det er et lille hyggeligt sted men vi bliver ikke længe for jeg bliver altid ædt af myg deroppe så... ned til vandet igen i en fart.

Næste dag - efter at vi havde tilbragt en nat med masser af blæst og regn - hev vi ankeret op og sejlede til Union. Selvfølgelig skulle vi lige få en byge da vi netop var afsejlet men igen havde vi badetøj på og turen er kun på en times tid. Union er speciel fordi den er omgivet af et stort rev og vi ligger bag dette rev men sådan set lige ud til det buldrende Atlanterhav. Og vi ligger godt. Men der er efterhånden kommet mange både og vi fornemmer at der er mere trængsel end vi husker det. Der er udvikling alle steder. Selv ude på den lille bar på revet er der bygget ud. Nu er der plads til en del flere mennesker end da vi så det først for nogle år siden.

Tommy ser ud over revet og over mod Mayreau, den ene  Amerikaner ser på det nye hummer bassin mens den anden ser dybt i flasken.

.

Tilfredse med den gode rompunch og tilpas tilbagelænet. Livet er ikke så ringe endda.

De sidste mange dage har været "sidsten". Sidste det ene og sidste det andet. Sidste badetur - sidste tur i land - sidste sundowner o.s.v. Det er snart tid Susanne og Ralf skal drage hjem til kolde Danmark. Vi håber de fik det ud af turen de havde håbet på. En ting der skinner igennem fra hele turen er Susannes fantastiske evne til at være under dæk når vi sejler. Ingen af kunne jo vide det da hun aldrig har sejlet før så det er svine heldigt at hun bare syntes det er fantastisk. Sidste dag på Union for Susanne og Ralf. Vi skal jævle tidligt op for de skal være ved færgen allerede klokken 0600. Vi tager gummibåden de 100 meter ind til land og går få hundrede meter over til færgen. Der er endnu ikke kommet en sjæl men hurtigt begynder det at myldre med lokale der skal have frugt og grøntkasserne med færgen til St. Vincent. Så kommer de tilbage fyldte. Ja sådan må man jo finde ud af det i de små samfund her. En ung fyr går ombord sammen med alle de andre. Men pludselig går det op for os at politiet er kommet. Han bliver taget med tilbage på kajen og al hans bagage bliver gennemgået i fuld offentlighed. Snavsetøj m.v. bliver hevet op og lagt på kajen sammen med de indkøb af forskelligt han har foretaget. Politiet står klar med automatvåben trukket og vi kigger lige en ekstra gang. De finder dog ikke noget - selv om han ligner en der har noget skjult - og han får lov at gå ombord igen.

Og dette er sidste dag på Union for Susanne og Ralf - i hvert fald i denne omgang.

Man tror det næppe - men dette er færgen der skal fragte Susanne og Ralf til St.Vincent hvorfra de skal flyve hjem.

Efter at de er rejst nyder vi at have båden for os selv og sejler om på den anden side af Union til Chatham Bay. Der omme er der god plads på ankerbugten og den fornødne ro til at få gjort båden ren. Det er længe siden den sidst blev ordnet og efter at have været 4 personer ombord i 9 uger skal jeg love for at den trænger. Men vi giver os også tid til at snorkle. Her i Chatham er der et rev som indeholder fantastisk mange fisk. Hele stimer svømmer rundt omkring os og vi ser mange moræner og kuffertfisk.

 

Her en moræne der stirrer op på mig - der er ca. en halv meter mellem os, fordi jeg dykker ned for at fotografere den.

Vi overdriver ikke når vi siger at her er millioner af fisk.

Denne unge Angelfish bor tilsyneladende sammen med en triggerfish der gemmer sig inde i hulen.

Chatham Bay - bagsiden af Union. 3 andre både og fred og ro på stranden er lige noget vi kan lide.

Selv om her er dejligt har vi alligevel lyst til at besøge en anden ø lige syd for os. Carriacou. Desværre hører den ikke til den ø gruppe hvor vi er checket ind, så når vi sejler til den alligevel er det det samme som illegal indvandring. Men vi er lidt dovne og gider  ikke checke ud her hvor vi er for at skulle checke ind igen på Carriacou. Desuden koster det penge. 

Vi besøger også her gamle bekendte og skal selvfølgelig også besøge mangroven - nu vi er her alligevel. For en gang skyld er vandet helt klart og vi kan se hvad der er på bunden. Det er meget mystisk for det ligner søstjerner men under dem er en vandmand og de er stationære. Ikke flydende i vandmassen som vandmænd normalt er. Og bunden er fyldt med dem. Om det så virkelig er godt eller skidt ved vi ikke rigtig.

Mangroven ligner heldigvis sig selv. Vi var noget bekymrede om det nye marinaprojekt som der stadig arbejdes på, havde ødelagt den men endnu går det.

Billedet er ikke særlig godt men mon ikke man godt kan se at den er stjerneformet. Den er ca. 20 cm i diameter. Og i virkeligheden en form for vandmand.

Samvittigheden overvandt dovenskaben og efter at have fået vasket tøj, været i byen og proviantere og ordnet e-mail og bank,  bestemte vi os for at sejle tilbage til Union. Kun for at møde kraftig blæst. Det er godt for vindmøllen som producerer masser af strøm men man bliver så træt i hovedet af al den uro. På Carriacou lå man lige så stille uden dønningen og uden kraftig vind. Vi tager nok snart tilbage dertil.

Efter en meget urolig, men dog sikker nat i Chatham Bay sejler vi tilbage til Clifton og smider anker bag revet ved Union. Vi syntes stadig det blæser for meget men vi er ude og se til ankeret og det ligger tilsyneladende godt. I løbet af eftermiddagen lægger vinden sig og vi tænker at nu er det godt.

Mandag d. 12 Januar 2009. Nu føler man sig kaldet til at skrive " Oh - "what a night" . Det gik ellers så godt i aftes men ved 2 tiden i nat blæste det igen op og jeg sad oppe og holdt øje med tingene. Når man ligger ude i køjen og sover holder man instinktivt "øje" med det hele. Fornemmer skibet - dønningerne der slår på skibssiden - månelyset der skinner ned i øjnene og en gang i mellem stikker man hovedet op for at finde de fiks-punkter man har valgt, for at se om man stadig ligger hvor man skal. Som oftest er det de nærmest liggende bådes ankerlys. Da jeg kiggede efter i nat manglede der pludselig et. Det var egentligt derfor jeg stod op. Ret hurtigt blev jeg klar over at en Amerikansk båd ved siden af os var drevet for sit anker og jeg mente at han efterhånden var meget tæt på den der lå bag ham. Men inden jeg når at gøre mere ved det, ser jeg at de selv er stået op og er ude at se til deres anker. Jeg går i seng igen - 5 minutter når jeg at ligge, så hører vi at han tager anker op. Så står vi begge op for at være klar hvis der sker noget. Han prøver i over en time at få hold i bunden igen og prøver mange gange at kaste anker. Han er hele ankerbugten rundt men vi vil ikke gå til ro før vi er sikre på at han ikke kommer tilbage hertil. Vi når nemlig at blive lidt fortørnede over hans måde at gøre tingene på. De kan næsten intet se ude ved ankeret men sejler alligevel rundt med ankeret nede i vandet og sejler på et tidspunkt hen foran os og bliver liggende stille i et par minutter. Vi er bange for at vores meget strakte kæde måske har fanget hans anker eller hans køl eller ror. Men han sejler videre og vi ligger stadig hvor vi skal.  Vi er først rolige da vi ser at det lykkes for ham at få bid lidt længere henne. I dag checker vi ud og sejler tilbage i læ i Tyrell Bay , Carriacou. Vi gider ikke dette stormvejr mere.

Et par timer senere ligger vi i Tyrell Bay og nyder det. Det blæser også her men på en helt anden og behagelig måde. Ankeret ligger forsvarligt fast og vi slapper endelig af. Vi får lige besøg af en anden dansker der kommet over til os og inviterer på sundowner i aften. Han er såmænd fra Hundested. Hyggeligt at se sejlere fra vores egen fjord  helt herude i verden.

Onsdag d. 14 Januar 2009. Det fordømte blæsevejr. Selv om her er en del mere komfortabelt på denne ankerplads end der var på Union,  holder det blæsevejr, der desværre har sat sig på området,  mig vågen igen i nat. Sidder lidt i cockpittet og konstaterer at alt sådan set er i orden og mærker at jeg skal tisse. I stedet for at gå ned og forstyrre Tommy ved at larme med toilettet, kravler jeg ud bag på badeplatformen og stikker måsen ud og tisser og er vældig tilfreds. Det er fuldmåne og vel tilbage i cockpittet ser jeg tilfældigvis over til nabobåden at han står og ser over til os. Øv hvor man føler sig dum. Hvorfor så jeg ikke efter før jeg satte mig ud bag ved. Nå, så har blæsevejret også vækket Tommy og jeg tror vi skal blæsevejrskaffe.

Fredag d. 16 Januar 2009 skulle blive den længe ventede dag hvor jeg for første gang fik "greenflash" at se. Og guderne skal vide hvor mange solnedgange jeg har set på, for at opleve dette fænomen -greenflash. Det opstår lige når solen passerer horisonten og lysets brydning " gør et eller andet" der giver et kraftigt, meget grønt lys i et halvt eller helt sekund. Jeg havde ellers opgivet og var så småt begyndt at påstå at det slet ikke fandtes, hvis ikke det var fordi Tommy har set det og naturligvis tror jeg ham når han siger at " den er god nok". Jubelen ville ingen ende tage og jeg er meget tilfreds. Det har været stille vejr de sidste dage så vi har ikke fået så meget strøm fra møllen men til gengæld har vi sovet helt fantastisk om natten. Vi har haft nogle små regnbyger der lige akkurat kan holde os selvforsynende med badevand. Vi bruger ca. 2 liter ferskvand til at bruse os med efter saltvandsbadning pr. dag.

Lørdag d. 17 Januar 2009. Stille dag igen - noget overskyet og til aften brød et regulært skybrud ud. Vi nåede at samle ca. 50 liter vand fra biminien - så nu skal der storbades. Det er fint for vi har fundet vores dykkerudstyr frem og skal i gang med dykningen og så skal der bruges mere ferskvand for at skylle det grundigt efter et dyk.

Søndag d. 18 Januar. 2009. Så kom vi i gang med dykningen. Det var det første dyk i to år så det var også på tide. 66 minutter i 27 grader varmt vand er vel ok. Det er så fantastisk flot at vi aldrig bliver trætte af at opleve det. Vi dykker med Aravak divers på Carriacou. Det er et tysk dykkerforetagende og vi dykker sammen med Conny. Hun er dygtig og grundig og vi får tid til at se det vi vil og tid til at "snakke" med fiskene. Og så er vi kun Tommy og jeg sammen med hende så vi får super behandling.

Her en tandløs Sharptail Eel der næsten lader sig tage op.

Vi kommer også, i lyset af vores afslapning og masser af tid, til at tænke på at Susanne (gasten) nu er i gang med den 2. arbejdsuge hjemme i DK. Nå - men der venter også masser af arbejde til os når vi kommer hjem så vi skal nok få vores sag for.

Vi arbejder faktisk også herude. D.v.s. at der skal gøres rent og en grundig gennemgang af køkkenskabene afslørede en del nusseri men heldigvis stadig ingen tegn på kakerlakker. Vi husker kun alt for tydeligt fra Tupilak - da vi sejlede i hende herude - alt det kakerlak lort der lå i alle krogene, allerede få dage efter vi havde gjort det hele rent og sprøjtet med alverdens gift der også nær havde slået mig ihjel. Men som sagt - bank 3 gange under et bord - ingen kakerlakker. Vi sprøjter nu alligevel skibet en af dagene for jeg bliver stukket af myg når jeg sidder her og skriver. Tilbage til kakerlakkerne. Vi var nu ellers en del bekymrede da vi lå i marina på Gran Canaria og Kap Verde, for det myldrede med kakerlakker alle vegne. Nu hvor vi ligger for anker er risikoen ikke så stor og vi styrer det nogenlunde selv ved ikke at bringe emballage ombord.

Mandag d. 19 Januar 2009. Vi tager til land for at købe ind og stikker lige et smut over til Conny og George. Men han mangler. Det viser sig at han - da han hoppede ud af båden i går - ramte et glasskår eller lign. og skar et dybt hul under foden. Conny hjælper ham med at vaske, rense, behandle og forbinde og mens hun gør det ligger dykkerbåden i vandkanten og støder på noget koralbund. Da Conny når til at tage sig af båden opdager hun at den tager vand ind. Selv om hun pumper den tom løber det lige så hurtigt til. Den har hul i bunden og er nu på bedding. Heldigt at de har mere end en båd. Det er værre med George - han kan nu ikke gå på sit ben og må sidde med det oppe hele tiden. Det er heldigt at de selv kan tage hånd om den slags skader for det skete om søndagen og da har lægen lukket.

Tirsdag d. 20 Januar 2009 og vandet er stadig 27 grader varmt, selv om vi er dykket ned på ca. 17 meter vand. Pludselig kan jeg se på Conny at hun har fået øje på noget bag mig og da jeg vender mig om, ser jeg en Sting-ray (rokke) komme svømmende hen imod os og fortsætter lodret opad en koralvæg foran os. Jeg bliver så optaget af det, at jeg nær havde glemt at jeg havde taget kameraet med.

Rokken - mens den værdigt og elegant svømmer forbi mig.

Det er så fantastisk at være i dette kæmpe akvarium med et mylder af fisk omkring os. Jeg har så mange gode billeder men kan kun få plads til at vise nogle få af dem. Ærgerligt - men så må I komme på besøg og se resten eller komme herud og se det selv.

En lille reje. Ca. 5 - 10 cm. i diameter.

Sergeant Major og en masse andre.

En rigtig Hummerhule. Sådan ser de altså ud der hvor de bor. Hvem har herefter lyst til at spise hummer. Ikke jeg.

Hvem holder egentlig øje med hvem ??? Her en hummer set lige forfra. 

Sergeant Major i stimer i sprækkerne i korallerne

En moræne godt gemt i en masse forskellige koraller og svampe. Man kan se langt ind i gabet på den. Men det er fordi jeg tillod mig at stikke kameraet helt hen i hovedet på den.

Cirka sådan her ser bunden ud i hele området.  Desværre går farverne tabt i vandmasserne fordi vi er for dybt til at de rigtig kan ses.

Torsdag d. 22 Januar  Det bliver det sidste dyk mens vi er her på Carriacou - vi skal videre i morgen men det var til gengæld også et langt et. 84 minutter havde vi luft til og jeg fik taget næsten 200 billeder. De fleste skal som altid slettes men jeg fik en del gode som kommer her:

En meget rød østerslignende ting. Den er ca 10 cm. stor.

Man kan nemt overse denne skorpionfisk. Men se efter øjet - jeg er godt nok for tæt til at man kan se hele fisken.

Denne Coney har fået besøg af et lille skaldyr af en slags.

Denne Rock Beauty med de blå læber og mascara skulle lige se hvad jeg havde gang i.

Kun en sidste kommentar. Farverne er aldrig korrigeret. En sjælden gang gør jeg lidt ved dybdeskarpheden men ikke på disse "close up " billeder. Det er den ægte vare. Sådan ser det faktisk ud.

Dette var alt i denne udgave af Joy-nyt da vi sejler til Tobago en af dagene for at få besøg af Karin og Anne. Vi ses i næste nummer som indeholder nyt fra Tobago og Trinidad.