Lørdag d. 18 Januar 2014

Som jeg skrev sidst er det i dag Tommys piger kommer. Skibet er klart og vi glæder os. Vi har haft blæsevejr næsten hver eneste dag til nu men fra det øjeblik pigerne kom - i øvrigt efter en temmelig problemfri rejse - har vejret været stille og varmt. Det er selvfølgelig heldigt for dem men vi er ved at gå til af varme.

Vi trisser rundt fra ø til ø og tager pigerne med til Peter Island fordi vi synes de selv skal have fornøjelse af at finde og pelse en kokosnød. De kommer tilbage fra en løbetur med en nød der endnu ikke er helt klar til at blive pelset men vi prøver alligevel. Jo mere tør den ser ud jo lettere er den at pelse. Denne var stadig lidt grøn i det men det lykkedes og en del sandfluebid senere var der alligevel en nød klar.

Pigernes første " hjemmelavede " kokosnød. Stoltheden lyser ligefrem ud af dem.

Det giver altid en del omrokeringer og ændringer når der kommer gæster i båden. F.eks kan jeg ikke længere sove ude i spidsen som jeg plejer men skal ud i agter kahytten. Problemet er det stille vejr. Der er ikke en vind der rører sig om natten og jeg kan overhovedet ikke få luft derude. Det var delvis fordi der skulle bages rugbrød da pigerne kom og det kan virkelig varme båden op men bådens motor er også hundrede år om at køle ned igen og strålevarmen fra den er sikkert god om vinteren derhjemme men her - pyh ha. Resultatet er at jeg - naturligt nok - pakker mine tæpper og min hovedpude og indretter mig i cockpittet. Temperaturen heroppe er god og jeg ligger egentligt godt bortset fra... den første nat er der en sunsail charterbåd der bl.a. har besøg af et hysterisk kvindemenneske der bliver ved at skrige Oh my god - OH MY GOD hver andet sekund og da hun endelig bliver sejlet ind til land, meget sidst på aftenen, falder hendes lommelampe på en fisk i vandet  og hun går fuldstændig i selvsving og hele ankerbugten bliver delagtiggjort i hendes oplevelser. "Oh my god - tropical fish - I want to bring one in my bag". Det må have været resultatet af for meget spiritus eller noget særligt røg eller almindelig sindsyge der fik hende til at gå over gevind og dermed mit blodtryk til at nærme sig uanede højder. 

Næste nat er det igen stille og sunsailbåden er heldigvis sejlet. I stedet er der kommet en temmelig stor to-master og de har et stort agterdæk der egner sig godt til barbeque. Familien indbefatter en søn på 10 år - eller deromkring - der midt om aftenen - efter jeg har lagt mig til at sove - åbenbart fanger en fisk. Det er der ingen i hele ankerbugten der er i tvivl om - heller ikke jeg. Senere faldt der lidt mere ro på men det er kun til det viser sig at familien også har en mandsperson ombord der kan synge opera. Og det gør han så en halv times tid. Han kan på sin vis godt synge men da jeg ikke kan fordrage opera kan jeg ikke betragte det som godnatsang men mere som en et hanegal der betyder at nu skal du vågne af din døs. Jeg er i hvert fald straks  lysvågen. 

På Peter Island oplever vi endnu en tvivlsom fornøjelse det stille vejr giver. Båden er hurtigt fyldt med energiske fluer. Det er fuldstændig lige meget hvor mange vi slår ihjel - der er hurtigt mange afløsere klar. Da vi er sejlet videre til Benoures Bay kan vi næsten ikke vente på at få sprøjtet skibet med fluegift. For ikke selv at blive forgivet er vi - i mellemtiden - nødsaget til at sætte os ud foran med en kold formiddags bajer. Det er nu heller ikke så ringe endda.

I øvrigt sætter jeg ved denne lejlighed mit kamera ind i skyggen under solsejlet/regnhatten og glemmer alt om det. Næste morgen da vi er sejlet videre til The Indians, hvor vi skal snorkle, kan jeg ikke finde det. Jeg er stensikker på at vi har haft ubudne gæster der har taget det fra cockpittet og da det pludselig går op for mig at jeg har efterlagt mit kamera ude på fordækket med risiko for fugt eller at det er trillet af mens vi sejlede får jeg næsten et bommesitslag. Min spontane kommentar afstedkommer at alle ombord tror skibet nærmest er ved at gå på grund eller at der er noget andet alvorligt galt da jeg stormer ud til regnhætten og min lettelse over at finde mit kamera uskadt, hvor jeg havde sat det, er enorm.

Ser det ikke meget godt ud - også vandet altså. 

Set fra pigernes gåtur ser det sådan her ud. Foto: Anne Nielsen

Vi har ikke så travlt i år men vi sejler alligevel videre næste dag fordi vi gerne vil udnytte det stille vejr til at snorkle på The Indians som er nogle rå klipper der ligger midt ude i ingenting. De giver til gengæld god beskyttelse for de mange fisk der opholder sig der og snorklingen er sædvanligvis god.

Masser af fisk i store stimer omkring os men kun dårlige billeder.

Også masser af søpindsvin med djævlelange pigge.

Vi tager videre til Jost van Dyke et par dage senere. Det skulle vise sig at være den helt forkerte dag vi valgte. Der var et træf af en slags og ca. 10 både der skulle mødes på denne ø. Og de havde tænkt sig at feste. Og det gjorde de. Høj musik i hele ankerbugten alle steder fra og godt og vel langt ud på aftenen blev det før der blev ro. Jeg tror faktisk at hanerne var begyndt at gale før de slukkede den sidste musik. Det er en ø for de unge der godt kan lide rædselsfuld musik og syntes det er fantastisk at springe ud fra overbygningen på bådene og lande i en badering. Håber for dem at de har begge ben på den samme side af baderingen. Det er selvfølgelig charterbåde. Det er der vel ingen der er i tvivl om. De myldrer rundt og en af dem prøver at kaste anker men er ved at kollidere med 2 andre både og da han prøver at bakke ud af problemerne sejler han hen over en mooring som får fat i kølen eller roret på hans båd. Og så behøvede han ikke ankeret alligevel for han sad næsten uhjælpeligt fast. Det tog det meste af et par timer at få ham løs og han kom faktisk først fri da vinden drejede . Han var god underholdning for alle i ankerbugten som ikke kunne gøre andet end at betragte ham på afstand og hver tænke sit.

Fordelen ved at hænge fast på kølen eller roret er kun at luften kommer ind i cockpittet bagfra. Alle vi andre ligger med næsen op i vinden og mon ikke han ville ønske at han også gjorde det. Der kæmpes men når man ligger nede i vandet og godt kan se at båden ligger fast kan man ikke gøre noget. Mooringen sidder fast og båden vejer så meget at man ikke lige kan skubbe den fri med håndkraft.

De gange vi har været på Jost van Dyke har ikke været nogen succes. Altid larm og højlydt "feriestemning"og selv om selve øen er dejlig gider vi ikke besøge den mere. Vi tager tilbage til Waterlemon Cay og får hele tiden friske meldinger hjemmefra. "Vores " håndbolddrenge spiller EM og vi følger med på sms så godt vi kan. De er nu nået til semifinalen og nerverne er på højkant.

Jahhh - danmark er i EM finalen i håndbold og så snakker vi i øvrigt ikke mere om det.

OK - lige lidt mere alligevel. Vi tager i marina på Virgin Gorda fordi Karin har Viaplay abb. og vi forventer at kunne streame kampen online. Den blev så desværre ikke vist på Viaplay og vi fandt heller ingen andre steder der viste den men fik dog den direkte lyd fra Boxen i Herning. Og så ikke mere om den fiasko. 

Jeg har tit nævnt at franskmænd ikke er de bedste sejlere og det bliver bekræftet gang på gang. Denne gang var det en stor katamaran der skulle lægge til kaj lige ved siden af os. Jeg bliver opmærksom på båden fordi nogen råber og en maskine bliver speedet kraftigt op og jeg når lige op og ser at båden brager baglæns ind i betonmolen. Det kunne da ikke falde ham ind at se se bagud og resultatet kommer nok til at koste hele hans depositum.

Beskyttelseslisten nede i vandlinien beskyttede ikke nok mod franske unoder. Den fik kvast et stort område ind i glasfiberen. Røde ører ? ikke hos en franskmand. Han slår bare ud med armene og trækker på skuldrene. Ikke min skyld - hva??

En hyggestund med en kold øl i smukke omgivelser.

Det kniber somme tider med at få bid på denne ankerplads på grund af det meget søgræs men denne gang fik vi da en ordentlig mundfuld og sad godt fast.

Vi drysser rundt mellem de andre øer vi kender så godt og pigerne får genset flere af de gode steder og selv om de starter med at have ca. 12 dage hos os går tiden uhyggelig hurtigt. Pludselig er tiden gået og vi sætter kursen mod det sidste ankersted for dem på denne ferie..

Vi sejler til Trellis Bay hvor vi let kan gå op til lufthavnen. Der er kun få hundrede meter og det er fint, da de skal af sted klokken 700 om morgenen. Vi benytter lige den sidste dag til at tage med den gratis færge over til Marina Cay. En lille ø bag et stort rev. Det ligger lige i nærheden og sejlturen derover varer kun 10 minutter. Vi venter længe på færgen og spørger nogle lokale hvornår vi kan forvente den sejler. Han trækket bare på skuldrene, han ved det ikke og siger vi bare må vente. Det gør vi så og endelig kommer den. Det viser sig at den rigtige færge er gået i stykker og at de derfor sejler med en stor motorbåd. Den skal lige have købmandsvarerne ombord og imens venter vi bare. Så er han færdig med at læsse og det går op for os på et tidspunkt, at den åbenbart ikke kan starte for hvert andet ord han bruger er "fucking". I mellemtiden er den rigtige færge blevet repareret - den ankommer netop med mekanineren ombord - stadig udstyret med en fastnøgle. Vi bliver bedt om at gå over i den i stedet og bliver sejlet over til øen. Den gik ikke helt rent men det var også en gammel maskine. Den holdt hele vejen til vores store overraskelse. Nu må vi se om vi kommer hjem igen.

Anløbsbroen på Marina Cay med en god gammel engelsk telefonboks. Efter sigende er der et webcam på stedet så man kan gå online og se billeder af en selv hvis man stiller sig op mere end 15 sekunder.

Selvfølgelig skal det prøves. Det var d. 30 Januar klokken var 1630 lokal tid. Nu må vi se om vi kan finde billedet næste gang vi er online. WWW.pussers.com

Ikke nogen helt tosset placering for en restaurant

Udsigten derindefra er heller ikke ringe. Man ser ud over det store rev bag hvilket der bliver mere end 10 meter dybt i løbet af få meter.

D. 31 Januar 2014

Klokken er kun 500 og vi står tidligt op for det er i dag pigerne skal hjem. Det er igen blevet dårligt vejr og det blæser i nogle irriterende vindstød der får alt til at ruske. Pigerne er heldigvis i lufthavnen i god tid. De skal flyve med LIAT til Barbados og mens de står i kø sidder vi stille og venter og undrer os over hvor langsomt det kan gå. Det viser sig at LIAT's edb-system er gået ned og alle boardingkort skal skrives i hånden og da effektivitet ikke er en medfødt egenskab på disse kanter tager det en del tid. Det viser sig da også, at de bliver ca. 3 kvarter forsinket. Vi er i mellemtiden tilbage i båden og bliver enige om at vi lige så godt kan sejle med det samme. Jeg sidder i cockpittet med kameraet klar så jeg kan fotografere når pigerne letter. Men vi når for langt væk til at få et billede da de endelig som den første maskine kommer i luften. Til gengæld får jeg brug for kameraet ude foran stævnen da en legesyg delfin springer helt ud af vandet foran os adskillige gange. Jeg når naturligvis ikke at få billedet lige når den er oppe men til gengæld nyder jeg synet.

Delfinen er hele tiden lige foran skibet enten på den ene side eller på den anden side og springer gerne helt ud af vandet. Ind i mellem lægger den sig om på siden og ser direkte op på mig. Eller ser måske efter hvilken type delfin vi har på skibssiden lige over hvor den selv svømmer..

Tilbage på Peter Island bringer vi skibet tilbage til sin oprindelige fordeling og slapper af hele dagen. Det vil sige at det er først efter vi har været ude at løbe. Vi har ikke haft mulighed for at løbe de sidste dage så vi tager det roligt men løber så til gengæld igen i morgen. Vi går i seng allerede ved 1900 tiden for vi er trætte og det var godt vi sov på forskud for det blev en urolig nat. Det dårlige vejr fortsætter og vi ligger i vindstød op til 38 knob. Det var hvad vores " bagbo" fortalte en mooringsbåd der drev for sit anker lige foran ham. Han var henne og jage ham væk for han ville ikke have sådan en tung båd foran sig hvis det skulle gentage sig at vinden ville blive lige så kratfig næste nat. Og det blev den. Og det regnede - så piger - I havde det bedste vejr vi har haft på turen intil nu - I var heldige.

4. Februar 2014

I dag er det Pouls fødselsdag Hurra - hurra - hurra.

Hej far - hjerteligt tillykke med de 85 år i dag. Vi er kede af at vi - som sædvanlig -  ikke er på de samme breddegrader som du når du har fødselsdag. Vi syntes du klarer dig fantastisk godt og jeg er stolt af dig. Der går ikke mange dage imellem at jeg fortæller " det har jeg lært af min far" eller hvor Tommy siger " sådan tror jeg ikke din far lærte dig at gøre det". Du har betydet meget mere end du regner med og du er mit store forbillede.

Og så blev det på din fødselsdag at jeg opnåede mit mål. Da vi startede med at løbe for nogle måneder siden lagde vi en plan. Nemlig at følge en andens plan. En der har forstand på hvordan man træner sig op uden at få skader. Da vi startede skulle vi kun løbe 1 min. og det var rigeligt. Vi var begge gasblå og hev efter vejret og var totalt syrede i benene. Planen sagde at vi på nuværende skulle være i stand til at løbe 30 min. uden stop. Den gang troede jeg det ganske enkelt ikke men idag løb jeg 33 min uden pause og uden at dø. Så nu kan jeg godt stoppe eller måske er det klogere at fortsætte og holde det ved lige.  Til alle jer der læser dette og tænker - ok så er det vel heller ikke værre - prøv lige at tage et par fornuftige sko på og løb en tur. Hvis det ikke er noget problem er det godt for dig og din sundhed - hvis det viser sig at det er et problem - som det var for os, selv om vi cykler relativt meget - så er det vist på tide at lægge en plan. Siger jeg og føler mig en lille smule hellig. Men det er kun fordi jeg er glad for at være nået hertil.

Vi er sejlet tilbage til Waterlemon cay - ja vi ser ikke så meget nyt for der er så mange gode steder vi gerne vil tilbage til, så det nye i dag bestod i at jeg ville ud og snorkle på revet. Jeg fik set de sædvanlige fisk - heller ikke noget nyt her og min yndlingsfisk - Queen Angelfish - var her også og var lige så sky som sidst. Ikke nem at komme ind på livet af men den er så smuk at jeg bare måtte fortsætte for at få et nogenlunde billede af den.

Til venstre Queen Angelfish og til højre en Parrotfish. Øverst i billedet en Sergeant major. Desværre er der en del småskygger p.g.a de små bølger i overfladen.

Indrømmer billedet ikke er godt men se lige nogle farver den har på denne close op kopi af billeder ovenfor

Til venstre en hel flok surgeon fish der fulgte mig omkring og til højre et par snegle hvor skallen er inde i den bløde snegl.

10 Februar 2014

Tiden går og vi bestiller ikke andet end at dase. Nogle af os mere end andre fordi Tommy igen i år er gået ned med høj feber. Læge ? nej tak jeg klarer det nok. Langt om længe har vores vej  krydset Erna og Niels Peters. Vi tilbringer et par dage sammen ude bag lufthavnen hvor vi så godt kan lide at være. Vi sejler over til en tidlig sundowner og da Tommy prikker til mig ved jeg det er tid at køre hjem igen. Hans temperatur var da 39,9  så i seng med dig min fine ven. Efter et par dage med antibiotika og febernedsættende medicin ser han ud til at være klar igen. Klar nok til at vi får renset vores nyr raco filter og det var ikke spild. Se lige hvad det har samlet op.

Slam i lange guilander i filteret. Heldigvis er der frisk diesel øverst hvor det betyder noget.

Og så er køleskabet igen ved at give problemer. Det vil ikke køre normalt selv om der er spænding på batterierne og i det hele taget opfører det sig mærkeligt. Tommy måler alle steder og der er ikke noget indlysende galt. Løsningen bliver at vi udskifter minus ledningen. Og det bekræfter vores erfaring at minusledninger kan lave meget mere ballade end man tiltror dem for nu kører køleren igen helt perfekt.

Vi er for gud ved hvilken gang tilbage og hygger os på Peter Island og da min sidste omgang snorkelbilleder var temmelig dårlige besluttede jeg at jeg måtte snorkle igen og se om heldet var med mig at jeg fik set noget som ikke er helt almindeligt. Og det var en god dag.

En stor Porcupine var min sidekammerat i 5 - 10 minutter. Nu skal det siges at det er en temmelig dårlig svømmer men den forsøgte ikke at komme væk. 

Normalt når vi snorkler ser vi skildpadder. Ikke voldsomt store men vi ser dem til gengæld ofte. Men i dag var dagen hvor jeg skulle tilbringe en halv times tid sammen med den største skildpadde jeg har snorklet sammen med. Jeg opdagede den da jeg var ca. 5 meter fra den. Den lå lige så stille nede på bunden og så på mig hvor efter den fortsatte med at æde af korallerne. Jeg troede de åd søgræs ! men denne gnavede i korallerne. Den var mærket på begge forluffer og har måske derfor vidst at menneskekontakt ikke er et vedvarende onde, for den var ikke den mindste smule bange. Se bare her
Her har vi lige fået øje på hinanden Hva... Er du stadig der ?
Jeg skal altså lige op og udskifte luftlageret. Øjeblik så skal jeg være der.
OK så er jeg klar - vil du med på en lille svømmetur ? Hvis du vil -  så er det denne vej.

Bagefter er det dejligt at slappe af og råhygge ude i solen i den ene ende af båden .....

og i den anden ende.

Mens vi hygger os i ankerbugten ankommer Marie  med Erna og NP. De kommer direkte fra kapsejladsen "Sweetharts" hvor de blev nummer 1 - flot, flot og stort tillykke fra Joy med besætning.

Søde lille Marie der stævner ind så flot. 

Men Marie og Joy kan dog ikke måle sig med denne der også kom på besøg. Bemærk lige helikopteren ude agter !!!

Frokost lige ud til stranden med steelpan musik lige ved siden af. Så er det caribien.

Livsglæden kan man heldigvis ikke tage fra dem. En af tjenerne kunne ikke dy sig. Hun måtte simpelt hen ud og svinge armene.

Imens der svinges med armene inde på land bliver der " lettet ben" ude på vandet.

Det er derfor vi er her - forstås... Palmer, hvidt sand og blåt vand.

 

Nå ,vi skal på land om få dage og da det er meget trist tror jeg vi slutter her.

Ha et godt forår og tak fordi du læste tålmodigt med til enden.

Mange hilsner 

Anna og Tommy på S/Y JOY