Beretning 4/2011  Jul og Nytår i vestindien

Udrejsen. Torsdag d. 8 December 2011

Det er det samme hver eneste gang. Vi har oceaner af tid og alligevel skal det hele foregå de sidste par dage før vi rejser. Vi var igen heldige at Ulla ville passe hus og husdyr. Selv om vi desværre måtte sige farvel til Vicky lige inden vi rejste. Vicky - vores ene Cavalier King Charles Spaniel - havde i en rum tid haft hjerteproblemer og blev mere og mere dårlig. Vi håbede naturligvis at hun kunne klare det og jeg havde købt et arsenal af hjertemedicin hjem til hende. Hun var skidt dagen før, mere skidt om natten og om morgenen faldt hun om. Selv om det kun varede kort tid og hun ret hurtigt blev nogenlunde frisk igen, kunne jeg ikke holde ud at tænke på at hun skulle overlades til en fremmed. Godt nok kender hun Ulla men hun har været meget afhængig af mig i denne sygdomsperiode og jeg ville ikke forråde hende ved bare at tage af sted. Så om morgenen før vi skulle køre var jeg nødsaget til at aflive hende og stortudende aflevere hende på krematoriet på vej til lufthavnen. Ikke nogen særlig god start på turen. En af mine kunder sagde til mig nogle dage før vi skulle rejse, at de glædede sig til at læse om "alle vore fortrædeligheder".  Det fik mig til at tænke på om jeg har tendens til at skrive alt det forfærdelige og glemme alt det gode ?  Hvis det er tilfældet så starter denne tur akkurat som de andre.

Vi har heldet med os hele vejen til lufthavnen og det er da positivt. Ulla er frisk og kører os som sædvanlig derud. Sasha - vores anden Cavalier - er med og forstår vist ikke helt hvad der foregår. Men vi kender Ulla og ved hun nok skal tage sig pænt af hende. Vi kommer også op i den første flyver som planlagt. Ingen problemer endnu. Der går 5 min - der går 10 min og selv om vi egentligt ikke opdager det - så optagede af selvmedlidenhed  som vi er - lyder det pludselig over højtaleren at vi desværre ikke kan "take off" fordi der er meget blæst og travlt i London så vi bliver lige holdende lidt endnu. Vi ender med at sidde og småtude i 45 min før vi endelig kunne tage afsted. Det var da også positivt. Det blev en ualmindelig "bumpy" tur. Vi kunne dårlig nok få lov at gå på toilettet fordi vi blev kastet noget rundt men efter en nærmest sidelæns landing nåede vi frem. Vi vil gerne have lov at sige at British Airways har en glimrende standard. Det opdagede vi da vi kom op i en American Airline flyver. Alt var dårligere lige bortset fra at der var bedre benplads og det er rigtig dejligt når man skal flyve langt.

Vi skulle mellemlande og overnatte i New York og kom efter planen frem til JFK lufthavnen. Her skulle vi så finde frem til vores hotel og havde tænkt at vi bare ville tage en taxi men hurtigt fandt vi ud af at der var gratis busser til hotellerne fordi de ved at det skaffer kunder. Det eneste man skal gøre er at ringe til hotellet så kommer de og samler en op. Smart. Vi mener begge at vi har reserveret værelse på JFK INN og ringer til dem og ganske rigtigt kommer de og samler os op. Vi kører få kilometer og slæber vores mange tasker ind på hotellet. Vi finder reservationspapirerne frem og giver dem til portieren der kigger på dem og ser op og siger at det er det forkerte hotel. Det sted vi har reserveret værelse på, hedder Days INN JFK, men vi skulle ikke være kede af det ( det var vi nu alligevel) for det var heldigvis det næste hotel nede af gaden. Udstyret med hver en taske på præcis 23 kg. hver en håndbagagetaske og en bærbar pc slæbte vi os de 500 meter ned til det næste hotel. Så er 500 meter meget langt men vi klarede det.

Næste morgen bliver vi kørt lige til døren og checker ind til turen til St Thomas. Alt går fint til vi skal borde flyet. Der er ikke plads til så meget bagage så der er nogle stykker - vist ca. 20 - der må lade sin håndbagage checke ind og få det i lastrummet. Det er selvfølgelig mig. Og jeg protesterer men det hjælper ikke. Jeg blev så forvirret og fortørnet af det, at jeg ikke nåede at tænke over at jeg jo faktisk har både kreditkort i min lille pung, min pc, mit kamera og min video i den kuffert og nu kommer det aller værste - en nyindkøbt flaske rom som lige for lidt siden er blevet overdraget til mig. Man får først sprutten når man er kommet i gennem gaten for at undgå  misforståelser. Samtidig med at en dame afleverer flasken til mig sætter en anden dame en mærkat på min kuffert og stikker en kvittering i hånden på mig. Tingene gik lidt for stærkt fordi alle skynder på os så jeg lægger rommen OG det jeg tror er en kvittering for rommen ned i tasken. Først langt senere erfarer jeg at det var kvitteringen for tasken! Jeg skumler over behandlingen hele vejen til St.Thomas og det tager immervæk 4 timer. Jeg skulmer også over at komme til at sidde ved siden af en fed amerikaner som hele tiden sad med sin arm inde på mit sæde og helst nærmest i skødet på mig. Kan altså ikke fordrage at blive udsat for gnupperi af en overfed mandsperson som over i købet havde en hudsygdom som han sad og pillede af på hele turen.  Endelig kommer vi frem til varmen. Jeg havde stadig de lange underbukser på,  fordi jeg vidste der ville være koldt i New York og fordi jeg under ingen omstændigheder ville risikere at skulle ud forbi den fede, hvis jeg skulle ud på toilettet for at skifte tøj. Derfor havde jeg så rigeligt med tøj på og tænker at jeg sagtens kan nå på toilettet i lufthavnen og skifte der, men inden vi fik set os om kom kufferterne. DVS altså ikke kabinekufferterne som vi havde afleveret ved gaten.  De fleste passagerer forlod efterhånden lufthavnen og vi var vel en 20 stykker tilbage som hurtigt fik snakket sammen. Det var det samme hos alle. Vi blev mere og mere frustrerede og gik i samlet flok til AA kontoret for at spørge hvad der var gået galt. Jeg mener hvor svært kan det være. De tog taskerne 2 meter før vi gik ind i flyet. Bar dem ned af trappen og ind i lastrummet og nu er de her ikke ? Den stakkels dame, som vi alle overfaldt ringede ud på pladsen og fik besked på at der ikke var flere tasker - basta - og vi måtte stille op i en kø for at få noteret vores kvitteringsnumre. Så ville vi få et telefonnummer vi kunne ringe på!!! De ville sikkert komme med det næste fly, sagde hun. Så var det, at jeg begyndte at lede efter min kvittering og mit ansigtsudtryk er sikkert skjult kamera værdigt, da det går op for mig at det f..... er den kvittering jeg har lagt i den taske som nu er væk. Det var præcis på det tidspunkt jeg kom i tanke om alle de grimme ord jeg kunne - oven i købet på flere sprog. Og nu begyndte det virkeligt at blive varmt. Jeg havde stadig ikke fået skiftet tøj og havde foruden de lange underbukser, stadig stribede uldsokker i mine sandaler samt undertrøje under min T-shirt. Jeg svedte tran mens jeg travede rundt mellem bagagebåndet og kontoret. Så forlød det at taskerne var på vej men det viste sig hurtigt at det ikke var dem. Tilbage til kontoret hvor den hårdt pressede AA-dame pludselig råbte Hurra - de er her. Så stormede vi hen til båndet igen og da det endelig begyndte at køre, tror jeg at min indre temperatur var en del mere end de 30 grader der er på St.Thomas. Tasken kom og ved første hurtige check manglede der ikke noget. Vi for ud for at få en taxi som skulle køre os til færgen. Vi skulle sejle fra St.Thomas til Tortola hvor vi - hvis vi kunne nå det - skulle med endnu en færge til Virgin Gorda hvor båden ligger. Vi nåede færgen og vi nåede også Tortola og mærkeligt nok nåede vi også den sidste færge til Virgin Gorda. Veltilfredse læner vi os tilbage i sædet udstyret med hver en Guiness ØL. Nu kan der ikke gå mere galt - nu er vi der jo næsten.

Vejret i New York var høj flot sol men jo tættere vi kom på Vestindien jo mere overskyet blev det og det småregnede fra tid til anden. Vi kom af færgen og slæbte vores tasker op til taxi holdepladsen men der var ikke en eneste taxi at se. Nu var det jo fredag aften og de gad vel ikke mere. Igen måtte vi hanke op i vores tasker - stadig iført alt for meget tøj - og slæbe dem hen til marinaen. Heldigvis fandt Tommy en trækvogn så vi kunne køre taskerne i ind på pladsen hvor båden ligger. Den ligger jo i den række ud til vandet hvor vi efterlod den eller ??? Der var ingen Joy at se. Der var kun sparsomt med lys på pladsen og da det havde regnet voldsomt vadede vi rundt i pladder og ledte efter vores båd. Vi besluttede at efterlade trækvognen og gå hver sin vej for at finde Joy og endelig - oppe i den anden ende - der hvor der er rigtig sumpet - finder vi hende. Vi får taskerne i sikkerhed og når kun akkurat at komme ombord før regnen styrter ned. Vi kommer til et skib som bærer præg af at have stået længe i fugtigt område men alt i alt var det hele fint. Vi gik ned for at få mad iført underbukser, lang t-shirt og regnfrakke. Nu kan det jo kun gå fremad.

Lørdag d. 10 December. Det er lidt antiklimaks - agtigt, når man har været på farten i flere dage, så endelig at være her. Båden lugter lidt halvmuggen men vi har kaffe og fløde med hjemmefra og den flaske "Enkelt" som vi fik af Linda ( og tak for det) har også overlevet turen. Det skulle fejres i de små fine glas jeg engang fik af Margith så nu virker vi igen. Langsomt får vi modet tilbage og nu skal vi igang. Det første job er at få sat vasketøj over, for alt lugter indelukket. Overdækningen skal af og sprayhood og bimini op. Foruden alle de sædvanlige ting er der en særlig stor opgave i år. Vores gasrør som er mere end 30 år gammelt og er begyndt at skalle, skal udskiftes. Det betyder at det halve skib skal splittes ad. Indholdet i skabene skal ud. Bagbeklædning skal af og den sidder med skruer som er lavet af messing og som er irret noget/en del i de mange år de har siddet her

Så nu er det bare i gang. Vi skal have nyt ankerbatteri - vi vidste godt det gamle sang på sidste vers allerede sidste år. Sidste år købte vi nyt startbatteri - desværre ikke et gelbatteri men et vedligeholdelsesfrit blybatteri og vi var noget nervøse om det kunne stå distancen. Men vi satte en lille solcellelader til vores startbatteri og det var toploaded da vi kom frem og alle vores forbrugsbatterier holdt 12 V. Så det var ikke meget de tabte på 9 måneder. Succes.

Solcelleladeren er ca. 30 x 30 cm. og har bare ligget her oven på flåden under coveret. Altså i lys men ikke i direkte sollys. Alligevel har den holdt vores batterier helt på toppen. Investeringen er under 400 kroner.

Vi går i gang med gasrøret. Splitte skibet ad - indsætte slangestumper i alle gennemføringerne for at beskytte røret men også for at "lette" indsætningen. Vi fordelte arbejdet på den eneste rigtige måde. Jeg er nemlig den eneste af os to der kan krølle mig ned i ankerbrønden. Der sad jeg så og rullede gasrør ud og pressede det gennem hullet ind i skibet. Det var voldsomt svært og jeg sad med den ene arm og skulderen på en metalkant og skulle mase alt hvad jeg kunne. Resultat - store blå mærker men efter en del tænders gnidsel lykkedes det os faktisk at få røret hele vejen i gennem.

Mon jeg nogen sinde får det rigtig på plads igen.

Så meget mas for så elendigt et rør - men nu er det nye på plads og vi har testet det grundigt. Det er helt tæt.

Som jeg allerede har fortalt var skibet blevet flyttet til den del af pladsen der var temmelig våd og besat med flyvende djævle. Jeg talte 69 sandflue og mygstik på Tommys ene underben - og det trods utallige påsmøringer af ildelugtende afskræknings creme og spray. Det har været lige ved at drive os til vanvid. Alt klør hele tiden og for at undgå det værste skal aftenerne tilbringes med lange bukser. Og det i tropisk aftenluft. Uretfærdigt.

69 stik - og det er faktisk kun på den ene side af benet. Godt vi havde masser af antihistamin med. Hver eneste stik klør rædsomt.

Nå, endelig oprendt dagen hvor vi skulle i vandet fra morgenstunden. Klokken 800 kom pladsmanden og fortalte at vi skulle være klar klokken 900 for så kom de. Det gjorde de så ikke alligevel og ved 1000 tiden gik vi op for at se hvad der var galt. Det viste sig, at de mente de lige kunne nå at søsætte en anden båd før os. Han havde desværre nogle utætte søventiler og så må vi naturligvis vente på det. Klokken var 1130 før vi blev søsat og lykkelige var vi da vi sejlede ud af havnen.

Endelig har hun kurs mod vandet.

Så er vi på vej. Dejligt at sige farvel til alt det kryb.

Vi sejlede direkte til Road Harbour på Tortola fordi vi gerne ville proviantere og så, så hurtigt som muligt til Norman Island. Benures Bay. Her ligger vi helt alene og undrer os over hvor alle de andre er henne.

Måske ved de at vinden vil tage til og gå op i nordvest. Ikke at det blev noget problem - vi lå glimrende og hyggede os helt alene. Det er jo her man kan følge kæden hele vejen selv om der lige her er tæt på 10 meter dybt.

Onsdag d. 20 December.

Vi checker ud på Tortola og drager direkte mod St.Thomas. Det blæser faktisk rigtig meget men det gør ikke så meget for vi har medvind. Og lige som sidst vi ankom til St.Thomas bliver det regnvejr og det blæser endnu mere op. Men vi kender vejen og høvler lige op på plads og slår ankeret i og her bider den hver gang. Jollen i vandet og over på Costums før det bliver mere regnvejr. Vi nåede lige at besøge de søde toldere og komme hjem før det brød løs. Nu sidder vi i tørlæ og nyder at vindmøllen skaffer strøm mens vi drikker kaffe.

Vi sidder med udsigt til 3 store krydstogtsskibe. Her hen under aften trutter de i hornet og tager af sted. Vi ved jo godt hvad truttene betyder og undrer os over at den sidste trutter 2 meget lange toner. Det er signal for at han ikke gør fart. Det giver jo sig selv eftersom han ligger til kajs. Ikke så længe efter, kommer der endnu flere lange trut og vi begynder at ane en desperation i truttene. Hvad gør de egentligt hvis folk ikke kommer tilbage til skibet af en eller anden årsag. Hvis nu det ikke nytter at trutte efter dem ? Sejler de bare fra dem ? De kan jo ikke stoppe turen for de resterende 3000 mennesker. HMMM.

Til sidst sejler den og vi skal lige se i avisen i morgen om der var sket noget. Der havde været særdeles meget gang i sirenerne sidst på dagen og vi tænker vores.

I morgen skal vi til Budget Marine og hente vores nye VHF og Inverter. Bestilt og betalt hjemmefra. Så får vi flest procenter. Og så skal vi ned på den hyggelige cafe og spise frokost. Glæder os.

Torsdag d. 21 December.

Dette skal være store internetdag. Jeg skal have ordenet min mail og Tommy skal have ordnet lønninger og indberetninger til SKAT og det er alt sammen vigtigt.

Så, så let som ingenting tager vi ind til den butik hvor vi plejer at købe internetadgang. Men siden vi var her i foråret er butikken nedlagt og på spørgsmålet om hvor vi så kan finde internet er svaret at det kan vi ikke. Men heldigvis ved vi at der er et andet sted hvor de har WIFI gratis men uden strømforsyning. Det var nu også lavet om. Man kan da heller ikke vende ryggen til særlig længe før alt er ændret. Det viste sig nu at det var lavet om til det bedre. Man kunne for 3 dollar få ubegrænset internet. Og der var kommet strøm. Så vi kørte internet i flere dage uden at betale mere end knap 20 kroner. Så nu er alt kontorarbejdet ordnet og vi skal købe ind til jul. Det er ca. nu det går op for os at vi har glemt at tage rødkål med hjemmefra. Hmmm men vi kan da heldigvis lave brune kartofler  og brun sovs. Og vi skal have ris a la mande med mandler og hver en ting.

Lørdag d. 24 December. Og temp er for opadgående. Mest fordi vinden er ved at lægge sig. Men ikke mere end at vi stadig er selvforsynende med strøm fra vindmøllen. I dage har vi været på rundtur i byen for at finde juleting. Herunder kommer et lille udvalg af forfærdelige juletræer. Og det er faktisk rigtig grantræer - ikke plastic som man skulle tro. De bliver importeret fra USA. Måske der er et marked for økologisk skandinavisk gran. USA er meget øko for tiden. Så juletræsproducenter - tænk alternativt. Der er penge at tjene. Folk betaler mellem 60 og 100 Dollar for et almindeligt juletræ. Det er vist en meget pæn pris.

Vælg selv din favorit min kommer her.

Et lille bitte juletræ som vi fandt i kirken. Bemærk de danske flag og de rigtige flettede julehjerter. Mere dansk bliver det vist ikke.

Den store figur bag personerne ER lavet af is. Mens vi stod og hørte på dryppede det lystigt fra den.

På vej tilbage til vandet går vi gennem denne lille gade hvor det tilsyneladende ikke er tilladt at parkere i den side af gaden. Men hvor skal men ellers holde.

Christian d. 9´ende holder øje med os mens vi sejler tilbage til Joy.

Det er en af vores naboer. UHHH

Mens jeg sidder her og skriver synger Otto Brandenburg "skille ma dinke du" - eller hvad den nu hedder og Tom Jones beklager sig over at " det er koldt derude" - It is cold outside, og Tommy er i fuld gang med at piske flødeskum og vende det i risengrøden jeg kogte i går.

Planen er egentlig at vi vil have steak - fordi der ikke rigtig er nogen flæstesteg at finde - skidt med det men vi vil i hvert fald have brunede kartofler og brun sovs - ØH - det er kun lige til det viser sig at det mel vi havde over"vintret" i en tæt bøtte havde medbragt egne små dyr. Nu var det fuldstændig levende og uanvendeligt. Vi har prøvet det før med mel. Det er næsten umuligt at gemme. Heldigvis havde vi taget bearnaise sauce med hjemmefra. Det er også fint og så længe dagen slutter med Ris a la mande så er resten faktisk underordnet.

Klædt på til julemiddagen. Vi er på St.Thomas i ankerbugten ud for hovedstaden Charlitte Amalie. Glædelig jul alle sammen.

Vi spiser tidligt for vi skal i kirke klokken 1900. Børnene skal opføre et lille julestykke og bortset fra at de er så generte at vi ikke kunne høre dem var det meget hyggeligt.

Ærkeenglen Gabriel er ved at læse op af sit manuskript.

Vi skulle også tidligt i seng ( giver sig selv - vi falder nærmest i søvn i cockpittet før klokken er blevet 2000) for vi skal tidligt op. Vi skal være på land senest klokken 600 for det er tradition - gennem 35 år - at de lokale kor synger julen ind. Det er en stor event for der er live-tv med studieværter og 5 - 6 filmkameraer der optager alt.

Tidlig morgen - det er ikke blevet lyst endnu mens julen synges ind 1. juledag.

Live TV - mens der synges småsover studieværterne.

Vi har snakket om det tit og nu skal det være. Vi vil køre en tur op på bjergtoppen med svævebanen. Det var en oplevelse af de store. En fantastisk udsigt ud over det hele og med forlystelser på toppen.

Den udsigt er vel i orden. Vi ser Hassel Island nærmest og bag den ligger WaterIsland og i det fjerne oppe i højre hjørne ser vi Puerto Rico.

Fantastisk udsigt over ankerbugten ved Charlotte Amalie. Joy ligger nede i første række selv om det ikke er let at få øje på hende.

Efter vi havde været en tur i pariserhjulet og derved været absolut så højt som det er muligt gik der skolepige i mig og jeg måtte altså se om jeg stadig kunne lave baglæns saltomotale. Og det kan jeg altså stadig.

Jeg husker det lettere i en rigtig trambolin for der har du selv styr på sin krop. Her skal man overvinde elastikkens træk og efter en 4 - 5 omgange var jeg træt. Indrømmet - jeg er ikke 14 mere.

Torsdag d. 28 December.

Vi har hørt at en af verdens største nytårsfester plejer at blive holdt på Just van Dyke. En siger d. 2. største - en anden siger 4. største. Stort må række. Vi tager af sted et par dage i forvejen for vi vil gerne sikre os en god plads. Vi finder en morring - for så er vi så dejlig ovre alle problemer. Så er det nemlig ankerliggerene omkring os der har flyttepligten hvis vi ligger for tæt.

Just van dyke mens der stadig er afstand mellem bådene. Senene blev afstanden slemt formindsket.

Der væltede både ind. I en lang strøm.  I flere dage bestilte vores mooringsnabo - en emsig amerikaner - ikke andet end at jage sagesløse folk væk. " I kan ikke ankre her for der er for mange mooringer lige ved siden af. " Sådan lød det i flere dage. Om dagen var det fint nok - ingen problemer, for vinden sørgede for at vi alle lå samme vej men om natten !! Der lå vi hulter til bulter og bådene der ikke havde respekteret afstanden, stødte sammen. Vi havde - med amerikanerens hjælp - holdt området omkring os nogenlunde frit. Lige til en time før vi skulle til nytårsmiddag. Så kommer der en stor gammel motorbåd og smider anker lige mellem os og en anden nabomooringer. Det uheldige i det var, at vinden kort derfør havde drejet sig 90 grader så vi nu lå, som om der var et stort hul mellem os og fores foranbo - som nu altså var blevet til nabo. Vi fortalte ham selvfølgelig at det var temmelig uheldigt men kender I typen. Bådbums. Meget solbrændt - næsten mexikansk at se på ( ikke at der er noget galt med dem). Ja faktisk kommer jeg til at tænke på en western hvor han helt klart havde kunne spille rollen som skurk. En lang tynd fletning der så temmelig usoigneret ud. "I know the game " var hans kommentar hvortil min kommentar var " if you knew the game , you would know that you can´t anchor between 2 moorings." Jeg vil undlade at beskribe hele vores samtale for det var ikke pænt hele tiden. Mest fordi jeg ikke kan døje at sådan ubehagelig stodder ( ja det var faktisk meget dækkende) kalder mig sweethart i en temmelig nedladende tone. Hans påstand var skiftevis at han ikke ville støde på hverken os eller vores nabo og at han ville sejle vores båd i smadder. Til det er der vel ikke andet end at sige " vi får se".

Her er vi stadig i gang med at diskutere med ham.

Vi har ikke tid at rode mere med det for vi har en bordbestilling. Vi tager nok lige et smut ud og runder båden når vi har spist. Bare for at sikre os.

Klar til nytårsmiddagen. Sidder nærmest helt nede i vandet.. Nu fornemmer man bedre tætheden i ankerbugten. Vi har aldrig set så mange skibe på et sted. Og det blev værre hele natten. Til sidst var der ikke meget strandkant uden at der lå en båd.

Vi "kørte" hjem lidt tidligt for vi gad ikke høre mere rædselsfuld tekno-musik og kommer hjem ligesom bådene begynder at ligge hulter til bulter. Stor var fornøjelsen da jeg kunne anråbe ham ( han var stadig ombord) og fortælle at han nu stødte sammen med nabobåden. Jeg tror selv han havde hørt dunket for han var hurtigt ude og gøre noget til den anden side - hvor vi desværre ikke kunne se. Skadefryd er en grim ting men jeg kunne alligevel ikke dy mig. "I told you so - but you know the game". Magen til dum stodder skal man lede længe efter. Heldigvis tog han ankeret op lige efter midnat og sejlede væk med de "sødeste" forsikringer om at han da aldrig kunne drømme om at skade vores båd.

Så er det lige før proppen springer på Champagnen. GODT NYTÅR til alle vi kender.