Beretning 9

Culebra, ST.Thomas, Tortola og hjem igen.

Endelig oprinder dagen hvor vi kan sejle til Culebra. Culebra hører under Puerto Rico og er en af de spanske jomfru øer. Følgelig er sproget spansk. Det er nu hyggeligt at genopfriske de få gloser vi kunne i forvejen men som godt nok havde forputtet sig i dybet. Vi bestemmer os for at sejle på Martin Luther King dagen men da Told/immigrationsmyndighederne ville have 35 dollars for at give os et stykke papir - som det siden skulle vise sig at vi slet ikke skulle bruge - besluttede vi at lave dagen om til vaske dag. Så mens vi sad og ventede på vaskemaskinerne så vi på Tv at Præsident Obama skulle aflægge ny ed og indsættes i embedet igen. Det var meget nøje fulgt i de amerikanske tv-stationer og selve fruens beklædning var et emne det tog det meste af en time at diskutere og debatere. Det kan man sandelig ikke overlade til seerne at vurdere.

Så er vi på vej til Culebra. NP og Erna har 2 sejl at køre med - vi har kun forsejlet da storsejlet er i kritisk stand - så de kommer jo nok først. Det er også helt fint for det er så dejligt nemt at sejle bagefter. 

Næste dag fik vi vores udklarering og satte kurs mod Culebra. En lille tur på godt 20 sømil med vinden skråt ind bagfra. Det som vi sejlere kalder "agten for tværs om bagbord" for at være helt præcis. Søen var moderat med korte lidt krappe bølger og vi rullede noget. Ikke noget der normalt generer os eller som vi normalt ville lægge væsentligt mærke, til før den snor der holdt bommen på plads sprang.

Vi havde bundet bommen fast med et stykke snor som har holdt i flere år men nu hvor vi rullede, sled den sig over og pludselig havde vi en løs bom, der høvlede hen over hovederne på os. Jeg måtte kravle gennem forruden på sprayhooden og fange den med et stykke tov mens Tommy drejede skibet op i vinden. Endelig fik jeg den tøjret så vi kunne komme tilbage på kursen.

Vi har nok begge en forventning om at Culebra er noget klamp. Dårligt udviklet og sikkert nogle banditter og røvere og vores start med tolden var så som så. Man skal ringe på forhånd og meddele at man er her. Det tog tre forskellige telefonnumre før vi fandt et der virkede. Til gengæld var tolderen sød og letforståelig på et nydelig engelsk. Vi skulle give ham alle oplysningerne om skibet og os selv. Telefontaksten er omkring 10,- i minuttet og det tog "forever". Da det var overstået skulle vi - inden klokken 1630 - møde i lufthavnen på immigrationskontoret og checke ind. Og her starter så alt det sjove - for alle de informationer vi lige havde brugt en formue på ringe ind, skal nu igen skrives på nogle formularer, som så igen skal skrives ind på hans computer, hvor det meste skal staves for ham fordi han ikke kan læse vores kragetæer. Men han var sød. Slet ikke som vi havde frygtet. Det tog godt nok en evighed men han havde ikke andet han skulle før fyraften så vi kunne lige så godt bruge al tiden.

Vores første indtryk af Culebra var på en aften vandring og med de forventninger vi havde udstyret os med var det måske lidt skummelt. Men det skulle vise sig at være helt forkert. Her er vidunderligt. Stille og roligt og der er ingen larm og ballade og man kan faktisk godt føle sig tryk. Menneskene og miljøet minder meget om Spanien - af gode grunde - og vi beslutter hurtigt at hvis vejret holder bliver vi længere end vi havde tænkt.

Og vi fik genset Sue og Abe der, som vi nævnte tidligere, var med til vores bryllup på Bequia. Og til dem vil vi sige " Thank you for making us go to Culebra - it really is a lovely island".

Sammen med NP og Erna lejede vi en Jeep så vi kunne komme rundt og se øen der ikke er større end at vi klarede det på mindre end 1 dag. Vi så de berømte Tanks der var efterladt af amerikanerne da de forlod øen. De blev efterladt på den flotte strand men gør ikke stranden kønnere. Heldigvis havde vi en Jeep for ikke alle veje er flot asfalteret. Nogle var bare et noget det mindede om et flodleje med bumper og kratere som vi måtte køre på med forsigtighed.

Der er ikke meget tilbage af den - men det der er, klæder ikke stranden

En palme der har måtte give efter for vejret udgør det perfekte udkigspunkt oven i købet i skygge.

På en af de svært tilgængelige strande bliver der lige tid til at Erna kan "ordne" familien via sms. Bemærk bygningsværket i forgrunden. Det bar sig selv uden anden hjælp end tyngdekraften.

Er det ikke fantastisk at have skolebussen udstyret med håndvask udvendig.

Efter nogle dage sejlede Erna og NP videre til en anden ø i nærheden. Vi havde til gengæld ikke fået nær nok af Culebra og bestemte os for at blive noget længere. Da vi opdagede at færgebilleten til Puerto Rico kun kostede dollar 2,25 altså 13 - 14 kroner tænkte vi at det var da så billigt at vi næsten ikke kunne sige nej. Så vi var klar på kajen klokken 0600 rede til oplevelser. Det fik vi også, selv om de ikke var så gode at det gør noget. Det startede med at vi satte os i passagerrummet. På dette tidspunkt vidste vi ikke at man kunne gå op i det fri. Der var aircondition på og det var meget koldt. Derudover kommer der en mor med et barn og sætter sig lige ved siden af os selv om der var masser af tomme stole. Egentlig var ungen sød nok men han var retarderet og havde ikke noget sprog. Han satte sig til at spille på en lille maskine og der gik ikke mere end 2 minutter mellem at han stangede mig en med albuen og sagde AAAA- AAAAAA. Så skulle jeg se hans spil. Det kunne godt være gået men han havde bronchitis eller det der var værre for han hostede hele tiden. Selvfølgelig uden at holde sig for munden og uden skrupler hostede han lige i hovedet på mig selv om jeg forsøgte at skærme for det. Til sidst blev det for meget for mine nerver og vi blev enige om at flytte os. Her opdagede vi at vi kunne sidde oppe i varmen i det fri. Hvilken lettelse. Endelig lægger vi til og ser at der er et kæmpe opbud af maskinpistolbevæbnet politi/militær der tager i mod os. Det næste der sker er at vi bliver linet op på en lang række lige da vi forlod færgen. Vi skulle sætte vores tasker og træde tilbage så hunden havde mulighed for at snuse bagagen igennem. Sikkert for narkotika. Ingen blev dog nuppet denne gang.

Sikke en velkomst at få. Værsgod at stille dig på række med de andre ellers  !!!   mens hunden checker bagagen for narkotika.

Vi ankom til en by der hedder Fajardo. Den første færge hjem igen går først om 6 timer så vi har god tid til at se på byen. Det tog ca. 1/2 time så var det overset. Der var virkelig ikke noget at se på. Det virkede trøstesløst alt sammen og vi var temmelig skuffede selv om vi var blevet advaret om at der ikke var noget at se på.

Dette er cirke den standard de fleste af husene havde. Selvfølgelig var der også nogen der var pænere men der var sandelig også nogen der var værre endnu. Næsten ingen forretninger i havneområdet.

Så fik vi da brugt en dag på det. Havde vi vist det ( vi var advaret men troede ikke, at der slet ikke var noget) så ville vi nok have brugt dagen på noget andet.

Heldigvis når vi at besøge Sue og Abe dagen efter for allerede samme aften begynder jeg at få ondt i brystet. Har en fornemmelse af at der er noget galt. Ud på natten er jeg ikke i tvivl. Jeg er ved at få lungebetændelse. Så har den møjunge sgu smittet mig eller var det bare kulden eller et sammenspil af uheldige omstændigheder?

De næste 4 dage henstår delvis i det uvisse da feberen gør sit til at jeg holdt sengen. Nætterne består af 12 timers bevidstløs søvn. Dagene opleves kun ca. 2 timer af gangen før jeg igen må ned og hvile.

Sue og Abe har lejet et lille hus med mindre end 10 meter ned til stranden. Der bor de hele vinteren mens deres hjemegn i canada er dybfrossen. Sådan gør man når man ikke sejler som os. Godt for dem at de har den mulighed.

Vi ligger i en kæmpe ankerbugt med mange små afkroge. Masser af muligheder for at få fred hvis man vil det og det ville vi gerne en dag. Jeg havde stadig feber og så vil det fordømte ankerspil igen ikke køre. Nu skal Tommy skille det hele ad igen, igen. Det må da være noget galt og vi er allerede ved at se i ånden at han skal tilbage til Puerto Rico efter et nyt relæ men mens han sidder med hovedet inde i skabet hvor alle ledningerne holder til, tester jeg igen ankerspillet og han råber til mig, at jeg skal komme. Minuskablet er helt færdigt. Vi vidste godt det ikke var på toppen men nu faldt det fuldstændig fra hinanden. 4 - 5 meter inde på kablet kunne vi høre det knase når vi bukkede det. Så tror da f..... at det ikke virker. Det er helt utroligt som det strøm kan drille. Det er ikke længe siden vi gav den en ny kabelsko af de store og da virkede den nogenlunde ok. Når vi ikke allerede har skiftet den, er det kun fordi den løber i hele skibets længde inde under panelerne inde i skabene. Vi husker med gru da vi havde splittet hele skibet da vi skulle have nyt gasrør installeret i den anden side af skibet. Nu var der ingen anden udvej end at blive ved at klippe kablet til der var frisk kobber på hele skærefladen. Derfra har vi erstattet den midlertidigt med et andet kabel og "glæder" os allerede til vi kommer på land og kan gå i gang med at udskifte til et fortinnet kabel der holder resten af vores tid. Og nu virker ankerspillet igen som det skal.

Der er ikke meget kobber tilbage i kablet. Det knasede ligefrem når vi bøjede det. Det virker som der er totalt forkullet.

Vi er taget tilbage til Charlotte Amalie på St.Thomas. Jeg er stadig ikke frisk men klarer dog at komme omkring og deltage i de daglige gøremål. Lørdag d. 9 Februar tager vi ud til Budget Marine for at købe endnu en solcelle lader. Vi er så godt tilfredse med den lille vi har at vi gerne vil udvide succesen. Jeg har det skidt og er så enormt svimmel. Næsten som om jeg er søsyg dog uden at have kvalme og uden at have mistet spiselysten. Da vi kommer hjem til skibet er jeg ved at få hovedpine og tager et par piller for jeg kan godt mærke hvor det er på vej hen. Pillerne virker ikke og jeg må ned og ligge. Tommy tager til byen for at ordne de sidste mails i denne uge og jeg indser at jeg må have et par piller mere for jeg bliver dårligere. Tommy kommer hjem og finder mig totalt i opløsning. Jeg har det udtalt dårligt og overvejer ligefrem om jeg skal søge læge. Jeg slår det alligevel hen og vi beslutter at sejle ud bag lufthavnen hvor der er mere ro. Jeg bliver stadig dårligere og kan næsten ikke magte at lægge anker og da jeg vil sætte aflaster på ankerkæden, kan jeg slet ikke. Jeg får signaleret til Tommy at han må komme og tage sig af det og jeg vakler totalt opløst tilbage til cockpittet. Jeg er helt færdig men afviser alligevel at tage til land og søge læge. Jeg har så meget hovedpine at jeg intet kan, bortset fra at tænke om jeg har fået meningitis eller om det er migræne eller hvad. Endnu en pille af de stærke og så i seng. Aftensmad ? spørger Tommy. Og jeg svarer at han må spørge til det om en halv time. Efter en halv time konstaterer jeg at jeg har det bedre men at jeg bare bliver liggende lige så stille og ca. 12 - 14 timer senere er jeg nogenlunde klar igen. Sikke en lettelse. Nu håber jeg bare at det holder. Heldigvis bliver jeg bedre de næste dage og ca. 14 dage efter jeg blev syg er jeg kun en anelse svimmel ind i mellem.

Vi er nu nået til Valentines dag d. 14 Februar og vi skal allerede på land om en uge. Det er næsten ikke til at fatte at der allerede er gået 2 ½ måned + den første uge til at gøre båden klar.

Vi får pludselig øje på noget blåt blink inde på den store vej der omkranser ankerbugten. Ikke, at det er noget særligt, for her på St.Thomas kører de med udrykning hele døgnet. Men der var alligevel noget der fangede øjet. Det viser sig, at en mandsperson (selvfølgelig) på mystisk vis havde kørt sin Jeep ud over den høje betonkant der adskiller vejen fra fortovet og granitstenene der ligger som en perlekæde og pynter på ankerbugten. Det stunt resulterede i at han væltede om på siden og kun var ca. en meter fra at ryge i vandet. Der kom ingen ambulancer så der er sikkert ikke sket ham noget men trafikken brød fuldstændig sammen fordi det naturligvis var sket midt i myldretiden.

Det var sandelig godt den Jeep havde en kraftig styrtbøjle. Det er lidt svært at se men bilen ligger på sin venstre side med bunden ud mod os.

Ikke længe efter ligger vi i en anden ankerbugt - watermelon bay - og undrer os over at en motorbåd har bundet hækken (bagenden) til morringen. Normalt ligger man med stævnen op i vinden og dermed i regelen også bølgerne for at gøre det så behageligt som muligt. Men der var jo en grund til det opdagede vi senere. Han havde åbenbart motorstop og var blevet trukket ind til denne ankerbøje for sidenhen at blive afhentet. Det kan jo ske for enhver.

Skidtet kan jo gå itu for os alle men mon ikke man ligefrem beder om det hvis man kalder sin båd "service Call".

Den sidste nat i båden mens den er på vandet bliver tilbragt på Peter Island. Vi bliver velsignet med helt stille vejr og pludselig er der en der spiller gode gamle jazzprægede numre ud over ankerbugten på sin saxofon. Fed lyd. Det er svært ikke at blive lidt sentimental når man sidder i mørket på badeplatformen og hører fantastisk musik og samtidig sidder og svinger fødderne i det stadig lune vand. 

Nå så kom dagen hvor vi måtte på land med båden. Ikke den store fornøjelse men arbejdet kalder og økonomien skranter så - alt godt får en ende og sådan er det.

Så er det sørme lige før hun hænger i stropperne igen.

Heldigvis er der lige et full moon party i Trellis bay som vi mener vi må deltage i. Det tager lidt af den triste fornemmelse at have det at se frem til.

Her er vi igen sammen med Erna og NP som slutter deres tur nogle få dage efter os og vi aftalte at vi da lige kunne ses her i aften. Det var blevet annonceret at der ville være en overraskelse i forhold til de almindelige full moon parties der bliver holdt hver eneste måned. Og det havde fået menneskerne til at myldre frem. Det var helt umuligt at finde et bord at sidde ved så vi tog en hurtig beslutning om at borde et skib der lå på land på stranden. Det var godt nok temmelig mørt men vi sad lige så stille.

Erna, NP, Tommy og jeg siddende på toppen af en ældgammel fiskebåd der var anbragt mellem palmerne på stranden.

Overraskelsen viste sig at være to smukke piger der optrådte bag en bagbelyst skærm så man så dem i silhuet. Vist mest noget for mændene. De skulle også op og svinge i en lidt utraditionel gynge.

 

Den ene pige er stadig bag skærmen mens den anden er ved at anbringe sig gyngen.

Nå mon ikke vi må se at komme i arbejde igen.

Vores vind-instrument er gået i hårdknude. Nu har det ellers virket fint i 7 - 8 år men nu må det afmonteres for at blive undersøgt nærmere. Mens jeg var oppe i masten tog jeg lige et par billeder.

Tommy står ude på spidsen af båden og holder fast i linen så jeg ikke falder ned. Vi har denne gang brugt ankerspillet til at trække mig op. Det sparer på armkræfterne.

Her står bådene på langtidspladsen og venter på at ejerne kommer tilbage og sejler videre. Og nu står vi her altså også. Og så et lille albuestød til de masteforskrækkede hjemme i de danske havne. Her ude hvor der trods alt er risiko for orkaner kan man altså godt tage bådene op med masten på og lade den blive der, til båden skal i vandet igen. Såååå.... mon ikke man også godt ville kunne det i danmark.

Det er godt nok varmt at lukke båden af. Vi har sat coveret på i år - så må vi se. Det er blevet impregneret så mon ikke det holder tæt i år. Vi er flyttet på hotel den sidste nat og må indrømme at selv om vi er meget glade for saltvand så er dette heller ikke at foragte.

Vi må nøjes med at se ud på havet mens vi dypper os i poolen og langsomt er ved at indstille os på at vi er for hjemadgående.

Alt i alt en fin tur i år. Der er altid lige et par smuttere og således også vedr. vores billetbestilling. Da jeg bestilte billetterne i juni tænker jeg ikke mere over det end at 3 måneder naturligvis er det sammen som 90 dage. Men nu er det jo sådan at februar godt nok kun har 28 dage men til gengæld har både december og januar 31 og så står man pludselig i tolden på St.Thomas og får at vide at man skulle være checket ud 2 dage tidligere. Nu stod vi til at blive sendt tilbage til De britiske jomfruøer BVI fordi vi kun har tilladelse til 90 dage. Han var nu meget sød og kunne godt se vores point. Vi mente at når vi havde forladt De amerikanske jomfruøer USVI så var vi ude af USA og når vi så vender tilbage efter at have været på BVI så måtte der være startet en ny 90 dages periode. Men sådan er det altså ikke. Han forbarmede sig heldigvis over os og vi fik lov at fortsætte rejsen.

Vi kommer til Miami med et drøn. Flyveturen går fint men landingen !!! Hold da op hvor vi landede - med et brag. Vi troede helt ærligt at understellet var brækket af. Da vi holdt stille og lige fik sundet os lidt sagde kaptajnen over højtalerne " For those who are first timers, this was a perfect landing " ( for dem der flyver for første gang, var dette en perfekt landing). Og så brød latteren ud i kabinen. Vi kan godt lide at han indrømmede at det ikke var helt perfekt på denne rafinerede måde. 

Derfra gik det egentligt fint fra Miami til London. Bortset fra at vi var forsinkede fra start, på grund kludder i deres bookingsystem. Alle skulle hen til skranken og have konfirmeret deres boardingpass og det tager jo tid. Da vi så kom til London - og vi var mange danskere med dette fly, der alle skulle videre med fly til københavn - kunne vi godt se at vi havde meget travlt. Vi skulle være landet ved 1030 tiden og skulle flyve igen 1130. På det tidspunkt gaten lukkede var vi midt i security og selv om vi blev ledt af ekspresvejen og nærmest løb hele vejen, kom vi kun lige akkurat med flyet. Der var en del af de andre danskere vi havde set der ikke nåede det. Der var vi godt nok svedte trods kun 3 grader celcius i London. 

Turen startede med et billede ud af et flyvindue og sådan slutter den også.

Her forlader vi St Thomas med vores dejlige ankerbugt ude bag lufthavnen i baggrunden. Det plejer at være os der ligger derude og ser på flyene, nu må vi se den anden vej.

Det var alt for denne gang.

Tak fordi du havde tålmodighed til at følge vores tur.

Mange hilsner

Anna og Tommy