Beretning 8

Så er det jul 2012 og vi er klar alle sammen - se bare her :

Server bare maden - jeg er klar.

Rudolf er også klar...

Skipper og julemiddagen er også klar. Brunede kartofler, næsten flæskesteg og rigtig hjemmelavet rødkål med god vin til. Og så det bedst tænkelige selskab.

Selv hunden var klar til at holde jul. Friseret, velklippet og pænt klædt på.

Julemorgen d. 25 December klokken er ikke meget over 600. Gennem 36 år har der været tradition for at øens kor mødes for at synge julen ind. Der er ikke mange der synger godt men de gør det gerne. Dette kor kommer fra beskæftigelsesdepardementet. De havde kun øvet i 2 dage men var alligevel nogen af de bedste.

Nå nok om julen. Jeg glemte at fortælle noget sidst. Jeg har gjort en opfindelse. Den vender jeg tilbage til når jeg lige har forklaret noget.

Vi ligger i Great Harbour. Pigerne er her stadig og man må jo prøve at moderere sig når der er besøg. Mens jeg er nede i båden og ordne et eller andet - sikkert ligegyldigt - ankommer der en båd der er indregistreret på ST.Croix og derfor har amerikansk flag bagpå. Der er dog ingen tvivl om at besætningen - skipper og frue - også er amerikanske. Jeg hører Tommy brokke sig og da jeg stikker hovedet op, genfortæller han at amerikaneren, der har kastet anker lige foran os, udtalte at " you will be fine". Det var lige der filmen knækkede og jeg fik sagt en masse ord i retning af at han fa.... ikke var min læge og at han hverken skulle eller kunne afgøre om jeg havde det fint. Da han senere på aftenen oven i købet startede motoren, så vi fik hans maskinos lige ned i hovedet var jeg fnysende gal. Det var her opfindelsen pludselig kom til mig. Der findes jo så mange modelmaskiner. Både og flyvere m.v. Nu fik jeg den ide at man skulle lave en kunstig, flyvende pelikan som kunne armeres med l...,  som man kunne fjernstyre og sende ind over sådan en tumpe og bombardere ham og vi kan jo ikke gøre for hvad sådan en fugl foretager sig. Den kan man jo ikke bestemme over. Den skider hvor den er, når den skal. 

Jeg vil ikke lægge skjul på at da vi tog anker op næste morgen - hvilket var "spændende" fordi vi skulle meget tæt forbi hans båd - fik han alle de eder som jeg lige kunne komme i tanker om, sendt ned i gennem hans skylight . Han fik ikke lov at sove længe, for jeg er helt sikker på at han vågnede. Om ikke før så da dønningerne fra Joy ramte ham. Tommy sejlede så tæt at vi kunne have gået direkte over på hans båd. Men det var et fantastisk vejr og 5 min efter havde vi glemt alt om det.

Vi har jo, som skrevet, sendt pigerne hjem og ligger nu på St Thomas og slapper af.

Det er d. 30 December - vores bryllupsdag. Dagen starter allerede tidligt. Tommy er nemlig stået op for at drikke kaffe og vi ønsker hinanden tillykke allerede kvart over tolv om natten. Jeg sover videre men dog ikke længere end til klokken 2. Der er Tommy gået i seng igen men jeg er udhvilet. Så er historien den samme som altid. Jeg sætter mig op i cockpittet med computeren for nu er jeg lysvågen. Der er altid lige noget der skal skrives eller en hjemmeside der skal redigeres. Mens jeg sidder her - lige nu - må jeg sige at vores dag starter fint. Det er for en gang skyld havblik. Vi ligger i Charlotte Amalie på St.Thomas og vugger lige så stille. Alle lysene fra byen giver genspejling i det fuldstændig glatte vand og stilheden bliver kun brudt at et dovent fald der klaprer i duvningen. En enkelt bil trisser rundt inde i byen. Det er stjerneklart - selvfølgelig - og fuldmånen giver et perfekt lys til at være oppe og nyde natten. 

Tidlig start på dagen og så er man rigtig sulten når det endelig bliver lyst og der må selvfølgelig hjemmebag på bordet på denne specielle morgen.

Uhmm. Friskbagt brød... Så bliver det ikke meget bedre. Takket være vindmøllen, der leverer masser af strøm, kan vi tillade os at tænde inverteren så der er strøm til ovnen. Det ser da meget godt ud.

Efter nogle dages afslapning på en af vores favorit ankerpladser er det tid at komme til byen. Der skal ordnes Email og indkøb. Efter nettet var klaret gik vi over og købte 4 liter rom mere ( så har vi da til et par dage ) og da vi nåede supermarkedet blev vi enige om at Tommy skulle blive ude og vente for ikke at slæbe rommen med ind. Jeg kunne lynhurtigt hente hvad vi manglede. Som altid kysser vi hinanden når vi skal være væk mere end 2 min. Imidlertid sad der uden for supermarkedet en ældre sort dame der så at vi kyssede og mente at hun også gerne ville kysses. Alle omkringstående griner voldsomt og tommy tager hende på ordet ( næsten) og giver hende et kindknus. Alle griner igen og hun rødmede sikkert - hvilket dog ikke kunne ses på grund af hendes almindelige kulør. "You could also merry me" siger hun og vil nu også giftes med Tommy. Det forstår jeg jo godt men Tommy fortalte hende at jeg var hans kone og at det nok ikke ville gå. Jo-Jo siger hun - du kan da bare have to koner. Tommy måtte venligt afstå fra det gode tilbud men han var da dagens mand i supermarkedet.

Det har alligevel taget hårdere på os at have besøg end vi regnede med, for vi er endnu ikke kommet os over det. Vi ligger stadig her i Charlotte Amalie. Den ene dag tager den anden og vi gider ikke lave noget. Der gik også lidt kludder i vores planer. Vi havde egentligt tænkt at vi ville sejle sydpå igen i år - for at gense nogle af de tidligere velkendte steder. Men sådan skulle det ikke være. Vores storsejl har naturligvis altid været pakket forsvarligt under bompressening men trods det, har solen ødelagt den yderste bane. Altså det af sejlet der har ligget tættest på bompresseningen. Man kan se at det har en let gullig farve og da vi skulle lægge sejlet på plads og jeg trækker i det for at rette det ud, kommer der en lang revne lige foran agterliget. Det er ingen sag for os at sætte sejltape på og finde den gamle singer frem og sy det ordentligt fast men hvis det kan revne ved at jeg trækker i det kan det revne så nemt som ingenting. Vi vil ikke begive os ud på en 3 dage lang sejltur uden storsejl så den tur bliver aflyst. Vi må vente til vi kommer på land igen og så se om det kan repareres. Så hvad nu ?

Ja vi ved jo at NP og Erna kommer ud om et par dage og vi glæder os over at vi alligevel får set dem i år.

 Og så tror vi nok at vi vil tage til den tidligere spanske jomfruø Culebra. Der er kun 20 - 30 sømil og det kan vi godt for forsejl eller motor. Men det giver os tid til at tage en tur rundt i området og tilbage på Peter Island møder vi NP og Erna der nu har fået søsat deres båd Marie.

Det er et dejligt gensyn og som altid er NP gavmild og forærer os en af de kokosnødder de lige har hentet inde på Peter Island. Og vi skammer os. Vi har været her over 1 måned og vi har endnu ikke gidet prøve at finde en. Nå men det er nemt nok, siger NP - I skal bare over på den strand ... og forklarer hvor det hemmelige sted er... der er masser af nødder.

Næste formiddag tager vi os sammen og vandrer derover. Finder stedet men der sidder en parkopsynsmand på en bænk og holder pause. Jeg tænker, at så må det vente for jeg kan ikke lide at tage dem mens han ser på, men typisk for Tommy så gør han noget helt andet. Han går selvfølgelig bare hen og spørger om vi må tage nogle af nødderne. Ivrigt springer manden op - ja man skulle ikke tro de kunne men det kan han altså - og tilbyder straks at han kan "pelse" et par stykker til os. Han henter sin machete i bilen, som er parkeret tæt ved, og på et øjeblik har han vist os, at vi også må eje en machete. Hug her og der og vrid den så, så kan I trække yderskallen af, nogenlunde let. Han har stor øvelse i det, for han stammer fra St. Vincent hvor det eneste hans fattige familie havde gratis var kokos, så det blev brugt til alt muligt. Omsat til forståeligt dansk a´la "de nattergale" så har han pelset flere kokosnødder end vi har spist ærter.

 

Udsigt fra stranden hvor vi samlede en del kokosnødder. Man kan akkurat i det fjerne se et gammelt skib med alle sejlene sat.

Efter den gode anvisning tog vi resten af nødderne med tilbage til båden for at pelse dem der. Det er sidste gang vi gør det for det sviner så eventyrligt at vi nu pludselig forstår hvorfor NP altid gør det på land.  Men det gik ret let. En hammer og en gammel slagterkniv så kunne vi næsten gøre som han gjorde med macheten. Men se lige hvor meget skallen fylder i forhold til selve nødden. Man kan se hulningen i skallen hvor nødden har siddet. Det er stødsikker indpakning så det vil noget.

På vores tur mødte vi også denne lille søde ting. Lille er så meget sagt for den var tæt på 10 cm. lang.

Vi tager afsked med NP og Erna og sejler til ST. John hvor vi vil tage en lille rundtur før vi mødes med dem igen på St.Thomas. Det mager sig nemlig så vel, at de også havde tænkt at tage til Culebra og måske videre til Porto Rico. Så vi aftalte at det kan vi da gøre samtidig og derved få noget mere tid sammen.

På St. John ankrer vi i Hansen Bay og nyder nogle stille dage. Det vil sige, at vi lige havde lidt mas først. Der er altid noget der går i stykker og nogle strømtrolde der driller. Vi ville lægge anker på 5 - 6 meter vand og der var lyst sand - troede vi. Men det viste sig at det var koralbund. Det kan man ikke se men til gengæld er man ikke i tvivl når ankeret skrider og ryster hele kæden mens det skrider. Da jeg vil tage ankeret op igen virker ankerspillet igen ikke. Det har været et problem før og nu er det så igen et problem. Vi aner ikke hvad der er galt, for alle ledninger og samlinger er gået efter og forbedret uden at det gør nogen forskel. Og så pludselig virker det igen. Vi vil købe et nyt relæ næste gang vi får chancen, for det må være det der driller. Vi fik kastet anker en andet og bedre sted hvor der er 11 meter dybt i stedet for de føromtalte 5 meter men nu holder ankeret og alt er fint.

Vejret er fantastisk og så kan man jo gøre sine indkøb på denne måde. Varerne foran og hunden bagved. Og manden kom sejlende bag efter med labradorhunden stående foran. Sådan kan man jo også lufte hunden.

Vi sejler rundt om hjørnet til Salt Pond Bay og går en tur i området. Her møder os et pudsigt syn. Det er åbenbart tradition på dette sted at lave figurer af de gamle koraller.

Her hilser Tommy på en af de koralfigurer vi mødte.

Lidt derfra var der en hel samling "lig" af skibbrudne koraller. Nok lidt vel makabert men bestemt et specielt syn at se alle klipperne dekoreret med menneskelignende figurer.

Så vil vi hellere se på dette. Joy helt alene i en ankerbugt med roligt blåt vand og dejligt hvidt sand i Salt Pond Bay.

Tilbage, for gud ved hvilken gang, ligger vi igen i Charlotte Amalie. Internet er klaret igen og forsyningslageret fyldt op og vi er klar til at tage til Culebra. Det bliver spændende at se landet men også dejligt at gense gamle bekendte. Da vi blev gift på Bequia boede vi på "hotel". Et familieforetagende hvor der var 7 - 8 små lejligheder. Selvstændige enheder og vi havde en lille mini lejlighed. Men den var stor nok for man skulle jo kun opholde sig der om natten. Nå, men det jeg ville sige var, at i en af de andre lejligheder boede et canadisk par. Sue og Abe. Vi inviterede dem med ned på stranden til vielsen og til vores glæde kom de. De havde oven i købet købt os en bryllupsgave. En lille lokalt fremstille træ-æske med lokalt motiv og i den havde de lagt en lille pose med sand fra den strand hvor vi blev gift samt proppen fra den champagne vi trak op efter vielsen. Jeg så slet ikke at Sue samlede den op men gaven var perfekt og vi har den stadig og får gode minder når vi ser på den.  De skriver hvert år på vores bryllupsdag og vi er meget rørte over at de husker os. De holdt ferie på Culebra sidste år og har skrevet at de er tilbage og vi kunne godt tænke os at gense dem. Det glæder vi os til at fortælle mere om i næste nummer af Joy nyt.

Mange hilsner

Anna og Tommy