Beretning 7

Turen fra Danmark til Tortola i Caribien. 

På farten igen.

Det er d. 4 december - i hvert fald her hvor vi er. Jeg kan godt se på min pc-tid at klokken er over midnat hjemme i DK, men det er ok at være lidt bagefter, når det kun er tiden vi taler om. Vi tog af sted fra Danmark i torsdags. Det var d. 29 og vi var først fremme ved båden dagen efter om eftermiddagen. Det tager sin tid at komme herud ,men til gengæld gik det uden uheld. Selv om vores kabinekufferter blev gennemsøgt ved enhver lejlighed fandt de ikke noget vi ikke måtte have med.

I lufthavnen i New York mødte vi det første tegn på at Amerikanerne er noget mere julefikseret end os. Se bare dette træ.

Det var i øvrigt en mærkelig tur til New York. Vi tror at der er et fly, der er blevet aflyst eller andet, for flyet var næsten tomt. Jeg sad og talte passagerer. I gennemsnit 3 på hver række med plads til 9 personer. Det betød at vi kunne lægge os ned og sove på hele turen. Og der var ikke nogen børn, der skreg eller lavede uro. Det er nok første gang vi har oplevet det og vores tur gik over al forventning. Alle taskerne var med og selv om tolderen mente at det var meget kaffe vi havde med - og hvor længe vi dog havde tænkt os at blive ? - så fik vi lov at tage det med. Også vores remoulade og brødblandinger slap igennem med et lille smil og et skuldertræk, mens han rystede let på hovedet og måske gjorde sig sine tanker om hvorvidt vi regnede med at være ankommet til et uland.

Vi var meget spændte på at se hvordan skibet havde klaret sommeren. Vi valgte i foråret at forlade det uafdækket for første gang og vi kunne godt forestille os hvordan alt var totalt kaos, men ... vi har nok aldrig haft et renere skib efter det har stået urørt i 9 måneder. Der var løbet en del vand ned gennem masten, så hele bunden var dækket af vand, men så fik vi da gjort rent der og der var ingen skade sket.

Lidt småproblemer er der jo altid. Vi havde reservedele med hjemmefra til at fikse vandpumpen og maskinen startede også forbilledligt, men det varede kun kort så kunne jeg høre på Tommy at der var noget galt. Et dæksel til Varmeveksleren var utæt og man kunne se at der var nogle tæringer, der havde gjort sit til at fremme væskestrømmen fra indelukket ud i bunden af båden. 

Det bliver ikke ved at gå godt.

Og hvad andet end 2 rustne bolte kunne tænkes at gøre livet surt for skipper. D.v.s. mest den ene. Den anden slap nemlig bemærkelsesværdigt nemt. Den ene var til gengæld så genstridig at der måtte tilkaldes fremmed forstærkning. " kommer om 1 time " sagde mekanikeren klokken 800. Da klokken imidlertid havde passeret 12 og han ikke var kommet gik vi lige den vej forbi og "mindede" ham om vores aftale. "Kommer om 1/2 time" sagde han og vi så på hinanden og gik til frokost. Og det kunne vi sagtens nå. Han kom da også i løbet af eftermiddagen og fik på besynderlig vis bolten fri. Tommy satte nye bolte i og tætnede med pakning og alt ser fint ud, til det viser sig, at der nu slet ikke kommer kølevand når motoren er startet. Jeg stoppede den øjeblikkelig, og en nærmere gennemgang af systemet viser at søvandsfilterbeholderen er revnet og at den suger falsk luft. Ny søvandsfilter beholder monteres, og nu kører det. 

Vi nyder at være ude i varmen og ikke mindst nyder vi udsigten fra båden mens vi stadig står på land

Se lige udsigten fra vores landplads. Det er ikke så ringe endda.

Hvordan er det nu? Skal man sige - 7 - 9 - 13 - bank under bordet. Vi har ingen husdyr ombord denne gang. Bortset fra en masse edderkopper i alle stag og vanter. Og hver eneste år undrer vi os over at vi er sluppet for kakerlakker, for det vrimler med kakerlakker alle vegne. Se bare dette eksemplar der lå og vred sig i vores hotelværelse i Marinaen.

Kakerlakken er mellem 4 og 5 cm. stor og noget ulækker.

Og da jeg i dag var nede for at proviantere og købte mel, havde jeg en fornemmelse af at jeg skulle åbne pakken og checke om den var ok. Og det var den ikke. Der var klart liv i den og en masse æglignende genstande var klistret i noget spind i toppen af pakken. Den røg lige retur til købmanden og jeg betakkede mig for at skulle have en anden. Jeg venter med at købe mel til vi er i et stort supermarked hvor de sælger mel i forseglede og gennemsigtige plastposer. Det er svært at forestille sig sådan noget hjemme og man skal lige minde sig selv om at passe på at opbevare sine madvarer forsvarligt.

En af vores bekendte beklagede sig forleden over sin manglende sødygtighed men det er vist ikke noget at regne imod dette. En 4 dage gammel katamaran med ejeren ombord sejler rundt ved et totalt ufarligt område når man ser bort fra de rev der altid er. Ejeren regnede vist med at der kun er fare hvis man kan se det. Han nåede ikke at få meget glæde af sin helt nye båd for det lykkedes ham at sejle bunden ud af den. HELT UD.

Bundløs i begge sider efter møde med rev ved Just van Dyke. Slanger og holdingtank er faldet ud og hænger kun fast i den anden ende af slangerne.

Vores forberedelser går forrygende og vi er færdige en hel dag før vi forventer. Motoren kører tilsyneladende uden at lække og bundmalingen bliver klaret og vasketøjet lagt sammen så vi går på kontoret og bestiller søsætning. Selv søsætningen går uden kvaler når man lige ser bort fra at vi glemte en skruetrækker og et stemmejern på pladsen. Det opdager vi først dagen efter og jeg indrømmer jeg skumler stadig lidt over det. Det var nemlig mit værktøj. Nå, jeg kommer mig jo nok over det - en dag.

Vi er tilfredse - lister kun af sted med 1400 omdrejninger på motoren. Vi vil gerne være lidt forsigtige og er - slet skjult - bekymrede om reparationerne holder tæt. Det gør de, men da vi har sejlet små 10 minutter går alarmen. Tommy er på det tidspunkt nede for at checke om alt går godt og jeg reagerer på rygraden - omdrejningerne af, trykke på den røde stopknap og dreje nøglen så der kan blive ro. Men revet er lige inden for rækkevidde så vi må have forsejlet op i en fart. Selvfølgelig ligger båden nu helt stille - læs: gør ingen fart - for den ligger ikke stille. Den skvulper rundt i de store dønninger og besværliggør sejlsætningen. Specielt fordi bølgerne hurtigt vælger at dreje båden rundt til den modsatte side af hvor vi havde trukket sejlet med det resultat at det nu vikler sig ind i forstaget. Vi får hurtigt tilbageerobret kontrollen og sejler på et kryds op til Road Harbour. Vi starter motoren mens vi kaster anker og lader den stadig køre efter vi er færdige med ankeret. Vi håber, med alle fingre krydsede men igen går alarmen, denne gang efter ca. 20 min.

Mens vi stadig ligger i Road Harbour bliver vi budt velkommen af en delfin. Den er på rundtur inde i havnebassinet og stikker lige hovedet op et par gange og ser på os med det ene øje og tænker: hmm - I var her da ikke i går, men ok, vi skal jo være her alle sammen. Om det var den søde delfin vi har på forskibet den forelskede sig i vides ikke men den var meget nysgerrig.

Tilbage til den fordømte alarm. Hvorfor går kølevandsalarmen ?  Der er tilsyneladende ikke noget synligt galt. Tommy tager thermostaten ud for at kontrollere, at den åbner som den skal når den bliver overhældt med kogende vand. Den fejler - desværre - ikke noget. Det havde måske også været for let. Tommy tager nu konsekvensen og ringer hjem til BM Marine i Køge og får gode råd af Henning. Dog ikke noget revolutionerende. Gå det hele igennem - start med Impelleren - siger han. Som sagt så gjort. Impelleren ser godt ud men 2 af vingerne vender den forkerte vej. Hvordan de lige kan det er os en gåde for den er næppe sat i sådan. Den bliver pillet ud og med stort besvær erstattet af en reserve vi købte sidste år. Den sidder ucentreret på en aksel og det betyder at nogle af vingerne - dem i toppen - skal være mindre sammenklemte end dem for neden. Og den er lavet af meget stædig gummi. Den er næsten ikke til at folde sammen længe nok til at få den ind, men vi løste problemet ved at sætte en bred og kraftig strip rundt om den og så glide den ind på plads. Vi har haft motoren kørende en time nu og alarmen er ikke gået endnu. Gad vist om det "bare" var de 2 drejede vinger der gjorde hele forskellen.

Vi er sejlet til St. Thomas fordi vi får besøg af Tommys piger. Vi var glade for at komme i vandet en dag før, for vi var lidt pressede på tiden. Men nu er vi her og er klar til at modtage besøg da der indløber en SMS at pigerne stadig er i København, på det tidspunkt hvor de skulle være mellemlandet i Paris. Dårligt vejr - snestorm ? - har lukket lufthavnene i Amsterdam og Paris og de kommer ikke afsted. Hvor er det surt, fordi de netop har betalt dyrt for en billet som skulle flyve dem ud til os på mindre end et døgn uden overnatninger og så sker det her. Nu får de en ufrivillig overnatning i København og humøret er - forståeligt nok - lavt.

Her stiger humøret lige et par grader da vi opdager at båden bag os er meget opfindsom og at den lokale gadefejer måske mangler en trillebør. Men hvad skal man gøre når lugen er i uorden.

Sådan kan man jo også skærme for regnvejret.

Efter vi blev søsat og har skulle klare vores strømforsyning selv uden hjælp fra land, mener vi at vi måske har et problem mere. Det er lige som om det ikke batter noget uanset hvor meget maskinen kører. Spændingen kommer ikke meget over 12,3 V. Køleren kører - forståeligt nok - hele tiden og vi kan ikke følge med. Der er noget galt. Tommy har allerede for flere dage siden checket den ene forbrugsbank men den anden var begravet under sejl, cykler og jolletilbehør så den måtte vente til vi fik nogle af de ting fra hånden. Tommy fordyber sig i batterikassen og kommer efter et stykke tid op til mig og siger at der lige er noget jeg skal se. Det viser sig at 3 af batterierne er smeltet sammen. I forsøget på at få plads til så mange batterier er de sat tæt. For tæt.  For nu er det blevet for varmt og de kan ikke skilles ad. At slæbe 3 batterier op af kassen på en gang er simpelt hen for tungt så noget må gøres. Det er i øvrigt ved denne lejlighed at vi kommer i tanke om hvor stemmejernet befinder sig. Tommy spørger nemlig efter det for det vil være fint at prøve - med yderste forsigtighed - at kile stemmejernet ned mellem batterierne. Det lykkes med det ene men de sidste 2 vil ikke skilles. Det er også ok, for ved fælles hjælp kan vi godt få dem op.

Lidt vel udspilede og svagt lækkende skal de behandles med varsomhed.

Der er ingen vej udenom - vi må have skaffet nye batterier. Vi tager bussen ud til bådudstyrsforretningen men de har kun syrebatterier der skal vedligeholdes. Vi vil meget hellere have vedligeholdelsesfrie gel-batterier så hvad gør man så ? Ja - siger ekspedienten - jeg kan jo give jer telefonnummer og adresse til en grossist - måske vil han sælge jer et par batterier. Vi ringede straks til ham og fik en aftale i stand. Ved hjælp af en meget flink buschauffør og en lokalkendt ældre mand fandt vi omsider biksen. Med lidt besvær fik vi forhandlet os frem til de rette batterier og prisen var bestemt også ok. Det var et parti batterier på 200 Amp og de både fylder og vejer men vi fik da endelig bakset dem ned i båden. Vi var så heldige af forretningsindehaveren forbarmede sig over os og kørte os ned til jollen midt i Charlotte Amalie. (hovedstaden på St.Thomas). Prøv lige at nyde hans gamle charmerende lastvogn. Han kørte simpelt hen lige ned til kajkanten. Så kunne det næsten ikke blive bedre.

En sød gammel bil fra den gang hvor der kun var speedometer og intet andet i instrumentbrættet. Dog nu udstyret med en "fed" cd-afspiller som vist ikke er originaludstyr.

I mellemtiden er pigerne ankommet og er efter en meget lang rejse dødtrætte. Vi beslutter derfor at de skal have det de kom efter - nemlig hvide strande - varme - og ro. 

Dårlig nok er pigerne kommet ombord før de begynder at tage billeder. Og det var vist lidt for tidligt til min endnu hvide mave. Foto: Anne Nielsen

Vi sejler ud til Honeymoon bay og senere på dagen over til Brewers Bay hvor man ligger dejligt stille for anker. Der ovre oplever vi noget mærkeligt. En ca. 1,5 meter lang delfin ankommer lige som vi smider anker. Den begynder at cirkle om båden og bliver ved med det i nogle timer. Pigerne er lidt betænkelige men også nysgerrige og til sidst overgiver de sig og hopper i vandet sammen med mit undervandskamera. 

Anne er på nærmeste hånd og får en på opleveren.

De kom faktisk temmelig tæt på og på et tidspunkt - da delfinen pludselig vendte om og svømmede over mod pigerne - tog fanden ved dem og de høvlede gennem vandet som næsten kun Anders And kan. Storgrinende kunne de godt selv fornemme hvor fjollet det var men man forstår dem jo godt. Den er temmelig stor og hvad nu hvis den syntes de lignede legetøj.

Pigerne fik nogle gode billeder af "deres" delfin og glæden over oplevelsen ville ingen ende tage. Foto: Anne Nielsen

Gad vist hvem der er mest nysgerrig. Delfinen eller pigerne eller er det måske manden på nabobåden der fulgte hele optrinnet.

Vi har besluttet at gøre en del for at pigerne får set det bedste af området med den tid vi har til rådighed. De får snorklet så begejstringen næsten ingen ende vil tage, de får set vidunderlige ankerpladser og de får set sten så de muligvis aldrig ser nogle større. Der er et område som vi også besøgte sidste år og mente var værd at besøge igen. Områden kaldes "the bath" og er et område fyldt med kæmpe store sten. De ligger hulter til bulter oven i hinanden og danner små bassiner ( deraf navnet) og små og store huler man kan udforske.

Åhr... tænker Anne...mon ikke lige jeg kan rokke lidt til den ?? ØH - nej det kunne jeg så ikke.

Her kan Anne til gengæld få en fredfyldt lur. Der er ingen andre der mener det er stedet men selvfølgelig kan Anne ikke dy sig.

Karin vil hellere smide sig på sin helt private strand som også er helt fri for andre strandgængere... muligvis fordi der hænger en tonstung sten som tag!!

Imens ligger Joy lige så stille i det fantastiske vand og afventer at vi kommer tilbage til hende.

Det gælder om at finde det helt rigtige sted at kaste anker. Her ved North Sound Virgin Gorda. Foto: Anne Nielsen

Vi besøger flere gode steder men det der virkelig tager pusten fra dem er Anegada.

Det er en helt flad ø som på sit højeste kun er 10 meter. Og så er der strande der siger spar 2. Pigerne fik hele stranden for sig selv. Det er jo mærkeligt for sandet er fantastisk blødt og vandet varmt og turkisfarvet. Hvorfor der ikke er flere turister er umuligt at forstå.

Anegada er fantastisk - som altid hvidt sand og turkis vand. Foto: Anne Nielsen

De har fået set delfiner, pelikaner, rokker, tarpuns, barracudaer, masser af forskellige småfisk og lige på falderebet dukkede skildpadden op for gud ved hvilken gang. De har gået naturen tynd og været højere oppe end de fleste og har fået nogle rigtig gode udsigter med hjem.

Pigerne er nu taget hjem og vi skal til at finde os til rette alene. Ikke at det var noget problem at have besøg men man sover nu bedre i sin egen seng og nyder at vi igen kan rende rundt uden tøj hvis det passer os.

I mellemtiden går det op for os at vores køler er gået itu. Den køler dårligere og dårligere og vi bliver noget bekymret for den. Mens jeg sidder og skriver dette har Tommy besøg af en tekniker nede i båden og forhåbentligt er problemet løst når han henter mig. Vi kan ikke holde vores madvarer kolde - det kan endda gå men hvad med øllet ? Hvem gider måske få en halvlunken øl til formiddag eller efter en streng og varm dag. Nej heller ikke os.

Det tager timer og til sidst lukker netcafeen og jeg begiver mig ned mod jollen i håb om at Tommy er på vej ind efter mig. Det har været en relativ kold og regnfuld dag men det er ok når jeg bare skal arbejde på pc og Tommy skal ordne køler.

Endelig kommer han og spændt hører jeg om reparationen af kølerørene som var blevet utætte og om påfyldningen af kølemiddel. Og om at det kostede os 250 US. Men nu fryser den igen isterninger i vandflaskerne og holder øllet koldt så det var bestemt det værd. Og nu kører den kun en gang i mellem og det sparer meget på strømmen.

I dag er det d. 24 December og vi skal til byen og købe ind. De sidste dage har vi slappet af ude bag lufthavnen men nu kalder verden igen. Risengrøden blev kogt på sejlturen herind og opskriften på rødkål fundet frem. Nu må vi så se om vi kan finde en flæskesteg eller noget and. Og hvis ikke, nøjes vi med et par koteletter eller et kyllingebryst. Det er ikke så vigtigt. Det er alligevel allerede surrealistisk at holde jul mens der er tæt på 30 grader. Det er mest en undskyldning for - igen - at æde og drikke som om den sidste dag er lige om hjørnet.

Vi vil til slut i dette nyhedsbrev ønske alle en god jul og et godt nytår.

Mange kærlige hilsner

Anna og Tommy