Beretning 3/2011 :  Retur til de Britiske Jomfruøer og optagning af Joy

Efter 2 uger på de Amerikanske Jomfru-øer, de tidligere danske vestindiske øer, er det nu tid at komme videre. Det var egentlig meningen at vi ville sydpå igen men vejret og andre faktorer ændrede planerne. Læs mere om det her.

Søndag d. 13 Februar 2011

Vi forlader St Thomas ved 700 tiden og sejler til St.John, USVI for at checke ud. Meningen er at vi vil sejle til Virgin Gorda,BVI og derfra sejle retur til den sydlige del af Caribien. Vi planlægger at sejle Mandag aften. Vi planlægger også at ligge illegalt i Virgin Gorda, for vi vil ikke betale for ind-og udcheck uden at have glæde af det. Turen fra Thomas til John tager en evighed. Vind og bølger lige i næsen og så også lige lidt modstrøm. Vi begynder allerede at se billedet for os. Det bliver en lortetur.

Udcheck på John gik fint - vi snakkede igen med den samme tolder der "lukkede" os ind - Francis - sød fyr - grinede højt da han så os og ønskede os hjerteligt velkommen og fortsat god tur.

Vi skal også lige hen og tanke brændstof inden vi sejler. Vi kommer antagelig til at bruge en masse og her er prisen kun 5 - 6 kroner for en liter. Det er på kajen lige overfor tolden så det er nemt. Tommy drejer rundt og styrer direkte derhen. Da han er næsten derhenne og jeg allerede står ude på lønningen, klar til at springe i land for at fortøje os, sætter han pludselig i bak. Jeg når lige at få fat i et vant før vi går på grund. Tænk - der var ikke uddybet på vej hen til brændstofstanderen. Flere forgæves forsøg på at bakke os af igen hjalp ikke og vi tænkte at nu skal vi bo her et stykke tid. Men langsomt fik Tommy slidt os af igen og vi kunne sejle en stor bue hen og få brændstof.

På vej til Virgin Gorda sejler vi nord om St. John, for at få så lidt sø imod os som mulige men vi sejler kun ca. 3 knob og tænker at vi aldrig når frem. Hver for sig - men Tommy mest - tænker : hvorfor bliver vi ikke heroppe. Hvorfor sejle hele den modbydelige tur ned sydpå hvis vi gerne vil herop igen til næste år. Jeg tænker : fordi jeg har forudbetalt depositum på 400 dollars og fordi jeg så ikke får set Bequia og Carriacou. Efterhånden som dagen langsomt skred frem og vi næsten ingen vejne kom, blev jeg mere og mere enig med Tommy. Der er jo også den fordel at klimaet er meget bedre heroppe. Og det faktum at der næsten ingen myg er, vejer tungt. Vi bliver. Eller rettere, vi vil lade skæbnen råde. Hvis de har plads til os i den boatyard på Gorda, så bliver vi. Tommy har jo ret. Vi kommer til at sige farvel til depositum men vi skal også bruge penge på mere brændstof og ind og udklarering. Vi når op til Gorda Sound som er det dejlige kæmpestore ankerområde. Vi beslutter for en gang skyld at tage en morring for Tommy skal på nettet og vi har sejlet - siger og skriver - hele dagen for at komme hertil.

Sidst på dagen er der kun en ledig morring  og det er foran os. Langt væk høres at der er en båd med amerikanere på vej. Hvordan vi kan vide det. Nemt. Med en skinger stemme - højt og tydeligt - råber en kvinde på amerikansk - O.K. are you ready boys ? Vi tænker Åh nej - skal vi nu høre på det.

Og det skal vi. De tager ind til land for at spise middag og vi går tidligt i seng. Klokken er vel ikke engang blevet 2200 og vi falder hurtigt i søvn. Det varer til ca. klokken 2300. SÅ vågner vi. De er kommet hjem og hvis nogen har oplevet hvor højt amerikanere kan råbe til hinanden selv om der er mindre end 3 meter mellem dem - så ved de hvad vi taler om. Det var aldeles umuligt at sove mere og først da klokken var 0130 gik de til ro. Jeg var flere gange ved at råbe over til dem men jeg ved, at det ikke ville have hjulpet en disse og så ville jeg bare have gjort mig selv til genstand for hån.

Vi indrømmer at vi havde lyst til at hævne os og da vi skulle til land næste morgen fik påhængsmotoren lige lidt flere omdrejninger end den plejer og vi sejlede meget tæt forbi dem.

Mens vi ligger i The Sound kommer denne rædsel ind. Den leder med lys og lygte efter indgangen til området og finder da også ind til sidst. Næste dag hvor det er blevet lyst åbenbarer denne skabning sig.

Man skulle tro det var en catamaran i overstørrelse men det er faktisk en enkeltskroget båd. Den ser fuldstændig uindtagelig ud og man får den tanke at det er en båd der tilhører en præsident eller lign. Hvis nogen har set noget i bladene om den så lad os det lige vide - vi er ret nysgerrige efter at vide mere om den.

Mandag d. 14 Februar

Vi sejler fra den ellers dejlige ankerplads og ned til marinaen og boatyard. Nu bliver det spændende at høre om de har plads. Vi opsøger Mr. Thomas og møder en meget venlig og behagelig mand der svarer at det kan han godt klare. Hvornår vil I op ? bliver vi spurgt og kunne selv vælge dag og tid.

Altså bliver vi. Det er en god beslutning og vi får en del mere tid til at hyggesejle.

Vi sejler tilbage til The sound og lægger anker på en strækning hvor vi ved der ikke er for god holdebund men til gengæld kun 4 meter dybt. Vi prøver flere gange men trækker ankeret efter os hver gang. 4. gang holder det og vi mener godt det kan gå an. Vi ligger for rigtig meget kæde og lægger endnu 10 meter ud før vi går til ro for natten. Jeg tager et sidste kig ud og konstaterer at der ikke ligger nogen foran os der kan skride ned i os hvis deres anker ikke holder. Tommy er alligevel ikke helt sikker så han udstationerer sig selv i cockpittet med hynder og tæppe og ser sig fra tid til anden om. Ingen problemer - vi ligger præcis det samme sted som vi skal. 

Klokken 0300 kalder Tommy på mig. Jeg springer op fordi jeg instinktivt ved at der er noget galt. Adspurgt svarer Tommy : vi har et lille problem. JA ( det kan jeg godt regne ud)  HVAD?

Prøv at se der - siger han. Og så ser jeg at der ligger en sejlbåd lige ved siden af os. Meget tæt ved siden af os. Et naturligt spørgsmål er hvordan f..... er den kommet herhen. Hvis den er kommet sejlende og har kastet anker ville vi stensikkert have hørt det. Vi mener begge at vi så den kaste anker noget længere oppe af kysten og er temmelig forvirrede. Vi sidder og holder øje med den et stykke tid og kan ikke rigtig bestemme os for om den skrider for ankeret. Ved 4 tiden går Tommy i seng og jeg tager vagten. Jeg kan ligge i cockpittet og holde øje med ankerlyset i mastetoppe både på den nye båd og så på den nabo vi hele tiden har haft på den anden side. Jeg ligger og småblunder lidt men ser pludselig at nu er der ingen tvivl. De skrider for ankeret. Jeg kalder på Tommy og vi er enige om at vi er nødsaget til at sætte jollen i vandet og motor på og så sejle hen og vække dem. Klokken er vel 0430 og månen selvfølgelig gået i seng. Det er fuldstændig mørkt da vi sejler hen og banker på - de kommer væltende ud af alle hullerne og spørger om de kan hjælpe os med noget. Vi forklarer dem sagen og de takker mange gange og går straks i gang med at ankre om. Det kan ikke være sjovt at blive vækket midt om natten til den besked. Men det ville være mindre sjovt at vågne til lyden af glasfiber mod revet der ville blive det første sted de stødte på.

Onsdag d. 16 februar 2011

Nu, da vi pludselig har tid til at se os lidt mere om, beslutter vi at vi vil sejle til Anegada. En ø der kun ligger 13 sømil væk og som på sit højeste sted er 10 meter. Altså en ø man nemt kan overse hvis man kommer i mørke. Og de mange vrag der omkranser øer vidner desværre om det. Der er et kæmperev der strækker sig næsten helt ned til the sound og det betyder at vi kan sejle i god vind næsten uden sø.

Med Gorda Sound i baggrunden og med god vind i sejl og flag, er det bare der-ud-af mod Anegada.

Se nu begynder det at ligne noget. Jeg bliver mere og mere glad for beslutningen om at blive heroppe. Af alle de grunde jeg allerede har fortalt men også fordi man ikke behøver se sig over skulderen hele tiden. Der er ikke nogen der tager noget fra en, man behøver ikke være nervøs for at der kommer uventede gæster i båden, hverken om dagen eller om natten. Det er en meget større befrielse end man lige skulle tro. Altid at skulle være på vagt og tro det værste, om alle dem man møder, er faktisk temmelig anstrengende. Nu stresser vi ikke rundt mere - nu holder vi ferie. 

Vi tager cyklerne frem og tager en en tur rundt på øen. Eller rettere vi cykler en tur op i den ene ende og tilbage igen. Det bliver alligevel en tur på ca. 17 km. og vi er ikke engang udasede. Åbenbart i bedre form end vi troede. Der er ikke meget at se på. Faktisk vel ingenting. Den store saltvands indsø der hedder Flaminco-pond fordi der er flamincoer i den ,var uden flamincoer idag. Men vi fik set sandstrande. Hele øen er omgivet af denne slags strande, så hvis man er til fladland og hvide strande og i øvrigt fred og ro så er Anegada stedet.

Sådan ser der ud på sydkysten til den ene side...

... og til den anden side...

... og midt imellem ser der sådan her ud. Der ER ikke andet.

JO .. det skulle da lige være en lille bar ved strandkanten med ...

... denne udsigt ud over ankerbugten hvor Joy ligger og bader sig i sol.

Det er Torsdag aften og vi sidder i cockpittet og nyder den lyse aften. Månen er fuld og da vi har fået et glas vin til aften, døser vi hen og opgiver fuldstændig at tænke på noget som helst . Vandet koger og får kedlen til at fløjte og snart kommer kaffen på mirakuløs vis op til mig. Hvor er det dejligt at have en mand der tænker på sådan noget mens jeg sidder her og glor ud i luften. Der er ikke meget vind og vindmøllen holder fri. Søen er stille så båden vugger kun blidt. Temperaturen er til bikini eller mindre og selskabet er udsøgt.  Uhm kaffeduften breder sig.

Fredag d. 18 Februar.

Vi skal snart finde internet igen så vi begiver os på vej mod Tortola. For første gang på denne tur får Joy lov til at boltre sig med fuld sejlføring. Vinden er let - lige ind fra siden - det  kaldes halvvind - og vi stryger igen af sted med ca. 7 knob. Da vi overhaler en stor katamaran vil selvtillidden ingen ende tage men lidt senere, da vinden flover, må vi alligevel ty til maskinen. Det gør ikke noget, for dels skal vi have ladet på batterierne og dels er vi næsten fremme. Vi er sejlet de ca. 30 sømil til en af de små øer lige syd for Tortola, Peter Island. Der ligger ikke mange både - kun 3 - da vi skal finde plads til at ankre. HMMM. Der er 20 meter dybt... tættere på kysten... stadig 15 meter... tættere på... nu vil vi ikke tættere og må ankre på 11,4 meter vand. ( Den dybde kræver hele vores ankerkæde ude og hvis vinden skulle vende - ikke sandsynligt men muligt - vil vi være faretruende tæt på kysten - derfor vil vi ikke tættere på). Det er heldigvis stille og vandet er - trods den store dybde - fuldstændigt klart og vi kan let se ankeret lande og vende sig og bide fat. På grund af dybden har vi for første gang på denne tur hele ankerkæden ude. Der er kun 1,5 meter tilbage i ankerbrønden. Vi ligger fint. Fuldstændigt stille og ingen larm fra de andre 3 både. Så kommer der en katamaran sejlende ind. Sgu nok den vi overhalede. Fuld af amerikanere - hele 8 stk. Og de råber som tidligere omtalt temmelig højt. Og de drikker - hele tiden har de en dåse eller et glas i hånden. Selv da "damerne" ( læs : kællingerne) badede med måsen puttet ned i hver deres badering ( jo de findes  så store - har faktisk selv en ) sad de med et glas punch mens de diskuterede hvor toilettet havde udløb. Råbende bad de en eller anden om at "flushe" toilettet for nu ville de altså se hvor det kom ud. MENS de badede !! de er ikke for kloge.

Jeg bliver så irriteret på folk der tilsidesætter roen i naturen og da de sejlede ind til land, for at gå på restaurant, kommer jeg til at sige, at jeg vil håbe at det bliver regnvejr. De har nemlig efterladt lugerne åbne. Hævngerrighed er en grim ting men de er meget støjende og tankeløse. Der går ca. en halv time så styrter det ned og hvad kan man så sige andet end:  Dear God - I owe you one. Da de kom tilbage blev der da også en del postyr men de tørnede ind allerede klokken 2200. Så var der ro. Og de var meget stille da de stod op næste dag. Listede rundt og hang tøj til tørre på søgelænderet. Det er heller ikke pænt at være skadefro.

Vi ligger i det flotteste dybblå vand og det er så klart at man selv på stor dybde ca. 15 meter hvor båden er - kan se de mindste ting på bunden. Vi er tæt på kysten og her er vidunderligt.

Her er altså bare dejligt. Vi er på Peter Island i en bugt der hedder Great Harbour.

Nå, det pokkers internet. Det er Lørdag og Tommy skal arbejde og jeg skal have udgivet hjemmeside. Vi sejler til Road Harbour Tortola. Tidligere omtalt som en laguneagtig ankerplads mellem 2 marinaer. Vi ligger sikkert og beskyttet men vandet er jadegrønt. Vi er begyndt at kalde stedet "hullet".

Vi har nu været uden for rækkevidde i en uge og er altid spændt på at åbne mails m.v. Som altid dejlige hilsner hjemmefra - også nogle med regninger - man kan ikke være lige heldig hver gang. Fra sidst vi var her ved vi præcis hvor internettet findes - gratis - og det virker. Der er oven i købet strøm lige ved siden af, så vi får rydtet godt og grundigt op i bunkerne.

Mens vi sidder i cockpittet her Søndag eftermiddag og nyder en god bog og en kryds og tværs - kommer der en enesejler og kaster anker ved siden af os. Vi ofrer ikke megen opmærksomhed på ham, for det ser ok ud det han laver. Lige indtil han begynder at rode med noget. Vi ved ikke helt præcis hvad det er, men et stavær er ved at få en gul ponton monteret neden under sig og nu kæmper han med at få en til på plads. Billedet er pludseligt tydeligt. Staværet er lagt oven på to pontoner. Oven på staværet er monteret 2 stole. Derud over er der et pedal-arrangement så han kan cykle rundt i sin "jolle". Det smarteste - ser vi senere - er, at det er et gammelt ben fra en påhængsmotor, han har lavet om, så han kan bruge skruen fra den, som fremdriftsmiddel.

Da vi var på Internettet tidligere i dag slog det mig pludselig at vi totalt havde glemt at sørge for flybillet fra Tortola til Antigua, hvor vores returbillet er fra. Jeg må straks ind på Liats hjemmeside og ser der at der kun er 2 ledige afgange tilbage den fredag vi skal afsted. Tilbage på båden, får jeg checket flytiden fra Antigua og ser at vi heldigvis nok kan bruge den ene af de 2 tilbageværende tider. Jeg tænker, at jeg lige vil se om PCén kan fange internettet herude fra og minsandten om ikke den kobler sig op som om vi sad på land. Der er faktisk temmelig langt men det går fint. Jeg får bestilt og betalt flybillet mens jeg sidder i cockpittet. Det er da smart.

Mandag d. 21 Februar

Har du nogensinde hørt om skatteøen? I virkeligheden hedder den Norman Island. Det skulle i følge fortællingerne være denne ø der oprindelig gemte på nogle store skatte en pirat havde efterladt her i troen på at de var i sikkerhed mens han selv drog på nye togter hvorfra han aldrig vendte hjem. Vi så os da lige lidt om men fandt naturligvis intet. Vi var endda ude at snorkle i nogle huler for måske... Nej ingenting.

Hulerne set udefra - på vej ud - indefra og fra den anden side.

Vi snorklede inde i hulerne for at se om der mon skulle være noget spændende. Vi havde hørt/læst at der skulle være meget smukt men vi har nok set for meget godt til at syntes at runde sten og få fisk er noget særligt. Vi var nok temmelig skuffede men nu havde vi set dem og så er den ikke længere.

Det er dejligt at have tid til at daske. Og vi henslænger vores tid i båden med store projekter. Der skal strammes nogle kontramøtrikker og  ... så vist ikke så meget mere. Vi skifter ankerplads nogle gange men billedet er det samme. Flot blåt vand og trods det faktum at det blæser vældig meget og at det nu er fra nordlige retninger ligger vi fuldkommen perfekt i de ankerbugter vi har fundet.

Billedet er ikke supergodt - indrømmet - men jeg kunne ikke stå for denne flotte pelikan der lufter vinger som en skarv ville have været misundelig over.

I Benures Bay på Norman Island finder vi en plads hvor vi grundet strømninger svinger hele vejen rundt. Vi er derfor somme tider helt tæt på stranden hvor vi har selskab af en del pelikaner. En af dem - men også kun den ene - lufter sine vinger og ordner sine fjer hele tiden. Hvor er det træls at være en fugl der lever af fisk når man ikke kan fordrage at blive våd. Den - vi tror det er en han - er temmelig sippet. Den har en sten som kun den må sidde på. Hvis de andre kommer for tæt bliver de lige dunket oven i hovedet af hans store næb, hvor efter han retter sig op, trækker skuldrene tilbage og siger " så kan du måske snart forstå det".

Månen er på retur og når vi ankrer i f.eks Benures Bay er der absolut intet lys der når os. Det eneste lys vi kan se, er ankerlyset i mastetoppene fra de få andre både der ligger her. Der kommer små dønninger rullende ind på stranden og når vi ligger med bagenden til stranden, lyder det foruroligende højt. Vi bliver begge fanget af det. Hele dagen har vi ligget og drejet rundt og vænnet os til nærheden af stranden men fordi det nu er mørkt ,syntes stranden meget tættere på og vi er begge ude og checke, at den netop synlige strandkant ikke er kommet tættere på, end i løbet af dagen. Vi har prøvet det før men det er mærkeligt som ens sanser bliver skærpede af mørket. Lydene bliver også anderledes. Nu er det kun frøerne og dønningerne vi kan høre. Ellers er der dødstille. Dejligt og sikkert også sundt for sjælen.

En stille stund i skyggen i Benures Bay. Vi har smidt anker og er bakket ind mod kysten hvor vi har en line i land. Så drejer vi ikke så meget rundt og udsigten fra cockpittet forbliver den bedste hele tiden.

Når det så også bliver for varmt er det godt at kunne tage et svalende fodbad. Nej det er ikke helt rigtigt. Vi havde været ude at snorkle og Tommy var ikke kommet helt op i jollen da jeg kom forbi med kameraet.

Vandet er helt fantastisk. Her ligger vi på 7 meter og vi kan se ankerkæden hele vejen. Vi kunne også checke om ankeret lå godt gravet ned uden brug af snorkel og maske. Det er første gang vi ligger så flot.

Vi hygger os helt fantastisk og nyder vores hjemmebagte flutes. Vi har lavet dem i vores gasbageform. Det er en lille anretning der bliver sat oven på gassen og så bager den fint brød. Alternativet er at starte gasovnen. En ting er at det tager 20 - 25 min. før ovnen er varm - brødet bliver ikke bedre - det tager bare længere tid og varmer hele båden op. En gasbageform er genial.

Fantastisk sprødt og dejligt brød fra gasbageformen. Det tager 15 min. så er det klart. Og der er ikke noget som lunt nybagt brød med frisk smør og hindbærsyltetøj.

Mens vi sidder og hygger os kommer der en, ikke helt ung, dame sejlende i en oppustelig kajak. På afstand kalder hun og fortæller at hun er kommet for at takke os. Vi ser nok lidt forbavsede ud, for vi kan ikke lige regne ud, hvad hun har at takke os for. Det viser sig at det er skipperfruen fra den engelske båd vi vækkede midt om natten fordi den skred for ankeret oppe i Gorda Sound. De ville have takket os dagen efter men pludselig var vi sejlet og de havde holdt udkik efter os lige siden. Vi blev på stedet inviteret over på en drink om aftenen. 

Den invitation tog vi selvfølgelig imod. Det blev en hyggelig aften hvor vi udvekslede erfaringer - mest om hvor tåbelige franske sejlere er. De har sejlet herude i mange år og ser også rødt hvis en fransk båd ankrer i nærheden. De ved det er lig med problemer. 

Fredag d. 5 Marts 2011

Alt godt får en ende og vi skal på land i dag. Vi har jo allerede lavet aftale om at skulle have båden op på Virgin Gorda i dag klokken 1030.

Det er der ikke så meget at sige til. Vi er lidt stille for vi er slet ikke færdige med at være herude. Sidste år var vi trætte og mætte da båden skulle op. Nu er vi hundesultne og lidt slukørede. Vi er langt fra færdige med jomfru-ørerne. Vi fortsætter til næste år og er ikke længere helt sikre på at vi vil syd på igen.

Vi sejlede, i går, de 20 sømil fra Norman Island op til Virgin Gorda. Stille vejr og fuld sol gav os en god sidste sejlads. Selvstyreren blev sat på arbejde mens vi sad på dækket med frisk kokos og en øl.

Båden bliver taget op lige efter vores anvisninger - sikkert og præcist. Ikke noget at udsætte på det.

Det var ikke længe hun fik lov til at bade i år. Kun knap 2 måneder.

Ikke bare bliver hun taget op, så godt som vi kunne ønske det - hun bliver også stillet på den plads hun skal stå på de næste 10 måneder, med den bedste udsigt vi kunne ønske.

Det er suverænt den bedste udsigt vi endnu har haft fra en standplads på land. Vi sætter os ud på fordækket mens vi drikker morgenkaffe. Og udsigten er stadig god, når vi om aftenen sidder der igen med sundowneren.

Desværre er der også her en del myg og sandfluer. Vi havde naivt håbet, at der var færre end på Antigua men... det er der ikke. Tommy fik en hel del stik den første dag - for en gang skyld fik jeg ikke så mange men jeg havde også iført mig skjorte og lange bukser, selv om her er meget varmt. Sandfluerne kommer sidst på eftermiddagen hvor temperaturen stadig er høj og tøj er en forbandelse, vi må leve med. Når solen så er gået ned, forsvinder sandfluerne heldigvis men kun for at blive afløst af myggene, der er mindst lige så ivrige.

Vi har en hel uge til at pakke båden sammen. Egentligt ville vi først have været oppe på Mandag men det er helligdag og Tirsdag er for tæt på hjemrejsen, hvis der sker noget uforudset. Det giver os en del tid til at se denne del af øen. Vi har jo vores cykler og tager ud til et pudsigt naturfænomen i den vestlige del af øen. Der er nogle kæmpestore granitstene der er smidt her hulter til bulter. Men det er meget dekorativt.

Et temmelig stort område er overstrøet med store granitsten. De her er små i forhold til nogle af dem der ses nedenfor.

Masser af kæmpesten oven på hinanden. De ligger helt ude i vandkanten på en sådan måde at der er dannet huler, hvoraf nogle er vandfyldte og nogle så dybe at man må svømme hvis man vil videre. Et storslået sceneri.

Nå, man kan jo ikke bare drive den af hele dagen uden at yde noget senere på aftenen. Jeg har gennem længere tid tænkt at jeg ville få lavet de øjesplejsninger på vores fortøjnings-ender. Men den ene dag tager den anden og først her få dage før vi skal hjem - hvor vi absolut ikke skal bruge tovværket mere i denne omgang - får jeg taget mig sammen til at få lavet dem.  Det er nemt nok, man trækker kernen ud af strømpen et stykke inde på tovet og putter den baglæns ind igen og så putter man strømpen ind i kernen og trækker strømpen tilbage på plads og Wupti - har man en løkke. Det ser nu bedre ud end en knude og er meget hurtigere at anvende. Jeg nyder at sidde og rode med sådan noget og er så tilfreds når jeg ser resultatet. Jeg skal være fuldtids sømand i mit næste liv. Måske.

Iført myggebeskyttelsesdragt og for nedrullede gardiner sidder jeg og Hobbyer.

ØV - Så skal vi hjem.

Torsdag d. 10 Marts 2011.

Sidste hele dag og nu har vi travlt. Vi skal anbringe vores cover til båden og det er et hestearbejde at få det sat godt og sikkert og uden for mange lunker. Vi ved det vil komme til at regne og blæse en hel del, så der er ikke noget med at sjuske her. Efter en del arbejde er vi tilfredse. Alle de ting der skal ordnes til sidst står i kø og vi tager dem som de kommer. 

Fredag d. 11 Marts 2011.

Allersidste dag. Vi skal med færgen i eftermiddag så vi har hele dagen til at ordne alt det vi alligevel ikke fik klaret i går. Men allerførst skal vi have havbad. Det sidste i denne omgang. Det er vidunderligt at gå på den flotte sandstrand og mærke varmen. Man mærker det lige som bedre når man ved at det er sidste udkald. 

Den nærliggende strand hvor vi lige kan få et sidste minde med hjem.

Nej, der er ikke mere vi kan gøre  - vi er på vej hjem.

Klokken 1530 tilkalder Tommy en Taxi og den kører os det lille stykke over til færgen. Klokken 1600 kommer kaptajnen fra en af de andre færger over og spørger hvor vi skal hen. Vi fortæller at vi klokken 1630 skal med færgen til Beef Island hvor lufthavnen ligger. Han overtaler os i stedet til at tage med ham en halv time før men så skal vi til Road Town og derfra tage en Taxi til lufthavnen. Det er vi meget glade for, for vi kom kun lige i sidste øjeblik og tror vi ville være kommet for sent hvis vi havde ventet på den anden færge. 

Vi havde nok alligevel nået det for flyveren kom ikke. Ingen information overhovedet og vi rendte flere gange frem og tilbage for at få besked. Vi blev lidt lodne fordi en af de andre små flyvere blev aflyst. Endelig over en halv time forsinket kom den og endelig fik vi bordet. Vi var noget nervøse for om vi nu også ville komme for sent til flyveren fra Antigua til London men det gik fint. Resten af turen hjem er det sædvanlige. Ingen søvn på flyveren fordi man sidder rigtig dårligt. Hovedpine og lede ved pludselig ikke længere at kunne klare sig uden strømper og lange bukser. Men til gengæld bliver vi hentet i lufthavnen af Ulla og Vicky. Det var dejligt. Og Ulla havde købt ind til os og hele huset skinnede som det kun gør når Ulla har boet her. Tak fordi du har passet det hele så godt og fordi du gad hente os. 

Lørdag d. 12 Marts 2011 - klokken er 1700 og vi er hjemme i DK - lettere kvæstede men trods alt ved godt mod. Vi er allerede ved at planlægge næste års tur.

Vi håber, at alle I som har fulgt med på turen på nettet, har fået en fornemmelse af hvad man oplever herude. At her er dejligt men at langturssejler-livet somme tider er besværligt og træls. Heldigvis husker vi mest det gode. Billederne på nethinden vil være hos os altid.