God afslutning på det gamle år og god start på det nye år.

Retur til hyggesejlads siden

Vi havde temmelig travlt med at få sendt mail og så videre lige før jul og vi havde også travlt med at komme til Carriacou som vi havde planlagt før juleaften. Men nu er vi her og nu falder roen virkelig på. Så meget at vi i dag har klippet julehjerter af indpakningspapir. Vi har ikke noget julepynt ombord og det ærgrede os lidt så... se bare her...

Og så lige til føljetonen om vores gasflasker. Det var virkelig ikke muligt at få dem fyldt så vi måtte bide i det sure æble og købe en ny med deres amerikanske system. Men der skal også ny regulator og alt i alt blev det temmelig dyrt. Men nu har vi gas og det blæser så meget at vi har overstrømmende mængder af strøm. Vindmøllen "pisser" der ud af og vi ænser ikke mere at den hvisler. Bare vi kan tænke på al den dejlige strøm så skidt med larmen. Vi har oven i købet så meget at vi har køleren kørende på "frys"  og vi kan også tillade os at stoppe den om natten så vi kan sove i fred. Så vi er ikke så lidt tilfredse med det hele lige nu.

Det er 1. juledag og dagen er gået med afslapning og test af dykkerudstyret. Vi har bestilt Connie til at tage os ud på et dyk i morgen og vi glæder os. Når vi dykker sammen med hende og Arawak divers er det det samme som succes. Det har det været til nu og vi forventer at det bliver ved.

Men ellers har dagen budt på endnu en succes oplevelse af de sjældne. Første gang jeg så det mærkelige fænomen " green flash" var det faktisk her på Carriacou. Ankerbugten ligger perfekt til solnedgangen og når der ellers ikke ligger nogle skibe eller skyer i vejen har vi fri udsigt til det hele. Og det var så i dag at vi fik det at se igen. Et kraftigt grønt lys lige i det sekund solen går ned. Man skal ikke blinke med øjnene for så misser man oplevelsen. Jubel og klapsalver og måske man alligevel skal prøve at fange det på kamera. Hvis jeg får det skal I nok få det også.

Lørdag d. 26 December 2009 - 2. juledag og vores første dyk i denne sæson. Som ventet super godt. Nogle få udvalgte billeder venter herunder.

Jeg viste en musling som denne sidste år også men jeg syntes stadig den er flot

Her vrimler stadig med hummere....

og også med moræner. Bemærk den lille rensefisk på hovedet.

Her en slags børste orm. Den er ca. 1 tomme lang.

Denne krabbe er til gengæld ca. 30 cm. fra ende til anden. Den sad nede i en svampekrukke og var næsten gemt... men vi fandt den. Man ser ind direkte på ansigtet  og hvis man ser godt efter kan man se de 2 øjne

Endnu en moræne. En gul stribet chain moray. Den har gemt sig ovenpå et sø pindsvin.

Til sidst på denne dag et dejligt udsigtsbillede over bunden med en masse sergent major fisk.

Se nu nyder vi livet - flere dyk - flere gode billeder og små strimler video taget med fotografiapparatet. Det er ikke så godt som rigtig video men da jeg ikke har noget undervandsvideo må man jo nøjes...

d. 29 og vi sejler til Bequia - vi SKAL være fremme til vores bryllupsdag d. 30 så selv om vi elsker Carriacou må vi af sted. Vi får en super god sejlads. Vinden er rigtig og vi tager et langt kryds derop. Ca. 40 sømil med udsigt til alle de kendte steder på vejen. Desværre har vi denne gang ikke tid til at stoppe op ved Mayreau , Union og Palm Island men måske en anden gang. Nu skal vi hjem til Bequia.

Vi kommer frem og som altid når vi kommer møder vi alle de mennesker vi kender fra de andre gange vi har været her. Det er dejligt at blive genkendt alle steder og selv Pizza manden lyser op i et stort smil da han får øje på Tommy. Måske en god kunde ikke bliver glemt så hurtigt ?

Willy fra Princess Margarets beach havde 25 års bryllupsdag d. 6 oktober og vi har hjemmefra købt gaver med til ham og hans familie. Han har siden sidst, fået sit eget hus ved Friendship Bay og nu også egen bil. Det går vist godt i det Caribiske.

Nå ikke mere tid nu - skal ud og spise og fejre at vi blev gift her på øen for 3 år siden - netop i dag d. 30 December.

Vi valgte at spise oppe hos Tantie Pearl hvor vi kunne nyde den storslåede udsigt mens vi hyggede os med middagen.

Efter en ualmindelig god og hyggelig aften kan vi nu se frem til i morgen hvor der igen skal være stort nytårsknald hos Frankipani. Og det blev der. Masser af fyrværkeri og nødraketter.

Det her - billedet neden under - er præcis hvad vi er bange for når vi er på land nytårsaften. 1 meter mere og den ville have ramt skibet og hvad mon så resultatet ville have været. Ellers nød vi fyrværkeriet og håbede at det var slut med  vildfarne raketter.

Denne nødraket nåede ikke så højt op med det resultat at den ikke var brændt ud da den landede. Her ligger den i vandet og brænder - helt tæt op ad skibssiden. Håber ikke der sker noget.

I løbet af aftenen ville vi lige over og se på jule udstillingen men uheldigvis var det sidste dag i går så... mens Tommy lige træder af på naturens vegne og efterlader mig alene oppe ved vejen kommer der selvfølgelig en sort mand hen til mig. Jeg er ikke helt stolt ved det, for det er i rabarberkvarteret og hvad nu. Han siger et eller andet til mig og jeg tror jeg sagde et eller andet undvigende men det næste han siger er på gebrokkent dansk " kan du huske mig " og så ser han på mig med glæde i øjnene. Og JA det kan jeg og jeg bliver bare så glad og da Tommy kommer og opdager hvem det er bliver han lige så glad. Helt tilbage fra 2002 mødte vi Eli (Eliphus) ude på stranden. Den gang blev vi også forbavsede over at han kunne dansk men forklaringen er den at han har været dansk gift og har boet i Århus. Han har vist 2 børn i Danmark. Han kom til os den gang og spurgte om han måtte få en leverpostejmad. På dansk altså. Så bliver man lidt overrasket. Nu (tilbage til i dag) var det næste han sagde var " åh - jeg husker stadig den gode danske mad". Og så fortsatte vi ellers på engelsk. Han fortalte at han var kommet til skade med det ene ben og at han var blevet truet af en fuld mand der endte med at skære hans lange hår af. Han var så ked af det men det kunne der jo ikke laves om på. Det sjove var at 5 minutter før vi nu mødte ham gik vi og snakkede om ham. At vi slet ikke havde set ham sidste gang vi var her, men det var måske dengang han havde det brækkede ben. Vi var næsten bange for at han ikke levede mere men heldigvis viste det sig at han var forholdsvis frisk. Knus og kram og glæde ved at blive genkendt så længe efter. På turen tilbage gennem byen blev vi også genkendt af Fatman. Det er en taxichauffør vi også hilser på med glæde hver gang vi er her. Han stoppede bilen selv om han havde kunder for han skulle lige slå på næven og ønske godt nytår.

Det nye år starter godt - sådan set. Vi har trængt til at få skyllet båden siden vi landede på Carriacou og nu nytårsaften skulle vise sig at blive den første dag i over en måned hvor det kom regn. Vi nåede heldigvis ind i tørvejr før det brød løs og selv om det ikke regnede det meste af aftenen fik vi så hatten passede i løbet af natten. Rigtig dejligt at få skyllet det hele af.

Vi syntes vi har fået nok af Bequia denne gang så d. 3 Januar sejler vi videre til St Lucia. Vi springer St. Vincent over denne gang, for vi hører at det er blevet meget værre med overfald af både midt om natten. Det gider vi ikke udsætte os for - bare tanken gør at jeg ved jeg ikke får sovet men ligger og lytter så... NEJ tak.

3. Nytårsdag og vi er på vej til Lucia. Vi får en fed sejlads lige til at blive skoldet af mens vi fryder os over delfinerne ved boven.

Vi gør holdt i Maigot Bay midt i et Mangrove hul men hvor der skam også er....

en dejlig palmestrand til alle turisterne. Lidt for mange efter vores smag og for mange boat boys der hele tiden vil sælge et eller andet.

Igen en af de nætter. Her inde i mangroven er der dødstille hvis altså ikke lige det var for nogle Italienere (de høns) der skulle snakke , grine og bakse rundt med et eller andet midt om natten. Da de endelig var faldet til ro var det nogle fra en anden båd der kom hjem. Alt for sent hjem for solen går ned ved 6 tiden og da de kom hjem var klokken 0100 dut. Men det forhindrede dem ikke i at spille retræten - flere gange - på trompet. Til sidst også akkompagneret af en harmonika fra en 3. båd - og så var der sgu også en der begyndte at synge til. Det lød egentligt meget godt for akustikken i området var som skabt til det men midt om natten er min tålmodighed ikke hvad den ellers godt kan være. Og Tommy hørte ikke en lyd !! Han har et fantastisk sovehjerte - den mand.

Vågner igen klokken 0400 og spørger mig selv om jeg har snorket, hvilket naturligvis ikke kan være tilfældet, men min hals er ru som sandpapir. Det var nok de satans nye chips vi spiste nogle af i går. Der har garanteret været løg i . HMMMMMMM. Uanset hvor meget jeg synker og rømmer mig, går det ikke væk men da jeg ikke vil forstyrre Tommy der sover i stuen i nat, må jeg overleve til jeg kan få varm kaffe i morgen tidlig, hvis jeg da nogensinde vågner igen. Tommys kommentar næste morgen : det kunne du da bare have gjort - jeg lægger mig da bare til at sove bagefter. Grunden til at han sover der inde er, at vi skiftes til at sove der, de dage hvor der er stille i vejret og ulideligt varmt. Vi kan slet ikke få luft selv om alt er åbent. Det hele står stille og selv om man ligger lige så stille hagler sveden af og vi ligger på frottehåndklæder så der er noget til at suge sveden. De dage skal man ligge "helt spredt ud" ellers går det slet ikke.

Vi holder ikke den indelukkede lagune ud og sejler til Rodney Bay. Lagunen her er større end i Marigot så vi venter mere luft, men da de er i gang med ombygning kan vi ikke komme derind og må blive helt ude i bugten. Det har blæst meget i nat så nu kunne vi sandelig få luft nok.

Vi forlader Lucia igen d. 5 og sejler til Martinique. Med den ene hånd på rattet og den anden om en kold pilsner bliver det ikke meget bedre. Vindmøllen har fået betalt gælden til batterierne og vi sejler virkelig stærkt på et kryds 70 - 80 grader til vinden. Desværre store bølger der fra tid til anden skyller ind over os og efterlader en del salt på dækket. Vi kommer til Martinique men kan ikke finde holdebund til ankeret. Det er mange års aflejret "lort" og mudder der ikke holder særlig godt og først efter 6 - 7 forsøg fandt vi et sted hvor vi fik virkelig godt fat. Nu skal vi ind og checke ind og så foregår alt ellers på Fransk. Det er der bare ikke nogen af os der kan, så det skal nok blive godt ,for franskmænd kan nemlig af princip ikke snakke andet end fransk. Sådan er de. Men de bager vidunderlige flutes. Så der er altså noget de kan.

Vi er så vant til at check ind er langvarigt og besværligt hvor vi skal udfylde det ene ark papir efter det andet. Her på Martinique er det bare ikke sådan. Man sætter sig til en pc og udfylder og udskriver og så bliver papiret stemplet og man skal ikke betale en eneste cent. Vi var opmuntrede og glade da vi gik derfra og tænkte at det var vel ikke så ringe endda. Og vi blev endnu mere positivt overraskede da det faktisk viste sig at de franskmænd der skal leve af turisme og sejlere taler et nogenlunde engelsk. De vil bestemt gerne prøve at gøre sig forståeligt og vi prøvede så godt vi kunne med de få franske ord vi har til rådighed og så kører det fint.

Natten til Lørdag d. 9 Januar 2010. Jeg vågner 0236 ved at det blæser en del. Stikker hovedet op gennem forlugen for at checke at vi ligger som vi plejer i.f.t naboerne. Alt ser ok ud og jeg lægger mig igen. Falder til ro igen men kort tid efter begynder det at regne. Op igen og sørge for at alle luger er lukkede. Ligger lidt og da regnen igen stilner af og lugerne kan åbnes kan jeg ikke sove. Klokken er nu 0322 og jeg bestemmer mig for at det er en skrive nat. Henter papir og kuglepen. Vi har lavet nyt sikkerhedssystem så jeg kan ikke få fat på pc´en midt om natten. Vi er blevet advaret om at det er "moderne" at der er "catburglers" i området. Altså folk der svømmer ud til bådene og stjæler penge eller andet de kan tage med sig. Folk der har oplevet det, har intet hørt før de om morgenen opdager det. En enkelt mærkede båden bevæge sig og derfor ved vi de kommer svømmende. Vi har indrettet en kistebænk til værdisager - computer, foto og pengesager. Den er valgt med omhu. Tommy sover nemlig ovenpå den, så det er ikke så ligetil at hugge noget fra den. Men det er temmelig irriterende i hverdagen at alt skal spærres inde men hellere det end at miste det. Derfor kunne jeg ikke få fat på computeren men måtte ty til de gammeldags metoder. Og så må jeg en anden dag se om jeg kan tyde hvad jeg har skrevet. 

Helt stille i vejret nu og regnen er også helt stoppet. Nu er det skyfrit og jeg ligger med fri udsigt til stjernerne og det eneste jeg hører er lydene fra mangroven der let forplanter sig ud til båden. Lige nu meget tilfreds med det hele - dvs. - næsten det hele. Vi har igen fået knas med vores påhængsmotor. Den har ellers kørt fint siden vi fik den renset på Grenada men i går besluttede vi, at vi ville prøve at anvende den eksterne tank vi købte på Trinidad. Det går også vældig fint de første 300 meter men så går dyret ud. Ingen af Tommys spidsfindigheder eller armkræfter får den i gang igen og vi må ro ind til land. Rækken af eder jeg pludselig kommer i tanke om er stor. Vinden er kraftig og afdriften ligeså og armkræfterne er ikke så store som de har været og vi syrer hurtigt til men når land. Vi er altså heldige for lige her er der en Tohatsu reparatør og han får maskinen op mens vi går ud og handler. Han renser den og fortæller at det brændstof vi har på tanken ikke er noget værd. Det er beskidt og selv om vi lige har købt det på Trinidad bliver vi nødt til at smide det ud og købe noget nyt. Karburatoren er fyldt med snavs og alt skal renses. Da han er færdig kører den som en drøm og vi er meget tilfredse. Her til morgen skal vi igen til land - efter vand og mere brændstof og maskinen kører fint. Lige til vi har handlet og skal starte den igen så vil den ikke. Nu er vores tålmodighed med den ved at være slut og vi henter reparatøren som ser på den og mener den mangler tænding. Op til ham med den og vi bander i vores stille sind. Han skiller alt igen og fjerner mere snavs og den kører igen fint. Men hvor længe - og kan vi overhovedet stole på den mere. 

Vi sejler over til et andet område lige i nærheden. St. Anne - der er dejligt rent vand og masser af plads og ankeret bed første gang i det dejlige sand. Påhængsmotoren kører endnu fint. 

Mandag d. 11 Januar. Mens Country Relatives fra Bequia lyder fra CD afspilleren fløjter min mand med og hygger sig med opvasken mens jeg sidder i cockpittet med resten af min Rosévin og nyder den stille og lune aftenbrise der kommer forbi. Jeg kan høre frøer og en dinghy langt væk men den stille musik og min tilfredse mand er de lyde der når herop og jeg er temmelig lykkelig. Mørket omslutter os og kun lyset fra land og ankerlyset fra de omliggende både er hvad vi kan se i den indtil nu måneløse nat. Nu kommer Tommy op medbringende karameller. Hvad kan man mere ønske sig - i al anstændighed - altså. 

Det har været en god dag. Vi har været på vandring til det nærliggende bjerg af en form for pilgrimsvej hvor nogle mindesten fortæller om Jesus vandring med korset. Tror vi nok - for det stod på fransk så... men vi tror nok det var sådan det var i følge de billeder der var på dem.

Mindesten der måske fortæller om Jesus vandring med korset. En snoet stejl vej op på et lille bjerg med den mest betagende udsigt over ankerbugten. I alt var der 10 - 12 sten med hver sit billede.

Udsigten der oppefra ned over ankerbugten. Hvis man vil se efter Joy ligger hun en smule til højre for kirkespiret midt mellem og foran  de 2 katamaraner

Vi er altid imponerede over de store planter.

Vi er sejlet lidt længere op ad kysten til Grand Anse D´Arlet. Her er endnu dejligere og med god snorkling ved de nærliggende rev. Denne lille familie "står" stille i vandet og betragter os lige så meget som vi betragter dem.

Små Squids der ikke er det mindste bange. De er ganske små - vel 10 cm. lange. 

Et nærbillede. Jeg kunne komme helt tæt for de var ikke bange men blev på stedet til min store tilfredshed.

Endnu et vandbillede hvor en stime fisk kommer forbi. 

I løbet af de sidste dage har vi fået en del mails hjemmefra der fortæller om et jordskælv i Haiti. Da den første mail kom anede vi intet. Som han skrev tilbage til os : lykkelige er de uvidende. Vi har nu ikke været i nogen fare men efter at Tommy har studeret kortene siger han at der kun er 693 sømil til det sted i Haiti hvor jordskælvet fandt sted. Hvis man ganger med 1,8 er det lige knap 1250 kilometer. Langt væk men dog tæt nok til at kunne påvirke os hvis der virkelig ville komme en Tsunami. Tak til alle jer der har bekymret jer om os. Vi har det godt.

Vi er i skrivende stund stadig på Martinique men venter at sejle til Dominica en af de nærmeste dage.