Beretning 5/2012  Mere hyggesejlads

Rigtig godt nytår til alle vi kender. Sådan sluttede det forrige afsnit af vores beretning . Og sådan skal det nye afsnit også starte. Og det er ikke bare noget vi siger. Vi ønsker faktisk et godt år til os alle. Vi har i hvert fald fået en god start. Vi blev vores plageånd kvit ( se forrige afsnit) og vi skålede i lyserød champagne nytårsnat. Dagen efter - det vil sige d. 1 Januar 2012 - eller rettere nogle få timer senere - bliver vi enige om at vi sådan set har fået tilpas meget mylder til at vi kan klare mere. Op med ankeret og tilbage til Road Harbour på Tortola. Vi bliver ved at vende tilbage hertil, for her gode indkøbsmuligheder og der er gratis internet og selv om det er MEGET langsomt er det bedre end ingenting. Og vi trænger til at sove uden at bekymre os og det kan vi altid her. Dagen efter - vi er vist ikke helt vågne endnu - ankommer Anaconda. Et langtursskib som  mange sejlere har hørt om. De har vist en ny teknik som de kun deler med Franskmænd. De smider ankeret mens de stadig sejler fremad. Ser spottet hvor ankeret skal ligge og så bliver der givet besked: lad ankeret gå og på få sekunder var hele kæden ude og skibet nåede udfor enden af kæden og vendte rundt og lå hvor det skulle. Vi vil nu helst passe på vores glasfiber så vi bruger den gammeldags måde med at smide ankeret mens vi sejler baglæns.

 

Anaconda - et rigtigt langturssejlerskib der på lang afstand afslører at de - lige som vi - heller ikke kar købt et skib der er stort nok til alt det lort man skal have med.

I løbet af dagen indløber der en mail fra en af vores gamle bekendte Tom, fra den gang vi sejlede over Atlanten første gang. Han fortæller forskelligt og der i blandt, at han måske har planer om at gaste på Anaconda. Jeg skriver straks tilbage at Anaconda netop har smidt anker lige ved siden af os. Det er da pudsigt - ikke ?  Næste morgen - tidligt - indrømmet - haler vi ankeret og sejler over til vores elskede bugt. Men først skulle vi lige have afleveret en hilsen fra Tom, til Anaconda og hendes mandskab. Vi måtte kalde en del gange før der kom et søvning ansigt til syne - men det er ikke så mærkeligt for de kom temmelig sent hjem og de kunne mange Rigtig gode historier.

Ja - så er vi her igen. Dette her bliver vi bare aldrig trætte af. Vandet er roligt og noget så blåt.

Nå, så skulle vores held åbenbart slippe op. Vi sejlede til Just van Dyke forleden og slap hele forsejlet ud. ( siden har det været modvind og motorsejlads) Vi fik vel egentlig godt en fornemmelse af at der var noget galt. Men det er først nu at vi får øje på hvad det er. Vores rulleforstag er gået i to dele. Det har det ellers ikke været siden det blev samlet på fabrikken og det er heller ikke meningen at det skal være sådan. Sejlet ruller nemt ud og ind men vi tror nu nok at vi lader det være inde, for det ville da være afsindig irriterende at det går mere i stykker når sejlet er ude og vi så ikke kan få rullet det ind igen.

Hvad det præcis er, der er gået i stykker, ved vi ikke men lejet skal normalt ikke være synligt. Gad vist hvad det kommer til at koste.

Fredag. d. 6 Januar

Nå - vi har tænkt os at være aktive så vi hiver igen ankeret op. Vi skal på en forrygende sejltur til Peter Island. Hele 3 sømil skal vi sejle og det tager knap en halv time før vi igen kaster anker. Bunden er her fyldt med søgræs og vi er ikke sikre på om ankeret vil bide. Jeg snorkler ud og ser at det faktisk sidder godt og vel fast i bunden. Fint så kan vi godt gå os en tur. Vi vil gå op over bjerget til den anden side og måske under vejs finde en god udsigtsbænk. Og vi gik - og vi sad - og vi gik. Stejlt op og lige så stejlt ned igen. Det er næsten værre at gå ned. Det kan de gamle knæ ikke lide mere. Da vi var vel ovre på den anden side mente vi klart at vi havde fortjent at få en kold øl. Vi finder straks en strandbar og bestiller 2 øl. Da vi skal betale får vi et chok. Spørg altid efter prisen først. 14 US - det er ca. 85 - 90 kroner - for 2 øl !!! Næste gang tager vi selv med hjemmefra.

Udsigtsbillederne ligner sig selv. Blåt vand og Joy i midten af det hele , så dem gider vi ikke vise her. Det her er til gengæld anderledes. Sådan er deres veje her og det ER kaktus på ca. 4 meters højde man ser. Og så er her meget varmt.

Flere uheld. Selv om det er et lille et, er det ualmindeligt irriterende. Vi faldt desværre for fristelsen til at købe billig zink hos Holbæk Bådcenter. Vi har faktisk prøvet det før og fortrudt men - ja vi ved egentligt ikke hvorfor vi gjorde det alligevel. Det var vel fordi det var lige ved hånden ? Denne gang, lige som sidst, ville det ikke holde fast på akslen og da vi bakkede ud i Road Harbour, sagde det er mærkelig lyd. Da vi kom over i det klare vand i Benures Bay, kunne vi ved selvsyn konstatere at zinken var løs og var blevet sejlet helt op for enden af akslen og stødte på bunden af båden. Vi måtte spænde et par dykkerflasker på ryggen og prøve at få det gamle zink til enten at sidde bedre fast eller få det af. HMMM- Det må så vente til en anden dag, for vi fik det ikke af i dag og har vel egentlig bestemt at vi køber et andet og sætter fast ovenover. Så skulle det løse problemet i denne omgang.

Zinken er løs. Den var ellers så pæn blank da vi satte den på og nu er den godt nupret. Men det er godt - det tyder på at den gør det den skal. Nemlig at forhindre tæring på skibets jerndele - primært drev og motor - ved selv at tære i stedet.

Aj - hvor ligger man bare godt. Man svinger blidt med skibets små bevægelser og drømmer så sødt.

Søvnen varer lige til Sunsail slipper et par amatører løs lige ved siden af os. På billedet ser det ud som om der er god plads men da den nærmeste båd svingede rundt for strømmen, var den så tæt at vi havde kunne give hånd, hvis altså ikke vi allerede havde gjort os upopulære ved at fortælle, at det altså ikke er en bil man parkerer og tror at hvis man bare trækker håndbremsen, så flytter den sig ikke.

Heldigvis flyttede den fjerneste sunsailbåd sig, så den anden kunne flytte lidt længere væk og så var der i øvrigt ikke flere problemer med dem.

Mandag d. 9 Januar 2012. Det er tid til Full Moon Party i Trellis Bay oppe i den anden ende af Tortola. Vi skal mødes med Erna og NP som allerede er der og som var så søde at fortælle os om arrangementet. Det var rigtig hyggeligt med lokal mad og sjove indslag. Se bare her:

Søde unge mennesker danser på stylter. Men det er sandelig ikke nemt når man bliver budt op til dans af en der er så meget større end en selv.
Det er gamle bøjer der er skåret figurer i og fyldt med træ der antændes ved særlige lejligheder. Her foto med blits og her uden blits.
Flere forskellige kugler er placeret ude i vandet. De er vel en meters penge i diameter.  

Det er heldigvis en klar nat og fuldmånen lyste om kap med disse indkugler.

I nærbillede kan man rigtig se de flotte udskæringer.

Tirsdag d. 10 Januar 2012.

Det var en hyggelig aften i aftes og så vidt vi ved var der ikke nogen der gik amok selv om det var fuldmåne. Næste morgen tager vi afsked med Erna og NP og sejler til Gorda Sound. Det er det store område ude øst på hvor der er rigtig mange gode ankerpladser. Vi tager jollen til en lille ø der hedder SABA ROCK og det er ikke mere end en lille klat klippe som man har forstørret ved at bygge veranda ud over vandet. Vi gik hele øen rundt og det tog ca. 4 minutter incl. den tid vi brugte på at nyde udsigten til den næste lille ø.

Der er en lille ø indenunder husene - heldigvis. Større er den ikke og bebyggelsesprocenten nærmer sig 100. Det er indrettet som hotel, restaurant og mest af alt , en strandbar. Baren strækker sig i hele øens bredde.

Efter at have investeret i en øl - dog kun 11 US denne gang ( havde glemt at få med hjemmefra ) sejlede vi over til kysten på den næste lille ø. Vi ville følge kyststrækningen hjem til Joy og ind mellem nogle mangrovetræer i vandkanten får jeg øje på noget lyserødt. Det skulle vel aldrig være ??? Jo minsanten. Det er lyserøde flamingoer der står og snadrer i vandet i en lille indsø. En såkaldt saltpond. Det er en indsø der består af saltvand der er skyllet derind ved højvande og hvor en del af vandet fordamper igen og efterlader en meget saltkoncentreret sø. Jeg bliver straks sat i land og går af gederuten mellem træer, buske og stikkende kaktuskrat, for at komme tæt nok på. Gederuten er naturligt nok ikke højere end en god velvoksen ged så jeg måtte gå på hug de fleste steder. Muligvis tager gederne ikke anstød af kaktusserne men jeg skal lige love for at jeg kunne sno mig uden om. Endelig kommer jeg så langt at jeg har frit udsyn over søen og en flok på ca. 10 flamingoer. Her er der dog kun samling på 5 - de øvrige var fordelt over et lidt større område. Der var ellers 2 der var meget tæt men kameraet nåede ikke at være klar før de lettede og fløj lige forbi. Ærgerligt men så må nedenstående være nok.

Lyserøde flamingoer der "græsser" i det salte vand. Det må være dem fra Anagada som vi forgæves søgte efter sidste år.

Tilbage i jollen opdager vi at en flok vilde geder står på bagbenene for at få det saftige løv ned i nåhøjde. Vi måtte lige vende jollen og sejle nærmere for at se deres glæde ved at få grønt foder.

Hvis det ikke er samarbejde, så ved jeg ikke hvad man skal kalde det. Ikke bare at en af de store geder trækker grenen ned - nej , der er ligefrem en af dem der er hoppet op på grenen og tynger den ned. De har en balanceevne der overstiger de flestes. Det er godt at være i flok.

Nogle dage efter sejler vi igen bort fra The Sound. Vi vover det ene øje og ruller forsejlet ud. I medvind og medsø og med en fart mellem 5 og 6 knob er livet nu bare dejligt. Jeg behøver vel ikke nævne at alt tøjet hurtigt blev erstattet af hud der altid trænger til mere sol. I et stykke tid. Ca. 20 minutter så ved vi af erfaring at så er det nok og de sarte steder må igen pakkes ind eller smøres i solcreme. Og da jeg hader at være smattet ind i kemi måtte bikinien igen på. Det var også godt det samme for pludselig opdagede Tommy ( jeg stod ved rattet med trusserne arrangeret i G-strengsfacon, man skal jo også have sol på måsen - ikke? ) at der var en temmelig befolket katamaran der var sejlet næsten helt op i halen af os. Han var så sød at spørge mig " ØH havde du set den der ? og da jeg vender mig om, ser jeg 8 - 10 personer der studerer den hvide halvdel af min rumpe. Hvor lang tid tager det at få trussen på plads ? Nej hurtigere end det. Ingen tid - siger jeg bare.

Vi støder igen på Erna og N.P. der sødt forærer os en af deres nyindsamlede kokosnødder. Det er den bedste af slagsen vi nogensinde har fået og mens vi sidder i en dybsort ankerbugt med rom i glasset og kokos-stykker der kan bides af, melder tankerne sig. Kommer til at savne familien - men de har det jo godt. Savner også dem af familien der ikke er her mere - men de har det vel egentligt også godt. Kattene og den tilbageværende hund trækker i en men Vicky som måtte af sted inden vi rejste, får tårerne til at trille lige så stille ned af kinderne og end ikke en refill af rom og endnu et stykke kokos, kan afhjælpe savnet. Vi har kastet anker i en dyb ankerbugt kun omgivet af bjergsider beklædt med træer og bortset fra en stjerneklar himmel, er det eneste vi kan skimte, lysene i det fjerne fra Tortola, samt enkelte andre ankerliggere bag os. Alt går sin vante gang uvidende om det savn der gnaver i os.

Gamle Conrad , der er blevet næsten blind hygger sig på sin strand. Han bor inde bag buskene og har et lille bijob med at uddele reklamer for en fotograf. Han smiler så hjerteligt og vil gerne give kram når man beder ham se efter jollen mens vi lige er ude at rende. Han har somme tider temmelig travlt for der er en passage lige forbi hans hus hvor man kan komme over til den næste bugt og der ligger baren. Og så kan man nok regne ud hvor mange sejlere der kommer denne vej. I øvrigt står der på skiltet at man ikke må ankre for det er et fiskeområde, men nettene ligger halvrådne i bunker på stranden og båden kan vist ikke sejle mere så vi ankrer og har endnu ikke hørt noget for det.

Vi får en god nat som vi skulle have nydt mere for dagen efter blæser det op. Vi vidste godt at det ville blive 10 - 12 sekundmeter men det regner vi ikke for noget. Det blæser mere endnu og til sidst stopper vi vindmøllen for den er lige ved at gå grasat. Vi har kastet anker midt i bugten fordi der er meget kort ud til brederne og der er over 11 meter dybt så der skal en del kæde ud. Vi lægger 40 meter ud og vi sidder godt fast. Men fordi vi har så meget kæde ude er vores radius også forøget med det resultat at vinden får os til at svinge som en fisk på en krog. Først er vi ved at falde den ene vej ud af sengen og et øjeblik efter er det den anden vej. Skibet opfinder også en del lyde vi ikke har hørt før og midt om natten, da jeg opgav at sove, gik jeg op for at finde nogle af årsagerne til larmen. Det var meget mere vind end 12 sekundmeter, for jeg kunne næsten ikke holde mig fast. Og det kom i voldsomme ryk. Og årsagerne ? aner det ikke ! det var hverken til at høre eller se noget, for vinden hylede i mastetoppen og vinden opbyggede halvstore bølger som brusede  Det blev en dødsyg nat og klokken L... står vi op og pakker sammen fordi vi skal til St.Thomas i dag. Vi skal over og hilse på Hanne og Ove som skal være her på charterferie i 14 dage. Vi kommer frem over stok og sten og nyder at sejle i medvind for forsejlet som stadig overlever det defekte forstag. 

Vi kommer over til immigrationen og bliver mødt af et stort smil. Tolderen kan godt huske os fra sidst og vi blev ønsket godt nytår så hjerteligt at man skulle tro vi var i familie. Der kunne skrankepaverne på BVI nu alligevel lære noget.

Vi hentede Hanne og Ove på kajen og sejlede en lille tur om til Honeymoon Beach. Her gik vi på stranden og nød solen, varmen, det flotte vand og de lokale Painkillers sammen med en sandwich. Vi fik set delfiner, øer med gamle danske ruiner og ikke mindst tror og håber vi at Hanne og Ove fik en afslappende dag og et indblik i hvor meget vi hygger os mens vi er her.

 Honeymoon beach før charterfolket invaderer den. 

Ja - mon ikke vi er nået til Lørdag d. 21 Januar. Man mister nemt overblikket når man ikke skal noget bestemt. Og så alligevel. Vi skal til Budget Marine for at se efter en lampe til mig og en ny wire til Jollen. Lige ved siden af er en hyggeligt bar/cafe hvor man kan nyde frokost eller lign. Det er lige ved vandkanten i mangroven. Jeg har vist billeder derfra tidligere - men da var Iguanaerne ikke at se. Denne gang sad der flere og kiggede en over skulderen for at se hvad der var på tallerknerne. Bl.a. denne lille søde fyr.

 "Uhmmmm... Den pandekage du spiser ser vel nok god ud - og dufter helt fantastisk."

Vi har (læs : jeg har - for Tommy er vist ligeglad) besluttet at vi også i år skal opleve lidt gammel kultur. Jeg har i bogen "turen går til Dansk Vestindien" læst om en gammel dansk kirkegård som stadig er i den danske stats eje.

Så fandt vi endelig Hospital gade hvor den gamle kirkegård ligger. Det stod ikke i nogen bog hvor den var og da vi spurgte lokalt blev vi jaget op over et meget stejlt bjerg og ned igen på den anden side. Det havde faktisk været lettere at gå udenom men man gør jo som man får besked på.

Der var tradition for flotte gravstene selv om det var både bekosteligt og besværligt

Der er gennem tiden begravet mange fine personligheder her på kirkegården men det der trak os til stedet var, at se den gamle sten der er omtalt i bogen. Der står - og jeg citerer " Gå en stille tur her og få et godt indtryk af, hvilke danskere der befolkede øerne - og hvor hårdt det var. Der er flere børnegrave. Og mange mænd døde i en ung alder. Gravstenene blev hugget i Danmark og Norge, og det tog selvfølgelig lang tid, fra bestillingen var indgået, til stenen blev leveret. Nationalbankdirektør Haagensen troede sig åbenbart sikker, da han bestilte en samlende gravsten til 4 af hans børn, men inden stenen nåede frem, havde han mistet endnu et. Dets navn måtte så mejsles ind på øen, kan man se." 

Det er godt nok mange at miste. Man bliver jo nok ikke vant til det uanset hvor mange der må af sted.

Tilbage gennem byen får vi et indblik i nutidens måde at tjene penge på.

Ja der er mange måder at klare sig på.

Tommy faldt for fristelsen til at købe en pakke "færdigkage" Der skal kun æg, olie og noget vand så skulle den være klar. Og bortset fra den voldsomme farve smagte den rigtig godt. Faconen skylden at den er bagt i vores gasbageform der bliver sat på gasblusset og derved varmer den op.

Farven er rædsom men smagen - uhmm - med jordbærstykker og hver en ting. Det tager godt nok en halv time at bage den men det er for helt lavt blus så det er ikke meget gas den bruger.

Lørdag d. 28 Januar 2012. Vi er sejlet om til Honeymoon beach fordi vi trængte til lidt fred for byens larm her i weekenden. En gåtur på stranden afslører et træ der smider de flotteste frø. Jeg samlede en hel masse og håber næste gang at kunne fremvise en halskæde lavet af dem.

Måske man skulle nedsætte sig som frøsamler. Her er nok af dem

Hovsa se lige der - den holder øje med os. Eller er den ved at måle temperaturen på vandet ?

De skønneste blomster på en smuk blå baggrund.

Honeymoon beach i al sin herlighed.

Og med dette billede fra Honeymoon Beach, vil vi slutte dette nyhedsbrev for denne gang men vi vender tilbage med nyt fra St. John som vi vil besøge i Februar.

ÅHHH - der var lige en ting mere. Som vi sidder her og er ved at udgive ser vi dæleme at Håndboldherrerne alligevel kunne klare dem alle. Stort tillykke Danmark.