Beretning 2/2011 :  Hyggesejlads rundt mellem de vestindiske øer

Hej igen

Vi er ankommet til de Vestindiske øer. Nærmere betegnet en af de Britiske Jomfruøer, Virgin Gorda. Vi sejlede fra St Martin Mandag ved 1800 tiden og er ankommet her til Virgin Gorda Tirsdag morgen.

Tirsdag d. 25. Januar 2011

Som alle andre forhenværende engelske besiddelser, er deres bureaukrati overvældende. Der skal udfyldes så mange papirer og de ægte skrankepaver der formidler den sparsomme hjælp man kan hive ud af dem, kan næsten få en til at blive uartig. Jeg citerer min ordveksling med en af dem :

Hun " do you have any shotgun onboard"

Jeg " No"

Hun " write it"

Jeg " but the formula says " if you have any shotgun write it here" and since we don´t, why write anything ?"

Hun " do you have any shotgun onboard "

Jeg " NO - we do not have any shotgun onboard"

Hun " write it "

Jeg " OK " og jeg skriver No i det felt hvor hun peger.

Hun " you don´t have any shotgun onboard ? "

Jeg " NOO"

Hun siger " write it there" og peger et andet sted i det samme felt hvor jeg lige har skrevet NO

Jeg skriver det i feltet hvor hun peger og siger " I already said no and if you write it yourselves where you want it to stand you could save a lot of time.

Hun ser fornærmet ud og jeg gør såmænd nok også.

Vi får klaret tingene og går hovedrystende derfra. Vi har oplevet det så tit men vi vænner os aldrig til deres arrogante facon.

Vi ligger for anker ved Spanish town og sunder os oven på nattens sejlads. Vi bader i det klareste vand og nyder - endelig - at være kommet til vores mål for denne sæson. Nemlig de vestindiske øer. Næste formiddag sejler vi til the sound. Det er et stort område i den nordøstlige ende af Virgin Gorda. Et helt fabelagtigt område hvor der er rig mulighed for at ankre og vi finder hurtigt hen i et afsides hjørne, i læ for Atlanterhavets store bølger, bag et stort rev.

Her kan man tydelig se revet vi ligger i læ bag. Se hvor bølgerne brækker og så hele det mørke område. Herinde hvor vi ligger er der flot sand og 6 meter dybt.

Her ligger Joy mutters alene og vi nyder det i fulde drag.

Her er flot men her er faktisk også koldt. Om dagen er der såmænd varmt nok - faktisk mere end rigeligt - men om aftenen er der ikke meget over 25 grader og vandet er hundekoldt. Vi målte det til kun 24 grader. Til gengæld er det fuldstændig klart.

Tommy har et lille termometerkort med i vandet og det viser 24 grader. Så tror da pokker at vi syntes det er det kolde gys.Man vænner sig nu hurtigt til det og alene at se farven kan bøde for meget.

Vi flytter båden op i den anden ende af området, for vi skal op til en marina. Vi skal have internetadgang for Tommy har noget arbejde der skal klares. Dels er der ansatte der skal have løn og vi skal også lave hjemmeside. Mens vi ligger deroppe hører vi en flyver cirkle rundt og da vi ser efter den, ser vi at det er en vandflyver, der er ved at forberede sig på landing. Vi har da efterhånden også set hele raden af flytyper på denne tur.

En vandflyver er ved at lande mellem sejlbåde og joller.

Her ses den ovre til højre i billedet - den er netop landet.

Vi sejler videre til Tortola. Vi har halvvind og vi drøner derud af for sejl. Varm luft, smukt vejr, flotte omgivelser, ingen tøj - jamen er livet da ikke dejligt. Vi har bestemt os for at ville ankre i en lille bugt i det nordøstlig Tortola men da vi kommer frem, bliver det hurtigt klart, at hele bugten er fyldt med Morringer. Altså ikke plads til at ankre og jeg bliver skidesur. Hvad fanden ligner det, at de skal ødelægge vores mulighed for at ligge for anker. Nu er vi nødt til at betale 25 dollar - tæt på 150 kroner - for at ligge som sild i en tønde ved en morring. Jeg er sur og bruger en del af dagen på at mokke over det. Næste dag sejler vi igen videre til hovedbyen Road Harbour. Vi sejler helt op i bunden af bugten ind mellem 2 marinaer og kaster anker her. Det er så godt som en lagune. Vandet er lige så grønt som Kielerkanalen og der er ikke en vind der rører sig. Til gengæld lykkedes det os at få gratis internet i dag og nu sidder vi i båden og lytter til musikken inde i den ene marina. De spiller på olietønder og livet er igen ok. 

En af mange Crusingskibe der konstant sejler i området.

Søndag d. 30. Januar 2011

Vi har fået fyldt lagrene i det gode supermarked der var her og vi bestemmer at vi vil ud i det friske vand igen. Vi hiver ankeret op og sejler til den vestligste ende af Tortola. Nærmere bestemt Sopers hole. Igen kan vi ikke ankre da der er morringer  overalt. Vi overgiver os og binder os fast. Til gengæld er vandet igen helt klart og flot. Dagens lyde : færger der kommer og går med trut i hornet ind imellem. Haner der galer dagen lang. Joller der sejler rundt i bugten og biler der kører rundt om den. Fra land høres grin og amerikanske kvinder med deres skingre stemmer i overgear. Der kommer det ene hold cruising gæster efter det andet.

Det bliver aften og dagens lyde forsvinder. Til gengæld kommer helt andre lyde. Først er det hønsenes tur til at kagle som de gør når de er forurettede - f.eks når der skal lægges æg og redestedet er optaget. Så blander hanerne sig igen mens et koppel hunde går totalt amok over et eller andet. Oppe på bjergsiden, der hele dagen har været tæt besat med får, høres stadig enkelte får og lam der er kommet væk fra hinanden. Det fortsætter i timevis og jeg bliver mere og mere elendig over at tænke på det lille stakkels dyr, der er helt alene og hvis mor konstant kalder. Senere høres spredt snak fra de omkringliggende både og i det totale mørke høres meget tydeligt millioner af frøer og måske også cikader.

Mandag d. 31. Januar 2011

Det bliver en dag vi kommer til at huske længe. Om morgenen kommer en ung mand fra marinaen og vil have penge for morringen. Tommy er lige taget ind til Costums for at cleare ud, og har pungen med, så jeg kan ikke betale og den unge mand siger, han ville komme tilbage senere. Da Tommy kommer tilbage sætter vi jollen på dæk og tager en kop kaffe og da den unge mand endnu ikke har været her, bestemmer vi med nogen dårlig samvittighed at vi sejler. Vi kan altid lige sejle hen forbi marinaen og så kan vi ikke gøre mere. Vi sejler til St John, som er en af de Amerikanske jomfru-øer. Fra nu kaldet som de hedder, USVI. Vi sejler helt hen til costums, fordi der er så dårlige muligheder for at ankre i bugten . Vi bestemmer at Tommy checker ind mens jeg går i byen for at hæve nogle penge. Lågen står åben, så jeg går bare ud og jeg finder da også hurtigt en bank. Mens jeg står og hæver penge bemærker jeg at der hænger en sort fyr på hjørnet ved bankautomaten. Jeg stopper kortet på plads i pungen og pengene samme vej. Lukker tasken og tager tager hanken omkring halsen, så man ikke lige kan snuppe tasken. Da jeg vender mig om og går derfra følger han efter. Jeg ville egentlig have fundet en bager men bestemmer mig om. Nu skal jeg bare tilbage til havnen så hurtigt som muligt og kommer da også helskindet tilbage - til en lukket låge. Hvad nu. Lågen er tung og jeg kan ikke åbne den men da jeg ikke har andre muligheder tager jeg mere fat og får lige lavet en sprække jeg kan komme ind gennem. Jeg går i båden og undrer mig over hvorfor Tommy ikke er kommet tilbage endnu og bestemmer mig for at gå ind og se efter ham. Da jeg kommer ind, ser han pudsig ud i ansigtet og siger  " Vi kan ikke komme ind !!!"  Min eneste vantro kommentar var " Hvad!!!  Hvorfor ??? "

Det viser sig at hvis vi ikke har været i USA inden for de sidste 3 måneder kan vi ikke komme ind med vores eget skib. Så skal vi enten komme flyvende eller komme med en færge, for at komme ind. Vi blev ganske enkelt nægtet indrejsetilladelse.

Hvad så - spørger jeg - og svaret er, at vi må tage tilbage til Tortola, hvorfra vi lige er sejlet uden at betale for morringen. NEMESIS siger jeg bare. Vi pakker sammen og begiver os på vej tilbage - begge to noget skumlende. Småsure bliver vi enige om at en triple stout må kunne hjælpe på det hele og mens vi drikker vores bajer bliver vi da også enige om at vi igen har prøvet noget nyt og at vi sikkert - en anden dag - syntes det var meget sjovt.

Tilbage i Sopers hole er "vores" morring stadig ledig og vi binder os fast. Det første vi gør er nu at tage ind til marinaen og bekende vores synd og betale for forrige og kommende nat. Igen god samvittighed, hvor er det dejligt.

Vi må naturligvis checke ind igen her på Tortola og igen betale for det. I morgen må vi så se om problemet klares ved en færgetur til St. John eller hvad. I følge tolderen ville det være nok hvis vi kom ind med færgen og fik et stempel i passet der giver os lov til at være der i 3 måneder. Så kunne vi godt sejle tilbage og medbringe vores eget skib. Vi ryster igen på hovedet. Vi kunne stå og se over på toldbygningen hvor det famøse stempel uddeles men vi skal sejle tilbage og færge den over.

Tirsdag d. 1 Februar 2011

Nå, så er det i dag vi skal se om det hele går op i en højere enhed. Vi starter tidligt med at sejle jollen over til færgen og køber billet -  ialt 70 dollar - men så er det også incl. den skat man skal betale for at forlade landet. Det er altså en enkeltbillet, så det ender med at blive næsten dobbelt så dyrt, inden vi er hjemme igen. Vi ankommer til St. John igen og ser, at det er den selvsamme toldbygning og den samme officer vi skal snakke med, men fordi vi nu kom med færgen, kan han godt oprette os i systemet og tage fingeraftryk og fotografere os. Men da han opdager at vi ikke er oprettet i ESTA - systemet, som er et system der med tiden skal afløse noget af papirarbejdet, skal det gøres inden vi igen kan komme sejlende i vores egen båd. Altså bruger vi ventetiden med at finde internet og lave en online oprettelse i det amerikanske sikkerhedssystem. Tilbage med færgen et par timer senere og vi pakkede straks båden sammen og fik checket ud. Tolderen her på BVI var en kende forvirret, for han vidste at vi lige var kommet fra St. john og syntes det var en anelse mærkeligt at vi igen skulle derover. Efter en forklaring var han dog tilfreds og kendte godt til problemet med indrejseforbud hvis man ikke havde været der i forvejen.

Vi ankom igen til St John for egen køl og tolderen herovre huskede os godt og der var absolut ingen indrejseproblemer denne gang. Vi blev oven i købet budt velkommen. 

Vi satte straks kursen mod en lille ø-gruppe syd for St Thomas. Great James hvor vi nu ligger for en GRATIS mooring. Når bare det er gratis er mooringer ok. Mens vi var ved at lægge jollen i vandet hørte vi et voldsomt plaskeri. Det var en rokke (stingray) der lavede smut på vandet. For fuld fart kom den svømmende og sprang ud af vandet flere gange. Flagrede lidt med vingerne og smuttede igen. Fasinerende flot syn men ærgerligt at man kun kan gemme billedet på nethinden.

Så er vi dæleme ankommet til de gamle dansk-vestindiske øer

Onsdag d. 2 Februar. Vi sejler til Charlotte - Amalie som er hovedbyen i USVI og ligger på St. Thomas. Det bliver en rundtur hvor man svælger i gamle danske navne som Kongens gade, Vimmelskaftet, Nygade o.s.v. Gamle danske bygninger og her i blandt en lang trappe på 99 trin ( faktisk er der 103 )der er bygget af de danske mursten.  De blev lagt i skibene som ballast, hvis ikke skibet skulle til afrika efter slaver, der kunne agere ballast.

Den lange trappe lavet af nu veltiltrådte gamle danske mursten og et gammelt dansk skilderhus som står foran guvernørboligen.

Lidt pudsigt at se så meget dansk så langt væk hjemmefra - så længe efter.

Ud over de gamle danske navne og bygninger var der såmænd ikke noget særligt. 3 store crusing skibe fyldt med amerikanere havde invaderet byen og der var ikke mange kvadratmeter til overs. Vi beslutter at vi vil deltage i en ø-rundtur med guide. Det er den hurtigste måde at få det meste med. Vi bliver kørt rundt i åbne vogne som disse  :

Åbne vogne som er vældig flot dekoreret med plads til 25 personer.

På vores tur så vi flotte udsigter og blev forklaret om øens historie.

Flot udsigt ud over Megans bay med Jost van Dyke og Tortola i baggrunden længst til højre.

Historien i meget korte træk : Columbus kommer til st. Croix d.14. november 1493 Han koloniserer øerne men mister hurtigt interessen og forlader dem igen. I mellemtiden har den danske konge fundet ud af at det vist ville være godt at være med i " den nye verden " så danskerne drager ud og finder St Thomas så godt som øde. Indtager den og udnævner i 1665 en dansk guvernør. Danmark er blevet 83 kvadratkilometer større.

I 1675 indlemmedes St. Jan ( senere St. John)  i kolonistyret men det var der ingen der lagde mærke til.

I 1733 køber Danmark St Croix af Frankrig for 164000 rigsdaler.

Så har vi fat i dem alle tre men sælger dem igen til USA i 1917. I mellemtiden har von Scholten været her og slaverne er blevet frigivet. Det er den almindelige borgers mening at det var Danmark der frigav slaverne og vi høster velvilje den dag i dag. ( F.eks kunne lokale amerikanere ikke få password til internet på et af de store hoteller men da vi gik ind i receptionen og fortalte at vi var fra Danmark og gerne ville finde internet fik vi den straks og ganske gratis ) .

Her på Hotel Caravelle var de meget glade for danskerne. Receptionisten viste os stolt hendes danske hat.

De sidste billeder er nu fra St. Croix hvor vi sejlede til Fredag d. 4 Februar.

Fredag morgen. SKAL - SKAL IKKE. Det blæser faktisk temmelig meget og vi har et meget velfungerende internet her på St Thomas og vores magelighed gider ikke. Afgørende faktor er, at hvis vi ikke gør det , kommer vi først herfra mandag fordi Tommy, som altid, har internetarbejde i weekenden. Altså vi sætter reb 3 og et meget lille forsejl og høvler de 35 sømil af på rekordtid. Men båden er drivvåd bagefter. De store bølger har slået ind over os hele vejen og forkøjen er trods meget arbejde for at gøre den tør, stadig drivvåd.

Jeg ved simpelthen ikke hvor det kommer ind før jeg nu igen nærstuderer den. Under loftet i samlingen mellem ruf og fribord, er en ganske lille revne. Alle boltene, der samler skibet præcis her, ER efterspændt og smurt i sika og er knastørre men den lille revne kan altså producere temmelig meget vand. 

Nu er hele samlingen - uanset om den så våd eller tør ud - smattet ind i epoxy-filler. Når jeg siger smattet ,så er det fordi den revne sidder på en sådan måde, at en spartel ikke kan være der. Men det kan en lille flad engangs-teske som vi engang fik i en is - og som vi trods engangsbrug alligevel gemte. Den kunne lige være der men filleren er levende og ålede sig alligevel ned på fingrene, knæ og ankler, som i skrædderstilling i den lavloftede forkahyt hele tiden var i vejen. Til sidst var det mest effektive at tage det på en finger og presse det ind i revnen og glatte i samme arbejdsgang. Nu var det jo alligevel over det hele.

Så bliver det spændende at se om det har hjulpet.

Nå - efter den hurtige sejlads ankommer vi til St. Croix og tager en morring i yderbredningen. Men det bliver den værste nat længe. Vi ruller så meget at Tommy må ind midtskibs for at føle han ligger fast. Dagen efter sejler vi længere ind men da her kun er private morringer og vi ikke må ankre inde i området gør vi det i udkanten. Vi ligger på 3 meter vand og kan se bunden så tydeligt at vi må ned og se om det også er rigtigt at her er 3 meter vand. Måske-  men der er ikke meget vand under kølen og naboen ligger tæt for en morring så vi er ikke helt stolte. Vi holder øje med det men det går vist. Vi tager til land og får noget frokost mens vi checker om der skulle være kommet mail.

Jeg sidder og læser mine mails. Bl.a. en fra min søster der fortæller at hun var præcis her hvor jeg sidder nu. Og hun indrømmer at hun er hamrende misundelig. Det forstår jeg jo godt. Forresten ses JOY ude i vandet lige over hovedet på mig.

Stolt vejer Dannebro over Regeringsbygningen lige ved siden af  Stars and Stribes

Ha - jeg fandt da også bare et skilderhus. Dette står foran Christiansværn som er det fort der ligger ud til vandet ved Christianssted på St Croix.

I modsætning til St Thomas er der meget mere fred og ro her på St. Croix. Til gengæld sker der vel heller ikke så meget. Øen er ret hurtigt overset og vi har nok set for meget andet godt til virkelig at blive imponeret. Det eneste der adskiller vestindien fra resten af Caribien er at her er mærkbart koldere. Småkøligt i vinden om aftenen og vandet ikke til at dykke i - i timevis som vi plejer - uden våddragt. Til gengæld er her nok knap så meget kravl i form af myg og fluer som længere sydpå - det eneste der kravler her er sådan nogle her.

Leguan - Iguana eller hvad den nu kan hedde - ligner grangiveligt en vigtigPer - der studerer trafikken - den er ca. en meter lang.

Tirsdag d. 8 Februar.

Vi hænger lidt fast i systemet. Vi ville egentlig gerne sydpå i en fart men hele denne uge, ser det ud til alt for meget vind til at vi gider sejle. Vi kommer til at ligge på et hårdt kryds i mindst et døgn før vi er fremme og vi gider ærlig talt ikke. Man skal huske på, at det ikke kun er modvind - det er også modstrøm og store bølger lige i næsen. Det tager en evighed. Vi tager nok tilbage til St Thomas og prøver at kravle lidt mere øst på før vi stikke næsen ud i det. Til gengæld bliver det fint vejr til næste weekend og så håber vi at vi har nået den destination vi gerne vil.

Lørdag d. 12 Februar.

Vi hænger her sgu stadig. Ganske vist sejlede vi tilbage til St. Thomas men vejret er ikke blevet bedre. Da vi sejlede fra St. Croix i Tirsdags om morgenen, så vejret ud til at være ok en tid. Faktisk næsten hele vejen op til Thomas. Men den sidste halve sømil brød helvede løs. Vi sejlede med 3 reb og et lille forsejl og vi så godt at der var uvejr på vej. Vi slækkede storen ud og tog ind på forsejlet men alligevel ramte uvejret os som en eksplosion. Skibet blev presset om på siden og skar voldsomt op i søen og selv om jeg prøvede hårdt kunne jeg næsten ikke holde hende nede på kursen. Det regnede så voldsomt at vi ikke kunne se de bøjer, der var synlige lige for et øjeblik siden og da vi var tæt på at nå ankerbugten med indsejlingskanal var vi lidt urolige. Heldigvis havde vi GPS´en med landevejen, fra sidst da vi sejlede ud. Regnen kom så voldsomt at det regnede direkte ind i øret på mig og solbrillerne som allerede var skubbet ned på næsen - da de ingen gavn var til,  tvært imod - kunne ikke skærme for de lynende pile af regndråber der fandt ind i øjet, som derved måtte lukkes. Altså navigere med et sammenpresset øje samt et der var blændet af regnvand der silede ned over ansigtet og derudover ikke at kunne se andet end et gråt tæppe foran sig - se det er ferie i caribien. Og så var det hunde - skide koldt. Vi stod i t-shirt gennemblødt med en orkan ind fra siden - så vi frøs så tænderne klaprede. Har vi det ikke dejligt.

Mens vi venter på bedre vejr er vi taget på en lille udflugt. Vi har taget dollarbussen til østensiden af øen fordi der her var en udstyrsforretning og vi vil gerne have en ny lampe. Her finder vi den dejligste lille plet. En lille cafe´ helt nede i vandkanten til mangroven.

Tættere på vandet kan man vel ikke komme hvis man stadig vil være tørskoet.

Al den tid vi har været her er vi sejlet forbi denne store lystyacht. De har løsninger på alt. Se bare her:

Vi andre hænger jollen op på dæk når vi ikke skal bruge den - her har man en passende garage . Båden er 25 -30 fod stor.

Og når man nu ikke vil have personalet rendende hele tiden har de selvfølgelig deres egen indgang.

Personale indgang - ude i bagenden - folkene bor naturligvis på nederste dæk men det er sandelig stadig flot. De er lige i gang med at pudse trappen. Der pudses hele dagen lang et eller andet sted - der er nok at holde ved lige. Prøv at lægge mærke til den hydrauliske dør der løftes op så den ikke er i vejen. Lige inden for døren står de palmer i potter der sættes op til adgangsvejen fra broen når ejerne skal om bord. Fint skal det være.

Vi har nu bestemt at vejret ser fornuftigt ud og i morgen vil vi checke ud og tage tilbage til Virgin Gorda hvor vi startede. Der venter vi så til Mandag aften og sejler ved 18 tiden. Så ser vi hvor langt vi når. Vinden er 8 - 9 ms og det er fint. Desværre vil den hele perioden være lige i næsen så det er nok maskine og selvstyrer der skal klare sejladsen. Hvis det går godt håber vi at nå langt og ellers må vi bare tage et step mere.