Retur til hyggesejlads siden

Så er vi landet i Caribien

Hvor har vi set frem til at skulle på ferie. Ud og få varmen. Og det har vi så fået. Både på det emotionelle plan men så sandelig også på det fysiske. Vi har mellem 35 og 38 grader i skyggen og stadig regnbyger fra tid til anden. Så her er så varmt at sveden høvler af i stride strømme -luftfugtigheden er ulidelig og vi glæder os til vi kommer i vandet så vi kan ligge for anker og få mere luft på den måde. Men der er stadig lidt arbejde at gøre før vi når til det. Og så har vores tur denne gang været forfulgt af uheld. Jeg troede at når der havde været 3 så var det slut men det kan slet ikke gøre det. Skal vi starte fra en ende af: Forberedelserne var perfekte og vi blev kørt i lufthavnen af Ulla og Vicky. Vi havde checket ind hjemmefra dagen før, så alt så lyst ud. Indtil vi skulle gennem security. Tommy havde købt et lille værktøjssæt som vi manglede på Joy og - fordi vores kufferter var loadede til sidste gram - kom det lille værktøjssæt i håndbagagen. MEN man må ikke have værktøj med i håndbagagen så det blev konfiskeret. Skide være med det - det kan ikke ødelægge vores gode humør. Vi flyver til London og er vildt tilfredse med det hele selv om vi begge har en underlig fornemmelse af at det ikke kan være helt rigtigt. Mon vi drømmer - eller er vi virkelig på vej. 

Vi når lige en kop kaffe og en croissant i Gatwick før vi skal videre - Tommy har gang i telefonen til bror Benny hjemme.

Da vi skal hente vores tasker i London Heathrow for at køre med bus til Gatwick kommer der ikke nogen. Bange anelser sniger sig ind og de holdt stik. Taskerne var stadig i København. Nå men de kommer nok. Problemerne bliver først rigtig store når vi flyver med British Airways til Barbados og dagen efter til Trinidad med LIAT. Så knækker filmen for så skal taskerne ikke afleveres på en BA endestation men fragtes af et andet flyselskab. Vi forlod København Tirsdag og nu Fredag er de stadig ikke kommet. Vi ringer til gud og hver mand og så er taskerne på vej til Tobago og så er de på vej til Barbados og nu syntes vi snart det er på tide at de er på vej til OS. Nu må vi se. 

Tredje uheld - selv om det ikke er slemt - så er det slemt nok at stå på Busstationen i Heathrow og bussen er aflyst. Vi stod i 55 minutter og begyndte at bekymre os om vi nu ville nå det næste fly til Barbados. Vi nåede det heldigvis. Barbados er - som altid - dejlig. Vi havde bestilt værelse på et lille hotel helt ud til vandkanten og ærgrede os allerede over at vi ikke skulle blive her noget længere. Den ærgrelse holdt op i løbet af natten. Tommy fik vist sovet lidt men jeg kunne simpelt hen ikke sove. Ærgrelse over diverse ting kombineret med over 30 grader eller en larmende aircondition gjorde det helt umuligt. Og som om det ikke var nok skulle byens hunde slås og det smittede til kattene og nattevagten skulle jage dem alle væk med råb og skrig. Og når han bare hyggede sig, stablede han kasser og fløjtede falsk. Men bortset fra det fru kammerherreinde - så går det godt.

Her ser jo dejligt ud og vandkanten er 10 meter til venstre ude af billedet. Men de larmer om natten - de djævle.

Vi kom godt til Trinidad. Ingen uheld men nogle totalt tåbelige personaler der ikke aner hvordan man skal håndtere bagageforsvinding. Vi skulle udfylde alle mulige sedler og selv om vi både tegnede og fortalte fattede de ikke en meter af hvad der var sket. Tommy har ringet til samtlige kontorer i England. Er blevet henvist til Miami og kontoret i lufthavnen på Trinidad fortæller den ene hvide løgn efter den anden.

Vi syntes selv vi havde forberedt os godt hjemmefra. Havde f.eks. bestilt bil en uge i Trinidad online. Så ville den være klar til os når vi kom, men ingen bil. Det lykkedes hende dog at finde et vrag. Vi ville få speciel pris fordi vi var sejlere. Måske sejlere tolererer mere end andre mennesker. Fint bilen var Hvid. Ja det var det eneste gode der var at sige om den - bortset fra aircondition - som faktisk virker. Og så kan den starte. Men ellers virker hverken døre - bagageklap - støddæmpere eller for den sags skyld noget som helst andet. Men den var billig, så det går vel.

En båd der har været pakket ned i 9 måneder vil alt andet lige trænge til at bliver vasket og ordnet så det regner vi ikke for noget men vi stødte på et helt andet problem som kommer til at optage os i de næste år. Da vi i foråret var på Tobago og huggede en mega-stor bambus, bragte vi den med os til Trinidad. Vi savede den i passende stykker og tog et par af dem med hjem. Da vi var kommet hjem opdagede vi at der var borebiller i dem. Vi var forbavsede fordi vi havde noget gammelt brænde liggende og troede at borebillerne var kommet ind i huset sammen med det og straks var flyttet ind i vores bambus men sådan var det ikke. Da jeg åbner den agterste kistebænk og flytter et stykke stof ser jeg at de 4 stykker bambus der er opbevaret her er gnavet helt i stykker og alt træ-støvet ligger i bunker neden under. Hele båden er fyldt med døde borebiller og ganske få steder - i hvert fald hvad vi indtil nu har fundet - har de slået sig ned i Joys træværk. Vi håber ikke det skal til at være et problem, men ved, vi vil holde strengt øje med det.

Nu håber vi, vi har brugt uheldene op så resten af turen bliver god.

Arbejdet med skibet går planmæssigt kun afbrudt af heftige regnbyger. En af dem var lidt mere heftig end de andre. Faktisk var det en mindre tornado der jog hen over pladsen. Vi var nede i båden da en hæslig larm af blæst nåede ned til os. Vi for op og kunne se og mærke at det ruskede voldsomt i alt. Vi sprang rundt for at sikre sprayhood og andre løsdele og 30 sekunder efter var alt stille igen uden at der var sket skade. Men et kik ud på pladsen fortalte os at det ikke bare var blæst. En af bygningerne overfor havde mistet det meste af sin gavl og der lå tagpap spredt ud på hele pladsen uden at vi var helt præcis klar over hvor det kom fra. En afknækket gren med friske grønne blade havde fundet hvile oven på vores Bimini men når vi ser os omkring er der meget langt langt til nærmeste træ. !!

Værre var det gået på den anden side af pladsen. Et stort halvtag, der huser garagerne til nogle af de store speedbåde, var blæst omkuld og havde taget en sejlbåd med sig ned. Da den væltede knækkede masten og den lagde sig ret ned over en katamaran hvor der bor folk, lige som vi bor i vores båd til vi skal søsættes. Hvor stor skade der skete på katamaranen vides ikke men der var masser af mennesker oppe og se på skaderne og alle gav en hånd med for at fjerne det ødelagte tag.

Nu har de fået ryddet det værste op - de fleste tagplader er væk og masten er lagt på jorden men de har stadig ikke fået rejst båden op.

Det er nu næsten en uge siden vi tog hjemmefra og vi har ikke fået vores tasker endnu. I de tasker befinder der sig en del meget vigtige ting. Bl.a. begge opladerne til vores mobiler. Tommy måtte købe lader til sin i Lørdags for strømmen holder altså ikke evigt. 

Jeg har, i Holbæk Bådcenter, købt en lille ladeanordning som kan oplade min mobil ved hjælp af et lille håndsving. Derved har jeg haft strøm nok til at ringe til Lufthavnen ca. 1 million gange. Men uanset hvor mange gange jeg ringer er der intet der hjælper - hver gang får vi en historie om at man kan se at de er på vej men ikke præcis hvor de er. I min nød og kvie sendte jeg sms til en af mine kunder der arbejder i kastrup lufthavn i et forsøg på at gøre noget. Selv om han intet har med kufferter at gøre var han sød at tage mit problem med ind til nogle folk der nu er sat på sagen. L. Mortensen - du er en knag. Selv om det måske ikke fører til noget så hjælper det voldsomt på humøret at gøre noget. Husk nu jeg har lovet chokolade til alle som hjalp.

Mandag formiddag og jeg holder ikke til det længere. Overtaler Tommy til at vi kører til Lufthavnen og slår nogen ihjel. Vi startede som alle de andre gange med at forklare og blive afvist - sådan fungerer det ikke her , siger de, men til sidst fik jeg i utvetydige ord forklaret en ansat at det var jeg lodret ligeglad med for nu fik de det bare til at fungere. Se det hjalp - så kom der en supervisor på sagen. Og om han bluffede eller virkelig fik sat gang i noget er jeg ikke sikker på men jeg havde en god mavefornemmelse da vi endelig kunne køre ud i regnen og køen på Eastern mainroad. Og så slap jeg da af med en del galde.

Næsten hjemme skal vi lige tanke de dunke vi har med fra Joy. Vi tankede 120 liter diesel og betalte 180 kroner for det. Det er 1 krone og 50 øre literen. Halvanden krone literen - det er til at blive helt høj af at tænke på. Det er nok det eneste positive jeg kan komme i tanke om, om Trinidad lige nu. Nej det er ikke helt rigtigt. Her mandag aften sidder vi i cockpittet og kan høre cikader og frøer og temperaturen er ca. 30 grader og vi spiser baby-gulerødder og ostehapser. Og drikker rom og cola - ikke at forglemme. Vi læser og skriver og lige nu er livet ikke så ringe endda.

Åhhh - nu kniber det snart med tålmodigheden - det er blevet onsdag og trods mange og lange samtaler med British Airways er det stadig ikke lykkedes at spore vores tasker. Og selv om vi prøver at huske hinanden på at vi er her fordi vi elsker det, kniber det med at være tilpas overbevisende. 

Vi har fået købt nyt skumgummi til forkahytten. Billigt  kun ca 250 kr. og bortset fra at den nye gummi er hårdere end den gamle fladtrådte og ildelugtende så er det dejligt at vide at den er frisk - og den bliver vel blødere med tiden. Sådan er det jo med så meget. 

Og så fortsætter uheldene ellers i en lind strøm. Til morgen ville vi køre ankerkæden tilbage i brønden og så er ankerspillet fandeme gået i stykker. Ja undskyld jeg bander - men sådan er jeg. Og så til noget mærkeligt. Vi kører stadig rundt med alle dieseldunkene bag i bilen, fordi vi ikke gider slæbe dem på dæk, før den pumpe vi skal bruge til at hælde over med, kommer. Den er jo, som så meget andet, anbragt i de tasker der endnu ikke er dukket op. Så jeg siger til Tommy, da vi kører til byen for at købe ind, at vi måske skulle læsse dunkene af, hvis der nu  sker noget. Det er sidste dag vi har bilen så hvis der skal nå at gå noget galt, så er det i dag. Ah - men mon ikke det går - siger Tommy. Vi handler og fylder bilen til randen med vand, cola, grøntsager, sæbe og hvad ved jeg. Og så midt i slumkvarteret i den tætteste myldretid lyder der et rabalder og vi er punkteret på venstre forhjul. Heldigvis er der luft i reservehjulet og vi får skiftet det i en fart. De gloede godt nok noget - de sorte fyre der så på - at Tommy satte dunkraften under bilen mens jeg løsnede og afmonterede hjulet. Tommy satte det andet hjul på og vi fik læsset alt vores habengut tilbage i bagagerummet. Hjem - vi skal aflevere bilen om en time og vi skal lige nå.....

Det bliver ved. Da Joy var her sidst i 2004 fik hun fyldt sine gasflasker ganske normalt - men denne gang er studsene forkerte og de samme gasflasker fra dengang kom tomme tilbage. Der er ikke den rigtige studs så... bare ærgerligt. Vi må så fare rundt fra Herodes til Pilatus for at finde en der kan skifte studsene. " Han er her ikke lige nu men kommer måske i morgen. Om han kan - no idea. " Det er den samme standardbesked vi får alle vegne herude når der skal laves noget.

Vi er nok begge enige om at vi ikke tager til Trinidad igen og måske vil vi oven i købet overveje om vi overhovedet gider dette mere. Vi maser og aser og render hele tiden hovedet imod. Hovsa - lidt godt. Der bliver i dette øjeblik ringet fra Tobago at taskerne er kommet til Tobago og at de bliver sendt med LIAT til Trinidad i aften. Vi jubler men ikke så højt som vi gør når vi endelig får dem i hånden. Og vi tror ikke på det før de er her. Men nu kører det - vi er inde i en god stime. Vores Cover til båden - som vi sendte til fransk rens og strygning - er sørme kommet tilbage som aftalt. Det kræver vist en ekstra sundowner. Humøret er rigtig godt lige nu.

Det bliver aften men ingen tasker - nej de kan ikke komme med dette fly men i morgen tidlig. Næste morgen blev til formiddag - middag - eftermiddag og klokken 1530 efter vi havde ringet utallige gange og til sidst også ringede til Barbados lykkedes det os at få fat i damen der fortalte at de ville blive sendt med et fly lige om lidt. I kan godt køre til lufthavnen for de er på vej. På vej til lufthavnen ringede hun igen at de alligevel ikke var kommet med men at de ville komme med det næste fly og ville ankomme til Trinidad klokken 1900. Ok så tror vi på det. Men det var med nerverne uden på, at vi ventede og ventede og forstyrrede samtlige de ansatte der havde en rimelig afstand til det sted vi forventede at se vores kufferter igen. Gå ind og spørg - gå ind og se efter - gå ind og ryk ham - bare gør noget. Til sidst kom de sandelig og det var næsten ikke til at tro.

Efter at have afleveret kufferterne 9 et halvt døgn tidligere var det næsten ikke til at tro at de virkelig var der.

Nu må vi indrømme at vi var spændte på om alt indholdet var der og ikke mindst om det stadig var i god behold. Men vi må sige at der var kun gået hul på en slikpose og ellers var alt ok. Selv det spejl Tommy har taget med for at kunne se og skifte sine kontaktlinser var helt. Fantastisk. Selv de ristede løg var ikke knust og remouladen var stadig i flaskerne. Se det er vigtige ting vi havde der.

Vi har haft en fantastisk dag. Taskerne er kommet og ankerspillet skulle bare have mere strøm og en del fedt så virkede det også. Vi har også haft starten motoren i dag og den snurrer som en drøm så vi er virkelig inde i en god stime. Nu sidder vi i cockpittet og nyder en vejfortjent rom og cola og føler os som verdensmestre.

Nå ja I skal da lige se denne lille skønhed vi så på vej til lufthavnen

Det er en Anglia Cambridge  helt uden rust og buler. Mon ikke den er penge værd derhjemme.

Vi er sørme inde i en god stime. Vi fandt en adapter til gasflaskerne så vi nu også kan få gas - lige noget der passer os og vi er godt tilfredse og har vedtaget at vi går ud og spiser i aften. Det skal fejres at det kører.

Nå så kører det altså heller ikke bedre. Den nye adapter var ikke den rigtige så stadig ingen gas. Men vi må vente til Grenada og se om vi ikke har mere held der. 

Endelig er vi tilfredse og bestiller søsætning. Det er blevet Mandag d. 14 December og vi kommer planmæssigt i vandet uden uheld.

Endelig på vej i vandet.

Vi tilbringer et par dage i marinaen før vi checker ud og sejler til Scotland Bay. De af jer, der har været der, ved hvilken fred der er og vi nyder de sidste timer på Trinidad med at bade og sove så meget vi kan nå. 

Scotland Bay hvor man kun hører fuglesang og smut i vandet

Klokken 1730 letter vi anker og sejler de 80 sømil til Grenada. Vi har en god sejlads med en del vind. Den første del af turen for sejl giver en fart på ca. 7 - 8 knob. Vi må desværre starte motoren senere for vinden løjer men det passer nogenlunde godt for vi vil helst ikke lande på Grenada før det bliver lyst. 14 timer bliver det til med spredt søvn og godt ør i hovedet checker vi ind og går omkuld i skibet. I særdeleshed mig. Jeg havde en snert af dårlig mave m.v. allerede dagen før vi tog af sted men det blev værre nu. Feber, hovedpine og storsvedende sov jeg hele dagen. Var lige oppe og få en sundowner og et par chips og så gik jeg omkuld igen. Sov 12 timer om natten og var stadig ikke frisk næste morgen igen.

Det går bedre i løbet af dagen og hen mod aften er jeg frisk igen. Men nu havde jeg jo sovet på forskud og kunne så ikke sove om natten. Typisk ikke. Måske var det fordi jeg ikke var træt eller var det mon fordi en jeg kender snorker virkelig højt i nat eller mon det er den irriterende musik fra land - nej det værste var den fårekylling vi har fået ombord. Jeg lå og troede at den var på dæk et sted men da jeg stod op gik det op for mig at den var nede i skibet. På jagt med en lygte - øv den er sgu stor - tænke - hvordan fanger jeg den og hvis jeg fanger den hvor gør jeg så af den. Fik efter en del forsøg sat et yoghurtbæger ned over den midt på gulvet. Så må den stå der til det bliver lyst og vi kan sejle den til land.

Bæstet nede i bægeret hvor den fik lov at være til vi kunne komme af med den.

Ja så er det altså at næste problem kommer. Vi sætter jollen i vandet og henter påhængsmotoren som Tommy har ordnet efter alle forskrifterne i foråret. Nu skal den bare have fuel og startes. Men det vil den ikke. Slet ikke. Altså for f..... Nu må det snart være slut med alt det mas. Vi ror ind til land med den og får fat i en taxi som kan køre os til en reparatør. De gør et godt stykke arbejde og den blev som ny. Se problemet var at vi bare havde tømt den for benzin da vi ordnede den til opbevaring. Men det må man ikke - man skal køre den tør, for den smule benzin der er i karburatoren tørrer ind og efterlader et tyndt gummi-lag der stopper et eller andet til, så den ikke kan køre. Så lærte vi det. Vi afleverer jo så også lige gasflaskerne for nu kan vi jo få gas, men nej - den type kan vi ikke fylde - vi er målløse. De er altid blevet fyldt men nu er alt et problem. Vi må nok bide i det sure æble og købe ny flaske og regulator. Så bliver der vist ingen julegaver i år. 

A pro pos jul så var vi inde i et stort supermarked før vi forlod Trinidad og de havde bare et kæmpe juletræ.

Det kan vi vist ikke hamle op med hjemme.

Internet mulighederne er ikke så gode herude og jeg ved ikke om vi kan komme på d. 23 - 24 så selv om det kun er d. 21 December vil vi ønske jer alle en rigtig god jul samt et godt nytår.

Vi vender tilbage med mere nyt og ikke mindst sidste nyt om de fordømte gasflasker senere - sikkert først i det nye år.

Ja billedet er det samme som vi brugte sidste år. Hvad betyder det, vi er jo alligevel ikke blevet spor ældre.

GOD JUL

Anna og Tommy