Beretning 6/2012  Så er det snart slut for denne gang

Onsdag d. 1 Februar. Vi ligger stadig for anker ud for Charlotte Amalie på St. Thomas. Vi har haft travlt med lønninger og skat m.v. men nu er vi snart klar til at drage videre. Dog har vi vedtaget at vi lige tager færgen over til St.John, for at tage en rundtur på øen med en safaribus. Der er ikke så mange gode ankerpladser og de fleste er med betalte mooringer, så vi håber vi på denne måde at få et godt overblik over hvor vi vil hen, når vi kommer med Joy. 

Vi er oppe som sædvanligt. Tommy lidt før mig og mens 3 - 4  crusingskibe ankommer og lægger til kaj, kommer også crusingskibet Disney Magic. Det plejer at ligge for anker ude i bugten sammen med os andre og jeg havde godt hørt, at den var ved at smide sin meget tunge ankerkæde ud. Da jeg kort efter stikker hovedet op til Tommy, spørger han om jeg vil se noget panik. Før Magic smed anker, havde han vist glemt at se efter, om der var nogle skibe han kunne komme til at forstyrre. Og det var der. Der lå en 2 master ude foran ham, som lodsen havde meget travlt med at vække og få væk. Så travlt at han ikke så at der lå et skib på siden af Magic hvor ejeren stadig sov. Da sejleren vågnede opdagede han at crusingskibet var så tæt på, at han ikke kunne få sit anker op. Han var selvfølgelig alene ombord og det endte med at Magic måtte give alt hvad den havde i sig, for at forhindre at den sejlede skibet ned. Sejleren skyndte sig at lægge mere kæde ud, mens den store djævel kom væk og fik så - lettere chokeret - sit anker op. Vi snakkede med ham senere på dagen og han var rasende over at lodsen ikke havde advaret, om at den store skulle ligge for anker lige der.

Her ligger han ganske tæt på Magic med sit anker og kæden langt inde under Magic. What a wake up call to get. Og her har han lige akkurat fået ankeret op. Billederne er desværre ikke så tydelige da jeg måtte zoome en del.

Lettere rystede over at sådan noget kunne forekomme, samlede vi os sammen og tog over til St.John. Vi tog som allerede nævnt en safaribus rundt på øen og stoppede for at se den gode udsigt over Trunk Bay.

Trunk Bay - med og uden forstyrrende elementer.

Vores rundtur på øen afslørede de gode steder og dette her - Maho Bay er vist en af dem.

Maho Bay. Her glæder vi os til at komme hen.

St John er ikke så stor men meget smuk. Der er noget mere vild natur her end på de omliggende øer. Muligvis er det på grund af nationalparken, som har gjort sit til at det oprindelige er blevet bevaret. Jeg bliver altid fascineret af at se så anderledes træer og buske.

Solidt plantet med en hel plade ud i hver verdenshjørne. Og se så lige tornene der er ovre til venstre på stammen. Man skal ikke lige læne sig op ad den og tro man får meget hvile. 

Caneel Bay. Det var dette kompleks Rockefeller købte og opførte en gang for længe siden. Han opkøbte et stort område på St. John og forærede det til staten så de kunne holde det som naturpark. Betingelsen var at der ikke ville blive bygget hoteller på området og man derved kunne holde freden ved lige. Det er en stor golfbane man ser i baggrunden - jeg mener at kende nogen der er interesseret i den slags.

Vi ER ved at tage os sammen til at komme videre. Men vi ligger så godt ude bag lufthavnen og Great St James holder også på os et par dage og da vores ... Nå ja forresten - vi har fået installeret rigtig bruser ude på agterplatformen og det er superdejligt. Vi havde ladet os fortælle at den sagtens kunne klare trykket fra vores trykvandspumpe så vi satte ikke en afbryderhane på. Af den simple årsag at vi ikke har nogen og at hverken bådforretningerne eller hardwarestoren havde en i vores størrelse. Det var rigtig ærgerligt for pludselig en dag kunne vi se at slangen var begyndt at bule lige ved bruseren. Vi ved jo godt at det kun er til en skønne dag - så har vi ikke mere vand fordi den er sprunget. Når det lige blev fortalt, kan jeg fortsætte med beretningen. Vi sejler over til Red Hook, for at se om de har en hane, så vi kan lukke for vandet, når vi ikke bader derude. Heldigvis finder vi en og har nu installeret den, hvor vi gerne ville have haft den fra starten. Så endelig kan vi komme af sted. Vi tager til Trunk Bay på et dagstop for at se det berømte snorklested. Vi er sjældent blevet så skuffet, for der var næsten intet at se og det var "almindelige" fisk m.v. Vi ved jo godt vi er forkælede fordi snorkling og dykning er så fantastisk i det sydlige Caribien men alligevel. Så videre til MahoBay hvor vi lige måtte tage en slapper. Det var denne bugt der blandt andet var billede fra lidt tidligere i fortællingen og her er akkurat så dejligt som vi syntes det så ud til. Men vi kan ikke snorkle her og jeg har bestemt at jeg vil se noget mere så vi drager hurtigt videre til Watermelon Cay. Vejret er blevet helt stille og dejligt varmt. Vi ligger fantastisk, hvis vi bortser fra de charterbåde der vil underholde hele bugten med deres musik, hysteriske latter og irriterende strømmaskiner. Udsigten fejler ikke noget og hurra for det.

Watermelon Cay. Udsigten lige ved siden af båden. Vi er på St John men vi ser Tortola lige ovre bag ved. Der er ikke langt mellem øerne og landene.

Nu kommer der lige en stribe billeder fra vores snorkleture. Næsten alt hvad jeg fotograferer foregår i neddykket tilstand fordi jeg derved kommer bedre på skudhold og det giver en bedre vinkel til motiverne. Eneste ulempe er at når man til stadighed er neddykket og kun lige kommer op og trækker vejret en gang i mellem så bliver man afsindig træt og turen tilbage til båden er næsten ikke til at overkomme. Så er det godt at man har en dejlig mand der sørger for rigeligt med drikkevarer til at genoprette balancen.

De meget pågående fisk ved Great St James. De kom og strøg sig op ad benene på os og vi tror de er vant til at blive fodret.

Der var også en stor stime af disse her. Se lige om du kunne tænke dig at få en stime i rumpen af den slags. Bemærk lige stoppenålen.

Ved Watermelon var vi dårligt kommet i vandet før denne krabat af en Barracuda var henne og se på Tommy. Den svømmede desværre hurtigere end mig så jeg kom ikke så tæt på.

Dette uskarpe billede viser en lille fyr der havde taget ophold i et hul i jorden. Jeg kunne ikke komme tæt på for hver gang jeg prøvede at dykke ned til den trak den sig tilbage i hullet så jeg måtte zoome den op.

Til gengæld ville denne French Angelfish gerne lade sig beundre. Bemærk de smukke blå læber og de fine gule finner.

På dette billede er der udover den lille blæksprutte også en hjernekoral, et par søpindsvin og et par Coney.

Den smukkeste af dem alle er dog denne Queen Angelfish. Bemærk den blå krone hun har på. De er lidt mere sky og jeg måtte følge hende længe for at vænne hende til mig og for at komme på godt skudhold.

Ved Littel Lameshur Bay på sydsiden vrimler det med skildpadder. På vores snorkletur hernede var der også en lille en foran os. Som altid dykker jeg ned og bevæbnet med kameraet forrest jagtede jeg lige i røven af denne. Den var mig naturligvis overlegen men vi fik da det ud af det at den svømmede en stor cirkel og nær var stødt ind i Tommy på vej væk fra mig. Tommy kunne næsten række ud og nå den. Og jeg har faktisk dårlig samvittighed over at jeg jagtede den. Man føler sig som en pavarazzi - man VIL have billedet.

Littel Lameshur Bay. Her på denne strand lægger skildpadderne æg og de holder til her i massevis. Man kan ikke se ud over vandet uden der hver 10. sekund er en skildpadde oppe og trække vejret.

Vi forsætter rundt om hjørnet og kommer til Saltpond Bay. Det er en meget søgt strand og det vrimler med snorklere. Der er et stort rev lige midt i bugten og det er meget dramatisk og fantastisk flot. Men det mest almindelige syn er dette. Snorklere der ser på skildpadder og den ser vist også på dem.

Billedet er taget mens vi sidder på dækket og nyder et par chips og en sundowner.

Dagen efter vil vi igen videre. Selv om der er vældig dejligt her på sydsiden af St.John truer der noget email og andet i horisonten. Her hvor vi har været det sidste stykke tid og også de næste dage er der ingen internet og ikke engang dækning på telefonen. Man føler sig dejlig fri men vi ved godt der kommer en dag hvor mailen skal ses efter og så bliver det et stort job. Vi sejler igen rundt om et hjørne og befinder os i det område man kalder Hurricane Hole. Det er et område bestående af mange små bugte og vi finder op i en af de mest afsondrede og her er musestille. Den eneste lyd vi hører er vores elur. Vi var slet ikke klar over at det kunne sige noget, for det plejer vi ikke at høre men her - stille - stille så selv en knappenål ville larme. Her er desværre ankringsforbud og de morringer der er her, er kun til dagsbrug så... vi må sejle lidt ned i udkanten og kaster anker i Hansen Bay. Jo det er gammel dansk - også her.

Nu vil jeg fortælle om den gang, for nogle år siden da vi lå i en Great Dane 28 nede i Tyrrel Bay på Carriacou. Midt i ankerbugten lå der er flydende bar. Angels Rest. Den blev passet af en engelsk dame, men hun var allerede den gang i tvivl, om hun kunne få lov  til at arbejde der så... skæbnen uvis. Da vi kom igen i 2008 var den væk og vi ærgrede os for det var så dejligt at kunne mødes med andre ude på vandet. Så var man fri for sand, fluer og myg når man bare sejlede hen til baren. Når jeg nævner det nu så er det fordi vi ser "et hus" komme sejlende over til den næste bugt i forhold til hvor vi ligger. Tommy henter kikkerten men der er for langt og vi ligger ikke stille nok til at kunne focusere. Jeg sidder med kikkerten længe og endelig får jeg tydet skriften på huset. Det er Angels Rest i en lidt anden udgave end dengang. Vi startede straks jollen for det måtte undersøges nærmere.

En rigtig bar - Angels Rest - lige hvor folk er. Da vi spurgte Peter - ejeren - om det var den samme bar, var svaret at det er rigtigt men at det er Angesl Rest 2. Den anden gik vist til i en storm eller ... Den nye har tagterrasse, indlagt potte, og bord i midten med hul i gulvet og folk kan komme ind ad en fin trappe beregnet til tilsvømmende gæster. Og for at de let kan komme op i båden igen når de har hentet de dominobrikker der ryger i hullet. En af gæsterne ville ikke hjem men hans kone sagde at det skulle han så ... var der jo ingen anden udvej end at tage drinken med i hånden.

Mon ikke det er blevet Torsdag d. 16 Februar. Vi skal videre men skal lige se om vi har en chance for at få plads ude ved the Indians. Det er et rev der ligger på den britiske side af kanalen og da vi sådan set er i Usa nu, kræves det faktisk at vi sejler direkte til et inklareringssted før vi foretager os noget andet. Det gør vi så også - lige så snart vi har været her. The Indians er som sagt et stort rev og der ligger 6 - 8 morringer som man kan fortøje båden ved. Vi er her tidligt for alle de andre gange hvor vi har prøvet at få plads er vi kommet for sent eller vejret har været så dårligt at vi ikke turde snorkle. Denne gang lykkes det og vi er imponerede. Det er faktisk virkeligt flot. Der er masser af liv men det sjoveste opstår da vi skal hen over en revkant der er besat med den slags koraller man absolut ikke skal røre ved. De brænder og laver grimme sår. Så mens Tommy forsigtigt lader sig glide i overfladen uden at turde bevæge sig af angst for at komme til at røre, kommer der på den anden side en skildpadde frem. Den kigger op og ser lige ind i øjnene på Tommy. Jeg tror de blev lige forbavsede begge to. Tommy lå fortsat helt stille fordi han vidste at hvis han bevægede sig den mindste smule, ville den flygte og langsomt kom jeg nærmere, så vi lige kunne få et billede af det.

Igen lykkedes det os at komme tæt på en skildpadde. De er så vant til snorklere at de ikke gider skynde sig væk.

Vi tager til Tortola, West end fordi vi skal checke ind. Selv om vi ser os rigtig godt for, er der ingen steder hvor vi tror vi kan ankre, så vi må betale 25 US for en morring. Ærgerlige penge, i særdeleshed fordi den ligger helt oppe i bunden af bugten, hvor vi får båden fyldt af myg og sandfluer.

Dagen skal være store internetdag. Og vi kæmper for at få forbindelse men endelig kommer der hul igennem og vi får ordnet en masse. Heldigvis, for næste dag da vi lige vil tilbage for at ordne resten, kan vi kun få sendt en mail og hver gang vi kommer på nettet, ryger vi lige så hurtigt af igen. Lokalt fortalte de os, at det var helt normalt. Hele december havde der overhovedet ikke været hul igennem. Godt vi ikke bor sådan et sted - vi ville da være blevet vanvittige. Resten af den dag fortaber sig i mislykkethed. Vi prøver at ankre 3 gange på Just van Dyke men finder kun koralbund. Sandpladserne var optaget. Og købe endnu en morring ville jeg IKKE. 2 småøer i nærheden gav heller ikke hug på ankeret og tilsidst opgav vi og sejlede til Benures Bay, hvor vi har været mange gange før. Men heller ikke her ville ankeret holde det første sted vi ankrede. Her var jo selvfølgelig godt fyldt op - det var jo nu noget op ad dagen - og vi var for langt ude. Endelig lykkes det at finde noget sand hvor vi kunne få ankeret i og det næste der så sker er jo en charterbåd. ALTSÅ - kan vi ikke få fri bare en gang i mellem. Den ankrer pænt. Dejligt. Vi opdager at de har en sort chauffør på - derfor den gode ankring men desværre efterlader det besætningen uden anden beskæftigelse end at sidde, fede og hvide og glo på os. Den største af dem satte sig ude på fordækket og så direkte på os. Måske nysgerrig efter at se en båd hvor der faktisk bor folk i længere tid eller bare almindelig indiskretion ? Ikke engang da jeg vinkede til ham forstod han at det måske var lidt for meget og det varede længe før jeg kunne komme til at bade. Vi er udmattede - har været forfulgt at en dårlig dag og ærgrer os lidt over at vi allerede skal hjem om 3 uger. Mon ikke i morgen bliver bedre. 

Vi syntes den smiler så nu er vi i bedre humør.

Vi har flere udfordringer foran os. Gassen på vores amerikanske flaske slap op forleden. Det var ventet - egentlig var vi forbavsede over at den holdt så længe. Vi betragter det ikke som noget problem for vi skifter bare over til vores caravangasflasker. Vi skal bare skifte regulatoren så er den i orden. I et par dage. Så var der pludselig ikke mere gas. Der var heller ikke så meget på den flaske så uden at tænke mere over det graver jeg ind i det bageste hjørne for at finde den fulde flaske. Nede i skibet - i den agterste ende - er der ingen luft og omkring 30 grader og inden jeg havde fået flyttet dykkerudstyr, cykler, hovedpuder, pudsemaskine og flere andre ting var jeg storsvedende. Og så skulle det sidenhen vise sig at det var helt overflødigt. Den nye flaske kunne heller ikke fyre op under kaffevandet !!!. Hurtigt konstaterede vi at regulatoren ikke var i stand til at lukke tæt og hoppede af for den mindste smule. Men hvis en af os holdt den på plads virkede det fint og så var der alligevel mere gas på den gamle flaske. Det er bare lidt upraktisk at sidde ude i ankerbrønden og holde på regulatoren hver gang der skulle koges vand eller laves mad så vi måtte være kreative og binde den fast. Endnu en ting der skal købes når vi kommer hjem. Plus en reserve.

Vi har fået et andet problem. Vores vandpumpe/termostathus har slået en revne. Resultatet er jo naturligvis at der lækkes vand. Ikke meget men vi er bange for at der har været tærring og at det måske kun er et spørgsmål om tid før det bryder ud i strålende kaskader. Derfor sparer vi så meget vi kan på maskinen og smører pumpen ind i epoxymetalpasta - eller hvad det nu lige præcis er. Dert er hårdt som metal på få minutter og det holder også vandet nogenlunde inde. Vi er ikke helt stolte ved det, men mon ikke den sidste tid klares uden problemer. Vi ligger i Great Harbour på Peter Island og bliver nok her nogle dage. Vi vil helst ikke være for afhængig af motoren og her på stedet blæser det altid så meget, at vi, i kraft af vindmøllen, er selvforsynende med strøm. 

Det er den lille djævle til højre der har fået en mikroskopisk revne. Den kunne kun lige akkurat erkendes men det er åbenbart nok til at den lækker så der skal købes en ny. Vi skal også lige have en ny aftapningshane for den gamle er totalt irres sammen og gik i udu da Tommy skulle tappe vand af maskinen.

Vi hiver cyklerne på land, for nu vil vi finde de fine mangefarvede stole som Erna har fortalt om. Sidst vi gik os en tur her for at finde dem, fik vi ikke andet ud af det, end to øl til 14 dollars og en del sved på panden.

Cyklerne bliver samlet på stranden. Forud er en del bakker men vi glæder os til vi skal trille ned.

Det ser imponerende ud men vi måtte trække hele vejen op.

Efter den første store bakke er det tid at vande æslerne. Der er meget passende en vandstation på stedet, hvor der også er en bænk og en storslået udsigt. Vandet er isafkølet og føles fantastisk når man er totalt dehydreret.

Fabelagtigt. De var der - stolene - helt ude i den anden ende af øen. Sikke et mas og vi var flere gange ved at opgive. Godt vi holdt ud for det var en dejlig udsigt og så havde vi 2 kolde øl med hjemmefra. Herligt.

Mens vi sad og hvilede, kom der et par små killinger på besøg. Senere kom der også en Ranger som fortalte at han delte sin madpakke med dem hver dag, men at der ellers ikke var nogen der tog sig af dem. Jeg var altså lige ved at tage dem med os men ... 

Dette var så den udsigt vi havde knoklet en del for at komme op og se. Vel ikke så meget bedre end så mange andre udsigter vi snart er vant til, men dog pæn nok til - i forening med vores tilfredshed over at have indtaget hele øen - at være det værd.

Vel tilbage i bugten indser jeg, at jeg er nødt til at tage en påstand, jeg har fremført, i mig igen. Jeg har tidligere påstået at der ikke fiskes her på stedet og at vi derfor kan ankre helt oppe i den gode ende af bugten selv om en skiltetekst ellers forbyder det. Idag er der fuld gang i fiskerne. Folk bliver jaget væk og vi frygter vi står for tur men måske de ved vi gerne vil blive for vi hører ikke noget fra dem.

En af fiskerne er ved at inddæmme et område de så senere kan seinefiske i. Og som man kan se har de også "fanget" en jolle.

25. Februar (vist nok). Vi sejler op til Trellis Bay for vi har aftalt med Niels Peter og Erna at vi skal grille en sidste gang, før de og lidt senere også vi ,skal hjem. Jeg begik den store fejl at foreslå at vi skulle grille på stranden som vi har gjort masser af gange før. Fejl, fordi der var en million sandfluer som ikke havde travlt med andet end at bide og de havde sådan set god tid, for vi kunne ikke få ild i kullene trods sprittabletter og avispapir i grillstarteren. Først da NP hentede noget lampeolie kom der gang i det og vi nåede akkurat at spise og pakke det sidste sammen lige før det blev helt mørkt. Hyggeligt men også lidt trist - nu skal vi snart hjem.

Forberedelserne til en hyggelig grilleftermiddag/aften.

Dagen efter sejlede vi til Road Town for der er altid lige noget vi mangler. Vi bliver ret hurtigt klar over at der tilsyneladende forventes der dårligt vejr. Vi var heldige at vores "sædvanlige" plads ventede på os men vi havde dårlig nok smidt anker før det væltede ind. Tåbelige ankringer og flere der måtte anvises en anden plads end på skødet af os og så en hurtig hollænder. Han kom ind - målbevidst og smed anker så han lå lige ved siden af os. Sådan set alt sammen ok men han var lidt hidsig i sine bevægelser. En eller 2 dage efter skulle han af sted igen og så blev der sejlet frisk til og da stævnen var lige over ankeret og det ikke ville op blev der bare trukket til. Et voldsomt kraftigt ankerspil der trak bådens stævn betragteligt ned i vandet og alligevel kom ankeret ikke op. Normalt gør man så det at man sejler forbi sit anker og derved "brækker" det op. Det gjorde han så med fuld kraft og passerede  for fuld speed en båd på sin vej. Den anden bådejer så med rette lidt fortørnet ud, for der var ikke meget plads og han fik heller ikke ankeret op. Nu hvor han lå med næsen den anden vej og derved havde alle muligheder for at brække ankeret stille og roligt, sejlede han i stedet baglæns med så stor fart at vi - der sad lidt derfra- uvilkårligt tog hænderne op for at beskytte os, selv om der ikke var noget der ville kunne ramme os, men vi vidste at det ville gå galt - og ganske rigtigt. Med et smæld knak ankerkæden. Konen, der stod ude på spidsen af båden, så noget fortørnet ud. Han - derimod - vendte resolut båden og sejlede ud af havnen. Som om det nu skulle være så svært at komme fri. Om han var helt klar over at ankeret - der sikkert havde fat i en gammel mooring - nu ikke længere var en del af bådens udstyr, vides ikke. Vi var egentligt ret rystede over hvor tåbelig man kan være. Herregud - det havde da været relativt simpelt at dykke ned og fastgøre en tovende i ankerets bagende og derved tage det baglæns op eller befri det for " whatever" der havde fanget det.

Nå det er tid til at lufte cyklerne igen og vi masede med at få den ned i jollen og ind til land. Så cyklede vi ud til Nanny Cay for at bekræfte at vi havde en aftale om optagning af båden. Ingen problemer og vi nød turen der bl.a. bragte os forbi stedet hvor man kan svømme med delfiner. Vi stod bare ude på vejen og nød synet af gæsterne der blev svømmet helt ud af vandet med fødderne på næsen af en delfin. Folk jublede og vi hyggede os. 

Man kan desværre ikke rigtig se noget på dette billede. Timen var betop forbi. Ærgerligt for sidst var det rigtig flot men da havde jeg jo selvfølgelig ikke kamera med. Jeg skal nok få et bedre billede når vi kommer herud igen.

På tilbageturen fandt vi et sted med kokuspalmer. Ikke at det er noget nyt for de er her alle vegne, men denne her stod, så der ikke var nogen der havde taget den nød der lige var faldet ned. Så det gjorde vi. Normalt køber vi vores nødder men siden vi fik et par stykker der var hjemmeopsamlede af Erna og NP ville vi helst finde vores egne også. De smager helt anderledes og super meget bedre. NP havde godt nok sagt at det ikke var så ligetil at pelse den og han har ret. Vi må have forbedret den teknik. Måske man skulle prøve at save den.

Vi flækker nødden og bruger både arme og ben, den er sejg og der skal tages fat, men så er den der og den smager himmelsk. Selv om vi endnu ikke har fået fat i de helt rigtige remedier så kan en grøntsagskniv og mit gamle stemmejern sagtens klare strabadserne.

Vi bruger de næste dage til at pakke de ting sammen som nu kan undværes. Tager sejlene af og ikke mindst vingerne til vindmøllen. Vi skal på land.

Vi har en aftale 1. Marts klokken 1000 og tager afsted så vi er der på slaget. Men de er ikke lige klar til os, for den båd de har søsat vil ikke starte og mens de roder og ender med at flytte båden, "træder vi vande". Det blæser af H...... til og det er træls at skulle snurre rundt på ingen plads i vel 20 minutter. Endelig bliver de færdige og vi bliver vist ind i den lille bås med den lille travelift. Ja, de ved vel bedst, men vi havde fået besked på at vi ikke behøvede at lægge vindmøllen ned så vi er lidt skeptiske. Da de havde løftet os alt det de kunne - stropperne kunne ikke kortes mere end de allerede var blevet- var båden kun lige akkurat ude af vandet og slet ikke højt nok til at kunne køres på land. Vi ville egentligt være gået fordi vi tænkte at de selv kunne tage hende op og spule hende, mens vi fik tidlig frokost, men det var da godt vi blev, for båden skulle tilbage i vandet. Vi måtte sejle ud mens de flyttede en båd fra det store basin og det var faktisk vores held, for vi var i mellemtiden kommet i tanke om at vi havde glemt at tømme holdingtanken. Vi tog lige et hurtigt svip ud på det dybe vand og kom af med det, der ellers kunne have været problematisk. Herefter kunne vi sejle ind igen og denne gang gik det fint. Nu kunne de løfte hende højt nok og der var plads til det hele.

Nej - den lille lift var ikke stor nok - men den store kunne tage mindst 70 tons og så gik det fint.

Vi er nu kommet på land og har en del arbejde foran os. Men vi har en hel uge så vi skal nok nå det. Det værste er nok at vi skal have det defekte forstag afmonteret. 

Det er god nedtrapning at stå her på land, selv om jeg stadig tager mig selv i at se rundt om vi ligger som vi skal. Båden ligger helt stille men vi er så vant til at sejle at hovedet ikke står helt stille endnu. Jeg brugte den første dag på at være helt sikker på at vi gyngede, kun for at konstatere at det gjorde vi ikke.

Vi har i år valgt at tage båden op på Tortola. Det sparer os for den irriterende færgetur til og fra Virgin Gorda. I husker måske at det var der vi ankom fredag aften og ikke kunne opdrive en taxi. Nu kan vi nøjes med at tage til Tortola og få en taxi fra Road Town - hvor det vrimler med dem - og køre mindre end 5 minutter, så er vi ved båden. Stedet hedder Nanny Cay. Og vi er vilde med det. Lille hyggeligt kompleks med cafe, restaurant, vaskeri til 2/3 af prisen på det billigste vi ellers har oplevet, bådudstyrsforretning, riggerfirma, dykkerforetagende og meget mere. Vi sidder lige nu i cockpittet med hver vores bærbare og surfer på internettet. Der er åbenbart en antenne i nærheden for vi har udmærket forbindelse. Alt i alt et dejligt sted. Vi betaler 75 cent mere / fod båden er lang om måneden men vi er også langt mere tilfredse. Der er hyggelig havnefront og vores egen lille badestrand hvor vi tilbringer eftermiddagene i en stol der er trukket hen i skyggen af en palme. Så er der ikke noget bedre end en god bog, en god sundowner og honningristede peanuts sammen med "hjemmelavet" kokos. Jo vi skal nok få det bedste ud af en ellers trist "vende næsen hjemad tid."

Det er også lidt mærkeligt at tænke på at vi nu her i starten af Marts tager båd på land - om en måneds tid er vi klar til at sætte båden i vandet derhjemme. Vi når dårligt nok at blive landkrabber før vi er i gang igen.

I mellemtiden ligger vi her på land og det er blevet rigtig dårligt vejr. Det har hele den sidste uge blæst og regnet en del,så vi er enige om, at nu gider vi ikke være her mere, Der er dog lige et alvorligt projekt og der er, at vi skal have sat coveret op. Det skal beskytte teak-træet mod for megen sol de næste 9 måneder, til vi er her igen ( 3 bank under bordet). Kahytten er fyldt med kufferter og selve coveret som ligger i 2 store ruller. Det store af dem skal ses efter og have repareret nogle syninger men det er uhåndterbart især når det blæser så meget. I nat sov Tommy ikke så længe og jeg var vågen hver gang der kom en puster. Helt vågen med opspærrede øjne og en fornemmelse af at båden ruskede mere end den normalt gør. Tommy var stået op og sad og drak kaffe mens jeg prøvede at lade som ingenting og sove videre, da der kom et ryk i båden og en lyd, til hvilken vi i første omgang sagde " hvad var det !! - vi for op og på vejen blev vi enige om, at det måtte være en af støtterne der havde givet sig. Ned og mærke. De var alle sammen nogenlunde faste men de forreste kunne efterspændes og i den forbindelse glider de mere op, og giver netop den lyd fra sig, som vi hørte. Vi bliver nu rigtig i tvivl om vi vil efterlade Joy med coveret eller om vi skal prøve at klare det uden. Hun bliver godt nok strappet fast til jordspyd men det er klart at jo mere der er over jorden, jo mere er der vinden kan rive i. Vi overvejer også at sy coveret om så det ikke er ud over søgelænderet men helt nede ved lønningen. Det vil give mindre frit stof vinden kan flå. Åhh - hvorfor skal man altid tage stilling til noget der er svært. Hvad er nu det bedste. Han sagde oppe på kontoret at hvis orkanen kommer - og det er der altid en rimelig risiko for- så skærer de det bare af med en kniv. Ingen hensyn tages og så står båden totalt blottet og hvad så. Vi gumler noget på den og Tommy bestemmer - det er jo også mest hans båd - at coveret ikke kommer op i år men at vi vil lave et dækken der beskytter nedgangen og nogle at lugerne. Næste år syr vi coveret om så det er fladere og under bommen - så skulle risikoen være en del mindre og vi har stadig den gode beskyttelse.

Vi har vist efterhånden klaret det meste og som toppen af kransekagen inviterer Tommy mig på middag på den lokale restaurant.Her har vi udsyn over vores lille badestrand og haven som vi nu efterhånden har sejlet en del i.

Med vin i glasset, smuk udsigt over vores strand og det caribiske hav og sin elskede overfor,kan det vist ikke gøres meget bedre.

Tak for en dejlig sæson og stor tak til alle dem derhjemme der gjorde det muligt for os endnu en gang at gøre det mange drømmer om.