Guadeloupe til St.Kitts.

Som skrevet sidst er vi kommet til en lille ø-gruppe syd for Guadeloupe. Les Saintes. Her er meget hyggeligt men vi vælger  alligevel, efter ganske få dage, at sejle videre til nordspidsen af Guadeloupe. En dejlig sejlads i havblik og med selvstyreren til at klare arbejdet. Vi ser en lille ankerbugt midt på strækningen og vil lige se om vi kan ligge der. Vi kan se der ikke er meget plads og at vi ligger med næsen ud mod havet. Altså hvis der er noget vind så bliver vi sat ind på kysten. Vi må tage en mooring for der er ikke plads til at ankre. Da vi fanger mooringen ser jeg at der faktisk er 2 mooringer på det samme område og vi bliver enige om at tage dem begge så vi ikke bliver viklet ind i den vi ikke bruger. Vi undrer os lidt over det og beslutter at vi vil bade og nyde det gode vand og  så samtidig lige se om mooringerne er ok. Det viser sig så at det er to bildæk der er fyldt med beton. Almindelige bildæk. Ikke lastvognsbildæk. De er alt for små til at bære noget hvis der kommer vind og så forstår vi bedre hvorfor der er to samme sted. Den ene er jo nok blevet trukket hen til den anden og vi kan ikke ligge ved dem og være rolige når man kan høre bølger bruse mod kysten og det er bælgmørkt. Øv for stedet er rigtig hyggeligt.

Da vi næsten er fremme ved en af vores favorit ankerpladser, Deshais, vil vi lige checke hvad det var for en besked der indløb på Tommys telefon. Vi blev noget forbavset da googles vejr app. havde følgende besked. Jordskælv på Guadeloupe. Distance fra os. 35 km. Richterskala kun 4,9 så det var ikke så slemt og vi var da også total uvidende om at jorden rystede. 

Sidst lovede jeg at finde ud af om jeg kunne lave et link til min meget korte YouTube video og det kommer her.

Link til mastetop

https://youtu.be/ANcgi7SlSMw

Vi ligger nu i Deshais og vi ligger fint. Dejlig afslappende som det ses nedenfor.

End ikke tilbud om en kold øl kunne trænge igennem den koncentrerede afslapning i skyggen.

Vi er kravlet længere ind på ankerpladsen end vi plejer når vi har været her. Her var plads og der plejer altid at være en masse katamaraner der ankrer herinde. Det må være fordi de ikke ved bedre, viser det sig. Efter vi kastede ankeret kunne jeg høre vi var på koraller.

Som man kan se har vi kastet anker i det fineste sand men kun få meter længere væk kunne jeg tydelig høre at det var koral. Vi blev der og ville så snorkle for at se hvor galt det evt. var.

Det var ikke så godt. Ankeret holder fint i sandet og tilfredse med det slækker vi af på bakgearet. Derved bliver båden lige så stille trukket tilbage mod ankeret og kæden som nu er slæk tager lige en lille omvej og sætter sig i bekneb omkring denne koral. Og der blev den. Den kom til at fungere som en meget kortlinet mooring og vi vidste at vi ikke lige flyttede os fra den. Vi var nok lidt bekymrede om vi kunne få den af når vi skulle videre men det var ikke noget problem. Den slap fint.

3. Februar 2016. Så er vi på vej til Antiqua og det er herlig sejlads. Det er næsten vindstille så autopiloten får en nem dag. Der er 42 sømil så det kommer til at tage en 7 timers tid eller der omkring. Vi har rigelig tid til at tage en god slapper. Ikke mindst at nyde farven på vandet.

Der er en god grund til at man kalder det Blue Water sailing. Det er bare så blåt at man ikke kan få nok.

Selvfølgelig skal der bades undervejs. Vi standser motoren og glider i gennem vandet i lav fart og sikrer os med en fender og et stykke tov. Så er der "kadaver" vask. Jeg er ikke så genert som visse andre.

Her bader " visse andre" lidt længere væk fra fotografen. 

Vi smider anker i Falmouth Harbour og bliver her en rum tid. Vi skal mødes med Sue og Abe som vi mødte første gang på Bequia da vi blev gift. De tilbringer denne vinter her på Antiqua og vi skal på ø rundtur med dem. Vi har i mellemtiden også fået bestilt sommerplads til Joy på St.Kitts og skal nu til at finde ud af at få en flybillet fra Kitts til Miami i stedet for den returbillet vi allerede har fra Trinidad til Miami. Vi tør ikke satse på at billetten stadig er gyldig hvis vi ikke stiger på flyet på Trinidad. Sæt nu vi møder op i Miami og får at vide. " I kom ikke til aftalt tid på Trinidad så nu er hele billetten væk". Så vi tør ikke bare købe en ny billet online selv om det ville være let.

Det var dejligt at se Sue og Abe igen. Det er flere år siden sidst. Men det er først nu vi kunne få det til at passe sammen. Heldigvis har Sue og Abe lejet bil så vi starter med at køre til lufthavnen på Antiqua og finder en medarbejder vi kan snakke med. Hun siger det bliver vanskeligt da det er American Airlines vi flyver med men det er igennem British Airways. I må hellere ringe til Bookingkontoret. Ok , hvor finder vi dem ? - idet vi regner med at det er på Antiqua så vi bare kan køre hen til dem. Nej - nej - siger hun - det er på Trinidad. Jeg ringer dem lige op. Så hun ringede dem op og fik guidet os igennem til en mand der - heldigvis - på et tydelig engelsk hjalp med at få lavet vores billetter om. Vi vidste godt vi skulle betale for det men det viste sig at det var 200 US billigere end hvis vi skulle have købt nye billetter fra Kitts til Miami. Så den dag startede rigtig godt.

Her er Sue , Abe og Tommy ved det sted vi stoppede og spiste frokost. Virkelig dejlige mennesker vi holder meget af og en god udsigt er da heller ikke at fornægte.

Senere næste dag tog vi ud til et Æsel reservat hvor de havde 135  æsler som havde levet vildt på øen men som nu havde et tilflugtssted hvor de kunne blive passet med vand, foder og dyrlægehjælp hvis det skulle vise sig nødvendigt. De har stadig adgang til naturen og er altså ikke holdt i fangenskab. Der var åbent for gæster som straks blev udstyret med en børste. Æslerne elskede det men hvis du gerne ville dele sol og vind lige og ville børste et andet æsel, blev det jaget væk af det første æsel. " Det er ikke din tur endnu".

Foto: Sue Ross fra Canada. Jeg tror da godt Tommy kunne gøre sig som æsel frisør med egen salon. Æslet - altså det firbenede - nyder omsorgen.

Abe derimod - han ser ikke ud til at nyde det. Det tror jeg nu han gjorde alligevel selv om det ikke ser sådan ud.

Efter nogle dage - 8 - 10 stykker vist, tog vi videre med det formål at sejle til North Sound. Det er i den nordlige del af Antiqua men det var lige som om båden selv sejlede ind til Jolly harbour. Vi ville egentlig bare slappe af en dag mere men så går tiden jo og da vi endelig tog os sammen sejlede vi lige rundt om hjørnet. Man ligger så godt for anker her. Og det vil passe bedre med vejret hvis vi venter lidt.

Vores påhængsmotor kører heller ikke så godt mere. Den gasser selv op og går ud på mystiske tidspunkter. Mon ikke den ville have godt af en rensning. Vi finder en mekaniker der kan se på den og 700,- fattigere har vi en maskine der kører som var den ny. En fornøjelse. Vi ved godt vi sikkert godt kunne rense den karburator selv men der er mange små dimser og 4 taktmotorer er noget mere sarte end 2 takts så det overlader vi til andre. 

En af disse dage - jeg har mistet orienteringen hvad tid angår - fik vi en melding fra google map at der igen havde været jordskælv i farvandet mellem Guadeloupe og Antiqua. 4,3 på Richter og 65 km fra os. Vi talte med Sue og Abe som jo er her på Antiqua og de sagde at de godt havde bemærket nogle lyde der kunne tyde på rystelser men det var ikke så meget at de vidste at det havde været et jordskælv. De lokale siger at det er helt almindeligt og at de ikke lægger mærke til det mere.

 3 meter dybt på sand og lyseblåt vand. Bliver ikke meget bedre.

Der var rigtig god plads omkring os og vi nyder det i fulde drag.

Vi har tænkt os at besøge naboøen som hedder Barbuda. Det er en helt flad ø som kun er 60 meter på det højeste punkt. Man kan virkelig ikke se den før man støder på den. Vi ved vi skal se masser af hvidt sand og blåt vand og vi glæder os til det. Vi vælger en strategisk god dag at sejle idet vinden er tilpas og en lille smule med os. Bølgerne er ikke store og de kommer fra siden og ikke forfra som så ofte. Behagelig sejlads på en 4 timers tid. Det skal i følge vejrprofeterne blive stille vejr de næste dage. Herligt.

Vi er ankommet til Barbuda og bliver mødt af dette syn. Hvid sandstrand så langt øjet rækker. Og det flotteste blå vand. Og så en helt særlig art af skildpadder. Normalt er de brunlige. Disse var ( og der var mange ) beige. Meget lyse som om de var albinoer. Jeg fik ikke noget billede af dem for de er hurtigt væk og jeg fik taget en masse billeder af en ring i vandet der hvor de var dykket ned igen. Til gengæld sad denne lille fyr helt stille og spillede død men var absolut helt levende et øjeblik efter.

Undskyld - lille ven. Jeg skal nok gå igen lige så snart jeg har taget et billede af dig og det hvide sand.

Det stille vejr betyder desværre at de regnskyer der opstår ikke forsvinder igen men bliver ved at være hen over hovedet på os. Og det regner og regner. Og jeg får samlet en masse vand som det senere skulle vise sig kun at være til besvær.

Dagen efter gråvejret står solen igen op.  Heldigvis. Men den dovne sø der står ind i ankerbugten er stor og vi ruller helt urimeligt. Her holder vi ikke ud at være så selv om jeg ikke fik de flotte billeder af hvidt sand og blåt vand måtte vi bare væk. Og selv om jeg var enig med Tommy var jeg alligevel så ærgerlig at det grænsede til at jeg var møg sur. Jeg sagde på forhånd undskyld, for jeg forventede at jeg nok ville komme til at hvæse noget, før vi var tilbage på Antiqua. Men det var kun til jeg kom ned i båden og opdagede at der sejlede vand rundt dernede. Jeg råbte op til Tommy at han skulle komme og tage lænsepumpen med. Jeg slukkede vandpumpen og smagte på vandet. Måske smagte jeg på det før jeg slukkede pumpen. Husker det ikke - det gik stærkt. Ferskvand - heldigvis. Hvis det havde været saltvand havde det været rigtig skidt - nu var det kun ærgerligt og besværligt. Jeg ved jo godt man siger at det er sundt at få pulsen op mindst en gang om dagen men når det sker samtidig med blodtrykket og på baggrund af sådan noget her så er jeg ikke sikker på at det er et plus.

Dyndvåde gulvbrædder men vandet er væk og så blev der tid til at tage et billede. Vandet stod op til lige under gulvbrædderne og slaskede op på gulvet når vi rullede. Det var ikke til at undgå at se da jeg kom ned i båden. Vi rullede en del og have sådan en balje vand slaskende rundt nede i båden er ikke så morsomt. Heldigvis klarede selvstyreren sejladsen så vi bare måtte stikke hovedet op en gang i mellem for at se at der stadig var klar bane. Vi regnede ud at der formentlig har været et par hundrede liter vand. Vi glemte at tælle spandene vi hændte ud - men der var mange. Det var bare en vandslange der var sprunget men vi kunne ikke høre pumpen køre fordi vi var oppe i cockpittet. Så farvel til alt vores ferskvand.

Se lige en farve vand og sejle rundt i. Nu er humøret godt igen. Vandet i bunden væk og med denne udsigt kan man jo ikke blive ved at være ærgerlig.

Vi har planlagt at blive i Jolly Harbour den sidste tid vi har herude. Ankringen er perfekt og ankerbugten er helt stille om natten. Selv om det blæser temmelig meget om dagen stilner det af når solen går ned. A pro pos så har vi set green flash 4 dage i træk nu. Og i øvrigt de eneste på hele turen.

Mens vi sidder stille og læser i den dejlige ro ved 10 tiden om aftenen - altså lige bortset fra en tosse der kører med generator - er der en der råber højt og tydeligt med en gevaldig bodega stemme, noget i retning af " sluk så for s.... den sk... generator your fuckhead. Det sidste er det eneste jeg hørte helt tydeligt da det blev sagt ekstra højt. Så startede en palaver på ankerpladsen. Vi kunne høre vhf radioerne snakke og lidt senere blev truslerne incl. fuckhead gentaget. Der var så en af de andre både der sendte en jolle over til "generatoren " og bad ham om at slukke den. " jamen hvad så med dig, svarede han igen - du bringer gæster ombord og vækker alle andre med dit party midt om natten.  Hyggelig aften - men der blev snart helt stille igen. Det er alligevel første gang vi har hørt folk blive uvenner tværs over ankerpladsen.

Dagen efter tager vi cyklerne ind på land for at se os lidt omkring i lokalområdet. Vi cyklede ned på den lokale strand hvor alle krydstogtsgæsterne bliver afleveret for at opleve en tropisk strand med tropiske drinks under den tropiske sol der allerede har forvandlet de fleste til rødhuder.

Dette er præcis hvad vi ikke kan fordrage og vi kørte lige så snart vi havde nydt en kold øl og i al fortrolighed havde sagt en masse grimme ting om alle turisterne. Den ene mere fed end den anden og amerikanere er virkelig tit MEGET fede. Nogle i smart outfit der ville klæde en på 20 år men ikke lige en kvinde på 70.

Lige siden vi ankom til Antiqua har det stået klart at der er noget galt med deres kokospalmer. Der er flere døde end levende palmer og da vi spørger Sue, siger hun, at det er et insekt der har bragt en sygdom med sig som tager livet af dem. Der er tilsyneladende ikke andet et gøre end at vente til de alle er døde og derved også skadedyret og så plante nyt der er dyrket frem i drivhus med kontrolleret miljø. Man kan ikke forestille sig at sprøjte hele Antiqua på en gang og tro man får alle med. Det er trist og hvis det breder sig, er det en katastrofe.

Meget trist syn. Der er snart ikke en grøn kokospalme at se på Antiqua. Vi håber sørme ikke det breder sig til de andre øer.

Og så lige en ting jeg glemte. Da vi var på Dominica var vi jo på rundtur. Det er en meget fattig befolkning så selvfølgelig køber vi noget af deres hjemmelavede håndværk/souvenir. Vi købte bl.a. denne "birdfeeder" eller fugle... ja jeg aner ikke hvad jeg vil kalde den på dansk. De havde dem hængende med kerner og gammelt brød men fuglene klattede jo på den så jeg tror vores bliver pynt i stuen til at holde småting.

Den er lavet af en hel kokosnød som han skar igennem således at nødden indeni ikke blev beskadiget. Så formede han det yderste af skallen det der ikke var skåret fra - som et par " lovebirds" Den måtte vi da have.

Det er på tide at komme videre. Vi har jo bestilt sommerplads til Joy på St.Kitts og vi må hellere se at komme af sted. 

D. 29 Februar som jo er en sjælden dato checker vi ind på St.Kitts. Vi kom godt nok i går  men det var søndag og så er det enten en lukket butik eller forhøjede takster så vi sætter bare det gule karantæneflag og venter til det er mandag morgen. Vi har fundet en fredelig ankerplads og nyder de sidste halvanden dag i vandet. Vi skal op på onsdag og så ved vi ikke hvordan det bliver. Har de lige så mange forbandede sandfluer som på Antiqua eller...

Vi ligger lige ved en ny supermarina. Da vi var her sidst var de ved at bygge den. De har åbnet fra havet ind til en stor saltpond som er en indsø der bliver oversvømmet af saltvand fra havet fra tid til anden og derved opkoncentrerer saltet, da en del af vandet fordamper. Der gror og lever absolut intet så det er en god og fornuftig udnyttelse af et dødt område. De første store både er ankommet og det skal nok blive en god forretning.

 

Vi er næsten alene på ankerpladsen og da vi ligger bagest af alle og de andre derved ikke kan se ind i vores cockpit, er det hyggelæsning uden en trævl på kroppen. Det bliver pludselig nødvendigt at revidere den beklædning da der kommer en motorbåd for fuld speed hen imod os. På med en bluse og ikke mindst et par trusser og så er vi klar til at modtage gæster. Det er coastguard der er kommet på rutinecheck. De skal i dag kontrollere alle lystsejlere på St.Kitts. Og af alle de både der trods alt er på hele øen, starter de med os. Mon de allerede har haft gang i kikkerten ??  De skal selvfølgelig se båd papirer, pas og indklareringsbeviser o.s.v. men de skal også se at vi har redningsveste, brandslukker, og nødraketter. De sidste får kontrolleret udløbsdatoen og mens han læser på dem tænker jeg at det nok ikke er så godt,  de er jo mindst hundrede år gamle og dur sikkert ikke mere, men han sagde det kunne gå an og jeg åndede lettet op. Vi spurgte om tilladelse til at tage et billede af dem men måtte ikke fotografere personerne men båden var det ok at tage et billede af.

Det er nu d. 2 Marts og vi skal op til den boatyard hvor Joy skal bo hen over sommeren. Vi ankommer lidt for tidligt og der kommer en vagt ned til os og spørger hvad vi skal. Da vi fortæller at vi skal på land bliver han forbavset og det får straks Tommy til at gå på kontoret og melde vores ankomst. Daniella - det er kontordamen - siger " Nå ? JOY ? KL. 900 ? jamen ok så gør vi det. Det er bare så typisk. Vi har bestilt og de har bekræftet at det er i dag klokken 900 og så kommer det alligevel bag på dem. De skal lige have en anden båd sat i vandet først og så kan vi komme op. Vi har naturligvis fortalt at vi skal langtidsopbevare Joy så vi bliver kørt til den afdeling men det viser sig at der ikke er hverken strøm eller vand der. Det vanskeliggør i sandhed nedpakningen af Joy en del. Vi er ikke helt tilfredse og er enige om at det nok alligevel var for billigt. Det er trods alt halv pris i forhold til alle andre. Vi må se om det går alligevel. Da det endelig bliver tid vi skal op, går det til gengæld stærkt. Ikke noget med at vi skal ned fra båden. Det er ellers altid et krav. Næ - vi fik ikke chancen for at stå af, så køreturen fra vandet og ind på pladsen fik vi set fra båden.

Det er så første gang vi bliver kørt på plads mens vi stadig er ombord.

Og det til trods for at der på det lille skilt står at der ikke må være personer ombord når båden bliver hejst op. Nu skal vi jo ikke hænge os i detaljer.

Vi var på forhånd klar over at måden de opstalder både på, på St.Kitts, er ved at grave et hul i jorden til kølen og roret og så sætte fribordet på store dæk. De er meget omhyggelige og da jeg stadig er ombord syntes jeg det tager en evighed. Tommy fik dem til at hente en stige så han kunne komme af og jeg kaster kameraet ned til ham så vi kan få billeder af seancen.

Et hul til kølen og et mindre hul til roret. Og en masse gamle bildæk. Så er den hjemme.

" Med min hakke, min skovl og min spade" som teksten i en gammel sang.

De smider ikke gode ting væk her på Kitts. Bemærk dækket til højre. Det er slidt helt ind til lærredet og dækket til venstre er helt blankt. Ingen slidbane.

Så er det lige før vi er klar til at blive sat i hullet.

Nu hviler Joy på fjedrene dæk og ombord føles det næsten som stadig at være på vandet. Hun vugger en anelse men det er meget bedre end at stå på stativer. Vi tror også det er bedre at fordele trykket over at større område end et stativ gør. Dette er næsten som når hun er i vandet.

Sådan skal hun bo de næste 9 måneder. Vi sætter overdækning på og inden orkansæsonen sætter ind bliver hun yderligere "strappet". Det vil sige at hun får kraftige gjorde sat fast ned i jorden. Så kan der ikke ske noget - håber vi.

Vi havde hørt at, da Englænderne i sin tid forlod St.Kitts, glemte de at få alle deres aber med. Derfor er der den dag i dag stadig vildtlevende aber på Kitts. I øvrigt den eneste ø - bortset fra Trinidad - der har aber. Og disse aber leder efter mad og leger på pladsen mellem bådene. Vi er noget forbavsede over at de kommer så tæt på og vi håber meget at de bliver væk fra båden. Det var måske derfor der står i papirerne fra boatyarden at der ikke må være løse ting over dæk. Vi troede ellers det var fordi vi er i orkanbæltet og at det kunne risikere at blæse væk.

Billedet er zoomet ind og derved uklart men jeg tror godt man kan se at det er en lille abe.

Så er vi næsten klar til at tage hjem. Vi har boet i en meget fin lille lejlighed de sidste 5 dage.  2 soveværelser med plads til 7 personer, stue, bad og køkken. 2 altaner hvoraf den ene har udsigt til det caribiske hav.  På den anden balkon som vender ud til den side hvor man kan se et gammelt fort står der en vaskemaskine kun til vores brug. 

Nationalparken med det gamle fort på toppen.

Og alt dette til den fantastiske pris af 50 US pr dag. Det er helt afsindigt billigt. Vi kunne ikke være ombord på Joy når der ikke er strøm men vi havde alligevel bestemt os for at leje os ind her for det er meget nemmere at have tingene væk fra båden. Og vi kan sidde på balkonen og se ned på Joy.

Et sidste kig ned på vores "hjem" de sidste 3 måneder. Det er altid lidt vemodigt men vi har glemt det så snart vi har vendt ryggen til. Joy står med overdækning helt ovre bag ved.

Så tager vi hjem og takker for din tålmodighed med at følge os på vej. Vi håber ikke det har været for kedeligt i år.

Mange hilsner

Anna og Tommy