Retur til Joy 2.del

2.7 Beretning om Tobago og Trinidad

Vi sejler fra Carriacou Fredag d. 23 Januar 2009 ved 16 tiden og får en forrygende start. Ca. 7 knob og halvvind men vi ved godt hvad der venter. Modvind og modsø. Chris og Mike har 3 gange prøvet at sejle til Tobago men har hver gang måttet give op. Men vi vil og skal gøre det igen. Vi sejler for sejl de første par timer men så bliver modstrømmen for stor og vi må starte maskinen. Vi sejler for fuld kraft og fart gennem vandet men kommer kun over grunden med ca. 5 knob. Vi ved at sejladsen vil føles meget længere end de ca. 17 - 18 timer vi ved det vil tage. Vi savner allerede Carriacou og det skulle blive værre. Ankerbugten på Tobago, hvor vi normalt nyder at ligge, plejer at være turkisfarvet men nu er den grønlig og uklar. Det skyldes at det har været regnvejr ud over det sædvanlige den sidste måned og flodvand har misfarvet det ellers så kønne vand. Og de første modbydelige mygstik melder sig. Nu har jeg klaret de første 5 måneder uden at få nogle og allerede efter få dage her kløer det så jeg er ved at blive vanvittig. Godt jeg har antihistaminer med i bunkevis så efter den første depression har lagt sig,  klarer jeg det vel. Men vi er nødt til at få det bedste ud af Tobago for vi kommer aldrig tilbage hertil. Livet er for kort til at være et sted hvor det meste af dagen går med at kradse sig til blods. Det gider jeg slet ikke. Og en anden grund til at vi ikke gider være her er alt for meget bureaukrati. Det er stadig sådan at vi - hvis vi er checket ind i Scarborough - skal checke ud igen hvis vi skal sejle til den nordøstlige del af øen. Der skal vi så checke ind igen. Vi gør det ganske vist ikke - og håber bare at vi ikke bliver stoppet af coastguard - men gør vi, må vi vel betale bøden og lege uvidende. Nu skal vi have forbedret mygge barrikaderne på skibet og så glæder vi os til at få besøg af Karin og Anne. Ellers ligner Tobago sig selv. Stille og rolige og meget venlige mennesker og her er dejlig varmt. I dag var der 40 grader i cockpittet selv om det er i skyggen. 

Mandag og Tirsdag går med indkøb og ??? - ja hvad har vi egentligt lavet. JO - da - vi har da været på Internettet og i banken. Her veksler de heller ikke danske penge - det var kun på Kap Verde ( af alle steder ) at de kunne finde ud af det. Og så har vi badet og gjort klar til pigerne kommer. Og vi har lavet kryds og tværs og sudoku. Travlt. Karin var ellers bange for at det kun var regnvejr på Tobago, for vejrudsigten har ikke været god de sidste 2 - 3 uger. Men indtil hun sendte sms fra Billund at de var på vej var vejret rigtig godt. EFTER har det bare regnet og blæst men det er stadig varmt. Man er konstant våd - enten af sved eller af badevand. Vi drikker vand hele tiden - nåh - der ryger vel også en øl i ny og næ. 

Pigerne kommer til tiden men når akkurat kun lige at komme ned til bugten hvor Joy ligger før det vælter ned med vand. Vi går i læ bag en bygning - den bygning hvor også alle myggene var gået i læ. I løbet af 2 minutter var jeg 10 mygstik rigere på anklerne. Et rigtig møg sted for det klør værre end noget. Jeg bryder mig slet ikke om det og for at det ikke skal være løgn fik jeg til aften - uden at ane hvor eller hvornår - 6 store mygstik midt på den ene balle. Ja, så er det jo ikke rigtigt at jeg ikke ved hvor men jeg ved ikke hvor jeg var da jeg fik dem. Nu kan jeg tælle 27 mygstik som alle kløer af h...... til.  

Vågner sidst på natten ved at det regner. Først lidt - så lidt mere - så tropisk regn. Det stod bare ned i stænger. Vi samler regn i vores bimini. Den er vel 2 kvadratmeter stor og lige så hurtigt jeg kunne nå ud midtskibs til skibets vandpåfyldning og tømme en 5 liters dunk - lige så hurtigt var en anden dunk løbet fuld. Ca. 150 liter på tanken, 18 liter på de eneste tomme dunke vi havde, 20 liter på en stor vanddunk og ca. 50 liter i en sort balje. Så nu kan der blive vasket tøj. Det blev ved at regne længe efter at jeg ikke havde plads til mere vand og det var egentligt ikke nødvendigt. Nu havde jeg jo hvad jeg skulle bruge - men desværre bestemmer vi ikke hvornår hanerne fra himlen skal lukkes....

Fredag d.30 Januar 2009. Hanerne lukkede ved 11 tiden og vi bestemte at vi ville sejle til Charlotteville. Der vil ikke komme sol i dag så vi kan lige så godt bruge en trist dag til transport og så håbe på sol i morgen. Det hedder sig - og det er også vores oplevelse indtil nu - at Charlotteville har en dejlig rolig og sikker ankerplads. Men jeg skal love for at alting er anderledes end det plejer. Vi ruller og får slask op i rumpen så det er svært at sove. Og derudover er her dybt. Vi har desværre kun 50 meter kæde fordi vi ikke havde tid til at finde en bedre og fordi vi vedtog at det var godt nok fordi vi kun sjældent får brug for mere. Her i Charlotteville vidste vi godt at vi ville få brug for det. Vi finder ankertov frem af kistebænken og skal så have lagt anker og have sikret kæden mens vi tager den ud af spillet og kobler den sammen med et langt kraftigt tov. Det kører fint selv om vi ikke har gjort det før. Godt samarbejde mellem chefen og hans ydmyge personale. Vi smider al kæden men kun så meget tov at det lige akkurat ikke rører bunden.

Vi har blandet vejr i weekenden men heldigvis godt vejr da vi vedtager at tage på tur i regnskoven om Søndagen. Det er så frodigt og fantastisk og da billeder fortæller mere end ord...

Ankerpladsen set fra skovens dybe stille ro. Altså bortset fra cikaderne og vindens raslen i de overstore bambus.

Bambus der er ca. 10 cm. i diameter og meget høje.

En af skovens frugter. En umoden kakaonød. Når den bliver moden bliver den gul og man finder kakao nødderne inden i - anbragt i en hvidlig sukkersød masse som man med fryd kan spise. Nødderne skal ristes i ovnen og have fjernet den brune hud som på mandler og så skal nødderne rives og det giver den reneste chokolade. Mere om det når vi kommer til vandfaldet.

En af skovens flotte dyr. Vi kan høre papegøjerne men vi kan ikke se dem så vi må nøjes...

Den megen regn har skyllet stien væk så somme tider er det lidt alternativt.

Tommy med et stykke bambus vi huggede. Vi vil lave skåle og andet pjat ud af den.

Og det regner og regner og regner og jollen bliver mere og mere fuld. Ja altså til Tommy tager affære. Bemærk hjulene på jollen. Lige nu er de slået op. Når vi skal anløbe en strand er de nede i vandet og når bunden, før skruen kan nå - dejlig sikkerhed for at komme tørskoet til land uden at der går noget i stykker. Det er en bryllupsgave fra bådelauget - vi nyder dem hver eneste gang vi skal anløbe en strand - og det er temmelig tit.

Al den megen regn skyller skråningen ned på vejen og...

vejen ned på skråningen... De var vist 14 mand beskæftiget med at udbedre skaderne. De fleste så til, mens kun 2 havde gang i skovlene.

Vi er på vej over på den anden side af øen. Vi tager den lokale bus for det koster kun 2 TT - det svarer til knap 2 kroner pr person for en enkeltbillet. Vi besøger det hyggelige hotel med strandudsigt og køber os en sandwich. Vi skulle vist have spurgt om prisen først, for 4 sandwich og 4 lunkne kopper kaffe kostede os næsten 300 kroner. Men vi fik til gengæld  besøg af en Blue Crowned Mot Mot. 

En ikke helt voksen Mot Mot.  Den sad lige så stille i et buskads lige ved vores bord men der var modlys så billedet blev ikke så godt.

Pigerne har nu været her i godt en uge og det har været katastrofalt dårligt vejr. Det har regnet de fleste dage men ind imellem har solen skinnet. Nok til at de begge nu skaller god dansk forbrændt hud af igen. Men det gælder om at få det ud af solen vi kan mens den er her, så hvis det ind imellem bliver for meget så er det bare ærgerligt.

Vi skal lige op i byen og hente diesel. Vi tager et par dunke med for vi har opdaget at de kun tager 1,5 kr. pr liter. Vi behøver vel ikke fortælle at vi fyldte tanken så det faktisk løb ud af overløbet. 

Vi sejler tilbage til Crown Point i et forrygende dejligt solskinsvejr og det gør forskellen. Nu er den ene af pigerne så forbrændt i ansigtet at hun hæver op og så er det sjove lige ved at gå af. Men så bliver det "heldigvis " igen regn og overskyet og skaden kan få tid til at heles.

Vi lejer bil så vi kan komme rundt og se det sidste af øen. Vi kører bl.a. op til et vandfald og nyder at naturen kan være meget smuk.

Her er vi på vej til vandfaldet og kommer forbi "the orange carpet" Det orange tæppe af blomsterblade der er faldet af netop i disse dage. 

Her ses vi med vores vandfaldsguide Alison. Hun var et livstykke uden lige - men det fornemmer man vist også på billedet. 47 år og seks børn.

Det er så her vi vender tilbage til chokoladen, for Alison har fremstillet ren chokolade af de lokale kakaonødder og vi køber en portion der koster ca. 30 kroner. Der er chokolade til ca. 15 kopper varm kakao. Vi er enige om at ren kakao som denne ikke er til at betale hjemme så vi føler virkelig vi har gjort et scoop. Senere samme dag viser det sig at vi kan købe 2 kugler af ca. samme størrelse i det lokale supermarked men her er prisen kun 11 kroner for 2. Til gengæld er vi rørende enige om at Alison har et godt salgstalent og at den kakao fra købmanden ikke er nær så ren og god. BASTA. 

Rigtig kakao - te skeen er bare for at man fornemmer størrelsen på kuglerne. 11 kroner for de 2 til venstre - 30 kroner for den helt rigtige til højre. Vi synes vi husker at nogen mener det er sundt.

Tommy med alle "sine" piger ved vandfaldet i regnskovens dybe men ikke helt stille ro.

Vi havde set i en af vores bøger om Tobago at der var et billede af en lille alligator. Vi regnede alligevel ikke med at de var at finde på disse egne - trods billedet - for det havde vi aldrig hørt. Midt på vores vandretur gennem regnskoven siger vores guide til os at der ovre er en Cayman. Vi spørger til hvad det er og får fortalt at det er en lille alligator der lever i det stille vand. Vi kigger nysgerrigt - særligt efter hun har fortalt at den er sky og slet ikke farlig for mennesker. Se - man skal lære noget nyt hver dag og det var dagens lektie.

Dette er ca. så meget man får at se af en Cayman Alligator. De er temmelig sky.

De sidste dage af pigernes ferie byder heldigvis på bedre vejr og humøret er igen i top. Vi får snorklet men vandet er stadig ikke helt klart så vi vil hellere bruge tiden på en af de lokale spisesteder/barer med at spise flyvefisk og drikke pina colada.

Dagen hvor pigerne skal hjem oprinder og vi er alle lidt nede. Men det er uundgåeligt og om end det er vemodigt må vi tage afsked med dem.

Vi selv tager tilbage til Scarborough for at Checke ud. Vi sejler til Trinidad i morgen.

Det regner stadig og denne pelikan ligger lige så stille ude bag Joy og tænker sit.

Fredag d. 13 Februar 2009. HMMM Måske ikke så god en dag at sejle på, men nu er det jo bestemt så vi vover det ene øje. Vi starter før en vis herre får sko på - i mørke finder vi vejen væk fra Tobago. Vi sætter sejl og kurs mod Trinidad. Det går stærkt. Dels fordi der er meget vind ( med medfølgende regnvejr )og fordi den er helt perfekt - med os for en gang skyld. Søen og strømmen er også med os så vi når Chaguaramas en del før vi havde regnet med. Vi går på Immigrationen og til Customs og forventer som altid problemer. Der er altid indvendinger af alle slags men på trods af vores fordomme går det fuldstændig som smurt. Det hele er klaret på få minutter og vi finder en havneplads i løbet af de næste 10 så en rigtig god start. Hvad der kommer bag på os er vejret. Vi havde nok regnet med at det ville være som på Tobago. Sol men en del regn. Vi har haft en lille byge i nat men ellers brager solen ned og hvor vi på Tobago havde 32 grader nede i båden viser termometeret nu 36. Vi hiver alt den luft gennem båden vi kan men her er stadig meget varmt.

Og vi ved godt det er karnevals tid men vi havde nok forestillet os at det foregik inde i Port of Spain og ikke her ude i Chaguaramas. Men der tog vi altså fejl, for da klokken var 21 i aftes startede musikken kun ca. 100 meter fra vores havneplads og sluttede først en gang i nat - SENT!!! Jeg har sjældent været så glad for mine ørepropper som jeg var i nat - selv om de slet ikke kunne holde støjen ude, så kunne de dog gøre natten nogenlunde tålelig. Tommy var oppe 2 - 3 timer i nat for han kunne ikke ignorere larmen og slet ikke sove.

Lørdag d. 14 Februar 2009 og Valentins dag. Det skal selvfølgelig fejres på en af vores yndlingsspisesteder. På Peake (boatyard) ligger på 1. salen en restaurant der plejede at hedde The Bight men nu hedder noget andet. Det er det vi siger - vi kan ikke være væk i 4 år og så forvente at intet har forandret sig. Men maden er stadig lige god og billig. Og da det viser sig at der er gratis WIFI (trådløs internetforbindelse) er sagen i orden - vi kommer igen ... Vi skal jo have gang i nogle flybilletter - der er ingen vej uden om - vi skal snart hjem. Vi kan begge mærke at vi ikke gider mere. Vi har så mange oplevelser vi skal have sorteret inde i hovedet. Ikke mindst er Atlanterhavskrydset gledet lidt i baggrunden fordi der hele tiden sker noget nyt. Det er en evighed siden vi tog af sted og vi savner alle dem derhjemme. Familien og vennerne har vi snakket med - set eller mail´et med men dyrene... godt nok kommer der efterretninger via Ulla - og tusind tak for det - men vi savner dem så skrækkeligt. Savner at de tigger smør om morgenen og at Futte skal have hjælp til at komme op i sofaen og savner at han tonser af sted på sine små ben efter en pind i haven. Pyh jeg må hellere stoppe før det bliver for langhåret.

Mandag d. 16 Februar 2009 Vi har bestilt optagning af båden hos Power Boat. Vi har fra forskellig side hørt at det er det mest fordelagtige og gårsdagens sonderinger viste at det nok var rigtigt. Vi tager fra Coral Cove om formiddagen og lægger til hos PB. Det småregner da vi starter med at pakke båden ned men nu da den ligger og venter begynder solen at skinne. Og nu bliver her rigtig ulideligt. Afsindig varmt med en luftfugtighed på næsten 100. Vi lider mens vi stille og roligt bliver  varmere og varmere. Op efter vand hos købmanden men trods et solidt indtag er der ingen af os der bliver tissetrængende før ud på aftenen. Første dag på land og jeg er skoldet i ansigtet og på skuldrene af at gå på båden og vaske den af efter at personen der højtryksspulede den, svinede det hele til. Når de spuler opad bliver det afskyllede bundmaling slynget helt op på dækket og alt er lyseblåt.

Vi sidder i cockpittet her til eftermiddag og er helt tilfredse med os selv og hinanden. Vi sidder med en lille sundowner og ser at papegøjerne flyver hen over pladsen og båden. På et tidspunkt er der 17 papegøjer i luften over os og vi ved at Karin nu bliver misundelig når vi skriver det. De er oven i købet ret tæt på. Så tæt at vi er helt sikre på at det er de grønne papegøjer der bor her.

Joy hænger på den - eller rettere i den store travelift. Hun er på vej op til den plads hvor hun nu skal stå de næste 9 - 10 måneder. Det plejer at være trist at få båden på land men ikke denne gang. Vi er mætte nu og vil gerne hjem.

Selv om vi er mætte nu og ikke gider mere kommer vi til at blive her en rum tid endnu. Med mindre vi i mellemtiden er blevet millionærer har vi nemlig ikke råd til flybilletten. Vi snakker om priser i nærheden af 25000 - 30000 kr. og det er lige lovlig dyrt. Vi går hen til Irene-Travel og får hende til at se på det. Og det blev en del billigere men også en uge senere. Vi kommer først herfra d. 8 Marts og er hjemme d. 9. om aftenen. Til gengæld fik vi 2 billetter til ca. 11000. kr. Unægtelig noget af en ugeløn vi holder os mens vi bare danderer den i varmen. Og her er varmt. Ikke en gang blæsten der kommer fra tid til anden er kold.

Næsten lige da vi var startet i Portugal i September havde vi en mudder grundstødning. Vi sat fast i en temmelig sej masse som satte sig på roret og kølen. Jeg vil foreslå at vi fremover maler vores både i bunden med mudder fra Portugal, nærmere fra lagunen ved Alvor. Nu over 5 måneder senere er der ikke skyggen af bevoksning der hvor mudderet sidder. Og det sidder der stadig trods 4400 sømils sejlads efter Alvor. Se det er mudder der vil noget. Bl.a. ud i verden. Nu ligger det på Trinidad oven på koralgrund. Vi bogstaveligt vader rundt i døde koraller og skaller og små konkylier.

Man kan se på kølen at mudderet har siddet ca. en halv meter op. Det har holdt fast i over 4400 sømil hvilket svarer til ca. 8000 kilometer.

Det er jo midt i karnevals tiden og ved et besøg inde i Port of Spain vrimlede det med artikler til at lave kostumer af. Her ses en forretning der udelukkende forhandler den slags artikler. Bl.a. stof. Husk at en TT dollar er ca. 1 krone.

Stof i alle slags der har det til fælles at de skinner - meget endda.

Tirsdag d. 23 Februar 2009. Vi var inde i byen igen på den allersidste karnevalsdag. Masser af optog i hele byen og en ufattelig larm. De spiller musik fra store lastbiler der kører rundt sammen med de enkelte optog. Nedenfor et uddrag af indtryk fra gaderne.

Nu har jeg stået med et kæmpeskrud i timevis og er sååååå træt men stadig smuk.

Kalder man det kødmarked....eller er det flæsk. De har ingen hæmninger herude. Jeg tror nok en dansker ville have valgt det fra. Men det er fint at der er plads til alle. Unge og gamle - tykke og tynde- sorte og hvide.

Og erotisk dans...

Man behøver ikke at være ung og smuk for at være med...

Det har været en begivenhedsrig dag og jeg er dødtræt. Så træt at jeg ved 19 tiden lige må ligge udstrakt på cockpitbænken og et øjeblik efter sover jeg sødeligt. Som altid når jeg falder i søvn i utide kan jeg ikke sove når jeg skal i seng, så nu hvor klokken er 0130 opgiver jeg at forsøge og står op for at tage mig en kop suppe og for at skrive. Der er ikke noget så hyggeligt som at sidde her om natten og skrive og vide at det er revnende ligegyldigt om jeg så sover hele dagen i morgen. Jeg når nok det jeg skal alligevel og vi kan ikke komme hjem de næste 14 dage så det går nok alt sammen.

Lørdag d. 28 Februar 2009. Vi vedtager her til morgen at vi godt vil deltage i Creme de la Creme. Det er opsamling af alle vinderne i karnevalet og vi skynder os at ringe til Jesse James og får heldigvis billetter.  Vi var nok ikke så imponerede af arrangementet som vi havde håbet men så da et par flotte kostumer. Desværre er den store scene - Savannen - bygget over nogle store jerndragere der står meget i vejen når man skal fotografere - hvilket faktisk også er forbudt - men hvad ... det går jo nok. Flere af indslagene er sangere i forskellige kategorier men fælles for dem var at emnet de vandt konkurrencen på var samfundskritisk. Godt at det er tilladt men trist at et samfund et sunket så dybt at man skal have sange om det for at bygge moralen op igen hos befolkningen. Men der er ikke noget at sige til at de er optaget af det. Her på Trinidad er befolkningen på ca. 1,2 mill. mennesker og der er 70 mord om måneden. Vi er blevet advaret om hvad vi kan gøre og hvor vi kan gå for at holde os sikre og vi føler heller ikke overhovedet at der er nogen problemer. Det er nok som altid - Englænderne og Amerikanerne overdriver gerne lidt vel meget.

King of Carneval 2009   2.vinder .  Vi fik aldrig nr. 1 at se. Hvorfor ved vi ikke !!!

Queen af Carneval 2009. 2. vinder  - vi ville ellers gerne have set 1. vinderne men....

Med dette flotte punktum er det også snart slut for os. Vi har oplevet så meget at det er tid at tage hjem. Vi har krydset Atlanten - set mange forskellige og forskelligartede øer. Vi har dykket på de flotteste rev - set de mest fantastiske dyr og ikke mindst har vi nydt hinandens selskab - nærmest uafbrudt siden d. 2 September 2008. Det er over 6 måneder hvor vi kun har været væk fra hinanden i meget korte perioder ( når vi skulle på potten og sådan ). Gad vidst hvordan vi skal klare den når vi kommer hjem.

Denne sæson i tal :

Udsejlet distance : 4406 sømil

Tanket diesel : 764,5 liter

Sejlet for motor : 326 timer

Siden vi sejlede hjemmefra d. 6 Juni 2007

Udsejlet distance : 7178 sømil

Tanket diesel : 1704 liter

Sejlet for motor : 711  timer

Med dette vil vi sige tak til alle jer der gav os dejlige positive tilbagemeldinger på hjemmesiden og sige at vi vender tilbage til Joy i December ( efter en vis fødselsdag )

Kærlige hilsner Anna og Tommy S/Y Joy