Hej igen.

Sidst I hørte fra os, skrev jeg om vores vanskeligheder med at komme sydpå p.g.a dårligt vejr. 

I går d. 23 december prøvede vi at sejle det lille første stykke til Virgin Gorda men opgav. Vi kom kun over grunden med knap 2 knob og så er 13 sømil langt. Tilbage til Road Harbour som vi på nuværende er godt trætte af.

24 December. Juleaften

Tidligt op, for i dag skal det være. Hvad ser vi så ?  en tåbe har parkeret sin båd lige foran vores. Ud og fortælle ham at vi skal afsted om lidt - men han beroligede os med at han også skulle afsted om lidt - så var det ok. 3 reb i storen ( for alle jer der er sejlkyndige er det hverdag men for jer andre er det et meget lille storsejl vi haler op. Det blæser stadig men dog lidt mindre end i går.

Vi gør i dag en god fart - over 6 knob og vi stryger afsted. YES nu kører det.

Vi ankommer til Virgin Gorda og beslutter at fordi det nu er juleaften og hvis alt går vel - knock on wood - så sejler vi sydpå i morgen tidlig, og derfor går vi i marina. Det gør vi ellers aldrig men juleaften vil vi forkæle os selv med en god middag på restaurant. Vi går til myndighederne for at checke ud, så det var overstået og stak dem en løgn om at vi ville tage til en anden ø... bla bla o.s.v. Det gik, vi fik vores stempel og skal fejre jul fra nu af.

Vi får tanket vand - ser til NP og Ernas båd, Marie, der ligger på land her og vi får købt ind. Vi er dårligt kommet tilbage til båden før det pludselig bliver mørkt. En sky går for solen og hurtigt, meget hurtigt bliver det næsten helt mørkt. Og så begynder det ellers at lyne og det bulder temmelig højt, selv om det ikke er lige her. Men kun et øjeblik efter var  tordenen lige over hovedet på os. Og så begyndte det at blæse og regne. De to 5 liters vanddunke blev fyldt som var det en vandhane og der blev også rigelig bade vand og tid til at vaske lidt tøj i det bløde regnvand. Regnen kom næsten vandret og vi var rigtig glade for, at vi lå med næsen op i vinden så cockpittet forblev tørt.

Juleaften i "thonderstorm" Et billede snyder tit. Det var meget værre end det ser ud her.Ligesom når vi ser billeder fra orkaner i fjernsynet. Det var helt surrealistisk at være midt i det og alligevel sidde nogenlunde komfortabelt i sin båd. Kameraet kompenserer også noget for det manglende lys. Det var faktisk en del mørkere i virkeligheden.

Det var som at åbne en vandhane. Masser af vand til tøjvask. Der var ikke plads til mere på tanken. De sidste 10 liter jeg hældte på fik den til at slå sig faretruende. Så nu fråser vi bare og bruger nok resten til at få vores årlige julebad.

Mens vi slapper af ,bliver der også tid til at forny aflasteren. Vores nuværende er efterhånden halvgammel og i hvert fald brugt op. Vi bruger aflaster til at sætte på ankerkæden, så ankerspillet ikke skal tage trækket og også for at bøde på de pludselige ryk det kan give når vinden tager båden og drejer den om med siden til vinden indtil kæden ikke kan nå mere. Så stopper båden bevægelsen med et ryk som giver en del støj ( synes særligt de personer der sover ude i spidsen af båden - nemlig mig selv ).

Den er noget flosset og gummiet er heller ikke for godt mere men den har tjent os godt.

Der var kun halvanden kordel tilbage så det var kun et spørgsmål om kort tid før den ikke havde klaret mere.

Juleaften på Virgin Gorda. Pina colada skal der jo til - ikke ?

Dagen efter går vi på kontoret for at checke ud og får at vide, at det var en orkan der ramte os i går. Vi var dog i udkanten af den. Den gik i land på den dominikanske republik, noget længere vest på. Så forstår vi bedre hvorfor vejret pludselig blev så slemt. 

Da vi har forberedt maden og skibet er pakket til langtur, sejler vi ud, for nu vil vi sydpå og vi glæder os til at komme af sted. Godmorgen min bare. Er du så færdig, de bølger de er godt nok ikke til at spøge med. Foruden at de er store er de diffuse. Det vil sige de kommer alle steder fra og kaster båden til den ene og den anden side og hver 3. gang stikker Joy næsen lige ind i en stor bølge og går helt i stå. Det her kommer ikke til at gå godt og beslutningen om at vende om er ikke svær. Vi prøver igen i morgen. Vi kan stadig godt nå det til nytårsaften. Beslutningen er nem, ikke mindst fordi storsejlet ryger sig en tur, igen. Selv om det var blevet repareret på Tortola sidste år, og han lovede at se det grundigt efter, havde de ikke repareret den øverste trediedel og det er jo den del af sejlet som altid skal bruges. Resten kan undværes men ikke toppen af sejlet. Jeg indrømmer at jeg var svært utilfreds da jeg opdagede det og det får han også at vide når vi kommer tilbage.

Vi sejler til det østligste punkt af Virgin Gorda, så vi er klar igen i morgen tidlig. I løbet af dagen bliver det næsten vindstille og vi er meget fristede til at prøve at tage af sted men vi ved inderst inde, at det ikke nytter noget, for søen skal bruge mindst et halvt døgn til at blive sig selv. I stedet finder vi symaskinen frem og bruger det sidste tape vi har til at reparere storsejlet med. At det så bliver en blanding af sejltape og spilertape, er der ikke noget at gøre ved. 

En vis kunstnerisk frihed skal der være plads til. Vi er bare glade for at vi har mulighed for at reparere selv.

I mens vi venter, nyder vi det stille vand i Gorda sound. Vi ligger på 2,8 meters vand så vi kan ikke få det bedre.

Solnedgang med udsigt til denne 5 mastede djævel der kørte med strømmaskine konstant. Hele den stille ankerbugt havde "glæde" af motorstøjen.

Selv om billedet ikke kan undgå at blive rystet kan man vel alligevel godt se, at det trods alt, så meget pænt ud om natten med alle de lys.

Meget tidligt næste morgen tager vi af sted igen, igen.

Til en start ser det godt ud. Vi er tilfredse og tror på det. Men som tiden går drejer vinden stadig lidt mere og vi kan ikke holde kursen til St. Martin, men vi kan sagtens holde kursen til Venezuela. Det er bare ikke lige der vi skal hen. Vi holder den gående i vel 5 timer og kan godt se, at foruden at det er ubehagelig sejlads har vi ikke få en chance for at nå det. Vi starter maskinen og går tættere til vind og sø men det bliver helt forfærdeligt og da den ene af os ikke længere har det alt for godt og da udsigten til at det skal være sådan de næste 4 døgn, beslutter vi, at det vil vi ikke mere. Vi prøver lige at skifte over til den anden halse men det betyder at vi kun lige kommer en smule sydligere end der hvor vi startede så - slut finale - gider ikke - er sur - meget skuffet og temmelig irriteret - skælder både gud og fanden ud.

Det tager vel 10 sekunder at skrive dette men det tager et par dage at komme nogenlunde over skuffelsen og vi er vel heller ikke helt ovre det endnu.

Vi ville ikke tage tilbage til Virgin Gorda hvor vi jo havde snydt tolderne noget, så vi er enige om at vi tager til St.Thomas. De stiller ikke så mange spørgsmål og så er vi ude over at vi ikke forlod V.G. da vi skulle. Vi har normalt 12 timer til at være ude af deres farvand. Vi brugte 2 1/2 døgn. Svært at forklare, så de tror på det.

Efter 10 timer lander vi på ankerpladsen, men lettelsen over at det er overstået, kan ikke opveje nederlagsfølelsen. Det bliver endnu værre dagen efter, da vi er på nettet og modtager mail fra nogle bekendte der deltog i vores bryllup på Bequia for 7 år siden. Canadierne Sue og Abe, der altid holder vinter herude og p.t. er på Puerto Rico. De boede samme sted som os da vi blev gift og mailen sagde, at de havde sendt en gave til os, som vi kunne afhente hos George og Val hvor vi boede. Og nu må vi skrive tilbage til dem, at vi ikke kommer derned. RÆDSELSFULDT. Jeg har det forfærdeligt og begynder igen at overveje om vi alligevel skulle tage af sted men ved godt, at det ikke hjælper noget. Tommys piger skal ud og besøge os og vi kan ikke udsætte destinationen mere, for så ender det med at de ikke får nogle billetter i det hele taget.

Så vi bliver og skumler lidt mere over det. Nå men som jeg plejer at sige, det er nok ikke meningen at vi skal derned. Der er jo nok en årsag.... så nu har jeg det lidt bedre. Og vi er jo også glade for at være her. Og når den søde tolderdame lyser op i et stort smil og udbryder " how nice to see you - you are back - wonderfull - enjoy your vacation. Det er altid rart at blive godt modtaget og dejligt at blive genkendt men det betyder også, at vi måske har været her for længe.

Det er blevet d. 29 December og vi er sejlet ud bag lufthavnen hvor der er fantastisk. Der ligger kun en enkelt anden sejler helt ovre ved den anden bred, så vi kan igen nyde nøgenbadning uden tilskuere. Bortset fra den delfin der igen i år svømmer rundt om en båd. Denne gang dog ikke vores men en af de små fiskerbåde som altid ligger her. Vi kommer straks til at tænke på sidste år da pigerne var her og hvor de svømmede med den i længere tid. Det kan der ses billeder af og læses mere om, i en af afsnittene fra sidste år.

Det er i dag vores bryllupsdag men tro ikke, at vi så bare skal nyde hele dagen med at daske omkring og bade i det blå vand. Næ nej - vi skal lige have sat hjul på jollen så den nemt kan køre op på stranden og så er det ellers bare i land med løbeskoene i en pose. Vi er, i vores træningsprogram, nået til 11 min. ud i et stræk. Lyder nok ikke af så meget - men vi har ikke haft lejlighed til at løbe siden juleaften og i dag er det op ad bakke i mere end en forstand. Hårdt og varmt. Men så må vi også godt bade. Og det gør vi nærmest resten af dagen. Har købt til dansk bøf og har lavet ris a la mande. Og vi siger tillykke til os selv med et par gode glas vin.

Livet er nu ikke så værst.

31 December 2013

Årets sidste dag og vi bestemmer at den skal bruges på en restaurant ved Crown Bay marina. De serverer god mad og der ville komme musik senere på aftenen. Maden og i særdeleshed deres mango/passions cheesecake var fabelagtig men musikken!!  PunkRock - hva´behar´ Ikke lige vores stil. Vi var nu godt forberedt på at uanset hvilken musik de havde fundet frem, så ville det ikke kunne opfylde vores forventninger. Der er nemlig ikke noget der slår steelpan-musik på Bequia. Og det var præcis der vi havde håbet på være i aften hvis ikke... o.s.v. Nå - Nå, nu ikke skumle mere over det. Vi tager et par billeder til minde og tager så tilbage til skibet og nyder hinandens selskab i stedet. Men før vi gør det sender vi en del tanker tilbage til danmark specielt da klokken var 1900 hos os og derved 2400 hos jer. Håber I alle får et godt nyt år, ikke mindst de af jer der døjer med helbredet. Og vi håber resten holder sig friske og raske. Til alle jer der har hjulpet os med så mange ting i det forgangne år vil vi sige en særlig tak. Vi føler os meget heldige at vi har jer alle sammen.

Der er stadig lidt julepynt i palmerne men det kan ikke få os til at blive. Vi vil hellere hjem til Joy ( der ligger også en særlig flaske på køl men det er vist først til senere.)

Den næste uges tid dasker vi lidt frem og tilbage mellem hovedstaden Charlotte Amalie og ankerpladsen ude bag lufthavnen. Vi egentlig bare gået i feriemode og glæder os til pigerne kommer. Vi ved at Sue og Abe kommer til Culebra om få dage, så vi bestemmer at vi vil nå en sejltur derover og møde dem, før vi skal tilbage og hente pigerne på Tortola. 

Selv om vi ikke foretager os så meget, oplever vi alligevel noget nyt. Efter vores løbetur i lørdags dumpede vi lige ind midt i en dåbs seance på stranden. Vi var på vej til jollen og stoppede op og så hvordan en dåb foregår herude. Præsten sagde en masse der svarer nogenlunde til det vi husker hjemmefra og så gik han ellers ud i vandet med de fine sorte bukser og den hvide skjorte og  velsignede vandet de skulle døbes i. Vi badede også i det og hvis ikke vi var døbt i forvejen ved jeg ikke om det var gået.

Dagen efter - søndag eftermiddag - var der endnu en omgang dåb på stranden. Denne gang fik jeg billeder af det.

Her er præsten lige gået ud i vandet og er ved at velsigne det.

Nu er alle dem der skal døbes, også gået derud. Den første er ved at blive instrueret og næsten klar til at blive døbt. Det er præsten længst til venstre.

Og så skal I da lige have en solnedgang hvor der tydeligt nok ikke vil komme greenflash.

7 Januar 2014

Vi står nogenlunde tidligt op. Det gør vi forresten altid, for vi vågner når det begynder at lysne. Vi skulle egentligt ind og have en clearence, før vi tager til Culebra men vi gider ærlig talt ikke, for det er kun papirspild og ikke til nogen verdens nytte. Og bliver vi opdaget må vi jo finde en grimasse der kan passe.

Vi sætter selvstyreren for der er næsten ingen vind. Den første halve times tid er det stille og hyggelig sejlads. Så kommer der lidt mere vind og vi sætter et forsejl. Nu kommer der også sø. Stor sø. Og selv om det er agten for tværs ( vinden ind skråt bagfra) så ruller vi kolossalt. Bølgerne er høje men diffuse og kaster noget rundt med os. Det går selvfølgelig fint men vi gruer allerede for turen tilbage hvis ikke vi får en stille periode. Nu må vi se.

Der er ingen vej udenom. Vi må selv styre for bølgerne er alt for diffuse for selvstyreren og det siger faktisk en del, idet den kun havde 2 udfald på hele turen over atlanten ( 15 døgn). Det er svært at tage billeder med et digitalkamera for det man vil fotografere er lige overstået når den tager billedet. Bag Tommy var der lige en bølge der brækkede men det eneste man kan se er skummet efter den. Turen tager kun 4 timer så vi overlever "anstrengelsen"

Vel ankommet til Culebra finder vi hurtigt vores favoritsted fra sidste år og nyder det allerede. Næste morgen er det løbedag og samtidig med at jollen er sat i vandet og vi er klar med løbeskoene på, kommer der er halvstor motorbåd sejlende ind i fjorden. Han kommer stærkt og vi kan ikke undgå at lægge mærke til ham. Han sejler tæt bag om os og stopper så båden. Vi er straks på vagt og ser der står noget vi tolker som "tolder" på siden af ham. Det er jo spansk territorium så vi forstår ikke alt hvad der står. Foruden at der er 3 store påhængsmotorer bagpå er farven mistænkelig lig en officiel båd. Hvordan er det så lige man finder en grimasse der passer. Jeg sidder med ryggen til båden og Tommy siger " han står og bladrer i en masse papirer, det er vist ikke så godt". Jeg er mere bramfri og siger " satans også" så skulle vi alligevel have checket ind. Jeg går ned efter bådens papirer, overbevist om at han om lidt kommer hen og " banker på " og spørger høfligt om vi nu også har husket.... Pludselig sejler han hen til den nærliggende anløbsbro. Han har nu tændt det blå blink.Der er i mellemtiden ankommet en politibil og vi ser at der er mindst en uniformeret betjent der stiger ombord.  Vi er enige om at det nok er lige om lidt de kommer. Men de sejler ud af fjorden i en rasende fart og vi ser ikke mere til dem. Vi bliver hurtigt enige om at vi nok alligevel må checke ind når vi kommer tilbage fre løbeturen.

Tilbage fra løbeturen ( er nu oppe på 15 minutter med bakker) er vi slappet så meget af, at vi overbeviser os selv om at det ikke er nødvendigt at checke ind alligevel. Herregud de er jo sejlet væk og det går jo nok.

And this is for Sue and Abe: We didn't tell you about it, because we knew that you would worry and we didn't want you to. We also want you to know that we are so happy that we came to know you, you are always so good to us and always remember our anniversary. You truely are amazing. Wish we could spend more time with you.

Der ligger han lige så stille og ser på en masse papirer. Gad vist om han ser efter om vi er checket ind.

Jeg har taget billedet ud gennem et vindue så det er lidt uskarpt. Jeg ville ikke henlede opmærksomheden på os ved at tage det oppe i fri luft. Sæt han blev sur.

Vi tilbragte nogle gode dage på Culebra. Ikke kun fik vi genset Sue og Abe, vi nød også den fantastiske ro der er på denne ø. Ingen der råber og skriger, ingen biler der dytter eller kører stærkt. Alt i alt et sted vi holder meget af og vi er enormt glade for at Sue og Abe fik os til at tage derover. Vi tænkte at hvis de, som elsker fred og ro gerne vil være her, så må der være godt og de havde ret.

13 Januar 2014

Vi skal tilbage til St.Thomas og vi sætter alarmen til at ringe klokken 500 men Tommy er allerede vågen klokken 400 og da dørken knirker ved den mindste berøring, lykkes det ham ikke at snige sig op, før jeg også er lysvågen. Vi bliver enige om at vi lige så godt kan gå i gang med at klargøre skibet. Det er fuldmåne så vi kan sagtens se. Klokken 0445 er vi klar og tager anker op så stille vi kan, for ikke at forstyrre de andre ankerliggere. Vi sniger os ud mellem ankerkugler og ankerliggere og sætter storsejl før vi sejler ud gennem revet, der er eneste vej ud. Der er heldigvis bøjer, hvoraf nogle lyser men ikke alle. Vi har også søkort på PC og derudover et spor på GPS' en så vi finder nok ud, selv om det nu er bælgmørkt. Selvfølgelig er månen lige gået ned men vi klarer den jo nok alligevel. Det tager en lille halv time så er vi klar af det hele og begynder at sejle "hjemad" til St.Thomas. Vi er glade for at den kæmpe regnbyge der kom, pænt ventede til vi var fri af revet.  Turen tilbage tager faktisk kun en halv time mere end det tog at sejle derover og 0945 ligger vi igen for anker bag lufthavnen og nyder at få lidt morgenmad og et havbad i det flotte blå vand.

Kendetegnende for de vestindiske øer er at der rigtig mange store flotte motorbåde. Masser af personale - der må jo være nogle der har råd. Da vi kommer tilbage til Charlotte Amalie ligger en del af dem for anker ude i bugten. Det gør de normalt ikke for de går altid i marina men i perioden lige efter jul og nytår er her altid ekstra mange og marinaen var stopfuld. 

Det er meget sjældent vi ser en grim båd men det gjorde vi idag. Den er næsten grimmere end den vi engang viste billeder af fra The sound på Virgin Gorda - se bare her:

Den næst mest rædselsfulde båd vi har set.

Den blev ikke meget kønnere dagen efter selv om solen skinnede på den. Bemærk størrelsen. Der står en person i hvid t-shirt og grå shorts lige ved indgangen til salonen.

Nu vi er ved mærkelige ting. Vi er sejlet videre til Waterlemon Cay på St.John. Vi ligger i en dejlig ankerbugt og ser dette mærkelige syn. En stor motorbåd der er omsværmet af en helikopter. Vi tænker om den hører til motorbåden eller myndighederne har den i søgelyset ? Uanset hvad - så blev den hængende rundt om skibet, ofte i vindueshøjde som om den skulle i kontakt med føreren af skibet men det mærkeligste var at den det meste af tiden fløj baglæns efter båden.

Man spørger sig selv hvad meningen er med, at følge efter mens man flyver baglæns. Det er jo ikke ligefrem et tankskib der renser tanke men måske er det ikke den tank de tømmer.

Men det her er til at forstå. For fulde sejl i medvind mellem Tortola og st.John.

Lørdag d. 18 Januar 2014

Tommys piger kommer idag, så båden skal lige have en overhaling og der skal rent på sengen til dem. Nu er det spændende om de har uheld på vej herud som de efterhånden har for vane.

Mere om det i næste nummer af Joy-nyt. Håber forresten I alle er kommet godt ind i det nye år.

Mange hilsner Anna og Tommy